Preisler, Joachim Daniel BREV TIL: Rahbek, Knud Lyne FRA: Preisler, Joachim Daniel (1780-05-24)

Fredensborg, 1780, 24. Maj.

Her ere vi, min Kelling og jeg, inderlig glade og fornøyede, ja jeg tør fridt sige, intet manglede os i vor Lyksalighed, ifald vor Rahbek, den Beste, var her med, og deelte ømt de Glæder med os, som vi her nyde i Hobetal. — Vær stolt af det varme, det brændende Venskab, begge Rosings bær for Dig. — Vi kom i Mandags Aftes Kl. 10, de ventede os ikke siden det var saa silde. — Mad. Ros: løb os med aabne Arme i Møde, men — uden ringeste Fortale, spurgte hun strax: Har de Brev fra Rahbek? Hvordan lever han ? — Rosing fik strax Brevet, han sang Vuggevisen for Philla, som absolut skulde sove, men Brevet maatte ogsaa læses, og han kunde, skiønt han uden Tvivl vilde, ikke skiule de Taarer, der flød ned af hands Kinder. Gudskelov, brød s. 137han ud, min Rahbek lever, og er igien roelig. Nu blev vi ved at tale om Dig, til vi lagde os, og i Gaar Morges under 4 Øyne gav han mig Brevet at læse, og fortalte mig, hvor høyt han elskede Dig, i saa levende Udtryk, at jeg blev rørt, at jeg maatte vende mig bort fra ham. — Nu drak vi, Kaffen var god, vi roste den. Godt, sagde Mad. Ros: Gid den Stakkels Bahbek var her, og kunde drikke en Kop med.

Men—jeg tør ikke skrive meere i den Materie; Du har nok for den Gang min Beste. — Eet eeneste vil jeg endnu sige Dig. Han trænger [paa] hende at hun selv skal skrive Dig til, hun giør det, og Du faar Brevet, naar vi kommer derfra. — Rosing og jeg var ude paa Søen i Gaar Middags, og seylede i det græsseligste Vejr. Heele store By[g]er skyllede os saaledes over, at vi kom hiem, saa vaade som Rotter. I Gaar Eftermiddags kiørte vi 5, Philla inclusive, til Fredericksborg, besøgte Langes — ogsaa noget godt som Dit Brev har udvirked —, besaa alle Herlig- derne der omkring, saavidt Tiden tilloed det, og kom inderlig glade hiem Kl. 10. Vi spiiste derpaa, jeg blev fuld, og sov godt indtil nu, da jeg skriver min beste Ven til. —

I Dag og i Morgen er [her] som Du veed Concert, paa Fredag tage vi uden al Tvivl til Elseneur, og komme da formodentlig ikke ind til Byen førend Løverdag Middag.

Beste! Du gaar saa meget, lad Dine Been eengang forflytte Dig til min Ane, og forman hende at passe mine Fuglereder, sig hende: naar hun merkede at den toppede Høne, som er over Stiglitzen i det gamle Buur havde udlagdt |: det kan hun see paa Æggenes Antal, naar der nemlig er 4 eller 5 :| saa skulde hun ikke give hende meere Æg om Morgenen, men for Resten passe den med Vand og Mad efter Forskriften; kun ikke give den gandske reent, thi det giør jeg selv paa Løverdag. — Her indlagd finder Du et Brev til Pram, besørg det strax hen til ham; Du kan giette Dig til Indholden, og Du veed, at man i slige Omstændigheder behøver ald den Trøst en Ven kan give os — Men, for Himlens Skyld, Beste, lad ham ikke mærke, at Du veed Tingen. — Rosing reiser sig af sin Reede, jeg er bange for, han begiære at see dette Brev, fordi han i Gaar viiste mig sit, og Du seer selv at det ikke Tet vel kan lade sig giøre. Kleinerer Umstände halber, jeg slutter derfor. Et Brev vist, maaskee endnu 2 faar Du fra s. 138Din P. som aldrig noksom kan forsikkre Dig, hvor meget han er Din med Liv og Siæl. Min lille gode Kielling kysser Dig med en heed Mund. Hun holder af Dig og Du veed nu engang for alle, at jeg er ikke jaloux. Richte Dich danach, Freund! — — —. Rosings hilste Dig som den beste Ven de eyer, som den, deres heele Siel er opfyldt af. Du faar Brev fra ham i disse Dage. Jeg falder om Din Hals, Beste, tænk ogsaa meget paa mig, som jeg paa Dig, og tænk at mit Venskab ikke for et eneste Gran giver det noget efter, som Rosing bær for Dig. Hils Zeuthen og andre Du paa Gaden kunde falde over, men stød Dig ikke for stærk. —