Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Jørgen Peter Frydendahl (1800-12-06)

1800, 6. December.

Efter at vi i al den Tiid, vi have tient ved det Kongelige Theater, og især ieg Frydendahls Hustrue igiennem en Række af Aar, begge have anvendt vores yderste Fliid i vort Kald, og derhos giort os et smigrende Haab, at have vundet, saavel vore Foresattes, som det Almindeliges Yndest; føle vi det dobbelt krænkende for os, nu at vorde truede med en Anklage for Thronen, og at være beskyldt for Overtrædelse af vore Pligter. — Med alt dette erkiende vi taknemmeligen Den høye Directions Bevaagenhed i at ville høre vort Forsvar. Vi haabe, at dette skal oplyse, at vi ikke |: i det mindste ikke med vort Vidende :| have tilsidesat Orden og Subordination, og at vi ikke have forbrudt os imod den Agtelse, vi skylde den første blandt vore Foresatte.

Jeg, Frydendahl erklærer, at ieg ikke har forebragt min Hustrue andet end hvad ieg troede at være min Pligt, nemlig: at S. T. Hr. General Waltersdorpff ved Samtale paa Theatret den 3die dennes havde yttret sin Misfornøyelse over, at min Hustrue ikke indfandt sig ved den af Syngemesteren Hr. Zink tilsagte Prøve. Har Hr. Generalen, som ieg nu læser i Den Høye Directions Skrivelse, sagt dette i en spøgende Mening; saa har ieg misforstaaet ham, og dette er da det eeneste, som ieg tør bede tilgivet. —

Jeg, Frydendahls Hustrue toeg mig den Frihed i Anledning af forestaaende min Mands Beretning at tale med Hr. Generalen, for at forestille ham; at da Den Høye Direction, aldrig mundtlig eller skriftlig har behaget at lade mig, eller nogen af Theatrets Personale bekiendtgiøre, at Lærerne ved Theatret er meddelt Fuldmagt at kunne befale mig møde i Skolerne, naar de finder det fornødent, for at synge med deres Elever, og troede derfor ikke at være strafskyldig fordi ieg ikke paa Syngemesteren s. 78 Hr Zinks blotte Befaling havde indfunden mig i hans Skole. — At ieg ved denne Leilighed har udladt mig med — at ieg ikke pleiede, at forsømme mine Pligter ved Theatret, og at det ville være mig krænkende at mistænkes for Skiødesløshed — kan gierne være mueligt.

Men dette veed ieg med Vished, at det aldrig har faldet mig ind, at stille Hr. Generalen til rette, eller at tiltale ham i nogen anden Tone, end den, der sømmer sig for det frie Menneske, naar han endog staaer for Statens høyeste Embedsmand. Ere mine Ord |: dem ieg for Resten nu ikke kan erindre :| anderledes blevne udtallede; da er det en Misforstand, hvori min Villie ikke har nogen Deel.

Her haver da Den høye Direction med faa Linier hvad vi have at sige.

Vi ere, endog uden Hr. General Waltersdorpffs Forsikring overtydede om, at Hans Retfærdighed ikke vil tillade Ham noget Skridt, der kunne forvænne Sandheden, og at vi derfor ikke kunne have noget at befrygte, om end denne Sag maatte findes af den Beskaffenhed, at den skulde forelægges Hans Mayestæt til Afgiørelse.