Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ellen Marie Heger (1818-11-24)

ELLEN (ELINE) MARIE HEGER
FØDT SMIDTH.
1774—1842.
TIL THEATERDIREKTIONEN.
1818, 24 November.

Oeconomie-Inspecteuren forlangte igaar Aftes imellem anden og tredie Act af Forestillingen af Korsridderen at tale med mig. Da han havde givet Pyntekonen Ordre at gaae ud af mit Kammer tiltalede han mig saaledes i en yderst grov Tone:

»De har i Aften særdeles bedrøvet mig ved at bruge denne Dragt (Dragten til Marie Stuart) til Deres Rolle i Aften og denne Fornærmelse er saa stor, at jeg maae troe at De staaer i Com plot med de Personer, som i denne Tid søge at compromittere mig; og det siger jeg Dem: Jeg lader i Morgen reqvirere alle Deres Dragter.«

Efter denne Tiltale løb Inspecteuren ud af Værelset uden at oppebie mit Svar.

I denne Anledning skylder jeg mig selv, først at bringe Directionen i gunstigst Erindring, at det er med Chefens, Hr. Kammerherre Holsteins Tilladelse, at jeg har bemældte Dragter i min Forvaring, og dernæst at angive de Grunde, som bevægede mig til igaar, ved Forestillingen af Korsridderne, at afbenytte min Dragt til Marie Stuart. Den Dragt hvori jeg hidtil har spilt min Rolle i Korsridderne var den Samme, som jeg har brugt i Hakon Jarl, Stærkodder, Hugo v. Rheinberg og Blanca. For nu at undgaae det upassende og kiedsommelige, saavel for Publicum, som for mig selv, stedse at fremtræde i een og samme Dragt i Roller af saa forskjellig Beskaffenhed, valgte jeg igaar Aftes den hvide Dragt der hører til Marie Stuarts Rolle, hvilken, naar den ikke var foreenet med den Fløyels-Kappe og Kronen, kunde ansees for aldeles svarende til den i Stykket selv angivne Bestemmelse S. 35, at Emma skal være iført en »qvindelig prægtig Dragt«. Den Frihed jeg herved tog mig er, efter min Formeening, og jeg haaber enhver human og billig Tænkendes, af den Art, at den ikke kunde fortiene nogen Irettesættelse; men da Inspecteurens raa og usømmelige Opførsel ved denne Leylighed desuden lettelig kunde have bragt mig ud af den Stemning hvori man bør belinde sig for at udføre s. 101 en saa vanskelig og angribende Rolle; og saavel hans Udladelse om et Complot, hvori jeg skulde være deelagtig, som hans lydelige Yttringer i Parkettet, uden nogen tvungen Fortolkning kunde ansees for ærerørige, giver jeg mig herved den Frihed at anmode Directionen om, saavel at skaffe mig Fyldestgørelse for denne Fornærmelse, samt Betryggelse i Fremtiden for Lignende, da jeg ellers sættes i den ubehagelige Nødvendighed at andrage min Sag paa et høyere Sted.