Anker, Carsten Tank BREV TIL: Christian Frederik FRA: Anker, Carsten Tank (1813-02-06)

45.

Eidsvold Jernverkd. 6. Febr. 1813.

Deres Kongelige Høihed.

Naadigste Prins.

D. K Høiheds kjærkomne Brev af 31. Decbr. f. A. har været meget længe underveis. Kaptein Schiøtt skal ikke være kommen til Christiania førend 3 Uger efter at have forladt Kjøbenhavn, og istedetfor at sende mig saa vigtigt et Brev fra saa vigtig Haand under Konvolut, hvilket baade Kaltenborn og Grev Knuth gjorde — lod han det gaa i Posten, og jeg erholdt det ikke, førend omtrent for en Uge siden. Ikke uden med dyb Eølelse af Taknemmelighed læser jeg, hvad D. K. H. ytrer om Norges Proviantering formedelst den sidst i December f. A. indtrufne sydlige Vind med Tøveir.

[I Chiferskrift, oversat af Christian Frederik, er tilføiet:] Det er i Danmark, man skulde anlægge Kornmagasiner og ikke i Norge, hvor man aldrig har det nødvendige, end sige noget at afse.

Mangfoldige Skibe skal være gaaede ind i Grothenborg.

Mit Hjerte [bløder?] ved at tænke paa Norges Tilstand; det er plat umuligt, at saadan Bestyrelse kan føre til, at Eiendomsrettens Hellighed er ukrænket. Hver Gang noget urigtigt forekommer, tænker jeg paa, at D. K. H. aldrig i Evighed havde samtykket i saadan Anordning. At man ikke vil lade D. K. H. komme hid, er ikke uforstaaeligt, men ufordrageligt. Prins Carl [af Hessen] maa snart resignere, da gaar han til Slesvig, og da maa ingen anden end D. K. H. blive Statholder her. Da maa ogsaa lille Prins Fritz med. Bliver D. K. H.s Formæling [med Prinsesse Caroline Amalie] snart bekjendt? Allerede for længe siden har Biskopen i Throndhjem skrevet mig til, at han havde seet Brev fra Kjøbenhavn derom.

Er der slet intet Haab om Forandring i vort politiske System? Napoleon vil nu kun indjage Frygt i sine Allierede ved Praleri om stort armement [store Rustninger]; neppe kommer [han] til Rusland igjen! England holder det ud med ham. Sve-s. 608rige løfter dog vel Bøssen mod os i denne Tid, og med Bekymring maa jeg sige Dem, Norges ædle Ven, at her hersker Misfornøielse, saa Modstanden turde blive mat.

Svenskerne spionerer her, hvor man er lettroende som Børn, saa de Svenske gaar ind og ud af dem. De har meget rost deres Kronprins. Man paastaar, de ruster. Her merker jeg ingen Bevægelse.

Kornmangelen er almindelig og Tilførselen endnu kun liden frem til August og Septbr. er lange Maaneder. Men forandrer vi vort System og bliver engelske, som man forsikrer mig, saa vil de Engelske stikke Kaarden i Skeden.

En af mine Venner skriver, at Auditør Bille er sendt over til England for at negociere. Lord Castlereagh er min Ven, Vansittart endnu i høiere Grad, Lord Liverpool, Milord Bose og alle disse Banquiers er mine Bekjendte.