Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Peter Thun Foersom (1813-11-09)

TIL THEATERDIREKTIONEN.
1813, 9. November.

Ikke blot det Tryk, under hvilket enhver Mand paa fast Lønning i disse Tider sukker, bringer os til at overrække den Høie Direction denne underdanige Pro Memoria; men vor faste, paa Erfaring grundede Overbeviisning ved Høisammes Forsorg for Standens Tarv og Velfærd, forenet med vor ligeledes paa Erfaring grundede Forvisning om Hans Majestæts naadige Sindelag mod sin Skueplads, bevæge os til at yttre en underdanig Bøn, som vi — saafremt den ei er aldeles uden Grund — ikke tvivle om jo i vor høie Chef vil finde en ædel og varm Talsmand for Kongens Throne.

Det kan neppe være ubekjendt, at i det hele Personale maaske kun gives fire a fem Familier eller Individer, hos hvem der findes noget, som enten er eller ligner Velstand: hos alle de øvrige findes mere eller mindre noget, som enten er eller grændser til Fattigdom. — Et Blik i Hr. Justitsraad Printzlaus Forskuuds- Liste vil bevise denne Trang, og et Blik paa Tiderne retfærdiggiøre den.

Utaknemmeligt var det, ei at erkjende Alt hvad der er virket, for at lindre den fastlønnedes Kaar; men ubilligt var det og at fordølge, hvorledes ogsaa her Hans Majestæts bedste Hensigter ere giækkede af Nærighed og Høkeraand hos andre Klasser, der s. 65 i samme Øieblik et Skridt blev giort til Embedsmandens Lindring. paa tusinde Maader vidste at fordyre ham Livets Nødvendigheder, ligefra Taget over hans Hoved til Saalernes under hans Fødder. Dette er gaaet frem i en frygtelig Progression, og efter Tidernes Tegn synes der endnu at kunne være saare langt, inden der naaes til et maximum.

Under saadanne Omstændigheder; ved Indgangen til Vinteren, da Dyrheden alt løfter sit Hoved, og vil vist hæve det saa høit som ingensinde før; paa en Tiid da hver Huusfader og enkelt Menneske skal og maa skaffe uundværlige Fornødenheder i større eller mindre Forraad; i et Øieblik, da Huusleie nys er udreet; da den allerede trykkende Indkomstskat staaer for Døren, paalægger en endnu mere trykkende Byrde i den nys paabudne Mobilieskat, betydelig i sig selv, og dobbelt tyngende, da den skal ydes næsten strax, i to tæt paa hinanden følgende Terminer. — Hensigten af denne underdanige Pro Memoria er, at udbede den Høie Directions Forbøn for os hos Hans Majestæt Kongen, om at Høistsammes Skuespillere allernaadigst maatte vorde fritagne for denne nye Byrde, som kun saa yderst faa af os kunne have Skuldre til at bære. Herlige Privilegier og Rettigheder ere forundte Theatret og Standen af Hans Majestæts Høisalige Forfædre paa Thronen: Fredrik den Tredie, Fredrik den Fierde, Fredrik den Femte og Christian den Syvende. — Det vilde være for vidtløftigt at nævne dem alle; men saaledes taler blandt andet Fredrik den Femte i første § af det magna charta Han fra Christiansborg under 29 December 1747 udstædede til sine danske Skuespillere:

»Den ganske Truppe, som nu er, eller herefter kommer, skal have Andeel i dette Huses Privilegier og Rettigheder«. og strax derpaa i næste § lyder samme Konges Ord:

»Huset skal stedse have og nyde Frihed for Indqvartering, Grundskat, saavel som al anden Byrde og Afgift, af hvad Navn være maatte«.

Det døde Huus staaer stolt i Besiddelsen af sine Privilegier; de levende Mennesker gaar sørgende deri over at have tabt, som det lader, deres.

Men vi gaae et Aarhundrede længere tilbage, og da finde vi s. 66 i et Privilegium udstædt d. 12 December 1662 af Kong Fredrik den Tredie til Ioachim Wulf følgende:

5

»Og skal han og hans Folk svare under vores Hofret, og nyde de Exemptioner, som andre vores Hoftienere nyde«.

Hvorhos vi anmærke: at dette kongelige Tilsagn ikke blev givet til prøvede, eller af Kongen antagne Skuespillere; men til en privat Entrepreneurs endnu ei samlede Leiefolk. — Saa stor Naade vistes Kunsten, da den i Danmark famlede i sin Barndom. — Vi anmærke end videre herved: at vi efter vore største Juristers Udsagn ikke ere eller kunne ansees for Embedsmænd, maae vel altsaa endnu ansees som Hofbetiente, eller som de ældste engelske og franske Skuespillere med Hæderstitel kaldte sig: »Hans Majestæts Tienere«, hvilket flere Omstændigheder i vor Stilling desuden synes tydeligt at vise. — Vi tilføie endelig: at denne Skat, som enhver af os vil have Møie med at yde, dog knap vil være en Dugdraabe i Statsudgifternes Ocean; og at, om Fritagelse allernaadigst skulde blive os bevilget, er der i hele Staten ingen Corporation, som med mindste Skin af Grund, efter vort Exempel, kan indflye til Hans Majestæts Naade. —

Vil den Høie Direction tale vor Sag med den ædle Iver og Varme, hvormed den før har talt for os ved Thronen, da mistvivle vi ikke om allernaadigst Bønhørelse. — Ved at frembære denne Bøn drømme vi ikke om Velstand, Pragt, gode Dage og deslige: vi ønskede blot at flerne fra os aandsnedtrykkende Næringssorger for en Tiid, og Evne til at kunne bevare den udvortes Anstændighed og Anseelse, der er dobbelt nødvendig for en Stand, som ingen qualificeret Agtelse har i Staten.