Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Zahrtmann, Laura FRA: Zahrtmann, Kristian (1868-12-03/1868-12-04)

K. Z. til sin Moder 1868 3/12:

Han er ene med Kanarifuglen og Blomsterne i Atelieret, da Otto Haslund er bortrejst. Han arbejder hele Formiddagen og faar rigtig meget gjort, inden Haslund kommer tilbage. Paa Søndag skal han begynde at male Frøken Lindegaard som Karen Brahe. Han fordyber sig i Tiden 1679–80; Karen Brahes Historie findes i Almanaken for 1858, hendes Liv er det rigtig rart al lære at kende.

Ved nu at opsøge, hvad jeg har skullet bruge til Karen Brahe, er jeg bleven forelsket i Eleonora Kristinas Person, hvem jeg ikke før er traadt saa nær, og et enkelt langt Brev fra hendes Haand, som jeg har truffet paa, har saaledes ladet mig see ind i hende, at jeg har den største Lyst af Verden til at male hende.

Denne kraftige og kloge Kvinde, der var bleven føiet lige til det mindste Ønske, saalænge fjerde Christian levede, var bleven bundet til en Mand, der var udrustet med mange store Egenskaber, men som neppe altid handlede efter sin Pligt og i saadanne Tilfælde ikke heller efter sin Kones Ønsker. Hans Fjender havde styrtet ham, og med ham var ogsaa hun faldet. Nu maatte den stolte, myndige Kvinde bøie sig og trygle Kongen om at høre hendes Mands Forsvar, som hun vel vilde have vidst at fremføre med al den Veltalenhed, Sagen maatte indgive hende. Ja kunde jeg blot finde nævnt, at hun havde faaet Audients – Foretræde – for Kongen, saa vilde jeg ogsaa male det; nu søger jeg, hvor jeg kan finde noget saadant.

Ja kjære Moder, Du undrer Dig maaskee over mine løierlige Forelskelser, men jeg troer, at de ere en Nødvendighed for mig, maaskee alle en Tribut til den Kjærlighed til Kvinden, som Du med Din Modermagt har paanødt mig, og hvorfor jeg hver Dag er Dig taknemmelig. Du var den Første, jeg var forelsket i, og er jeg end nu tidt og mange Gange skudt, saa troer jeg, at det er, fordi jeg seer Noget af Dig i dem alle. – Ja nu skal jeg paa Academiet. –

4/12: Haslund kom før og blev glad ved, at jeg vilde tage fat paa Eleonora Ulfeld, og da jeg talte om at bruge Din Figur, – Ansigtet har jeg Studie til, – udbrød han : »Ja der har Du en udmærket Model; jeg kan saa godt tænke mig hende som en Borgfrue fra den Tid med Nøgleknippet ved Siden og Fløjls Hue paa Hovedet.« Nu længes jeg kun efter at virkeliggjøre denne prægtige Plan. Det styrker mig saameget, at han troer, at det ligger for mig, som han stedse, ved at staae bagved og med stor Forsigtighed give Vink, ligesom holder mig oppe, naar jeg er ved at falde, og fører mig fremad, naar jeg er ved at standse. Ja gid han var ligesaa meget for sig selv, som for mig; men han er ofte s. 84selv noget magelig og langsom. Men begge Ting falde bort, naar det gjælder om at hjælpe Andre. Ja og gid jeg kunde hjælpe ham noget, men det har jeg ikke Dygtighed til.