1815, 25. Januar.

Ved et Par Forestillinger af Hamlet har der været en usømmelig Støi i Coulissen, der i Aftes dreves til slig forargelig Grad, at den nødte saavel Heger som Liebe og mig til at hysse ind mod de støiende og sladdrende. — Denne Sladder blev endog lige for Publikums Ansigt forsat i Slutnings-Scenen bag Kongens og Dronningens Stoel, hvor de faa Damer, isteden for at lade som de kunde fylde Scenen, grupperede sig som Faar i Regn, s. 67 sladdrende af Hiertens Grund, og tvang Liebe og mig, som stode forrest paa Proscenium, til med Hyssen at paabyde dem Taushed. —

Saa ubehageligt dette er for Skuespillerne, saa vanærende synes det mig for Theatrets Politie, og derfor er det Pligt at klage derover. — Vel troer jeg, at Hamlet er Caviar for dette Slags Folk, og de kunne ikke tvinges til at forstaae det: men at staae rolige og tause under dets Fremstilling, det tvivler jeg ikke om, at de jo kunde lære og burde læres til.