Anker, Carsten Tank BREV TIL: Aall, Niels FRA: Anker, Carsten Tank (1814-07-23)

17.

Londond. 23. Juli 1814.

Til

Hr. Statsraad Niels Aal, i Yarmouth.

Allerhøistgerede Ven.

K1. 7 igaaraftes fik jeg en høflig Seddel fra Hr. Musgrave, hvori han kommunicerer mig: That ministers had judged expedient etc., og at en Messenger [et Bud] bragte Dem Brevet, der indeholdt den smukke Beslutning!

Min høistærede Vens Skrivelse fra Ilford leverede Hr. Denovan mig for nogle Timer siden. Det er overflødigt at gjøre nogle Bemerkninger over denne høist ømfindtlige Transaktion. Jeg vil blot sige, at for mig svækker det ikke Haabet et eneste Øieblik og, upartisk talt, saa ubestemt, som alting nu staar, ved jeg i Sandhed ikke, om den engelske Regjering kunde eller burde modtage Deputationen.

At lade dem derimod forblive her i kort Tid som private Mænd kunde meget godt have ladet sig gjøre; men nu kom det bornerede Væsen i Vegtskaalen tilligemed en liden Portion Hykleri. Thi det lader, som at Englands nærværende Bestyrere vil overbevise Efterverdenen om, at der aldrig har i England været dydigere Ministre og redeligere i deres Løfter [end nu]. Imidlertid siger min Erfaring mig, at enkelte Tildragelser i Politiken — ligesaa lidt som et Øiebliks Modvind paa en lang Søreise — bør betage os Haabet om at komme til det ønskede Landested.

Jeg erindrer mig en fortræffelig Sentents hos en Forfatter, der tillige var en Verdensmand. Han siger: „Il ny a point dans s. 486le monde de ministres qui ne soient pas exposés a faire d'extrêmes injustices. Le plus juste est celui qui répare les siennes." [Der gives ingen Statsmand, der ikke er udsat for at begaa store Uretfærdigheder. Den, der reparerer dem, han selv har begaaet, er den retfærdigste.] Jeg har den faste Tro, at denne Sætning vil med Tiden passe paa det engelske Ministerium.

Vi har sandelig intet andet og bedre at gjøre, mine høistærede Venner, end uafskrækket at vedblive det begyndte store Verk.

Det gjælder i Minutet ved Deres Hjemkomst at besørge en Publikation, der kan berolige de svage og tage Braadden fra de onde. Mr. Morier burde i Sandhed formaaes og trues til at tage Haanden i med, og gjør han det ikke, da burde det i mine Tanker siges, at han saameget mindre har fraraadet denne Mission [Aalls], som han endog tilbød et kongeligt Skib til de Deputeredes Befordring, ikke at glemme Kapt. Mackenzies Velvillighed og Brev. Førend Morier udsætter sig saaledes for at blive kompromitteret, deltager han vistnok i en klog Bekjendtgjørelse, hvorved Nationen kunde beroliges over denne pludselige Hjemkomst.

Apropos af Mackenzie, da glem ikke, høistærede Ven, saafremt Tiden tillader det, at sende mig en Kopi af hans Brev, ei at forglemme Adressen paa Konvoluten. Jeg haaber, dette Dokument skal i mine Hænder kunne bruges med nogen Nytte.

Dersom De eier et Par Eksemplarer af Norges Konstitution, da behag at overlade mig samme. De kunde sendes mig med Mailcoatchen. Paa Mandag sender jeg det ene Eksemplar, jeg eier, til Paris.

Til at udrette de forskjellige Kommissioner, mine Herrer overdrog til min Omsorg, udfordres de nødvendige Midler. Jeg forsømte ved Skilsmissen at spørge, hos hvem disse skulde tages. Behag at underrette mig derom. De Kreditiver, jeg har havt med mig, er for en stor Del blevne benyttede, ikke alene til mit lange Ophold, men til Fangerne, til Løitnant Sneedorff, til Skonnerten [„Norge"] etc. etc., saa at jeg deraf intet kan afse til ovenmeldte Kommissioner, som, saavidt jeg i en Hast kan bedømme, vil kræve nogle hundrede Lstrl.

s. 487Denovan gjorde mig forstaaelig, at han havde isinde at formaa nogle Handelshuse til at indgive en Ansøgning om Tilladelse for Mine Herrer at komme tilbage for at besørge deres private Anliggender. Aldeles overbevist, at saadant Skridt saa langt fra at være til nogen Nytte blot vilde faa Anseelse af en Manøvre og Intrige, fandt jeg mig pligtig at fraraade samme.

Jeg kan kun igjentage mine ivrige og varme Ønsker for vor gode og herlige Sag. Sig H. K. Majestæt, at jeg aldrig skal svige ham, og at ingen Omstændighed skal kunne formaa mig til at tabe Modet. Sig ham og hver den af mine Landsmænd, der er overbevist om min Sanddruhed og Menneskekundskab, at jeg slet ikke mistvivler — i hvor mørke Udsigterne end er. Gud være med Dem og anbefal mig hos enhver rettænkende og trofast Landsmand.

C. Anker.