Anker, Carsten Tank BREV TIL: Christian Frederik FRA: Anker, Carsten Tank (1817-05-27)

26.

Eidsvoldd. 27. Mai 1817.

[Kort Uddrag.]

Deres Kongelige Høihed.

Naadigste Prins.

At begynde sit Brev efter saa lang Stiltienhed, er for et følsomt Hjerte noget vanskeligt. Men den samme Oprigtighed, som nu næsten i 16 Aar har hersket i mine Breve til Dem, elskede Prins, skal atter styre min Pen.

Jeg takker Gud inderligen derfor, at mit Hjerte er endnu varmt, men det er paa mange Maader sønderrevet. Det er bleven bitterlig skuffet baade i politisk og i økonomisk Forstand. Næsten intet af, hvad jeg haabede og ønskede, er indtruffet, og nu, da min Velfærd er saa forrykket og Udsigterne saa mørke, bliver det alt mere og mere besværligt for mig at udøve mine Pligter. Det vilde være utaknemmeligt mod Forsynet, om jeg vovede at klage over aftagne Sindskræfter, thi min Fattevne er s. 672ikke svækket, men hvad jeg skriver er koldt, methodisk, ei oplevet.

Saasnart jeg begynder at tvivle, har jeg slet ingen anden Resource end at slaa op, hvad enten det saa er Efterretninger, jeg et eller andet Sted har læst, eller visse Ord, jeg ikke kan hitte paa. Tvivle! ja, det har Verden og Modgang lsert mig.

Derved savner man dog megen Glæde.

Naar jeg har Fortræd, og nye Bekymringer møder, gjør det straks ondt i Hovedet. Jeg fandt altid stor Interesse i at høre og meddele Ideer eller Betragtninger over alt, hvad der foregaar i det offentlige. Endog denne Adspredelse fra Ubehageligheder savner jeg nu, siden Leganger døde. Jeg maa indeslutte mine Tanker og fordøie mine egne Betragtninger. Jeg fatter ikke, hvorledes den stakkels Krop kan holde det ud. Min Helbred er til Forundring god, ja, sterk. Nøisomhed i Levemaade bidrager meget til dette.

Hvor stor er ei Guds Naade og Barmhjertighed! Hvad der hænder mig, antager jeg med Underkastelse som en nyttig Prøve. Imidlertid sukker vi stakkels Mennesker efter Opmuntring og relâche [Ro]. Denne søger jeg i Læsning. Men Vinteraftenerne er lange. Jeg har indrettet mig et Par Værelser paa Ouer, hvor D. K. H. havde den Godhed at tage tiltakke med en liden Frokost, saa og paa Eidsæter, der ligger paa Veien til Glasverket, saa og paa Skaarud, tæt ved Moerstnen, hvor D. K. H. steg i Baaden for at seile over til Feiringen.

Til disse Steder tager jeg sommetider hen enten ganske alene eller med min Tjener for at faa Ro og lette mit Hoved, ja, for at flygte fra Bekymringerne: som dette kostbare Sted og de mange Arbeidere, som overhænger om Mad og Penge. Jeg er nu 69 Aar.

Under min utilgivelige Taushed mod Dem, elskede Prins, har jeg i mere end et halvt Aar havt det hemmelige Haab at gjøre en kort Reise til Kjøbenhavn. Denne Tanke muntrede mig noget op, jeg vilde da faaet Leilighed til at komme til Odense og kaste mig i min elskede Prinses Arme. Men dette Haab er nu forsvundet, da jeg ikke kan forlade dette Sted i en saa fortrængt Tilstand. Preteksten [Paaskuddet], nemlig at s. 673hente min Kone, finder ikke mere Sted, da hun nu kommer op 1 med Erik. Saaledes brister den ene glade Tanke efter den anden.

Til Haxthausen rablede jeg for et Par Maaneder siden et langt Brev med Detaljer om vort Finants- og Bankvæsen. Jeg bad ham lade D. K. H. se det. — — — — — — — — —

Laane- og Diskonteringsindretningen tør ikke udgive mindre Sedler end paa 200 Spdr. eller 2000 Rdr. Man fatter let, at saadanne Sedler er uskikkede til Landets almindelige Rørelser.

Tilliden til Bestyrelsen, især i Lovgivningen, er svag. Stortinget besidder ringe Agtelse, og naar D. K. H. hørte en detail, hvordan Forhandlingerne diskuteres, og med hvilken dum Partiskhed Flokken voterer, da vilde Illusionen om vort Frihedsog Repræsentationssystem forsvinde.

Saare faa her i Landet tænker videre end fra idag til imorgen uden ringeste Bekymring for Eftertiden. Maaske er dette den rette Maade at være lykkelig paa? Rettere sagt: glad og rolig. Egennytte og Uvidenhed forenet med Ligegyldighed behersker de fleste.

Tilstanden i Kjøbmandsstanden er yderst slet, endog farlig. Det Ankerske Fideikommis 2 har overalt ophørt med Tømmerhugst, Kjørsler, Flødning etc. og givet alle Landbønderne Tilladelse til at søge Arbeide, hvor de vil. Saa stor er Pengemangelen hos det første Handelshns i Norge.

s. 674For den Godhed, D. K. H. har at ville betale Prinsessens Gjæld, er jeg underdanig taknemmelig, thi jeg trænger at indkassere gamle Restancer. Det forstaar sig, at jeg renoncerer paa Renterne!

Dette afgaar til Kjøbenhavn med min høire Haand, N. P. Gielstrup, som nu reiser ned for at hente min Kone og hjælpe hende tilrette med Betalinger etc. Han er et fortræffeligt Menneske og besidder næsten min hele Fortrolighed. Dersom D. K. H. nu er i Byen eller paa Sorgenfrey, da har jeg paalagt ham at melde sig for selv at levere dette. Jeg har endogsaa sagt ham, jeg gjerne saa, at han gjorde en Tur til Odense. Muligens kunde D. K. H. finde Fornøielse i at gjøre ham nogle Spørgsmaal. Han ved god Besked om alt og er sanddru. Han var mig en trofast Hjælper under alt mit Arbeide i England, — et høist agtværdigt ungt Menneske; jeg kunde betro ham mit Liv og Millioner.

Det er forgjæves at spekulere i disse Tider, gid jeg havde lært at clyrke min Jord og min Have!

Skal jeg da aldrig mere faa se Dem og Prinsen? Hvor gjerne vilde jeg ikke ogsaa se Hds. K. H. Prinsessen, hvis yndige Moder [Louise Augusta af Augustenborg] jeg har seet som Barn og ofte nydt at tale med i [hendes] modnere Alder.

Skal Prins Frederik ingen Søskende faa? Grid det gaa ham vel!

Uforanderlig og tro hengiven.

C. A.