Anker, Carsten Tank BREV TIL: Christian Frederik FRA: Anker, Carsten Tank (1813-06-19)

53.

Eidsvold Jernverkd. 19. Juni 1813.

Deres Kongelige Høihed.

Naadige og elskede Prins.

Jeg var ikke kommen tilbage fra Feiringen, da D. K. H s tillidsfulde Brev med Staffetten ankom hertil. En Del af Natten tilbragtes med at tænke over det vigtige Emne og over, hvad dermed staar i Forbindelse.

Vistnok kan jeg have taget Feil i det Begreb, jeg har fattet om Sagen, men den rolige Overbevisning, paa hvilken jeg bygger alle Bemerkninger, er foranlediget ved en samvittighedsfuld Hengivenhed for D. K. H. og for Norge.

s. 6171. Den Tanke at udnævne erkjendte, redelige og kyndige Mænd for at overveie og udtænke, hvad der i de vanskelige og prøvende Øieblikke, under hvilke vi nn lider, kunde udrettes for det elskede Norge, — denne Tanke er landsfaderlig, Dem saa. værdig og tillige saa nyttig, at hver retskaffen og oplyst Mand. maa bestyrke D. K. H. deri.

Hvad der da findes gavnligt og iverksætteligt, det bør ske. Kan derimod intet udfindes af væsentlig og derhos hastig Nytte, da ske Guds Villie. De, Prins, bar da handlet uden Selvtillid i Begivenheder, der angaar og maaske afgjør Rigets Skjæbne. De har da søgt i Asken efter Ild, opfordret Norges mentale Kræfter til at foreslaa den bedste og øieblikkelige Brug af dets økonomiske Kræfter, fremlagt for de udsøgte Mænd de store Spørgsmaal, hvis Omtanke og indbyrdes Overveiledning kan lede til saa vigtige Resultater, som man her kan afstedkomme med de faa Materialier, man her i Landet besidder.

Hvor smigrende maa ikke denne Fremgangsmaade være for enhver Nordmand! Med hvilken uimodstaaelig Styrke træder ikke D. K. H. frem til og fra Tronen med ethvert Forslag, der har saadan Grundvold af samlet Erfaring.

Jeg kan ikke tro andet, end at D. K. H. forbliver urokkelig i Beslutningen.

2. Dokumentet, der sammenkalder Komiteen og udnævner Personerne, maa efter dets Natur være et Kommissorium, som jeg mener, D. K. H. i Kongens Navn kunde udstede; men for ei at blande Formen med Sagen, anser jeg D. K. H.s beskedne Udtryk: „Indbydelse“ for sikrest og tilstrækkeligt. Det er et forbindtligt Ord for Befaling, der maa have samme Virkning som denne.

Jeg formoder, at D. K. H. har til Hensigt at tilskrive enhver især et Cirkulærbrev om at indfinde sig til den bestemmende Dag. Idetmindste vover jeg at foreslaa denne Metode, thi skulde et summarisk Dokument, som indeholdt alles Navne, cirkulere mellem Lemmerne, vilde det komme meget sildigt til den sidstes Kundskab formedelst Posternes Krogveie mellem Stifternes Hovedstæder. Naar D. K, H. derimod bestemte om-s. 618trent 3 Uger fra Ordrenes Afsendelsesdato til Samlingsdagen, tror jeg, det var tilstrækkeligt.

3. Om Ordren selv vil jeg efter naadigst Tilladelse, den jeg anser for en Befaling, ytre mig frimodigen:

At opgive iforveien de bestemte Gjenstande, hvormod Komiteen skulde have at deliberere, vilde til en vis Grad genere D. K. H. selv. Det forstaar sig, at flere Opgaver kunde efterhaanden tilføies de første, men dette kunde faa Udseende af, at Anledningen til Sammenkaldelsen ikke fra Begyndelsen af var tilstrækkelig overtænkt. Ordren blev inden saare kort Tid almindelig bekjendt og behøvede jo heller ikke at være nogen Hemmelighed.

Skulde det ikke være bedre, fornemmelig af Hensyn til de altid nysgjerrige Naboer, blot at nævne Aarsagen til Sammenkaldelsen i almindelige Udtryk? Den kom snart i svenske og engelske Aviser. Kommentarier vil ikke fattes og blev lettere, naar Deliberationspunkterne kjendtes. Naar disse var ubekjendte, maatte Fienden gjette sig frem. Videre: Saaledes som Tiderne nu er, da de vigtigste Begivenheder følger hverandre i Hælene, kan det meget let hænde, at D. K. H., inden Komiteen blev samlet, fandt for godt at forelægge den flere væsentlige Punkter til Overveielse end dem, Ordren indeholdt.

Endelig: Ved at være iforveien opgivet de Poster, Komiteen skulde tage i Betragtning, turde nogle Lemmer, især de beskedne, muligens tro sig hindrede fra at berøre flere og andre, hvorved nyttige Forslag kunde været tilbageholdte.

Overalt er det ikke let straks at opgive omstændelig, hvad her tilsigtes. Maaske fandt D. K. H. for godt at udbrede sig noget over de forskjellige Motiver, Komiteen skulde omhandle. Hertil blev der da gode Stunder, forinden Lemmerne kom sammen. Politiske Konjunktioner [Forbindelser] modnes imidlertid.

Saafremt D. K. H. finder mine Grunde antagelige, kunde Ordene maaske lyde omtrent som følger:

„Da Rigets nuværende Stilling nødvendiggjør Anvendelse af de væsentligste Hjælpemidler, som endnu findes i Norge, for at møde de større Vanskeligheder, Tiderne medfører, anser jeg det for Pligt at fremlægge for H. M. Kongen de i saadan Hensigt s. 619nødvendige Indberetninger og Forslag. Men da jeg ønsker at bygge disse paa sagkyndige Mænds Erfaring og Omdømme, indbyder jeg nerved Hr. N. N. at møde den . . . . i Christiania, for i en Komite under Forsæde af Stiftamtmanden i Akershus at samles med flere agtværdige Mænd, til hvis Begranskning og frimodige Betænkning jeg skal opgive de Gjenstande til Under:Søgning og de Spørgsmaal tll Besvarelse, jeg anser passende og nødvendige.

C. F.“

Mere end det anførte synes mig ikke, at hvert Medlem for det første behøver at vide, derimod anser jeg det rigtigt, at man straks faar Underretning om, hvem der har Forsædet. At tilføie Navnet er i min Tanke overflødigt, thi det er hans Embede, der medfører Forsædet.

Denne Komites første Skridt burde være skriftligen at forpligte sig til den mest samvittighedsfulde Taushed.

4. Ved det af D. K. H. tiltænkte Valg af Personer har jeg kun en Bemerkning at gjøre. Konsul Rernhardt kjender jeg ikke, men er det nok, at D. K. H. har talt med ham? Han er en fremmed Magts Konsul, og som saadan burde han vel neppe initieres [indvies] i de delikate og høist vigtige Efterretninger, som i Komiteen vil foreligge samlede om Landets uheldige Tilstand. Der vil desuden uudebliveligen forefalde de mest uforsigtige politiske Samtaler i Komiteen, blandede med ufordøiede Ideer og Forslag. Hvad enten han er fransk eller nordamerikansk Konsul, var det vel bedre, at han ikke hørte hen paa et saa høitideligt Sted i et saa afgjørende Øieblik, thi Komiteens Deliberationer og Forslag vil jo dog ganske vist for endel danne Grund for D. K. H.s Indberetning og Propositioner til Kongen.

Sverige vil anvende alle Midler for at skaffe sig Kundskab om Resultaterne af disse Deliberationer. og Hr. Bernhardt staar naturligvis i Forbindelser, som maaske ikke passer med Norges Tarv, især ifald han er Udlænding af Fødsel. Jeg vover at nedskrive dette, da jeg ingen Tanke vil have skjult for D. K. H. Finder min Anmerkning Vegt, da har D. K. H. en fortræffelig Mand i samme Stift at sætte i Stedet, nemlig Jacob Aal, Eier 39 s. 620af Næs Jernverk. Thygeson og Per Anker kan bedst beskriveham. Han er en Mand af sand og ustrakt Oplysning, af Grandsætninger og literat Duelighed.

I Bergen har jeg ingen Bekjendtskaber uden Biskop Nordal Brun. Denne Mand tror jeg, D. K. H. med god Grand kundevælge; thi han er ei blot Teolog eller Prest, han er desuden Nordmændenes Yndling. Valget vil have en god Virkning. Han er den ældste virkelige Biskop i Norge. Geistligheden maatte finde sig hædret ved hans Indlemmelse i Komiteen. Da der upaatvivlelig vil blive Question [Spørgsmaal] om det beneficerede Gods, var det godt at faa en geistlig Mand til at deltage i et eller andet Forslag desangaaende. Han er frisk og nyder alle Sindets Kræfter, skriver med Lethed og Klarhed. D. K. H. maa endelig have nogen fra Bergen.

Angaaende Grev Wedel-Jarlsberg er jeg bestemt af den underdanige Formening, at D. K. H. bør vælge ham. Hans sagacite [Skarpsind] har et vist Rygte. Skulde han ei ville siddennder Thygeson og foretrække vanité [Forfængelighed] for den langt større Ære at gavne Fædrelandet, da demaskerer han sig til sin egen Skade i fornuftige Folks Omdømme. Jeg tror, han modtager Valget; men skulde han ikke, var det vel rettest at æske hans skriftlige Tanker over de forskjellige Punkter, D. K. H.s Opgave indeholder. Man vilde da se, hvad han duer til, og om han har noget bag Øret. Han har et godt Hoved, men jeg har endnu aldrig seet noget skriftligt fra ham. Netop i Anledning af ham troede jeg i 3. Punkt at foreslaa Indrykkelse af Forsædet. Han kan altsaa ikke paastaa siden at være bleven snrpreneret [overrasket].

At D. K. H. ikke vælger M. G. Rosenkrantz og mig er overmaade vel betænkt. Vi kan jo altid blive særskilt tilspurgte, om fornødent gjøres.

Om D. K. H.s Ide at sende mig til England, maa jeg gjøre nogle Bemerkninger. Min første, at jeg med Liv og Sjæl er Dem og Norge hengiven, gjør følgelig alt gjørligt for begge; min anden, at jeg virkelig anser en saadan Reise nyttig, forat s. 621man kan trække Eordel af Omstændighederne, i hvordan de end vender sig, thi dette er vel den sande Politik for Stater af anden Rang. Men her er adskillige men’er!

Den sande Hensigt af min Reise maatte være den mest bestemte Hemmelighed mellem D. K. H. og mig; alene Anledningen maatte blive min Datters Helbred. Allerede har jeg paa en naturlig Maade ytret denne Ide og vil vedblive dermed. For at gjøre denne Reise endnu mere sandsynlig, vilde jeg fragte et Skib, lade det med mine egne Planker under Paaskud at benytte sammes Realisation til Bestridelse af Omkostningerne. Men til dette behøves engelsk licence [Tilladelse], og man forsikrer, at saadan ikke mere bevilges. Desuden maa jeg absolut forinden faa min lange Relation med Kongens Kasse regleret.

Istedetfor 156 625 Rdr., som jeg skyldte Kongen, er jeg nu med et Pennestrøg bleven skyldig 927 843 Rdr. D. C.; NB. 1 Rdr. Banko S. V. beregnet blot til 9 Rdr. dansk Courant. Efter al Formodning bliver der til 1. August en god Del høiere [sic]. Jeg havde Løfte om et udenlandsk Laan. Dette bliver nu en plat Umulighed, og da jeg ikke har udskibet en Planke i 2 Aar, kan jeg ikke uden et saadant Laan fortsætte mine mange og betydelige Entrepriser eller have et ubekymret Sind, som dog er fornødent, naar jeg skulde due til andet og være fraværende. Paa næste Torsdag sender jeg min Ansøgning ned til Grev Schimmelmann med et særskilt Pro Memoria, indeholdende de Argumenter, som ei godt kan anbringes til Kongen. Jeg beder kun om Tilladelse til at betale min Gjæld, som jeg har modtaget den, nemlig i dansk Courant. Naar jeg har Bekymringer, duer jeg kuns meget lidt.

Jeg tror med D. K. H., at England ikke deltager i Fredsunderhandlingen; men deri har det Uret, ifald det er indbuden, hvorom jeg tvivler. Det gjælder for os at detachere England fra Rusland, idetmindste for en Tid.

Man mener i Kjøbenhavn, at Dolgorucki har narret os og forekommet Bernstorffs Modtagelse efter at have tilraadet den.

s. 622Nu koster 1 Favn Brænde i Kjøbenhavn 180 Rdr., 1 Skaalpund Smør 5 Rdr. og 1 Hat 125 Rdr. Ja, Finland er mere værd for Sverige end Norge. Underdanig og trofast

C. Anker.