Walter, Caroline BREV TIL: Rahbek, Knud Lyne FRA: Walter, Caroline (1822-01-17)

TIL PROFESSOR K. L. RAHREK.
Stockholm, [c. 1822], 17. Januar.

Det ær mig en san glæde at se mig i hukommen af mine kære lansmæn, men i særdeleshed af en man saam de, ves sande og store faarthiænnester ieg baade ærer og beondrer. vor løglig s. 32ær ege Talies baren i dannemarg, saam har en saa stor beskødere og vor løgli ær ege dæn konstnere, saam kan aabarbede sin konst onder dæres øyne og mæd dæres raad, hendes vergsomme flid skal snard brengge hende tel maalet, da dær imod en konstnere, saa sælv skaal oparbede sine insegter uden en god raadgivere dæn lærrer kænde vor torni Talies stig ær, og vor løgli man ær, nær man onder alsit arbede ved sludet af sin bane tror si ha faarthiænd et Minde i Talies Tæmppel, mæn ag vor faa tør smigre sig mæd dæt haab.

Min længsel æfter at inu se mid ælskede fødeland ær stor, mæn haabet at inu en gang faa en pærmision paa en kaard tid ær al min trøst, og vor løglig skal ieg da blive, nær ieg i dæres sælskab faar se de danske skuespel, se deres fræmsteg, høre dæres dom og mæd glæde ræge kransen tel mine gamle kammerade, ti Gud ved avensye ende fendes i min siæl. Jeg ælsker min konst aaver ald i Værden og skal dæt glæde mig at fende dæn i fuldkommenhed i de tæmpel, dær ieg sælv ær aapammet. Lev nu løglig og tro at ieg stædse anser dæt faar en ære at ibland faa være erendred af dem. Hælse alle mine lansmæn saam ær saa god og paaminder sig Carolina; bed dem tro at uagtet ieg ær i Sværrie, ær og bliver min hele siæl daag dansk. Jeg har dæn ære at faarblive til døden dæres telgivne lansmanende og thiænnerende.