Tirsdag 2lde januar 1873.
Noget langt brev faar du nok ikke denne gang; jeg har nemlig begyndt paa min oversættelse af Herodot, som optager mig fra morgenen til kl. 11½, da Trier holder sit foredrag, og fra kl. 2—6½, da vi spiser aftensmad, hvorefter Trier holder sit andet foredrag, og saa sidder jeg og passiarer med Trier, enten inde paa hans værelse eller i skolestuen blandt karlene. Men Herodot tager tid, det mærker jeg nok, især da jeg vil lægge megen flid paa at faa i stand en god og fremfor alt folkelig oversættelse. Her har jeg det da godt og vel i alle maader, og efter hvad jeg fortalte dig i mit siste brev, vil du jo nok ogsaa kunne forstaa, at her er meget at lære, dog mere af den maade, hvorpaa man skal omgaaes eleverne, hvori Trier er en vistnok uovertræffelig mester, end i selve stoffet af hans foredrag, som jeg for det meste kjender før; behandlingsmaaden er derimod saare lærerig, men heller ikke saa vanskelig at forstaa, naar jeg først har faaet iagttage den en 8—14 dages tid; men det kommer naturligvis an paa min personlige beskaffenhed, om jeg er i stand til at tilegne mig den, hvad kun tiden kan vise. Trier har en næsten ubegribelig færdighed i at kunne trænge lige ind i hjertedybet paa de unge, især i en lun passiar inde paa skolen, og naar saa dertil kommer hans store hjertelighed og venlighed, hans stadig gode humør og kvikke munterhed, er det let forstaaeligt, at gutterne holder ganske overordentlig af ham og let lader sig lede didhen, hvor han vil have dem. Men med al sin spøg og munterhed er Trier dog en meget alvorlig mand, det viser han noksom ved den deilige morgenandagt, han holder, ligesom ogsaa ved den præken jeg hørte af ham i søndags i kirken, da præsten (J. Hoff) var bleven syg og havde bedet Trier præke i sit sted. Det var en deilig udlæggelse af evangeliet (bryllupet i Kana), og ligesaa vakker var den skildring han fik leilighed til at give af det kristelige ægteskab med al dets rigdom og s. 125velsignelse, saaledes som han vist selv erfarer det sammen med sin prægtige hustru.
I lørdags fortalte jeg Sigmund Brestesons saga til stor fornøielse for disse opvakte gutter, paa hvem jeg tydelig kunde se sansen for sagaens skjønhed. Søndag aften gav jeg saa en skildring af gamle Wexels og mandag morgen af en norsk fjeldegn, saa du ser, at jeg blir brugt, medens jeg er her; men det er mig naturligvis en glæde at kunne gjøre lidt til gjengjæld for saa megen gjestfrihed som her.
Hvad jeg har rigtig godt af ved at være her, det er at se, hvordan det levende forhold mellem lærer og elever bør være paa en høiskole, noget du vil mindes, jeg fandt mindre af paa Askov, baade paa grund af Schrøders personlighed, der ikke har evne til og ikke indbyder til en saadan friere omgang, og fordi skolen saa aabenbart er anlagt paa dem, der har forudsætninger; hvorfor det ogsaa her nede betragtes som den rette skolevei først at gaa paa Vallekilde eller Testrup og saa tage til Askov; dertil kommer jo ogsaa den mængde mennesker i forskjellige aldere og livsstillinger, som er samlet paa Askov. Men hvad jo en høiskole i sin almindelige form maa lægge stærk vægt paa, det er den opdragende gjerning, saa de unge gjennem et større eller mindre tidsrum kommer under en aandelig paavirkning. Høiskolen maa give et puf fremad, men saa heller ikke paa nogen maade glemme, at den selv blot kan gjøre en liden begyndelse, allermest med den, der ikke har leilighed til at gaa der mere end én gang; den unge maa lære, at der skal et alvorligt arbeide til i fremtiden paa egen haand; dette maa atter og atter fremholdes og indskjærpes ikke i almindelige og ubestemte udtryk, men saaledes, at de unge faar bestemt anvisning paa, hvordan de skal bære sig ad; og saa kommer det da an paa, om vækkelsen og opdragelsen paa høiskolen har været i stand til at give sans for dette videre arbeide. Og saa er der en ting til, som heller ikke maa oversees, og det er, at høiskolerne, unge som de er, i mange stykker kan være famlende og under s. 126alle omstændigheder kun er en begyndelse, en grundvold for hele den store nye folkelige skolebygning, hvor alle de mangfoldige stene, lige fra de smaa murstene til de store støttende hjørnestene kun er af et eneste materiale: den levende nordiske aandsoplysning med kristentroen og forsynsstyrelsen til urokkelig kalk og bindemiddel, en bygning, hvor den simpleste almuskole staar lige med universitetet deri, at de arbeider mod det samme maal, den bestandig rislende folkeoplysnings klare strøm, i hvis væld kristendommen speiler sig, uden at dens billede brydes eller forvrænges; hvor videnskaben ikke indelukkes i nogle faa lærde mænds pander, eller paa nogle faa lærde bøgers blade, men hvor man er videnskabsmand, for at videnskaben kan komme hele det store folk, mænd som kvinder, tilgode, saa man ikke tilegner sig kundskaber for kundskabernes egen skyld, som man nu vrøvler om, men for at kundskabernes frugter kan blive til gavn for fædrelandet. Og skal jeg gjøre regnskab for, hvorledes jeg kan sætte saa stort et maal, saa kan jeg kun henvise til mit faste haab, og det haab støtter jeg paa min tro; derfor finder jeg det ikke det minste underligt, at den der ikke kan dele min tro, heller ikke kan dele mit haab. Ti at vantro føder mishaab, ja endog spot og haan, det ser vi jo dog, lige saa vel indenfor kristendommens som indenfor al aandens verden. Og saa gjælder det da at holde troen oppe; ti den, der engang har havt troen, men atter mistet den, hans lod er, at han bliver ulykkelig og utilfreds alle sine dage. Ti mennesket er af Vorherre bestemt til at leve et liv i troen med hvad deraf flyder, haabet og kjærligheden, og det skal vise sig at gjælde overfor alt som er ædelt menneskeligt lige saa vel som overfor Gud.
Men nu er det paa tide, at jeg vender tilbage til Herodot; jeg maa se til at være rigtig flittig nu udover, at jeg kan komme til at gjøre det, jeg i og for sig minst af alt bryder mig om, tjene penge. Ak ja:
s. 127„Kjæmpes der maa i den løbende tid,
livet hernede er strid.
Kun om den seirendes tornede tinde
roser og evighedsblomster sig vinde.“