Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1872-12-07)

Lørdag 7de decbr. 1872.

Dette brev bliver nok ikke enten langt eller indholdsrigt, da jeg skriver flittig paa den grundtvigske prækensamling, som jeg vistnok paa grund af tidens knaphed s. 113faar mindre med af, end jeg kunde ønske; jeg vælger blandt dem alle særlig saadanne, der indeholder kristelige oplysninger, og af dem er der mange, da Grundtvig jo stod lige over for en menighed i dette ords beste betydning, hvor han uden frygt for at forarge eller misforstaaes kunde sige, hvad han ønskede, og tage fat paa alle misforstaaelser og forvrængninger, som i tidens løb i saa fuldt maal har sneget sig ind baade i forkyndelsen og opfattelsen af vor kristendom. Men deiligt er det paa samme tid at føle den fred og vidunderlige klarhed over baade guddommelige og menneskelige ting, som gaar igjennem alle hans ord og gjør disse hans prækener til noget af det ypperste i sit slags; det vil vistnok med tiden, naar den grundtvigske oplysning trænger videre frem og dybere ned, komme til at stille dem ved siden af Luthers, der jo betegnende nok ogsaa for en stor del indeholder saadanne kristelige oplysninger, som i den tid var nødvendige, men hvoraf mange nu kan synes temmelig overflødige, uagtet de for Luthers samtid var lige saa paakrævede, som Grundtvigs nu er eller burde være det for hans. Ogsaa deri har disse to mænds prækener saa megen lighed med hinanden, at de begge i samme grad kalder til hvile i troen og daaben, om det end hos Grundtvig fremtræder saa meget klarere, som disse spørgsmaal jo i vore dage træder mere frem end i Luthers; for ham gjaldt det jo væsentlig om at kjæmpe mod læren om salighed ved gode gjerninger og ikke ved troen alene, hvad der jo i vore dage hos os i alle fald i teorien er en anerkjendt sag; om det end i praksis kan være mere tvilsomt, om vore dages skriftkloge, hvor travelt de saa har det med den „rene lutherdom“, vilde faa Luthers vidnesbyrd for at være af samme aand som han, og han ikke meget mere „med aandens sværd vilde kløve dem til beltestedet,“ som Grundtvigs gamle ven og aandsfrænde P. A. Fenger sagde ved hans jordefærd.

Har du faaet oktoberheftet af „Nordisk Maanedsskrift“? Der staar blandt meget andet godt en artikel af Schrøder om den kvindelige uddannelse, der i klare træk s. 114giver en forstaaelse af Grundtvigs tankegang om skoler og skoleundervisning, som jeg vil anbefale dig. Det er jammerskade, at vi i den grad er sunkne ned i tyske teorier om, hvorledes børneundervisningen skarpsindigst kan fremstilles at burde være, at vi ikke tager det minste hensyn til en saadan mands udtalelser som Grundtvig, som man holder sørgefest over, besøgt af tusen mennesker, paa samme tid som man forfølger og forkjetrer baade ham og hans tilhængeres meninger og virksomhed paa alle omraader. Hvis en saadan mand var opstaaet i det praktiske England, vilde man der have sagt: „Nu vel, lad os prøve,“ og saa prøvede man og beholdt det, hvis det var godt. Men hos os skal man i en 20—30 aar disputere op ad vægge og ned ad stolper om sagen, saa paa den ene side fremsætte den som lov, paa den anden kjæmpe og intrigere mod loven og saa, ja saa ligger hele vor udvikling tilbage for andre landes, som for længst har prøvet det praktisk, og saa skal vi atter til at stræve og stræve videre; slig er det og blir det baade i kirke, i stat og skole. Det eneste middel mod dette fra Tyskland indførte uvæsen er at kjæmpe for udbredelsen af en levende oplysning blandt ungdommen paa landet; ti indenfra udad, det maa nu være vort løsen, da vi ser, hvad alt dette lovvæsen og stortings-stræv fører til: kun snæversynet bygdepolitik, hvor vi istedetfor den nu herskende intelligents faar et endnu mere aandløst kakseherredømme, som drager al ting ned i madstrævet. Nei, politiken duger ikke til løftningsmiddel for et folk, det har jeg faaet klart syn for her nede i Danmark og fornemlig paa høiskolen ved Schrøders hjælp. Politiken kan være god som en løftestang til at rydde meget uvæsen af veien, som staar i veien for livets udfoldelse, og derfor er jeg fremdeles lige ivrig for politiske fremskridt hos os; men det skal for fremtiden være mig en biting; det slags ting hører ind under lighed, siger Schrøder, men langt over ligheden staar friheden, og frihed er, at enhver kan gjøre, hvad han vil, naar han kun derved ikke skader nogen anden. Sognebaandsløsningen s. 115f. eks., hvorved enhver kan søge den sjælesørger, hans aandelige tilstand driver ham til at foretrække, hører ind under frihed, men almindelig stemmeret f. eks. under lighed. Lighed kommer ved love, friheden kan støttes ved love, men kommer ikke til sin ret uden ad aandens vei. Saa siger Schrøder efter Grundtvig, og jeg kan føle paa min samvittighed, som Jesper ridefoged siger i „Jeppe paa bjerget“, at han har ret. Dette er da atter en af de ting, hvori mine synsmaader har forandret sig ved opholdet her, og det er noget jeg skatter høit at være kommen til klarhed over; det gjør det dobbelt til en hjertesag for mig at faa en høiskole for at gjøre min del til at skabe frihed i Norge ved at arbeide indenfra udad. Og ser vi paa friheden med dette blik, føler du vist med mig, hvor liden frihed vi dog har, og hvor høit Danmark staar over os i den henseende, medens ligheden maaske er mindre.