Frydendahl, Jørgen Peter BREV TIL: Frydendahl, Augusta Wilhelmine Caroline FRA: Frydendahl, Jørgen Peter (1824-uu-uu)

TIL DATTEREN, AUGUSTA WILHELMINE CAROLINE.
[Torbæk. c. 1824]

Min elskede, høitelskede Datter!

Jeg har nu glemt al Fortred, selv Dit Vanheld, ieg føler alle Livets Glæder i min Eensomhed og i dette Paradiis; min Reyse hertil var en behagelig Afvexling af skiønne Udsigter i den skiønneste af alle Sommer-Aftener; da jeg spurgte en Mand ieg traf underveis, hvorlangt der var til Torbeck og han svarede, en halv Miil, blev ieg vranten at ieg ikke havde længere at spadsere. — Kl. 9½ stod ieg i mine bitte Værelser, men enten ieg var saa behagelig stemt, eller Ane havde det saaledes i Orden for mig, hvad ieg behøvede og adlød uden Anmærkninger, saa følte ieg mig særdeles vel i disse bitte, bitte smaae Værelser; da ieg frygtede at Du’skulde savne Ane, saa vaagnede ieg Kl. 5, og kaldte paa hende, thi hun var af den Meening at hun skulde reyse Kl. 6; ieg beder at Du vil legge Merke til at ieg selv i Søvne kan være opmerksom paa hvad Du behøver. —

Efter at min 2den Kop Kaffe var stukket ud, søgte ieg Haven, fra den kom ieg ad en Fodsti langs med Dyrehavens Indhegning s. 82hvor ieg troede at treffe en Laage som bragte mig ind i bemte Dyrehave, men siehe da! Den var i Laas, ieg gik videre og kom paa Landeveyen, hvilket Syn! hvilken Pragt! Skoven med alle sine Sangere og øvrige Beboere og Havet paa den anden Side med Skuder og Fregatter alle med Klude oppe for at gribe Vinden og bringe dem afsted; da Vandets eller Søens Bølge-Lyd behager mig meget saa forsøgte ieg at stige need, fra den store Bakke ieg stod paa, til Havbredden, hvilket ieg fandt heel vanskelig da mine Tøfler [ved] hvert Skridt vilde forlade mig; da ieg var kommet need, tænkte ieg, her burde være en Bænk, ieg vender mig om og seer den heele Strandbred skiult med smaae Forhøininger af Tang hvor ieg satte mig og tilsidst lagde mig. Hvilket Øyeblik til at takke min lykkelige Skiebne, som skaffede mig denne søde Glæde, og i disse Taknemmeligheds-Følelser kaster Havet en stor Bouquet til mig af Søe-Planter, som det legede med. — Farvel, Farvel kiere Pige ....

6