Askovonsdag 16de og torsdag 17de oktober 1872.
Saa er vi da paa Askov *) og blev overmaade venlig modtagne af Schrøder og hans kone. Her er for tiden kun omtrent 40 elever; først i midten af november naar høstarbeidet er sluttet begynder tilstrømningen for alvor, og Schrøder begynder først da sine egentlige historiske foredrag, men bruger mellemtiden til at give en udsigt over den danske poesis mest fremragende mænd; jeg hørte igaar formiddag et slutningsforedrag over Holberg, som var meget interessant. Han talte til at begynde med lidt om Erasmus Montanus, og om hvorledes en saadan komedie kunde blive til, derpaa om hvorledes Erasmus til slut blir nødt til at tilstaa, at jorden er flak som en pandekage, og opkastede saa det spørgsmaal, om det ikke kunde synes underligt, at Holberg saaledes lod uvidenheden seire; paa dette svarede han omtrent saa, at igrunden var det hjertet hos Erasmus, som seirede over forstanden; det var den fra fædrene tilegnede og af hjertet inderlig grebne tro og livsanskuelse, som gjorde sig gjældende mod den koldt ræssonnerende forstandsdannelse, der griber det, som den ved, ene og alene med hjernen, men lader hjertet være helt udenfor; derfor er det i sit inderste væsen sandheden i Erasmus som vinder over løgnen eller i alle fald det s. 63slags forstandsræsonnering, der negter hjerteordet og hjertelivet sin ret. Derpaa talte han om Holbergs uhyre indflydelse paa modersmaalet og satte dette paa en smuk og tiltalende maade i forbindelse med Luther og hans gjerning. Luther havde nemlig gjennem Calvin kaldt til live den franske protestantisme, der optraadte med skriften paa modersmaalet og i det hele kun gjennem dette modersmaal virkede paa folket; for at kunne kjæmpe rigtig med eftertryk mod denne fiende, maatte derfor ogsaa katolikerne bruge sit eget franske maal, og følgen heraf var, at da Holberg i sin ungdom paa Ludvig den 14des tid besøgte Frankrig, ærede, elskede og brugte franskmændene sit modersmaal fremfor ethvert andet og paa en maade, der hidtil var ukjendt; her saa altsaa Holberg modersmaalets uhyre betydning og vaktes derved til sin største gjerning, gjenfødelsen af modersmaalet. Saaledes har Holbergs arbeide om end ad en omvei sit udspring fra Luther. Flere foredrag end dette har jeg endnu ikke hørt. Der er foruden den egentlige høiskole begyndt en ganske eiendommelig gjerning paa Askov iaar, nemlig en ny præsteskole, der skal forberede folk til teologisk embedseksamen, uanseet om de er studenter eller ikke. Denne skole tilsigter da altsaa to ting; for det første at oplære i en ny og sund teologi istedetfor den gamle kvælende og livdræbende, vi for tiden har, og for det andet at lægge en alvorlig mine mod eksamen artium. Naar nemlig disse unge mennesker, som er her paa præsteskolen, om nogle aar staar fuldt rustede til teologisk eksamen uden at være studenter, søger de universitetskollegiet om tilladelse til at tage embedseksamen, og blir det saa negtet dem, henvender de sig til rigsdagen, hvor det uden al tvil blir indrømmet; dermed er faktisk artium sprængt; naar man paa denne maade uden at være student kan blive endog præst, hvor meget mer saa ikke andet slags embedsmand. Saadanne planer kan man her i Danmark udruge og sikkerlig ogsaa udføre; det vidner om, hvor høit livet staar her. Naturligvis er det Schrøder selv, der har undfanget planen til dette; men Bjørnsons s. 64stykke: „Nogle ord til ungdommen“ *) har vistnok ikke virket lidet til, at sagen kom frem allerede nu. Jeg ønsker af mit inderste hjerte denne præsteskole en god fremgang, da den visselig, om den lykkes, vil blive til stor velsignelse for den danske menighed og maaske ved eksemplets magt ogsaa for den norske, det vil da sige en gang i fremtiden, for det varer vel adskillige aar, før vi oppe hos os faar, hvad man her nede allerede har saa fyldigt; men vi kommer vel med Guds hjælp om ikke for lang tid efter. Da vil i modsætning til vort nuværende teologiske fakultet en ny præsteskole kunne gjøre meget med de lærlinger, den sætter ud i verden, blandt andet den ting at gjøre lærlingen til menneske, før han blir præst, hvad ikke altid nu er tilfældet og allerminst med de johnsonske pietister, for hvem jo som du ved, det menneskelige er et med det syndige, det djævelske. En præsteskole, der kunde forene det menneskelige med det kristelige, vilde derfor have stor fremtid for sig; men en saadan retning kan man ikke vente vil gaa ud fra universitetet, der vel kommer til at staa livet imod til det siste.
Dagsordenen her paa skolen er jeg endnu ikke kommet saa ganske ind i, men det kommer vel i morgen. Om morgenen begynder man dagen med „øllebrød“, og det kan kanske nok blive noget haardt at gaa paa i begyndelsen for en forfinet gane som min, men med en god vilje, der jo drager tunge læs, haaber jeg nok det skal gaa; og kunde mit ophold paa danske høiskoler, foruden alt andet, ogsaa lære mig noget mere tarvelighed og selvovervindelse, kunde det sandelig ikke skade. Slemt blir det ogsaa at komme tidlig op, men det faar til, og der kan vel ogsaa viljen gjøre sit.
Siden jeg sist skrev, har jeg oplevet mange behagelige timer hos og sammen med Birkedals. Lørdag aften 12te oktbr. kom der fremmede, hvoriblandt mange damer, og da var det jo rimeligt, at der blev dans og juleleg s. 65den ganske aften. Søndag prækede gamle Boisen og det saa deiligt, saa deiligt. Han talte fornemlig om glæden ved at være kristen, glæden i Herren, og udviklede saa skjønt, at kristendommen det var netop glæden, men at det at glæde sig slet ikke er saa grei og simpel en sag, som mange tror; ti det oversees saa let at glæden skal være i Herren; men lige saa meget oversees det, at man skal have glæde i Herren, ikke sorg og fortvivlelse; denne glæde er en ligefrem følge af troen paa syndernes forladelse, og i saa henseende faldt hans ord noget sammen med de tanker, jeg fremsatte i mit forrige brev til dig om syndernes forladelse.
Imorges torsdag 17de tog jeg da fat paa øllebrødet, og det gik sandelig noksaa bra, ja jeg havde endog en slags triumf for den sags skyld. Da Schrøder, som spiser frokost for sig selv i sin egen stue, kom og bad mig til frokost, saa kunde jeg svare ham, at den havde jeg allerede spist med de andre; det tror jeg, han likte nok saa godt, og det vil jeg naturligvis blive ved med. Ligeledes kom jeg meget let op til kl. halv syv, da jeg vaagnede ved den almindelige støi i huset og trampingen i etagen over mit hoved; klarer jeg alting saa godt som denne første begyndelse, har det ingen nød. Jeg kom igaar saa langt som til Boisens præken siste søndag i Ryslinge. Om middagen blev resten af bryllupsvinen drukken med mange forskjellige skaal-taler, hvoriblandt en for os to nordmænd; paa denne svarede Arctander med tak for os. Om eftermiddagen var vi alle budne ud til en fru Seidelin, en bekjendt af Birkedals, en halv mils vei fra Kirkely, og did drog da alle de unge under sang og jubel paa en stor høstvogn, fuldpakket med halm. Der havde vi en meget morsom og hyggelig aften. Før bordet blev der spillet og sunget, hvad især pastor Bredsdorf, Birkedals svigersøn, (der er præst en halvtredie mil her fra Askov) er en stor mester i, og indimellem leet og passiaret „utomordentlig“; jeg havde mig blandt andet en lang og hyggelig samtale med gamle Boisen, der trods sine hvide haar er saa fuldstændig en venstremand, at det s. 66er en fornøielse. Ved bordet blev der holdt flere skaaltaler; ogsaa jeg holdt en omtrent saaledes: „Ved middagen bad pastor Birkedal enhver, der havde noget at sige, ikke at brænde inde med sin tale, men om jeg end ikke havde nogen tale, saa havde jeg dog en tak, som jeg vil faa lov at komme med nu. Pastor Birkedal ved kanske selv lidet, hvor meget vi unge norske grundtvigianere er ham tak skyldig; jeg har en tak at bringe ham for hver en søndag formiddag i Kristiania, naar vi i vore kirker ikke kunde faa noget at høre, som kunde kvæge vort hjerte, men vi unge saa satte os sammen og læste for hverandre i pastor Birkedals prækener, og mangt et ord var det da, der slog dybt ned i os og sidder gjemt i vort hjerte til vor siste stund. Jeg har en tak at bringe ham for det, jeg engang hørte af ham om „et folk, der ligger i skyggen“, da det klarere end nogensinde gik op for mig, hvilke jettekræfter dog et folk har at drages med, men ogsaa hvilke asamagter Gud har skjænket det til at værge om aandens liv iblandt sig. Og jeg har en tak at bringe pastor Birkedal for noget, der vel kan synes lidet i og for sig, men dog for mig havde en stor og varig betydning; det var for nogle dage siden, at der kom en mand ind til pastor Birkedal og talte med ham om en friskole, han vilde begynde; da sagde pastor B.: „Det er noget jeg altid har erfaret, at hvor vi grundtvigianere begynder paa noget storartet, der gaar det ofte galt; men hvor vi begynder smaat og beskedent, der lægger vor Herre altid sin velsignelse til, saa det vokser sig stort og kraftigt.“ Et saadant lidet ord, tilsyneladende sagt hen i forbigaaende, kan komme til at slaa saa vidunderlig dybt ned i et menneskehjerte, og det gjorde da ogsaa disse ord hos mig, der jeg gik med tankerne om min fremtidige lille livsgjerning, og det var mig derfor saa glædeligt at høre en saadan vished om, at naar vi begynder en gjerning i hans navn og til hans ære, da kan vi begynde den i fattigdom og savn, Herren lægger dog sin velsignelse til, saa den gror. Og saa vil jeg endelig takke baade pastor B. og hans frue for de glade s. 67og lyse dage, vi har havt i deres hjem, og jeg vil bede Gud velsigne dem begge, saaledes som min kammerat og jeg begge inderlig ønsker det for dem.“ Paa denne skaal svarede B. i en deilig tale, hvori han ønskede held og lykke for Norge og dets udvikling, og at vi to nordmænd maatte se saa megen frugt af vort arbeide, at vi med glæde kunde anse os som et af de mange redskaber, Herren havde brugt i sin gjeming.
Mandag morgen 14de oktbr. reiste vi, og en hel del tungt var det at tage afsked med denne herlige familie, som vi nu havde vokset saa sammen med, og hvor vi havde nydt saa megen ægte gjestfrihed.
Hvad der nu mest ligger mig paa hjertet, og hvad der ogsaa her drøftes mest, ja, saa meget at jeg i grunden snart er hjertelig led og kjed af det hele, er Bjørnsons udtalelse i „Oplandenes avis“ om „Danmarks forhold til Tyskland“ *). Ved disse udtalelser er sagen bragt ind i et nyt stade og staar anderledes, end da jeg sist skrev til dig om den. Det jeg dengang skrev, kan jeg fremdeles godt gaa med paa, men slet ikke paa hans udtalelser i „Opl. avis“; er dette meningen med Nordens arbeide, da lægger jeg min skude fra. Bismarck og Preusserthumet er jeg saa overtydet om er af det onde, at der gjælder det kun kamp og fiendskab, og naar Bjørnson kalder dette „Tyskland“, da gjør han sig skyldig i en meget stor vildfarelse, og hvad værre er, en synd imod Nordens sag; mit standpunkt nu er klart udtrykt ogsaa for mit vedkommende i min ven Harald Holms artikel i „Opl. avis“ 12te oktbr., der, synes det mig, klart paaviser saavel det skjæve som det berettigede i Bjørnsons opfatning og bringer sagen ind i sit rette spor, hvorfra alene en diskusjon er mulig; ti skal den føres fra det synspunkt, at det er ædel folkebegeistring, der har stjaalet Sønderjylland fra de danske og Elsass-Lothringen fra Frankrig, ja da er Bismarck verdens velgjører, medens han efter min mening er netop s. 68det modsatte. Saa langt som jeg før skrev, kan jeg gaa med glæde over et sandere og sundere blik paa, hvad Herrens opgave for Norden fører med sig, men ikke et skridt ud i Preusserthumets og Tyskeriets lovprisning, og inderlig ondt gjør dette Bjørnsons nye stade mig; det er første gang, jeg ikke kan følge ham, og nu finder jeg det næsten som en svigten at staa ham imod, uagtet det kan være ham lige fedt, hvad jeg gjør.
Jeg skulde for resten ønske at høre dine tanker om artiklerne i „Opl. avis“ nøiere; maaske staar du mere uhildet end jeg, der lever her midt i den glødende danskhed og saaledes maaske er mere end tilbørlig smittet af tyskerhad. Her nede brænder der et frygteligt raseri mod Bjørnson; hvordan bønderne har det nu efter artiklerne i „Opl. avis“, der har staaet optaget — dog uden at redaktionen erklærer sig enig med dem — i Høgsbros „Dansk Folketidende“, ved jeg ikke, men skulde have lyst til at erfare det, da jeg tror, de dømmer meget sundere om tingen end „intelligentsen“, den være nu grundtvigiansk eller ikke. De andre betragter sagen paa samme maade som pastor And. Leth i Middelfart, der i siste „Fædrelandet“ 16de oktbr. skriver en artikel med overskrift: „Bj. Bjørnson er bleven en Preusserven!“ *) Slet saa galt er det ikke, og komisk tager det sig ialfald ud efter Bjørnsons slutningsord i „Opl. avis“, hvor han ikke nævner sit navn, for at han ikke skal faa høre noget om anti-skandinav, Preusserven o. s. v., men for at man udelukkende kan holde sig til sagen; det er naturligvis det ene rigtige, og er ogsaa det, Holm har gjort. Muligens kommer der ogsaa et svar fra Birkedal, det skulde jeg nok ønske, om det end maaske blir noget ensidigt, da han ikke er ganske fri for det tyskerhad, Bjørnson med rette taler mod; men saa har han ogsaa et saa klart blik som faa paa, hvad Nordens opgave er, og hvad denne opgave fører med sig, at jeg ikke tviler paa, han vil give s. 69mange værdifulde vink til knudens løsning, uden med det samme som de fleste andre at overhugge den med det orakelsprog: „Bjørnson er tabt for Nordens sag!“. „Nu kan vi intet mere vente af Bjørnson,“ sagde en teologisk kandidat R. Hertel i Kolding, en grundtvigianer, vi besøgte i de timer, vi ventede der paa dagvognen; nu er der for nordmændene kun et af to; enten staa mod Bjørnson med det øvrige Norden om dets fælles sag eller med ham som den, der vil have Norden slugt af Tyskland. Der er dem her nede, som ikke tror paa nogen fremtid for Norge, uden at det hænger i haletippen paa Danmark, og det er derfor, at jeg mange gange i disputer om disse ting har kommet til at stille mig mere paa Bjørnsons side, end jeg egentlig vilde; jeg har havt at hævde baade hans ret til at bringe en saadan sag frem, og i det hele Norges ret til at staa selvstændigt med tanker, der ikke har været oppe i Danmark.