Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1873-04-17)

Kirkelytorsdag 17de april 1873.
Siste brev.

Siden jeg sist skrev, har jeg levet et meget behageligt liv, men uden noget der egentlig er at fortælle om. Vi sidder gjerne og passiarer i dagligstuen, saa blir der læst høit enten af Vinsnes eller mig, saa faar jeg mig et parti schak med en af de unge; om aftenen i mørkningen blir der spillet og sunget; da sidder Birkedal inde, og saa er det en fornøielse at høre paa ham og paa det sprudlende lune, han kan udfolde. Det er jo det mærkelige ved Birkedal, at paa samme tid som han har denne dybe syndserkjendelse og dette stærke, alvorsfulde vidnesbyrd, paa samme tid har han ogsaa en ganske mærkelig vittighed, saa han undertiden kan være ganske „overgiven“; man ser hos ham, at alvor og gammen kan godt sammen, og i den henseende har han som saa mange andre stor lighed med Luther, som jeg netop tænker mig maa have været en saadan personlighed som Birkedal, alt efter tidens medfør naturligvis.

Igaar havde for resten Vinsnes og jeg et hyggeligt besøg hos gamle Thyge Hansen i Ferritslev, som du maaske hugser jeg fortalte dig om i høst. Der var i den anledning kaldt sammen et mindre møde paa en 30—40 mennesker i friskolen dér, hvor Vinsnes holdt et deiligt foredrag om Ole Vig; jeg talte om pietismen og dens mulige betydning for et menigheds- og folkeliv. Det var morsomt endnu engang at være sammen med en saadan skare gjæve, prægtige danske bønder; vore egne norske bønder kommer unegtelig til at falde en betydelig del igjennem mod dem; men med Guds s. 165hjælp skal det ikke vare saa længe, før de kan staa jevnbyrdes med dem. Og kommer de først, faar aanden rigtig oplivet dem, da kommer de ogsaa stort; ti store kræfter ligger bundne hos vore bønder, frie mænd som de har været i aarhundreder. Ivar Fløistad er saadan pragtblomst af gammel kultur forenet med det nye aandsliv.

I morgen reiser vi da herfra. Det er underligt at skulle reise fra det kjære deilige Danmark nu, her hvor jeg har lært saa meget og faaet saa meget nyt at leve paa for hele mit liv. Fra denne min Danmarkstur kan jeg datere en hel ny tid i mit liv; der er her gaaet op for mig saa uendelig meget, jeg før ikke havde anelse om, ja jeg kan trygt sige, at først her har de grundtvigske tanker slaaet rigtig rod hos mig, slaaet saa fast rod, at de med Guds hjælp aldrig skal forlade mig. Det er derfor med inderlig vemod jeg tænker paa, at afskeden staar for døren, trods det, at jeg naturligvis er meget spændt paa at komme til Nedenæs og se, hvordan alt der vil arte sig.

Her slutter brevene fra vinteren 1873.