Christian Frederik BREV TIL: Anker, Carsten Tank FRA: Christian Frederik (1815-09-27)

4.

Ordret.

Sorgenfrid. 27. Septbr. 1815.

Hr. Statsraad Anker.

Ved Brev fra Hornemann [i London] underrettedes jeg om, at De havde forladt England, og da en god Leilighed frembyder, saa tilskriver jeg Dem desaarsag disse Linier til Norge, hvor jeg vil haabe, at De er lykkeligen ankommen. Det vil være Dem kjært at modtage gode Efterretninger fra mig saavel om mit Helbred som om mit hnslige Held. Jeg elsker min Kone, som den Engel fortjener det; min Søn vokser særdeles til sin Fordel, min Søster Charlottes Nærværelse med sine søde, smaa Børn var alle saare kjær.

s. 143Min Broder [Prins Ferdinand] reiser paa nogle Maaneder til Paris, medens Auxiliærkorpset kantonerer i Holsten. Det kan ikke andet end være en saare interessant Tnr for ham. Frøken Sneedorff er hos min Søster Juliane i Forventning af, at hendes Bryllup med Erik kan finde Sted. Sørg blot [for], at de forinden bliver vel etablerede og at hun aldrig behøver at drage til Stockholm; — det var altfor nlykkeligt for hende.

Vi tænker i November at reise til Odense. Hnslig lykkelig, som jeg er, vil jeg ogsaa være tilfreds der, naar kun min Apanage bestemmes overensstemmende med Tidsomstændighederne.

Man [Kongen] er ikke uvillig til at indrette alt paa det bedste for mig; men man er aldeles ikke paa nogen fortrolig Fod med mig, ei heller trænger jeg mig paa, hvor man ei kalder.

Jeg har bemerket. at De holdt en Tale i det engelske Bibelselskab. Det maa være belønnende for Dem at se, at De ei har talt frugtesløst, og at Deres gode Hensigter har Premgang.

Grev Schimmelmann har sidst præsideret i det nye danske Bibelselskab. Han taler ofte om Dem med Deltagelse. Grevinden ligeledes. Hun falder merkelig af og lever neppe længe. Han er lykkeligere nn i en næsten privat Stilling; men det er skrækkeligt, hvad Synder han som Pinansminister har paa sig.

Den gamle Moltke og Moesting arbeider nn paa at simplificere og ordne, men endnu er kun lidet ndrettet. Dog betales Renterne af den udenlandske Grjæld punktligen, og det er især Krediten, der maa haves.

Det er i mine Øine ligesaa underligt sorn sørgeligt, at Handelen i Norge ikke vinder ny Virksomhed, hvilket jeg saa vist havde haabet og troet skulde blive Tilfældet efter Preden og den nye Tingenes Orden sammesteds.

England synes jo paa ingen Maade at favorisere Norges Handel. Førend denne vinder, kan Pengevsesenet vist ei komme paa nogen fast og heldig Fod.

Maatte det dog lykkes Stortinget at lægge fast Grundvold for denne saa væsentlige Statsbygning. Deres simple og klare Grundsætninger i Pinansvæsenet vil vist blive hørte, og som ieg haaber komme Fædrelandet til Gravn.

s. 144Maa jeg bede Dem hilse Deres værdige Broder, Deres Søn og Naboer saavelsom enhver Nordmand, der mindes mig med Venskab og Deltagelse. Jeg nævner mig, min kjære Anker, Deres uforanderlige Ven

Christian Frederik.

Sorgenfri d. 27. Septbr. 1815.

[Dette Brev indeholder ordret det samme som det foregaaende og desuden følgende]:

Baron Blome, som er her, forsikrer, at det aldeles ikke ligger i Ruslands politiske Plan et udvide sig over Skandinavien, men kun mod Østen. De gode Nordmænd skulde altsaa ikke ved dette Skrækkebillede lade sig forlede til en engere — især militær — Forbindelse med Sverige end fornødent er. — Det er vist ikke klogt at sløife Fæstningerne, gjøre Vei over Fjeldene osv. Thi ved Sveriges nrolige Politik føres Russerne engang i Tiden til Stockholm og Venern Søen, saa kan endnu Norge, som det nu er, forsvares.

Mange tror, at Ponte-Corvo vil danne sig en sikker Retræt blandt de tro Nordmænd, hvis de Svenske engang ndspyr ham og hans Slegt; men ved Gruds Hjælp forregner han sig isaafald.

Hvor skulde den Troskab komme fra, som ikke er nedarvet eller vnnden ved Fortjeneste? Dog hans Skjæbne maa overlades til Tiden og Begivenhederne. Men han er den sidste af Champignonslegten og disse Rois domestiques [af Paddeslegten og af disse Skyggekonger], som jeg har hørt nævne, — deres Tid er nok omme.

Vidunderligen faldt Napoleon, og med ham er alle hans forsvundne; den ene vil ei gjøre nogen Undtagelse.

Jeg har ventet Tidende om Deres Ankomst til Norge og har derved været afholdt fra at skrive Dem til i England. Imidlertid bliver Tiden mig nu. for lang, og jeg tager mig fore at prøve, om dette Brev, sendt ved en sikker Leilighed, kan komme Dem ihænde, saa snart som jeg ønsker det, i Norge.

s. 145Hvor naturligt, at Deres Tanker stunder derhen, hvortil Eiendomme og Eamilieforhold drager Dem. Men ikke uden Vemod kan jeg tænke paa, hvorledes De ser Norge igjen, ikke saa riset eller ulykkeligt ved Krig, men ydmyget og berøvet det skjønne Haab som en uafhængig Stat at være og blive blot norsk uden Indblanding af fremmed Politik og Herredømme. Ja det svandt og maatte svinde for Overmagten i de Uretfærdiges Haand.

Imidlertid rolig og i en snever Kreds kan man leve i Klippelandet, og det vil De forstaa, min Ven. Men gid De aldrig maa komme i det Tilfælde at bøie Nakken for den overmodige Franskmand, der nu allerede bilder sig ind at være elsket og tilbedt af Nordmændene, fordi de taaler deres forhenværende Avindsmand levende blandt dem, og fordi enkelte Smigrere i Christiania indbilder ham, at han vinder alles Hjerter uden at kunne tale til en eneste norsk Bonde.

Det er mig kjært, at De ei var paa Eidsvold, da han reiste til Trondhjem. Var De der nu blot ei heller, naar han kommer tilbage! Han vil sige Dem mange smukke Ting. Deres Navn og Stilling beskytter Dem mod enhver Overlast; men mig synes, De har Prøver nok i Hænde paa, hvorledes Regjeringen er sidet imod Dem. Altsaa Lykke til at kunne holde Dem fra den offentlige Skueplads og fra den franske Aktør.

Gid det for Is Tordmanden hellige Sted, Eidsvold, ei maatte komme i hans Hænder! I Kirken burde en indmuret Jerntavle bevare Erindringen om Grudstjenesterne d. 10. April og d. 19. Mai 1814. Jeg skal med Tiden give et Selvstykke til Erindring — til Kirken. Det har jeg lovet.

Overbringeren heraf er en sikker Person. Et Chiferbrev uden Udskrift overbringer han mig sikkerligen fra Dem. Deri et Par Ord om Stemningen i Norge og om Stortingets Aand. Det er udenfor al Tvivl, at Rusland ønsker at se Prins Gustaf paa Sveriges Trone, men man tror, at Keiseren er altfor bunden ved Erygt og point d'honneur [Æresfølelse] til Kronprinsen [Carl Johan], til at han skuldé foretage noget i hans levende Live. Det er derfor for tidligt at tale om Prins Gustafs Etablissement i Finland, —sligt er endnu ikke paatænkt.

s. 146Ikke uden Vemod tænker jeg paa, hvorledes De nu ser Norge igjen, ikke herjet eller ulykkeligt ved Krig, men ydmyget og berøvet det skjønne Haab som en uafhængig Stat at være og blive blot norsk uden Indblanding af fremmed Politik og Herredømme.

I en rolig Kreds vil De forstaa, min Ven, at leve lykkeligi i Klippelandet; men gid De aldrig maa komme i det Tilfælde at bøie Nakken for den overmodige Franskmand. ¹1 Indholdet af de 2 sidste Passus findes ogsaa i de 2 første Passus S. 143.