Lørdag 19de oktbr. 1872.
Dagsordenen paa skolen er omtrent saadan: Kl. halv syv staar vi op, kl. 7 kommer frokosten med øllebrød og smørbrød, derpaa holdes morgenandagt, som bestaar i, at vi synger en salme som „Lille Guds barn“ eller „Morgenstund har guld i mund“ eller lignende, saa bekjender Schrøder troen og beder fadervor og saa synger vi „Alt staar i Guds faderhaand“. Foredragene fra 8—10 i agerbrug og naturhistorie hører da ikke jeg paa; i stedet derfor læser jeg enten Grundtvig eller en gammel saga, som jeg her finder mange prægtige af, noget som jeg har i sinde at bruge paa det beste; det er da ogsaa en af de faa fordele, jeg har ved at være filolog, at jeg kan læse sagaerne paa grundsproget med temmelig stor lethed, og det er rigtignok meget bedre end at læse dem i en mere eller mindre slet oversættelse, om der da ellers findes nogen. For tiden holder jeg paa med en liden islandsk „Bjørn Hitdølakappasaga“, som er meget morsom. Efter en halv times s. 70stans kommer saa dagens glanspunkt, Schrøders foredrag, der varer halvanden time til kl. 12.
Igaar talte han saa vidunderlig; han gik ud fra Evalds syn paa folkeoplysningen, og paa hvordan præster og skolelærere drev den paa hans tid, og mærkeligt var det, hvor ligt det var vor tids tilstande ialfald i Norge; derfra kom han ind paa at omtale de forskjellige maader at opfatte livet paa, naar man skulde leve det som en kristen: den opfatning, at livet skulde være en stadig forberedelse til døden, og den, at livets maal og mening var at føre et sandt menneskeliv, hvor det menneskelige kunde gjøres til grundlag for det kristelige; om dette talte han da saa deiligt og greiede det saa klart for os. Han sagde blandt andet: „Det er ikke let at forstaa, hvorfor vor Herre, hvis vi skulde leve blot for dødens skyld, ikke havde givet os alle én og den samme natur, da vi jo ingen forskjel behøvede for at gaa døden i møde blot med den for øie; de forskjellige naturer og karakterer viser just, at menneskene er bestemte til at udfolde sine særegne evner, for at det menneskelige levnedsløb saavel hos den enkelte som hos folket kan fortsætte og udvikle sig ved indbyrdes vekselvirkning.“
Kl. 12 spises der middag; derpaa røger man sin pibe, passiarer eller gjør ellers, hvad man lyster til kl. 2; saa kommer fra kl. 2—4 em. timer i skrivning og regning; i denne tid er det, at min virksomhed rigtig faar udfolde sig; jeg har nemlig fra flere kanter faaet opfordring til at læse „oldnordisk“, som man her kalder det, med enkelte af eleverne, og dette har jeg naturligvis med glæde gaaet ind paa, da det ikke er min sag at holde mig tilbage, hvor jeg kan virke i god nordisk oplysnings tjeneste. Fra kl. 2—3 læser jeg derfor „oldnordisk“ med dem, der før har læst noget og gjennemgaar med dem Olaf den helliges saga; og fra kl. 3—4 læser jeg med begyndere, der dog alle er saadanne, som før har været paa høiskole, og som derfor ikke bryder sig om at tage del i skrivning og regning; af disse er der 10—15 stykker, hvoriblandt enkelte studenter af dem, der ligger her paa præsteskolen, jeg s. 71sist skrev om. Dette er et arbeide, der morer mig meget, især sagalæsningen med de ældre, da jeg her har taget fat paa ting, jeg ikke kjendte synderlig til, og det desuden er mig en glæde at kunne gjøre lidt nytte til gjengjæld for alt det gode, jeg selv nyder her. Kl. 4 spiser vi mellemmad (smørbrød med ost), og kl. 5 begynder derpaa anden-læreren cand. theol. Nutzhorn sine historiske foredrag.
Ligesaa rolig og stø som Schrøder er, ligesaa livlig og munter er Nutzhorn; han fortæller de gamle sagaer med et liv og en anskuelighed, som er overmaade fornøielig at høre og dertil meget lærerig for den, der selv vil give sig af med at fortælle; dertil kommer en simpelhed og jevnhed i foredraget med smaa vittigheder indimellem, som vistnok i denne henseende maa stille ham lige med Arvesen, om han end ikke naar ham i at kunne uddrage lærdom af, hvad han fortæller og i at belyse nutidens begivenheder og tilstande i fortidens speil.
Nutzhorns foredrag varer til kl. 6, og saa er der gymnastik og retskrivning til kl. 8, saaledes at to partier skifter om dette. Kl. 8 spiser vi vor aftengrød og omtrent kl. 9½ gaar eleverne tilsengs, medens vi bymennesker gjerne blir siddende noget længere.
Det er saaledes er ensformigt liv, men rigt paa aandelige nydelser; og til at beskjæftige mig med, hvad jeg lyster, har jeg tid i overflod, ligesom der naturligvis hersker den mest ubundne frihed til at gjøre og lade, hvad man vil. Søndag hører man gjerne pastor H. Svjstrup, den samme der talte ved Grundtvigs grav; han bor en liden halv dansk mil herfra og har nok i det hele meget med skolen at gjøre. Schrøder er meget glad i ham, og gjør han altid sine sager lige saa godt som ved Grundtvigs kiste, kan jeg vente mig meget af hans forkyndelse; jeg glæder mig derfor rigtig til at høre ham imorgen, da hele skolen som sedvanlig gjør en udvandring til ham. Disse danske grundtvigianere er dog i det hele nogle prægtige mennesker, enten jeg nu kan samstemme med dem i politiken eller ikke; saadan en friskhed og livsglæde forbunden med stærkt s. 72aandeligt liv og dybt kristeligt alvor, som gjennemsyrer hele deres tænkesæt og livsfærd i alvor og gammen. Gjælder det noget steds, at af ens gjerninger skal man kjende ens tro, da er det her, og det giver det smukkeste vidnesbyrd om sandheden af Grundtvigs gjerning, saaledes som ogsaa Bjørnson udtalte det paa vennemødet. Du kan tro, det er „yndigt“, som man her siger, at høre Schrøder fremsige troen om morgenen og at deltage med ham og hans hustru i deres vakre familieliv; vi er gjerne inde hos dem flere gange om dagen. Efter middagen læser vi dagens post der, og om aftenen kommer gjerne en og anden slængende ind i dagligstuen og faar sig en lun passiar. Og saa den kjære prægtige Nutzhorn; vi var til aftens hos ham igaar og havde det rigtig inderlig hyggeligt der. Af eleverne mærker man sig især dem, der er her det andet aar, og paa dem kan man først rigtig se en saadan høiskole som Askovs betydning og virkning. Paa samme tid, som de er stille og tilbageholdende, naar de er sammen med Schrøder eller andre saadanne, er der et liv og en tankerigdom over dem, naar vi sidder hos os selv og prater, som man sandelig ikke saa let finder mage til hos vore studenter eller kandidater paa den alder; det er mærkeligt, med hvilken forstandighed de kan tale om mange ting, som efter den gamle tids opfatning skulde synes at ligge for høit for bondegutter; og hvad der er det beste, aldrig kommer det frem med brauten og bram. Men her har folkehøiskolen allerede indvirket paa en hel slægt, der kan bringe sin oplysning ud i livet, hvor de da i sine hjem træffer paa en lignende, der kan komme dem hjælpende imøde.
Jeg har kommet til at tænke paa et spørgsmaal, som du i et af dine breve har gjort, og som jeg vist ikke har svaret paa: om jeg tror at en saadan kristendom som den, der findes hos mænd som Rørdam og Birkedal f. eks., er frugten af mange kampe, eller om den er kommen saadan let af sig selv? Det er virkelig et spørgsmaal, jeg ofte har gjort mig selv, kanske mest nu, da jeg ser denne kristendoms frugter i det store. s. 73Jeg tror ganske bestemt, at en saadan kristendom hos de fleste kun er kommen gjennem stærke kampe og anfegtelser; og det slutter jeg deraf, at jeg tror, det er den vanskeligste af alt slags kristendom saadan at give sig Gud ganske i vold, lade sig føre af hans naade og tro, at det ene og alene er ved hans ubegribelige naades velgjerning, at et menneske kan blive frelst. Vort hjerte vil jo dog saa let sætte sig op mod den tanke, at vi selv intet, aldeles intet kan gjøre, og om vi end kan se pietismens skjævheder og feilsyn paa forholdet mellem Gud og mennesker, har dog det blik paa kristendommen, der fra barndommen er os tilvant, gjort os tilbøilige til at tage mere eller mindre egenretfærdighed med i spillet, naar vi arbeider paa vor saligheds sag. Vi vil saa gjerne tro, at den anger, der næst troen er den kristnes første eller en af hans første pligter, er ligesom loddet i den ene vægtskaal, naar vor mangel paa tro og vore synder ligger i den anden, men saa kan det jo dog ikke være. Angeren staar for mig som den kristnes store pligt af den grund, at den driver ham til forsagelsen, og kun af den grund fordrer Gud den af os. Den der rigtig stiller sig for øie, hvad forsagelsen dog er for en uhyre ting, og hvad den kræver af aarvaagenhed og bøn, han vil aldrig kunne sige, at den kirkelige anskuelse gjør angeren til en bisag, tvert om, han vil da se dens betydning langt stærkere.