Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Jørgen Peter Frydendahl (1824-11-12)

TIL THEATEBDIREKTIONEN.
1824, 12. November.

Til underdanigst Giensvar paa Directionens Ærede af 22de f. M., betreffende Chor-Syngemester Krossings Klage, giver ieg mig den Ære, at melde: at da ieg paa Prøven af Syngestykket Sovedrikken bemærkede bemte Krossing, fremstillende sig med Hatten paa, og lige ved min Side i Prosenium, hvor alle havde blottet Hoved, og som sædvanlig, ikke hilsende mig, men saae paa mig med een brutal Mine og Adfærd, troede ieg mig beføiet, efter Theater Beglementet 13 §, som befaler sømmelig og anstændig Opførsel paa Prøverne, at spørge, om han ikke vilde tage sin Hat af i vores Nærværelse, svarede han særdeles trodsig, Nei! hvorpaa ieg svarede: saa kan Jeg, tog Hatten paa den høfligste Maade af ham, og lagde den paa Stolen ved mit Bord i Prosenium; fnysende af Vrede spurgte han, om ieg vilde slaaes paa Scenen, hvilket jeg besvarede: med Jer? I seer jo ud som een fordrukken Liigbærer, og forlod ham.

Omendskiønt at denne Erklæring er tilstrækkelig, for at Di- rectionen kan erfare, at Chor-Syngem esteren enten var drukken, eller Tølper, eller ogsaa begge Deele, og at ieg ikke kunde giøre andet end værge mig mod slig Uvæsen, saa vil ieg dog —• uden s. 83 at vilde retfærdiggiøre mig — meddele Directionen nærmere Oplysning i Sagen. —

Chor Syngemester Krossing vil som Skole Monarch i Almindelighed vise sin Autoritet over sine Disciple, ogsaa uden for Skolen, og har eengang forsøgt, at have et Bord med Lys paa ved Prøverne, og et Partitur af Chorene, for som vore andre Kapelmestere at dirigere; dette blev ham nægtet, og han blev udleet af alle, derpaa forsøgte han at give sig Anseelse, ved at løbe omkring med Partituret, NB opslaaet, for at udmerke sig, om ikke som Musik-Direkteur, saa dog som en vigtig og udmerket Person. I denne Formeening om sit Forhold til mig og Theaterets Personale, har han eengang begyndt Klammerie, da ieg een Aften havde noget at foreholde Choret, som havde været forsømmelig, og saaledes viise sin Ringe-Agt for alt hvad ieg har at siige Chor-Personalet, og naar han ret til Gavns vil viise sin Trods, giør han ofte een Omvey, for at komme til at see paa mig, med sin Hat paa, og med et vist diabolisk Blik, sønderknuse mig. Denne barnagtige Adfærd kan ikke andet end more mig, men naar han fremstiller sig med Hatten paa i Prosenium, hvor alle staaer med blottet Hoved, af Agtelse for Kiønnet, Sæderne og Stædet, saa troer ieg, at det er Pligt, at indbyde ham at giøre det samme, og naar han svarer — Nei! da at understøtte ham dermed, hvilket bemte Krossing burde ansee som en Act de Complaisance af mig; at ieg skal have trukket ham i Haaret, er usandfærdig, thi hvormed skulde ieg have giort dette? ieg havde blotte Hænder, og uden Bedækning rører ieg ikke en saa væmmelig Person, som synes mig at ligne een Tidsel der ligger i en Møi-Dynge; Directionen veed vist saa got som nogen, at naar Personer af min Opdragelse og Følelse nødes til at berøre een Skarnbøtte, saa maa det være med Fødderne, og med Fødderne kan ieg ikke trække ham i Haaret, ieg haaber at Direction[en] vil ansee ham med een tilstrækkelig Mulct for denne løgnagtige Beskyldning.

Paa Chor Syngemesterens Spørgsmaal om ieg vilde slaaes? svarede ieg, som naar man taler med een drukken og foragtelig Person, thi det er vist, at det galgiørende fluidum havde giort ham den Dag end meere brutal, end som sædvanlig. —

Efter denne Beretning vil den høie Direction erfare, at ieg s. 84 ikke har tilføiet Chor-Syngemesteren nogen Ulempe, uden den som hans eget pøpelagtige Forhold har fremledt ved at vise een Conduite i Proseniumet ved Prøven, som kun kan passe sig i et Skuur eller Fæe-Stald hvor han ikke møder andet end Qvæget med Vogteren; ieg har handlet efter min Embedspligt, og paasee[t] at Theater Lovene haandhæves og ingen fornermes eller krænkes. Omendskiøndt det er min første og helligste Pligt at vise Lydighed mod Love og mine høye Foresatte, saa troer ieg at ingen Magt kan formeene mig, naar Chor Syngemesteren kommer i vores Forsamlings Sal Foyéen, eller i Proseniummet med Hatten paa, at sige ham, som Professor Schiellerup sagde til Etatz-Raad Bodendich der beholdt Hatten paa under den førstes Forelæsning: Mand med Hatten paa, tag Hatten af, Mand; hvis Chor-Syngemesteren havde handlet som Bodendick, indseet det usømmelige i sin Adfærd, og forandret den, saa havde han jo undgaaet min Assistance. —

6*

Da bemte Krossing har givet saa tydelige Beviis paa hans Foragt for Lovene, viist Trods imod mig, som Chefens Representant ved Prøverne, saa indstiller ieg underdanigst til den høye Direction, om han ikke maae blive anseet med Straf i Følge Theatrets Reglement 13 § og i øvrigt anviist sin Plads i Coulissen, hvorfra han kan dirigere sit Chor.