Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Jerndorff, August Andreas FRA: Zahrtmann, Kristian (1883-12-31)

K. Z. til Aug. Jerndorff i
Kjbhvn.
Napoli, Nytaarsaften 1883:

[Nytaarsaftens Dag i Napoli modtog K. Z. den Meddelelse at en Skare Kunstnere med Helsted og Jerndorff i Spidsen vilde kjøbe hans Billed »Leonora Christina i Maribo Kloster« til Indlemmelse som Gave i den Kgl. Malerisamling. Brevet herom var fra Aug. Jerndorff. Det blev ligesom L. Zeuthens første Brev sendt hjem til Forældrene og er nu tabt. Uddrag af K. Z.’s Svarbrev hidsættes her.]

Du maa tro, at jeg blev glad for Dit Brev, som jeg modtog imorges, da jeg gik ud. Jeg er Jer Alle overordentlig taknemmelig for Jer Interesse for min Kunst og mig, og netop nu, da nogle Andre ere ifærd med at købe det andet Billede, er det saa umaadelig rart, at Kunstnerne s. 370vise saa tydeligt, at de ere af samme Mening. Mine Forhold og min Stilling bliver gennem disse to Køb en anden, jeg kan tænke paa, naar jeg kommer hjem, da at faa et ordentligt Atelier, og jeg har alt det første Billede, ogsaa Noget af Jammersmindet – men som mig synes et langt større og mere gribende Motiv – saa presente in testa, som vi Italienere sige. Da Zeuthen skrev blev jeg baade glad derved og beundrede hans Iver for Sagen; jeg var næsten nødt til at tage mod et saadant Tilbud,... – Men Eders ædelmodige Tilbud har virkelig ikke alene glædet mig saa hjerteligt for dets egen Skyld, for det Venskab, den Forstaaelse, den Kærlighed det viser mod mig, nej det har ogsaa gjort det andet Tilbud glædeligere. Skøndt det unegtelig ikke er mig, der har handlet heri, saa er jeg næsten stolt af at Kunstnerne er blevet enige om Noget saadant. For en Maaned siden vidste jeg neppe, hvorledes jeg skulde kunne slaa mig igennem indtil jeg fik mit Billede i Antino færdigt, nu er jeg sikkret for lang Tid og kan arbejde solidt. Da jeg rejste hjemmefra vilde jeg gerne ud en Stund, jeg syntes, at jeg trængte dertil, men igrunden virkede det ogsaa meget med til at gøre mig Rejsen til en Nødvendighed, at jeg kunde slaa mig igennem en Stund, naar jeg fik det Anckerske Stipendium, og saa haabede jeg at sælge et af de to store Billeder paa Foraarsudstillingen. Dette slog ikke til og jeg søg paa Labben. Saa kommer det næsten utroligt nu at sælge baade det ene og andet Billede og faa Penge fra Akademiet eller Udstillingen ovenikøbet. Jeg har idag gaaet og tænkt paa, om alt dette paa engang vilde faa en god Indflydelse paa min Karakter. Jeg haaber, at jeg skal forstaa at tage mig deri, om jeg end ikke før har været vant til Sligt. Jeg længes formelig hjem forat tage fat paa mit store historiske Motiv, men før Oktober kommer jeg dog neppe....