Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1872-11-13)

Onsdag 13de novbr. 1872.

I dag faar vi nordmænd rigtig bekræftelse paa sandheden af, hvad der siges, at alle norske fryser her nede om vinteren, for i dag er det et rigtigt hundeveir med frost og en isnende vind, som farer helt igjennem disse bindingsværkshuse og gaar til marv og ben, saa det nytter ikke stort, hvor meget tørv man putter i ovnen. Jeg har i denne nød taget min tilflugt til dagligstuen, og her agter jeg at bruge den siste time før Schrøders foredrag til at skrive lidt paa mit brev til dig.

Tak for dit siste brev og alt, du der fortalte om Gunnerus *) og hans besøg hos eder; det var baade vakkert og morsomt at høre, saa vemodigt det end er at tænke paa, hvor sørgeligt han i mange maader maa have det. Jeg haaber, din fader vil fortsætte omgangen med denne sin ungdomsven, da han jo efter din skildring maa være et udmærket eksempel paa en mand, hos hvem den levende kristendom har slaaet rod i det inderste hjertedyb, og saaledes kan vise mangen en ogsaa af dine nærmeste, — der staar i et skræmt forhold overfor den kirkelige anskuelse, som følge baade af de systemer, de fik ind i sin barndom og ungdom og af de rædselsbilleder, der sent og tidlig gjennem skrift og tale er tudet dem ind i ørene om „grundtvigianismen“ s. 94— kan vise dem, hvor hjertelig og inderlig kristen man kan blive paa den vei, og saa dertil slippe for at stille sig i et fiendtligt forhold til de folkelige rørelser paa grund af sit kristelige syn, men tvert imod se paa dem som en fremhjælp for det kristelige liv, som en „Johannes den døber“, der skal vende fædrenes hjerter til børnene og børnenes til deres fædre, som Schrøder saa vakkert pleier at udtrykke sig. Jeg antager, at ogsaa de af dine, der er saa bange for de kirkeliges formentlige foragt for skriften, af Gunnerus kan forstaa, at denne foragt i alle fald ikke er et nødvendigt særkjende for grundtvigianismen, uagtet det rigtignok er langt fra mig at negte, at der gives udvekster paa denne retning som paa alle andre, og at man især i begyndelsen let kan falde fra en yderlighed i en anden, naar den hellige almindelige kirke og menighed og vilkaarene for optagelsen i den gaar op for en som grundlaget for de midler, hvorved saligheden vindes. Men det er dog min fulde overbevisning, at yderligheden ved den kirkelige retning, om den end er at dadle, dog er langt bedre end yderligheden ved den skriftteologiske pietisme.

Igaar havde vi det store folkemøde i det nye øvelses- og forsamlingshus, der er en stor og rummelig og dertil meget smuk bygning, som for anledningen var pyntet med nordiske flag. Flere hundrede mennesker var mødt frem, saa de sammen med de 130 elever udgjorde en anseelig skare, kan du tro.

Efterat Schrøder havde ønsket forsamlingen velkommen og fortalt gymnastikhusets saga, hvorledes det var kommen istand nærmest ved frivillige bidrag fra omegnen, hvorved især Svejstrup havde været meget virksom, gav han ordet til Termansen, der talte om Danmarks vaaben med de tre springende løver og de syv brændende hjerter. Talen var i det hele meget smuk, men jeg har dog en mistanke om, at den for mange af de tilstedeværende var helt vanskelig at følge med; dertil var den for poetisk og høitsvævende. Selv jeg havde paa sine steder vanskeligt nok for at være med, især da han s. 95taler lavt, og hans foredrag er noget ensformigt. Men der var deilige ting i det, og hvad der maaske var det mest velgjørende var at mærke det varme fædrelandssind han talte ud af.

Efter ham talte Svejstrup nogle muntre ord, hvori han lagde de unge legemsøvelsernes betydning paa hjerte; saa maatte jeg op; jeg fortalte eventyret om manddatteren og kjerringdatteren og udlagde det om livsoplysningen og latindannelsen. Jeg havde netop om morgenen i et slags fortvivlelse over, hvad jeg skulde vælge at tale om, grebet til Asbjørnsens eventyr for muligens at faa en idé, kom saa til at læse dette og blev straks slaaet baade af dets skjønhed og dets skikkethed til at drages frem som billedsprog og det netop med manddatteren til billede paa livsoplysningen og kjerringdatteren paa den døde kundskabsdannelse. Jeg har aldrig før forsøgt mig i slig eventyrudlægning, men tror dog, jeg klarede mig godt fra det, hvad jeg mest slutter af, at Schrøder var tilfreds med det, for han er ellers en streng kritiker og har gjerne altid noget, som han tager fat paa, naar de unge taler offentlig; naturligvis aldeles privat og med stor venlighed og delikatesse, og jeg er da ogsaa vis paa, at han gjør det ene og alene af lyst til at oplyse. Hvad denne min fortolkning forøvrigt angaar, da blir der vel maaske engang hjemme i Norge anledning til at holde det samme foredrag, saa du kan komme til at stifte bekjendtskab med det.

Efter mig talte Johan Lange og saa Nutzhorn, der anvendte en historie efter Sakse til at paavise, at vi mennesker altid skal se paa fortiden og fremtiden (i historisk forstand) ikke paa nutiden. Derefter holdt Schrøder en liden slutningstale, og saa endte mødet, efterat det havde varet omtrent fra kl. 4—7, naturligvis med megen sang imellem. Saa fik de fremmede og eleverne te og smørbrød, før man skiltes og gik hver til sit.

Schrøder er i sine foredrag gaaet over til de danske myter, idet han for tiden taler om Skjold (hos Sakse), s. 96men snart kommer han vel ind paa de fælles-nordiske f. eks. Vølsunge-sagnet, som jeg har hørt, han skal behandle aldeles mageløst; de egentlige gude-myter behandler han derimod ikke særskilt for sig, men benytter dem som billeder og fortolkninger i sin fortællings gang, saaledes som han alt har brugt Ygdrasilsmyten. I de foregaaende dage har han talt saa prægtig om Ægypter og Israeliter, og hovedindholdet af disse foredrag har han nedskrevet som en afhandling for „Nordisk Maanedsskrift“, hvor den kommer i næste hefte, og hvis jeg forstod ham rigtig har overskriften: „De ægyptiske ungdomsminder“. Han viser der paa Moses, hvorledes ungdomsindtrykkene fæster sig saa stærkt i sjælen, at de ikke kan rokkes uden ved alvorlig indgriben ovenfra, hvorfor Moses maatte leve 40 aar i ørkenen som landflygtig hyrde for at faa hovmodet og prinsenykkerne, han havde tilegnet sig ved Faraos hof, grundigt ud af hovedet og blive skikket til sit store kald, der fordrede en, som overfor de stridige Israeliter var „det sagtmodigste af alle mennesker,“ som det hedder om ham. Hvad man i det hele faar et ypperligt blik paa ved at høre Schrøder, er forsynets styrelse i historien; det var saaledes interessant at høre ham udvikle, hvorledes Ægypterne var blit til det kunstfærdige folk med den snorligt ordnede stat, blot for at de kunde lære Jøder og Græker, de verdenshistoriske folk, disse ting, som var dem nødvendige for at naa til det maal, de skulde, men dermed er ogsaa Ægypternes historie forbi.