Kirkely, Ryslinge2den oktbr. 1872.
Her sidder jeg nu hos Birkedals paa Kirkely i Ryslinge. Lørdag morgen 28de septbr. reiste vi efter et meget livligt og morsomt lag paa regentsen aftenen iforveien til Fyen og kom om eftermiddagen til en landsby, Ferritslev, hvor den prægtige bondemand Thyge Hansen bor, han som jeg før har fortalt dig om havde indbudt os til at besøge sig. Hos ham fik vi den mest hjertelige modtagelse, vi bare kunde ønske os og var straks som hjemme. Aftenen tilbragtes med samtale og sang, og den samtale og den sang har jeg rigtignok ikke saa ganske troet kunde forekomme i noget bondehus. Der blev talt om Grundtvig og Bjørnson, Rasmus Nielsen og Gisle Johnson, og om alt vidste man besked og talte med interesse. Søndag formiddag skulde vi have været i Ryslinge og hørt Birkedal, men desværre var han reist bort til en præsteindsættelse i nærheden den dag, saa da kunde der intet blive af det; men imidlertid har vi nu besluttet at vente med at reise til Askov til efter søndag 6te oktbr., saa vi kan faa høre ham. Ganske vist vilde vi ogsaa gjerne taget del i indvielsesfesten paa Askov paa søndag; men at være paa Fyen og ovenikjøbet i Ryslinge uden at have hørt Birkedal, det gaar jo dog ikke an, og jeg tror nok, jeg trøstig tør sige, at en præken af ham nok kan opveie en fest; dertil kommer ogsaa, at der paa søndag skal være konfirmation, som nok ogsaa blir værd at høre s. 48paa. Imidlertid fik Thyge Hansen i stand et folkemøde, hvor folk strømmede sammen, straks de fik høre om de to nordmænd, og der maatte vi da begge op og give vort besyv; jeg gav en skildring af vor politiske udvikling siden 1814 med omtale af de mænd, der havde spillet nogen fremragende rolle i denne, og Arctander talte om nødvendigheden af, at de tre nordiske lande udviklede sig hver paa sin særegne maade, grundet paa sin folkeeiendommelighed; saa talte en friskolelærer et par ord, der gik i samme retning, og saa skiltes vi, efterat mødet havde varet omtrent i to timer, og tilbragte en hyggelig aften hos en anden bonde paa stedet, der bad næsten hele forsamlingen hjem med sig. Det vakreste ved disse møder og selskabelige sammenkomster hernede er, synes det mig, den friske, freidige sang, der her lyder fra gamles og unges læber, som vi, mænd og kvinder, sad der hos denne bonde omkring det lange bord og sang Bjørnsons „Mit følge“, eller Grundtvigs salmer og sange; det gjorde et inderlig godt og skjønt indtryk paa mig, medens jeg tillige med vemod maatte tænke paa, hvad godt dog vort eget folk negter sig selv, naar det som hidtil skyder den grundtvigske retning fra sig eller staar med mistænksomhed overfor den, som dog staar saa langt over den fladbundede pietisme eller skriftteologi, der forkyndes oppe hos os, som solen straaler klarere end et skillingslys. Saa sandt kristendommen er liv og lys, da er dette kristendom og den rette kristendom; ti her fik vi sandelig, som i alle grundtvigske kredse, se „livets og troens varme“. Det er meget træffende, hvad man her siger om modsætningen mellem grundtvigianismen og pietismen, at den første siger: „Omvender eder, himmeriges rige er nær,“ den anden derimod „omvender eder, ti helvede er nær.“
Du har nok hørt tale om Kold, han der først optog Grundtvigs høiskoletanke og saa ypperlig bragte den i handling? Han er som du vel nu ved død for et par aar siden, men hans søster Marie fortsætter sammen med sin mand J. P. Lebæk hans gjerning med en fri s. 49skole og høiskole for piger. Kold havde for skik hver Mikkelsdag at holde et folkemøde paa sin skole, og den skik har fortsat sig efter hans død. 30te septbr. strømmede derfor en mængde folk især bønder sammen til hans skole, og vi fulgte strømmen med Thyge Hansen. Flere hundrede mennesker var kommet sammen derhen og kl. 11½, da alle havde spist sig mætte af den vistnok tarvelige, men rigelige og vel undte mad, der var sat frem, begyndte mødet med afsyngelse af: „Hvad solskin er for det sorte muld“, og den ene tale efter den anden fulgte paa med sang indimellem. Lebæk talte først om høiskolen og dens gjerning og gav en smuk og klar skildring af dens maal, og med hvilke midler dette opnaaedes. Talen varede en times tid, men fulgtes hele tiden med stor interesse og opmærksomhed, hvad den sandelig ogsaa var værd. Derpaa kom den bekjendte friskolelærer, digter og komponist Morten Eskesen (der bl. a. har skrevet melodi til Bjørnsons „Mit følge“); han oplæste Bjørnsons deilige, dybe sang over Grundtvig og tilføiede, at da han havde hørt, at saa mange klagede over, at de ikke kunde forstaa den, vilde han nu forklare den, hvad han da ogsaa gjorde og det meget smukt. Senere blev jeg opfordret til at tale og optraadte da med nogle faa ord, idet jeg skildrede, med hvilke underlige følelser jeg stod her, hvor Kolds minde levede saa varmt og kraftigt, medens jeg dog aldrig havde faaet ham selv at se og hørt hans livsalige ord og kommet til at forstaa den kjærlighed, som drev ham, og som han saa godt forstod at faa op hos andre; ti dette var jo netop det beste ved Kolds høiskolegjerning, ligesom det i det hele først og fremst skulde være høiskolens maal, denne kjærlighed i det smaa, som hvis repræsentant i Norge jeg nævnte Bjørnson, af hvis senere virksomhed jeg derpaa gav et billede; jeg endte med at udtrykke min glæde over, hvor forstaaet og elsket Bjørnson var blandt de danske bønder. Dette siste er ogsaa i mærkelig grad tilfældet. Medens jeg i Kjøbenhavn saa mange gange ærgrede mig over Grundtvigianernes fordomsfuldhed og bornerede opfatning s. 50af ham, møder jeg her paa landet den klareste forstaaelse af ham, og ikke det alene men glæde over ham og enighed med ham. Saaledes blir hans udtalelse om „kamp“ ved Grundtvigs grav, der i Kjøbenhavn blev meget mistydet, her meget prist. Saa var det ogsaa her ved dette folkemøde. Blandt de senere talere var der en friskolelærer, der bragte paa bane Bjørnsons ord om forholdet til Tyskland og grejede denne sag meget tydeligt og klart omtrent paa samme maade, som jeg fremstillede den for dig. Han glædede sig, sagde han, over at Bjørnson, der havde talt ved graven om Grundtvigs vidunderlige rummelighed, at han nu ogsaa havde saa meget af den, at han kunde have hjerte til at ville tage tyskerne med i en fremtidig folkelig og kristelig vækkelse. Saaledes kan bønderne her tænke og tale. Ligedan f. eks. idag var vi hos en bonde her i Ryslinge, Morten Fredriksen; med ham talte vi blandt andet ogsaa om Rasmus Nielsen, hvis lære han fuldstændig kjendte og forstod, idet han holdt „For idé og virkelighed“ og med stor opmærksomhed fulgte, hvad der blev skrevet. Han fortalte os saaledes sine tanker om, hvad følgerne vilde blive for menighedslivet og skolelivet af, at R. Nielsens opposition mod den nuværende teologi og hans adskillelse af tro og viden trængte ind paa universitetet, og derved med præsterne blev frugtbargjort i livet blandt folket. Dette saa han som en forøget vækkelse af troeslivet, idet troen slap for alle videns definitioner og begrebsbestemmelser, og blev hvad den er, tro og kun tro uden al dogmatik og dogmatisk forklaring; dem vilde man da ogsaa slippe i skolen, idet det kun vilde blive lagt an paa at vække den tro, der fra gjenfødelsen ligger hos mennesket, uden at forklare for det, hvad tro er for noget, ti dette kan kun altfor ofte føre til, at troen blir kvalt af videns forstandsøvelser. Han mente altsaa, at den tanke, som friskolen har om „religionsundervisningen“, den vilde R. Nielsens lære kunne bringe ind i teologerne.
Efterat derpaa flere talere havde ytret sig i forskjellige retninger f. eks. om den norske udviklings forhold til s. 51den danske, at den maatte staa som noget selvstændigt ved siden af denne, blev mødet hævet kl. 3. Vi havde der truffet sammen med en søn af Birkedal, en ung student paa tyve aar, og med ham blev vi enige om, at vi sammen skulde tage til Ryslinge den næste dag, 1ste oktober. Aftenen tilbragte vi hos Thyge Hansen med livlig samtale om forskjellige ting. Birkedals søn Uffe, for resten en prægtig, kjæk gut, staar forunderlig nok paa et meget tvilende standpunkt overfor det grundtvigske syn, saa det var mest med at disputere med ham, tiden gik hen; det var just ikke vanskeligt at sætte ham fast, da han er adskillig uklar, men netop denne uklarhed borger mig for, at han nok med tiden vil komme med; det er denne forkjerte skoleopdragelse og den mundsmag af universitets-teologi, han har faaet, der har forvirret hans som saa mange andres hjerne, dertil har han i de siste aar været meget lidet hjemme og kun sparsomt modtaget indflydelse hjemmefra; men han staar alvorlig prøvende og søgende, og det er jo bedre end at give sig hen med det samme paa blind autoritet. Han kommer nok, det er jeg vis paa; ti som W. Konow engang sagde til mig: „der hvor den kirkelige anskuelse havde slaaet rod i en familie, der slap den ikke taget.“
Igaar formiddag kom vi da, kjørt af Thyge Hansen over Fyens vakre sletter til Kirkely, hvor vi blev modtagne paa det beste. Johan Lange, Birkedals svigersøn, er her ogsaa og skal ligesom vi med den unge Birkedal til Askov. Hele eftermiddagen igaar sad vi og talte med Birkedal, og det kan du nok vide var ikke at kimse ad. Han er en aandens mand fra top til taa, og sjelden har jeg seet nogen, hos hvem det saadan kommer tilsyne i tale som hos ham. I morgen reiser vi til Veistrup for at se paa de navnkundige friskoler der; jeg er bleven mere og mere indtagen i dem og er kommen til en endnu klarere forstaaelse af deres uhyre indflydelse og nytte, saadan som de evner fra den tidligste tid af at lægge et inderligt troesindhold i barnets hjerte og at skabe glæde over at gaa paa skole og lære noget, s. 52medens børnene ofte ellers gaar i skole med uvilje og ærgrelse; og saa kommer dertil den ypperlige grundvold, de lægger for hele det følgende liv, da de i aand og sandhed er skoler for livet og ikke som ellers for en eksamen eller for en aandelig død eller ialfald slappelse. Det som gjør dem saa udmærkede er, at de gaar lige bent ud fra troen paa resterne af Gudsbilledet hos mennesket. Af disse grunde omgaaes jeg stærkt med den tanke, at hvis det er vor Herres vilje, at jeg med tiden skal komme i spidsen for en høiskole, vil jeg forsøge paa at faa en friskole istand; den vil naturligvis komme til at møde megen lunkenhed, ja modstand; men det kunde jo dog nok være, at Gud vilde lægge sin velsignelse til værket, saa det kunde vinde styrke og udbredelse. En saadan friskole maatte kunne trives ypperligt ved siden af høiskolen og gaa haand i haand med den. Hvad der naturligvis vilde blive den værste anstødssten, er den ulykkelige Pontoppidans forklaring; af den har ogsaa Johannes Skars friskole i Gudbrandsdalen havt meget at døie, da han paa det bestemteste har negtet at bruge den, hvad naturligvis var præsten en forargelse og forældrene en daarlighed. Et par af dem vilde derfor ogsaa tage sine børn ud af skolen, da de ikke kunde faa sin vilje med Pontoppidan frem; men børnene græd og bad saa ynkelig om at maatte faa lov at gaa paa den morsomme skole, at forældrene maatte lade sig overtale. Her nede er man nu ganske fri for Pontoppidans forklaring, men til gjengjæld har man et uhyre, der heder Balslevs lærebog, og den har just ikke noget særdeles fortrin fremfor den anden; men fra den har friskolen forlængst emanciperet sig. Man har nemlig den udmærkede lov her, at ved den lovmæssige eksamen, der skal holdes ogsaa paa friskolerne, kan bestyreren tilkalde som eksaminator i religion hvilkensomhelst præst han vil, hvorfor de naturligvis bestandig tilkalder grundtvigske præster, der gjør eksamen til et fuldstændig nul, og hindrer de skadelige virkninger af et ortodoks præsteskabs opsyn med skolerne. Kunde jeg faa en saadan skole blot med en s. 537—8 elever til at gaa, vilde det lægge begyndelsen til en større udbredelse af disse livsskoler, eftersom sansen for dem tog til med den slægt, der voksede op ud af dem.