Christian 4. BREV TIL: af Mecklenburg-Güstrow, Ulrik FRA: Christian 4. (1593-04-03)

3. April 1593.
Til Hertug Ulrik af Meklenborg.

Kongen beder sin Bedstefader om Raad i Anledning af Stridighederne med Hans Blome og den Tort, der er overgaaet hans Raader paa Landretsdagen i Slesvig. — Geh. Ark., Dsk. Kongers Hist., Fasc. 71.

Was wir der Sohnlichen verwandtnus nach Iederzeit ehren, liebs vnd gutts vermogen zuuor. Hochgeborner Furst, freundlicher, hertzuielgeliebter herr Grossvatter, wann es E: L: an gutter liebes gesundheit vnd sonst nach wuntsch vnd willen erginge, wehre vns solches zuuernehmen eine besondere hertzliche freude. Vor vns sagen wir dem allmechtigen fur ertreglichen zustand lob, eher vnd danck, Seine Gottliche allmacht demiitigst anruffende, die wolie vns furder zu allen teilen, was vns niitz vnd selig ist, zu uerleihen geruhen.

Darnehest können wir E: L: freund und Söhnlich nicht verhallten, das wir in keinen zweifel setzen, die werde vnlangest durch der Ehrenuhesten vnserer sambtlichen Reichs Rathe vnd getreuen lieben beschehener verordung zur notturfft verstanden haben, was fur beschwerliche widerungen vns eine geraume zeit hero in vnsern furstenthumben vnd sonderlich von dem Ambtmann vnsers ambs hadersleben zu nicht geringer verkleinerung vnser königlichen Reputation zugetrieben worden ¹⁾Til Oplysning om den i Brevet omtalte, for Formynderregeringens Historie særdeles vigtige Sag tjener følgende: Hans Blome til Seedorf, f. 1530, Søn af Dietrich B., nævnes 1569 som Amtmand paa Gottorp, blev 1581 udnævnt til kongelig Raad og var ved Frederik II’s Død Amtmand i Haderslev. Som saadan kom han i Strid dels med Amtmanden i Ribe, Albert Friis, dels og navnlig med Bispen sammesteds, M. Hans Laugesen, og Dorakapitlet angaaende Patronatsretten til nogle Kirker i Tørning Len (han beskyldte bl. a. Bispen for at være vred over, at hans Svigersøn, Anders Sørensen Vedel, ikke havde kunnet faa sin Tjener til Præst i Nørre Farup Sogn). Striden antog et betydeligt Omfang, ogsaa fordi Enkedronning Sophie som den, der førte Formynderregeringen i Hertugdømmerne for Christian IV, støttede Blome, der havde betydelig Indflydelse hos hende; det kom til vidtløftige Forhandlinger med Regeringsraaderne og Rigsraadet i Kjøbenhavn, og Hertug Ulrik indblandedes i dem. Rigsraadet forlangte under disse Forhold flere Gange og navnlig i Febr. 1593 af Sophie Blomes Afsættelse som Lensmand; det mente endog at have faaet hendes Løfte derom, hvad hun dog bestemt benægtede. For at vinde Hertug Ulrik sendte Raadet i Begyndelsen af Marts Henrik Belov til ham med en Fremstilling af Sagen. Umiddelbart efter udviklede Stridighederne sig imidlertid yderligere. Efter Aftale mellem Sophie og Hertug Johan Adolf af Gottorp var der til Midten af Marts udskrevet en Landretsdag i Slesvig By. Fra denne udelukkede Enkedronningen og Hertugen strax imod Sædvane den kongelige Raad Klavs v. Ahlefeldt og efter nogen Forhandling tillige den lærde Raad Dr. Veit Winsheim, som vel ikke var tilkaldt af dem selv, men derimod af den kongelige Statholder Henrik Rantzau. Selve Landretsdagen foregik derpaa under den største Spænding og med højst urolige Scener. Da Henrik Rantzau søgte at forhindre Kjendelser af den reducerede Ret til Skade for Kongen og Riget, tor Johan Adolf op imod ham, hvorpaa Rantzau med Heftighed udbrød, at nu blev ogsaa han afvist, forlod Mødet og blev to Dage borte; han selv erklærede, at de mærkelige Begivenheder havde bevirket, at to af hans Fingre vare blevne ubevægelige. Tilsidst rejste han bort og medtog det kongelige Sekret. Fra kongelig og dansk Side lagde man hovedsagelig Skylden paa Hans Blome som Sophies ildesindede Raadgiver og som den, der var personlig fjendtlig stemt mod Winsheim, medens Enkedronningen derimod i en Skrivelse af 12. April i de voldsomste Udtryk angreb Henrik Rantzau som den, der stræbte efter at blive Herre og Mester og var Skyld i hele Spændingen mellem hende og Rigsraadet. Imidlertid sendte Regeringsraaderne Winsheim til Hertug Ulrik med et Kreditiv af 3. April, og han overbragte ogsaa Christian IV’s egenh. Skrivelse; for at svække Indtrykket heraf sendte Sophie strax efter sin Kansler, Dr. Weinholdt Sibrandt, til sin Fader, der i den vanskelige Situation søgte at trække Tiden ud. Winsheim forlangte paa sine Mandanters Vegne Blomes Afskedigelse, hvad Sophie erklærede kun at ville gaa ind paa, hvis Rigsraadet vilde afsætte Lensmanden paa Riberhus, Albert Friis Men medens disse Forhandlinger stod paa, havde man fra kongelig Side grebet Sagen an fra Roden af. I Overbevisningen om, at intet kunde udrettes, saa længe Sophie stod i Spidsen for Formynderregeringen i Hertugdømmerne, havde man henvendt sig til Kejseren og opnaaet, at han ved Brev af 26. April 1593 erklærede Kongen for fuldmyndig. En Meddelelse herom sendte Christian IV (i en Skrivelse med egenhændig Underskrift) 30 Maj til Hertug Ulrik; han klagede tillige skarpt over de Overgreb, der vare gjorte mod hans og Rigets Rettigheder, over de Løgne, der vare udspredte om ham, og over, at man havde misbrugt hans Moders Navn, og han endte med at opfordre Bedstefaderen til at formaa Sophie til at resignere godvillig. Hun havde heller intet andet Valg. Men Følgen af Kongens Overtagelse af Regeringen i Hertugdømmerne blev, at Hans Blome endnu samme Aar maatte aftræde Haderslev og Tørning Amter til sin Fjende Henrik Rantzaus Søn, Gert Rantzau. Hertug Johan Adolf trøstede ham 2 Aar efter, 1595, med at antage ham til sin Raad. Han døde 19. Aug. 1599 (Dansk biogr. Lex. II, 425 f. Aktstykker i Geh. Ark., Dsk. Kongers Hist., Fasc. 71. Langebeks Diplom. Voss’s Excerpter, Bd. XXXII. Jvfr. Quellensamml. der schlesw.-holst.-lauenb. Gesellsch. f. vaterländ. Gesch. II, 2, 95. Erslev, Rigsraadets og Stændermødernes Hist. I, 42. 47 ff. 60 f. 64 ff. Brevet af 24. Decbr. 1637)., Vnd hetten vns ie billien ver-s. 4sehen, es sollte Io dermal eins solche widersetzligkeit vnd zutreibung dergleichen verächtlichen schimpffs ein ende gemacht, vnd wir hinfurder damit verschonet werden sein.

s. 5Was sich aber bey ietzigem in gemellten vnsern Furstenthumb zu Schlesswig angeordnetem landrechts tage zugetragen, vnd wie schimpfflich vnsere land Räthe eins teyls, so durch weiland vnsern hertzlieben gewesen herrn vnd vattern, Christmilder gedechtnus etc., solchen land vnd gerichts tagen bey zu wohnen bestellet vnd sich Iederzeit s. 6als getrewe Räthe vnd diener befinden lassen, von dem hochwirdigen, hochgebornen Fursten, vnserm freundlichen, lieben Vettern, herrn lohann Adolffen, Postulirten vnd Erwelten zu Ertz vnd Bischoffen der Stiffte Bremen vnd Lubeck, Erben zu Norwegen, herzogen zu Schlesswig, holstein etc., ohne einige erhebliche vrsache vnd allein aus anstifftung gedachtes vnsers widerwertigen ambtmannes aus dem Rath abgewiesen vnd, vnangesehen sie zuuor von vnsern Statthallter da zu geburlich erfodert, nicht im Rath vnd Consessu gelietten werden mögen, Solchs wollten E: L: sich durch den hochgelarten vnsern Rath vnd lieben, getreuen Doctorn Viet winsshim mit mehren vmbstenden berichten lassen vnd seinem anbringen vollkommenen glauben zustellen. Nun hetten wir vns im aller wenigsten ve[r]sehen, das hochgemellter vnser vetter dessen sich gegen vnsere Räthe (Dergleichen in denselben furstenthumben bey vnsern hochst vnd hochseligen herrn vorfahren zuuor vuuerhört (!)) hette vndernehmen sollen, Vnd mussen wol bekennen, das vns solche vnfreundliche beziegung, die vns von Sr L: in unsern lungen Iahren vber verschulden zur vnbilligkeit bewiesen wird, nicht wenig beweglich zuuernehmen, Vnd als wir es dann dafur gentzlich achten, das gleichwol solchem aller dinge nicht nachzusehen vnd aber ohne E: L: als vnsern nechstangewandten vnd hertzliebsten hern Grossvattern niemand wissen oder haben, deme wir vnsere hochverursachete gemuths bewegung vnd anliegen zu entdecken oder zuklagen vnd vns was wir vns darin vnd gegen zu uerhallten Raths zuuerholen,

Als bitten E: L: wir gantz freund vnd Söhnlich, die wolte den ganzen vorlauff vnd alle gelegenheit von gedachten vnsern Rath vernehmen vnd vns dero getreuen Grossvatterlichen Rath geben vnd mitteilen. Solches vmb E: L: in allen Söhnlichen treuen zuuerdienen, wollen wir die ziett(!) vnsers lebens gefliessen erfunden werden Vnd thun E: L: hiermit dem Schutz des allerhohesten zu s. 7langwerender gesundheit vnd allem fürstlichen wolstande getrewlich befehlen. Datum auf vnserm Schloss Fridrichsburg den 3 Aprilis Anno 1593.

E: L: gehorsamer Sohn,
diwejl ich lebe,
Christian Manpp. ¹⁾Udskriften „zu S: L: eigen handen“ er ikke egenhændig.