Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Joachim Daniel Preisler (1778-11-09)

1778, 9. November.

Jeg maae tage mig den underdanige Friehed at tilskrive Deres Høyvelbaarenhed følgende, i Anledning af mit Etablissement, som jeg udbeder mig Deres gunstige Meening om, og saa vidt skee kand, Deres Approbation. Jeg har talt nøye med Jomfru Deweggen, og forestillet hende Høyvelbaarne Herr Kammerherrens Godhed i Henseende til det Forslag, at være i Kost hos Winther, men hun ønsker intet meere, end at vi kunde strax føre, skiønt liden og indskrænket, dog vor egen Oeconomie. Med Deres Høyvelbaarenheds gunstige Tilladelse haver jeg da den Æere at fremsætte vores Meening saaledes:

Vi vilde giøre os ald Umage for, strax at faae meublerede Værelser med et Kiøkken, saa at vi alleeneeste havde nødig at kiøbe Kiøkkentøj. Hvad mig angaar. Høyvelbaarne Herr Kammerherre, saa forsikrer jeg oprigtig, at jeg vilde finde mig meget fornøyed med den Levemaade, som vidst i Henseende til Spiisning ikke kunde være tarveligere, end jeg har været vandt til, fornemmelig i min Svogers Huus, og da desuden det Fruentimmer, som Deweggen for nærværende Tiid er hos, og som dog for adskillige Aarsagers Skyld ikke vil forlade hende, forstaar Huusholdningen, og har et overmaade godt Hierte, saa troer jeg vidst, at vi paa en meget sparsommelig Maade kunde indrette vores Oeconomie, uden at falde i det Simple, eller paa den anden Side at være underkasted Fortredeligheder. Til den Ende have vi giordt et Overslag, og fundet, at til denne vores Istandsættelse, med Indkiøb af Vinter-Provision, ikkuns udfordredes circa 130 Rigsdaler. I dette Overslag er vidst alting beregnet før for høy, end for lav, og ifald vi havde disse Penge, saa turde jeg smigre mig med, at vi inden faae Ugers Forløb kunde være i Orden og Roelighed, især naar vi strax kunde giøre Begyndelsen. Høyvelbaarne Herr Kammerherre! Deweggens Lyst hertil er overmaade stoer, og jeg tør, uden i mindste s. 134 Maade at hykle, bekræfte, at der paa min Side ikke findes ringeste Indvending imod, thi, som jeg allerede har havd den Æere at sige, jeg har aldrig, især paa Slutningen væred vandt til at leve godt, skiøndt man i Almindelighed troede det, og sluttede sig til; men min Lyst bestoed i Klæder, og det falder nu bort af sig selv ved mindste fornuftige Eftertanke. Ifald Deres Høyvelbaarenhed approberer dette vores Anlæg, saa foreene vi vores Bønner, at De vilde have den Naade for os, at forestræcke mig ommeldte 130 Rigsdaler.

Ved den mig allernaadigst forundende Gage, hvortil jeg har faaed saa stoer Haab af Dem, vilde et Afdrag paa hvert Quartal ikke falde mig halv saa besværlig, som, enten en Begiering til min Svoger, eller og andre, om disse Penge, om jeg ogsaa tick dem paa de fordeelagtigste Conditioner. Saa dristigt dette mit underdanige Ønske er, saa uartigt det inaaskee ansees i Deres Øyne, saa haaber jeg dog, at Deres Høyvelbaarenhed tilgiver mig, ved at betragte den Nødvendighed, der driver mig dertil. Jeg veed vidst, Deres Høyvelbaarenheds Raad og Befaling bliver det retteste, og stedse continuerer jeg at bede om Deres Gunst, da det er Dem alleene, jeg tør aabenbare mig for. Med dybeste Æerbødighed henlever jeg etc.