Frederik Christian 2. BREV TIL: Karl Johan 14. FRA: Frederik Christian 2. (1812-01-27)

Hertugen af Aug. til Carl Johan.
Augustenborg d. 27 Januar 1812.

Deres Kongelige Høihed. Hr. Holst har gjort mig den Meddelelse, hvortil han er bleven bemyndiget af Deres Kongelige Høihed. Jeg erkjender i denne Fremgangsmaade Deres Characters Retskaffenhed, og jeg beder Deres Kongelige Høihed derfor naadigst at modtage min levende Taksigelse.

Min Character er noksom bekjendt. Den lider maaskee af for megen Stolthed og for liden Bøielighed. Characterer s. 33af denne Natur søge ikke gierne Krogveie og ere ikke istand til Nedrigheder og Intriguer.

Uagtet den levende Interesse, som den svenske Nation indgyder mig og har saa grundede Fordringer paa, har jeg ikke viist mig meget begjerlig efter at erholde denne Krone, da jeg kunde søge den uden Vanære. Og — jeg skulde nu søge at erholde den ved en Forbrydelse, som vilde bedække mig med Skjændsel, og compromittere de kjæreste Interesser, maaskee min Families Eristents? og med hvilken Rimelighed for et lykkeligt Udfald under Europas nuværende Stilling, mod Nationens og maaskee to eller tre fremmede Magters Ønsker? Denne Beregning vilde være meget besynderlig, og en saadan Plan — tillad mig at sige det — meget dum.

Deres Kongelige Høihed kjender de Correspondancer, som jeg har i Sverrig. Valget af dem vilde være latterligt, dersom der handledes om at fremkalde Revolutioner; og jeg forsikkrer, at jeg, fra det Øieblik, De ankom til Stokholm, ikke har staaet i Forhold, hverken directe eller indirecte, til nogen anden Svensk end de to, som De veed.

Jeg vilde troe at fornedre mig selv ved Forklaringer af denne Art, dersom ikke Deres Kongelige Høiheds redelige Fremgangsmaade og min Erkjendtlighed havde gjort mig det til Pligt. Jeg tilstaaer Deres Kongelige Høihed, at fra hvilkensomhelst anden Side denne Meddelelse var kommen til mig, vilde jeg have betragtet den som en Fabel, en af disse Sladder-Historier, der ingen Opmærksomhed fortjene. Men naar den kommer fra Dem, vilde det være usømmeligt at tvivle derpaa, og jeg vilde fortjene den meest grundede Dadel, om jeg blev ligegyldig derved. Jeg befinder mig derfor i det Tilfælde, at maatte bede Deres Kongelige Høihed, at De til Deres Godhed ogsaa vilde føie den, at lade mig tilkomme alle Enkelthederne af den Angivelse, hvorom der handles, som vedkomme mig, og dersom disse Enkeltheder kun ufuldkomment skulde være Dem bekjendte, at ville gunstigst overdrage den svenske Mission i Paris at forskaffe Dem samme. Jeg henvender med Coureren idag en s. 34lignende Bøn til det danske Hof, som jeg tør antage, ikke vil vare ligegyldigt for en Fyrstes Ære af sit Huus og saa Nær forbundet med Hans Danske Majestæt.

3

Skinsyg over min Ære som en fransk Soldat, vil jeg bevare et Navn uden Plet, min Slægts gamle Arvelod og maaskee det eneste Gode, jeg vil blive istand til at efterlade mine Børn.

Jeg er med Agtelse, Deres Kgl. Høiheds .