Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Thomsen, Carl FRA: Zahrtmann, Kristian (1883-12-11)

K. Z. til Carl Thomsen. Civita d’Antino 1883 11/12:

... Jeg er glad ved at høre at J er saa glade ved Jert nye Hjem, at J synes godt om Constantin Hansens er ikke saa underligt. Det er den Familie, af dem der holde strængt paa deres Kristendom, som jeg har holdt mest af, og for hvis Tro jeg har haft den største Respekt. Det er s. 364ogsaa morsomt at høre, at J gaa paa Høffdings Forelæsninger. Lad saa kun Akademi være Akademi, Du er snart for gammel til Sligt.... D. 7de havde vi en Afvexling her fra de øvrige Dage. Det var Vigilier for Undfangelsen og her var fuldstændig Faste. Vand og Brød, intetsomhelst Andet. Kun Mødre der gav Die var undtagne. Sneen faldt stille, stor og blød, langsomt. Skyerne dannede et horizontalt Dække, næsten umiddelbart over vore Hoveder, saa at de skaanselsløst bortskar alle de højere Bjerge. Langs Dalene og Floden kunde man se ned gennem Snevejret. Ingen By røg som sædvanlig, for Ingen havde Ild paa Skorstenen. Her var saa umaadelig stille og højtideligt. Folk gik og saa blege ud og led igrunden meget. Henad Aften og næste Morgen forekom de mig saa gamle. Familien Ferrante, Byens gamle Herskerslægt som bebor det store Slot, sendte efter 200aarig Skik den Dag et stort Brød til hver Arne, mellem 1 og 200 Brød. Vi fik ogsaa et. Næste Dag var det let Faste, og her forelaa Indbydelse til Middag Kl. 12 paa Slottet. Husets to Sønner Lieutenanten og Signor Diomede og mig. Det var første Gang jeg skulde der til Middag, – en Gang har Skovgaard og jeg været der til Dans – jeg vidste ikke, om jeg vilde tage Kjole paa, lod det heldigvis være. Paa Slaget 12 satte vi afsted, Lieutenanten straalende i sin Uniform. Han er et ganske ualmindelig smukt Menneske med Hænder som Alexander Haslunds men 40 Gange skønnere. Det var en tropisk Varme af to Grader og det Meste snedækt. Vi kom ind ad Porten, langs den brede Corridor med de antike Indskrifter, opad Trappen med Canovas Figurer, ind i Billardet: en uhyre Sal. Om Kaminen var Gæsterne krøbne sammen, en hel Del Præsterygge i fedtede, luvslidte Kostumer, Skolelæreren, Apothekeren og et Par til, men ingen af Familien. Don Juan, en gammel Ridder, der nærmest saa ud som Stumann [Akademitjener i Kjøbenhavn] havde været gift med en meget rig Comtessa, men var nu forarmet og Dragten glindsede ogsaa af Præstefedt. Hans Busserunde var lovlig kort og et Buxespænde hang underlig umotiveret og dinglede nedenfor Livet bagpaa og lod snart se, snart skjulte det en Søm, som var løbet op. Han tiltalte snart En snart en Anden altid halvt hvidskende holdende den ene Haand halvt for Munden. Ingen af Familien var tilstede, man samledes som hos en Konge eller rettere som hos en Dronning, for Fru Ferrante er Enke. Omsider kom en døv Svoger, som dog kun gælder lidt, da han har giftet sig under sin Stand, han gav mere eller mindre af sin Haand, hørte til Ens Befindende, men hørte naturligvis ikke Svarene. Koldt var der som Is, man ventede blot paa major do-s. 365mus forat faa Lov til at gaa tilbords. Han kom, smed Dørene op, jeg havde den Ære at blive ført af Sognepræsten gennem den lange Suite af maleribehængte Værelser ned i Spisesalen. Der var Familien samlet, dens Skriftefader og dens Læge. Jeg var rundt at hilse paa dem. Fruen, der saa ud som en Mellemting mellem Princesse Augusta og en meget elskværdig Fru Brun ; hendes Svigerinde, der ellers bor i Lucca, Donna Mechtilde, saa ud som Fru Roed. Saa var der Don Peppino, Fruens Svoger, en Ferrante, der er Præst, men ogsaa halvt Borgherre, han saa aldeles ud som Pastor Schmidt ved Holmens eller Helliggejst, var i Ornat med lange Ridestøvler, glindsende og rundlagt. Husets voxne forlovede Datter Donna Giacinta med røde Kinder, vældig Barm og alt Haaret i Tjavs ned i Panden, to lidt labansagtige voxne Sønner, en mig modbydelig ung Canonicus Don Agapito, gamle Don Vincenzo, der kun er en Skygge af en Benrad og hvis gamle Ornat var blevet lysgrønt af Alder. Bordet var meget stort og bugnede, midt paa var en vældig Opsats af Alabast med Æbler og Pærer. Taffelmusik – en Lirekasse, som manglede to eller tre af de høje Toner, men som til Gengæld var utrættelig i sine Præstationer. Vi blev bænkede og jeg havde den uhyre Ære at have Princesse Augusta tilbords og Fru Roed paa min anden Side. Jeg tænkte : ingen Profet er agtet i sit Fædreland, og satte mig. – Nu kom Maden baaret højt paa Fade, Masser af mandlige og kvindelige Tjenere. Herlige Malerier rundt paa Væggene. Foran mig sad blandt Andet S. Cecilia og spillede Orgel; jeg har aldrig set noget af Guercino der nærmede sig til dette. Domenichino var repræsenteret med Udkastet til to af sine Fløjbilleder fra S. Andrea in Valle i Rom. Tilhøjre for mig var et smukt Billede af Apostlen Peter, der prædiker. Og bagved mig en henrivende Venetianerinde i gult Fløjl og Silke med Masser af Ringe og gyldne Kæder, vist Povl Veronese, et aldeles dejligt Billede, min Inklination. Saa var der forresten Judith med Hovedet i Haanden af Gerard Dow, forskellige Mennesker i Skærsilden, der kastede Tudser op, og lignende for en Spisesal mere eller mindre passende Motiver. Fiskesuppe, Landvin, Makaroni, en vældig Portion. Baade Princesse Augusta og Fru Roed blev ved at nøde mig til at spise som en Italiener. Det kneb. Hvergang Musikken var dertil søgte jeg at faa en Mundfuld til at glide, saa kom Manglen paa den høje Tone og Makaronien blev siddende mig i Halsen. Fru Roed underholdt mig om Lavater og Gall, Princessen om Gødningsstoffer. Glimrende gammel Bordeaux. Den smagte og Damerne skænkede. Fisk i hvid Sauce, ny Vin. Begge Damer fyldte paa min Taller-s. 366ken. Jeg maatte lade som om det meste var Ben og faa det til at glide med Bordeaux, som Princessen sagde man kunde drikke saa meget af som det skulde være uden at perialiseres. Alt imens steg min indre Stemning; jeg listede mig til at se paa min 350aarige veronesiske Skønne, hun smilede huldt og S. Cecilia bøjede sig mere og mere bly over sit Fortepiano. Marineret Sild, med ældgammel Vin. Fru Roed underholdt mig om nogen Vin hun havde fra 1801, udmærket. Om en Vinkyper, hun havde haft der drak sig ihjel ridende over Tønden med et Straa i Munden, som han sugede Vinen op igennem, om hendes og hendes salig Mands Samtale derom. Stegt Fisk med Oliven. Pastor Schmidt fortæller mig, at han har sendt Expres til Pescara ved Adriaterhavet for at faa den, at den har kostet ham en Lire og fem pr. H, in summa at det er en dyr Middag. Alexander Haslunds Hænder kan jeg stadig se, det øvrige af Lieutenanten skjuler Alabastvasen. Vinen virker, jeg kommer i Stemning. Min Skønne er fortryllende. Fedtlysene paa Ornaterne forvandle sig til Fløjlets Glans, der jo ofte kommer hvor man ikke venter det. Jeg sidder tilbords med et helt Cleresi af Biskopper, festlig klædte. Don Juans Dragt bliver ogsaa Fløjl, og jeg synes bestemt at han maa have en Stemme til at synge: Kølende Drue! med. Hans Spænde kunde jeg ikke se derfra hvor jeg sad. Den ene Baron Blixen begynder at tale. Noget om Nicotera, som jeg ikke helt forstaar. Princessen rejser sig og lukker et Vindue, som man har glemt, der bliver ved at være som Is i Salen. Saa kommer Kagen, Flødeskum, Sukkerbrød dyppet i Kognak, Syltetøj, Du søde Gud, dette skal spises med Kniv. I den Tilstand, jeg var i, var jeg altfor bange for at skære mig i Mundvigen, til at turde indlade mig med det Instrument, jeg sad og tænkte paa hvad jeg skulde gøre, saa tog jeg Mod til mig og spiste med Fingrene, men det flød godt ned ad dem. Saa Frugt og Kaffen. Mellem Tjenerne er en Dverginde som aldrig kunde naa op paa Bordet, saa vi mere maa hjælpe hende end hun os. Hun mindede mig om de Toner i Lirekassen som blev borte. Ja Kaffen og saa ind i Billardet, mange Herrer spillede, jeg fik mig først en italiensk Dam med Fru Roed, saa lærte jeg hende Først af Brædtet, som morede hende meget. – Ja, dette er Omridset af en italiensk Fastemiddag, det var morsomt for mig, nu sender jeg Dig den....Du maa nu ikke tro at der blev talt meget ved Bordet. Nej Præsterne spiste kun. Husets Sønner her er meget tavse og Baronerne Blixen ligesaa. Det var en Afvexling i det daglige Liv her....