Danmarks Breve

BREV TIL: Knud Lyne Rahbek FRA: Peter Thun Foersom (1805-09-20)

TIL K. L. RAHBEK.
1805, 20. September.

Da jeg engang i Vinter havde den Ære at tale med Hr. Professoren om en Oversættelse af Shakspears Sørgespil, gav De s. 48 mig Tilsagn om at ville lægge Haand paa Værket med, og bruge Deres litteraire Anseelse, for at faa Arbejdet frem for Publikum. Inderlig vilde det glæde mig, dersom De siden enten har iværksat denne Ordre, eller dog i det mindste beholdt den; eller i det allermindste, om disse Linier maatte igien vække den. I ethvert af disse Tilfælde skylder jeg Dem Regnskab for hvad jeg, saavel forhen som siden har giort ved dette Arbejde, hvorved jeg ubrødelig har stridt at opfylde de Pligter, A. W. Schlegel paalagde mig selv som Digterens Oversætter, da han i 4de Stykke af die Horen 1796 bebudede sin Shakspear. — Jeg har saaledes foruden meget betydelige Materialier til Oversættelser af Kong Lear, Macbeth, Antonius og Cleopatra, Richard 3die og Henrik 8de, to Tragedier saa fuldfærdige, som jeg formaaer at giøre dem, neml: Hamlet og Julius Cæsar. — Om disse Blade skulde see Lyset eller ikke, sandelig det beroer meget paa Deres Medvirkning.

Vort Theater har stedse været, og er den Dag i Dag, som De veed, lukket for Scenens Konges Værker. — Rosenfeldt, Boye og — tilgiv mig min Sandruhed! — en Macbeth, hvem jeg saare misunder Deres Oversættelse af Sangene, har givet danske Læsere Afsmag for Shakspear; og Boghandlernes crasse Uvidenhed hører heller Spies og Gustav Schilling o. s. v. nævne end dette Navn. At arbejde mod dette, og at hævde Shakspears Adkomst til Navn af den største dramatiske Digter, vil være et Arbejd, Rahbeks Navn ei uværdigt, selv i Forening med et saa absourt Navn, som mit. De troe, at jeg vel føle, hvad jeg vover, idet jeg saaledes stiller mig op ved Deres Side; men det er den inderligste Hengivenhed til en Digter, hvis Studium forekommer Livet for mig, og næsten religiøs Ærbødighed for hans Genie, som driver mig derhen. Tabe maa jeg vel; men der gives Tab, man har Ære af, og i det mindste vil jeg aldrig skamme mig ved dette.

Jeg indstiller dette til Deres gunstige Overveielse, og maaskee beære De mig engang med Resultatet deraf. Deres Nei vilde smerte mig meget, ei for min egen, men for Sagens Skyld: ligesom Deres Ja vilde ubeskrivelig glæde Deres ærbødige, forbundne etc.

Laxegade 304 & 305.