Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Lindegaard, Jacob FRA: Zahrtmann, Kristian (1877-03-20)

K. Z. til Dr. J. Lindegaard. Rom 1877 20/3:

Kan Du huske den gode gamle Tid, da jeg gjorde Dig saadanne temmelig hyppige Mørkningsbesøg, sad i din rødtærnede Sofa og ikke rigtig vidste om jeg skulde blive vred eller glad, naar Du sagde: »Snak nu Barber«, men meget godt vidste at jeg skulde tage fat med at fortælle; dengang da Shakespeare og Kæmpeviser og for Dit Vedkommende Holberg var det bedste som vi vidste, dengang da vi filosoferede over Alex’s, Oles og mange Andres ydre og Aands Fortrin, og dengang Din Søster var – dette var vel neppe helt en Hemmelighed – den bedste og skønneste af alle dem jeg kendte. – Denne Plads har hun saa-atsige beholdt og hvad enten jeg træffer en ung Pige, eller jeg har en Model gør jeg som oftest endnu Sammenligninger med hende. Det var dog allermest inde ved hendes Fortepiano, at jeg var indtaget af hende, naar hun lærte mig, denne tungørede Klods, at forstaa nogen Musik, og jeg er hende altid taknemmelig for hvad hun i den Retning har lært mig; havde jeg ikke holdt saameget af Personen havde jeg neppe været saa modtagelig for Lærdommen, og mange Gange forbavses jeg over mig selv, at jeg virkelig har saamegen Sands for hvad jeg hører; Du troer vel jeg er gal, naar jeg betroer Dig, at jeg sommetider beklager at jeg ikke snarere er bleven Componist end Maler, men vist er det, at alle vore musikalske Assembleer paa en vis musikalsk Maade staa i min Erindring, og jeg hører Ouverturen til Egmont blande sig fantastisk med Din Broders »Nøkkens Sang«, og Maria Stuarts Marsch med Carl Nebelongs Tro paa at Java var en By i Afrika, fremsat let, henkastet og lidt selvbevidst samt, efter et lille noget accentueret Hm forat faa en sidste behagelig Erindring om Din Moders Pay [ɔ: Pie] til at svinde bort eller glide ned, den homeriske Latter fra alle vore spæde Bryster og saa endda et lethenkastet »Ja, hvad Satan« og saa endnu et svagt Ekko af Latteren. – Ja de ere svundne de prægtige Dage, og vi har vel alle oplevet Et og Andet siden. – Saa kom jeg for nogen Tid siden saa levende til at mindes Eder Alle – glemme Jer kan jeg aldrig, men saamange nye Indtryk komme stadigt og belejre En, og disse her ere saamænd herlige nok. – ..... Fru Jerichau, der beskyttes af Pietro, men som ellers er noget ilde set, kom forleden Dag plumpende ind i vor Kreds, lod som hun var hjemme, og alt det lidt jeg kan lide hende, kan jeg ikke negte hun er morsom; hun var stærkt optaget af en Roman hun havde læst, om en fordærvet ung Pige der blev gift, fik en god og energisk Mand der holdt hende i Et og Alt til sin Pligt men tilsidst efter mange Aar kan hun ikke dy sig men gør noget rent Galt, flygter til et af Londons berygtede Kvarterer; da hun kommer løbende hen ad Gaden, udbryder hun i Jubel »Jeg er fri, jeg er fri«. Der blev talt noget herom, tilsidst tog Fruen sit Glas og sagde: som det gik hende, gaar det mig, jeg har nu sagt farvel for ivinter til alle de fine Selskaber – hun har den Egenskab at komme til Hoffet, til den spanske, japanesiske osv. Minister – og se her er jeg blandt mine Gavtyve. – Naa, men gal og rasende ubehagelig er hun alligevel; hun ser godt ud til enkelte Tider men til andre er hun den modbydeligste Jødekærring...... Pietro har taget saa godt fat paa at male og jeg synes, at det er som de Baand der har hindret ham fra at arbejde rask og let nu ere ifærd med at falde af. Han har mange Jern i Ilden, men nu troer jeg igen paa, at denne ene Interesse maa kunne samle dem alle. Ole maler nu stadigt Figurbilleder og gør det godt; Han er meget indtaget i sin store elskværdige Kone, en Smag han deler med Alle; de ligne hinanden i meget, og de faa ikke ret meget gjort, men ere meget indtagende i al deres Passivitet; .....

s. 235 s. 236 s. 237 UNG KÆRLIGHED. (To Modeller i et Atelier.) Rom 1877
(H. Chr. Chr. Nr. 208)

s. 238