Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Joachim Daniel Preisler (1788-06-19)

Paris. 1788, 19. Juni.

Jeg føler det altfor meget, at det længe siden havde været min Pligt, at tilskrive Deres Høyvelbaarenhed, men — tør jeg fremkomme med en Undskyldning, saa tillad mig at anføre den, at nøyagtig Opfyldelse af Directionens Befaling i Henseende til Correspondencen, og min daglige, temmelig vidtløftige Journal, som jeg icke gierne vil lade være defect, hidentil har hindret mig fra at skrive de particulaire Breve, som jeg skylder mine Foresadte, og — hvem har i min nærværende Carriere været det længer, end Deres Høyvelbaarenhed, som i ald Henseende, endog med Forliis og stor Uleylighed har søgt stedse at fremme mit og min Koenes Vel? — Dog — at tale saa meget om det, som jeg kunde, det var, at fornye hos mig Erindringen om en Forbindtlighed, som jeg stedse vil føle mig for svag til at bære.— Jeg skiønner paa Deres Godhed efter min Evne, og icke skal den Tiid komme, da mistænkelige, krybende Gierninger s. 150 giøre mig uværdig til den Yndest, jeg saa gerne smigrer mig med at besidde.

— At fortælle Deres Høyvelbaarenhed hvorledes vi nytter Skuespil-Timerne, det var: at afkopiere en Correspondence, som De hver aattende Dag maaskee kiedes nock over i mine Breve til Directionen. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg selv aldrig finder Trøst i mine Beretninger. — En Befaling er det, at skrive; jeg opfylder den troelig; men — hvorledes? — Kunde jeg vente, at bedømmes med Mildhed: saa skulde det Øyeblick, jeg blev underretted derom, være mig kiærere, end mange behagelige Timers Ophold i Paris. — Jeg haaber imidlertiid, og Haabet har saa ofte icke skiæmmet nogen. — Den Tiid, vi icke opofre Theatret, anvende vi paa, saa vidt mugligt at opnaae en almindelig Kundskab om denne Uhyre-store Bye. — Vi løbe omkring fra Morgen til Aften; see meget; og kun da sukke vi, naar vores Børs lader os føle, at vi stærk maae lægge os efter, at nyde Fornøyelserne til Maade. — Min gode Ven Saabye plages iblandt andet stærck af Heeden, og især har den giængse Pariser Sygdom, som Vandet virker, angrebet ham heftig. — Dog lader han til, at overvinde den, og bleege Kinder er det Eeneste, som endnu minder ham om Svagheden. Paa hands Vegne, uden at han veed det mindste deraf, vil jeg tage mig den Frihed at forespørge mig hos Deres Høyvelbaarenhed, om det icke skulde være mugligt, at remittere ham nogle Penge, icke til Paris, men til et andet Sted, hvor, enten Kammerherren eller Directionen fandt det for godt. — Naturligviis har han, saavelsom vi andre Camerader Lyst til adskillige Klædesorter, som ere simple, og tillige meget godt Kiøb. — Men da den almindelige Cassa icke taaler mange Extra-Udgifter, og Saabye icke har forsynet sig med andet, end nogle Sedler, som icke kan bruges, førend Lysten til Nytt er forgaaet, og tillige Umugligheden at faae noget, forbyder at tæncke derpaa: saa beder jeg indstændig, at Deres Høyvelbaarenhed gunstigt vilde udvirke lidet til ham. I Paris tør jeg icke vente et Par Ord til Svar, da vi ventelig icke kan opholde os længer, end høyst til den 8de Julii. men forinden vores Afreise herfra, skal jeg icke undlade nøye at indberette Dagen til den høye Direction, og Stedet, hvor Brevene kan træffe os. Maaskee jeg da kan være saa s. 151 lyckelig, at glæde ham med en liden Rimesse, og uden mindste Forstillelse, forsikrer jeg, at det skulde være mig ligesaa kiært, som om det angick mig selv. — Vi forliiges meget godt, og jeg er gandske overbeviist om, at det vil blive saa indtil Enden. — Hvad tænker Deres Høyvelbaarenhed om vores Reise til Wien? Med Længsel venter vi efter den Time, da et Brev fra Directionen opfylder dette Ønske, om vores Venner eenstemmig raade os til, især da vi dog engang var i Gang med at reise, for at see Store og Nyttige Ting. Endnu i Dag har vi seet Justiceraad Hvass. Han siger bestandig, at man i Tydskland ikke har væred nogen steds, naar man glemmer at besøge Wien, og dets Theater. Mit Brev til den høye Direction i Anledning af dennes Reise var Dateret den 9de Junii; altsaa kan Svaret derpaa icke indløbe førend den Sidste i denne Maaned, og De vil let kunde forestille Dem, hvorledes vi tæller Dage og Timer, for at glædes ved en gunstig Resolution. — Haabet tilsiger os meget! — Jeg kan icke sige, at de store Franske Acteurs ere høflige imod os efter Fortieneste. Vi har f. E. besøgt Mollé og Du Gazone. Contra-Visite ventede vi icke, men — det Væsentlige : nemlig Løftets Opfyldelse, at skaffe os frie Entrée, uden at vi paa nogen Maade havde bedet om det, er aldeeles udebleven; og dog, siger alle, var det en Bagatelle at udvirke, især, da Mollé kun behøvede, at sige et Ord i deres Committé. Imidlertiid igientager jeg, at det er langt bedre at betale, end at trygle de Herrer om en Tieneste, som nu icke kan nytte os meget meere, især da det franske Theater icke er det Eeneste vi besøge, og vores Opholds-Tiid icke vil være længere, end høyst 3 Uger. — Det Brev, som Deres Høyvelbaarenhed gav mig med fra Kiøbenhavn til Schleswig, har jeg desværre icke kunnet besørge selv; thi Deres Herr Broder var netop samme Morgen tidlig reist ud paa Landet, for at tilbringe Sommeren der. Jeg leverte det af, og fick til Svar, at det strax skulde befordres. Herr Rosing har bedet mig om, paa hans Vegne at melde, at det hidentil har været ham umuglig at træffe Herr l'Affecteur hiemme. Tvende Gange har han prøved forgieves derpaa. — Ellers er det besynderligt, hvorledes det kan hænge sammen med denne Mands virkelige Fortieneste; thi i Paris kaldes han næsten overalt Charlatan, og ingen vil forlade sig paa ham; s. 152 især fulminere alle Apothekere. Det kunde endda være begribeligt, da han paa en viss Maade giør Indgreb i deres Rettigheder med hans universal-Medicin. — Den stakkels Fougêre fandt vi icke heller — han er, som Cain, ustadig og landflygtig. Vores Ven Jansen, som vi første Gang saae i Opera Søndagen den 15de Juni, fortalte, at han havde talt med ham i Cassel, hvor han opholdt sig med en Maitresse. Han skal have væred gandske confus, og præket meget om forulykkede Vare. — Jeg benytter mig vidst oftere af Deres Høyvelbaarenheds Tilladelse til at skrive, og beder indstændig, at de icke vilde fratage mig den Gunst, som jeg er stolt af at besidde, og hvis Minde stedse skal være uudslettelig indprented i min Hukommelse. —