Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Joachim Daniel Preisler (1788-07-24)

Manheim, 1788, 24 Juli.

I mit sidste Brev, datered d. 4de Julii, toeg jeg mig den Frihed, at love Deres Høyvelbaarenhed, om forinden min Afreise fra Paris endnu at melde, hvorledes vores Vens, Jansens, Forfattning kunde være. Vel har jeg icke til bestemt Tiid holdt mit Ord, og jeg beder derfor underdanigst om Forladelse. — Imidlertiid kan Deres Høyvelbaarenhed fuldkommen forlade sig paa, at Jansen, saa vidt ham mugligt er, anvender sin Tiid vel og øder faae Penge. Forinden vores Afreise fandt han en Stivhed i sine Knæe, og maatte desaarsag forsømme Skoelen i nogle Dage. — Den gamle Laurent, som kun tænkde paa Arbeidet, uden at efterforske Aarsagen til Udeblivelsen, knurrede lidt derover, men jeg troer nu fuldt og fast, at Jansens Ansigt og Tungeicke s. 156 lyver, at jeg aldrig kan falde paa detIndfald, at Stivheden var en Udflugt, men er tvertimod gandske overbeviist om, at han har igien begyndt sine Øvelser, saasnart Mugligheden tilloed ham det. Hvad hans Oeconomie angaar, da haaber jeg, at han selv allerede for nogen Tiid siden har tilskreven Deres Høyvelbaarenhed, thi uden Hielpetrupper kan han vidst icke opholde sig meget længere i Paris. — Maaskee er han noget ligegyldig, og det bad jeg ham indstændig om, icke at være; jeg anførte mig til Exempel, for at viise, hvad det var at blive forlegen, og for tillige at giøre ham begribeligt, hvor Nødvendigt det var, at spare forfærdelig paa Skillingen, i det mindste, indtilhan fick at viide, om meere Hielp kunde ventes. —

Med megen Venlighed bifaldt han alt, hvad jeg sagde, og saa meget meere haaber jeg, at han icke har tøved et Øyeblick med at flygte til Deres Høyvelbaarenhed. Vi spiiste, især i de sidste 14 Dage, adskillige Gange sammen, men netop den allersidste Dag af vores Ophold, traf det sig saa ulykkeligt, al vi icke kunde faae fat paa ham, og altsaa heller ikke tage Afskeed. — Den gamle Laurent lovede imidlertiid, at tage sig af Jansen med mugligste Iver, og han holder vidst Ord. — Ifald han vil, saa kan han spiise hos Laurents næsten hver Dag, uden at genere sig, hverken i Klæder eller andet. — Icke en Klædning, giordt i Paris, har jeg seet paa hans Krop endnu, og det kalder jeg at spare, thi hvem der kan holde sig fra moderne Klædninger i en Bye, hvor alle, endskiøndt ugenerede, dog gierne vil være peene, den sparer vidst ogsaa i andre Ting. — Deres Høyvelbaarenhed har befalet mig, at melde ligefrem, hvad jeg vidste om Jansen, og jeg vilde stedse giøre mig Bebreidelser, ifald jeg skiulte det allermindste; altsaa vil jeg dog bede Dem, i næste Brev at opmuntre ham til Ufortrødenhed og Fliid, maaskee endog under Haab om Forfremmelse. Skulde en eller anden Gang en Dags Udeblivelse af Letsindighed træde fleere i Følge med sig, saa vilde en Formaning af Dem, altid given med Veltalenhed, Kraft og Godhed, sikkert strax virke hovedkulds Forandring; — icke vil jeg dermed sige, at Nødvendighed kræver det, men endog Forestilling om Mugligheden at forsømme, og Tancken, at Tiiden er saa overmaade kort, giør, at icke Et Ord kan være overflødig sagd. — Af mit Brev med Dags Posten vil s. 157 Deres Høyvelbaarenhed da erfare, hvorledes vi er kommen til Manheim. — Jeg tør forsickre Dem oprigtig, at Paris giemmer nogle af mine lønlige Taarer. — For det første havde jeg fundet, og maatte saa hastig forlade Venner af begge Kiøn, som kappedes om Fortrin i Artighed og Godhed; og for det Andet lærte jeg saa nøye at kiende Musiquens Forfattning der, i Henseende til Liebhaberiet, at jeg med mit ringe Talent, og ickun 4 Timers Arbeide om Dagen, skulde kunde fortiene, hver Dag en Louis d’Ors uden at beregne andre dermed følgende Agréments. Naar Jeg med Vished tør giøre denne Calcule, saa er det lettelig at indsee, i hvad Forhold virkelige Talenter staae i Paris med Anlæg. — Jeg gidder icke drømt om en Lycksalighed, som aldrig kan blive mig til Deel, — og — ifald jeg icke havde den fuldkomne Overbeviisning, at Deres Høyvelbaarenhed icke holder denne Anmærkning for Knurren over min Skiæbne, saa fremsendte jeg den icke. — Det skulde ellers gaae forunderlig til, om ikke noget af det, jeg i denne Sommer seer, frembragde en mærkelig Forandring. — I denne Henseende vil jeg med det Første i en underdanig Skrivelse til den høye Direction udbede mig det, som en særdeles Godhed ved min Hiemkomst, for første Gang at spille en god Rolle. En nye kunde jeg icke med Vished lære saa hastig, som f. E. min Favorit-Rolle: Beckley Søn i den uheldige Lighed. Icke troer jeg den Aften at forlade Skuepladsen uhældig. — Med megen Tilliid, haaber jeg, at Directionen i sin Tiid, hverken in corpore, eller hver for sig, vil afslaae mig denne Begiering. — Ogsaa et par Ord om vores particulaire Omgang vil jeg tage mig den Frihed, at melde. Himlen skee Tak! Vi leve eenige, uden Rangstriid eller Fortrinssyge. Vi nytte Tiiden efter mugligste Evne, og vores Saabye er i alle Maader os, og jeg haaber tillige sig selv, tilpas. — Sommetider længes han hiem, men — hvem giør icke det? — Ogsaa jeg, og — dog har jeg ved Gud! kun liden Aarsag dertil — Temmelig viss paa, icke at finde min stakkels Koene fornøyed, ængstes jeg ofte fraværende, — hvor meget meere vil det icke skee nærværende! —Hun er letsindig, det er sandt, men icke et Øyeblick tvivler jeg paa hendes Godhed, og altsaa kan hendes Forfattning icke være mig ligegyldig. — Hendes Breve glæder mig altiid, uden at være opfyldte med s. 158 Klagemaal; men — forstiller hun sig ikke? — I Manheim eller andre Steder kan ingen være mig Borgen for det, der foregaaer i Kiøbenhavn. — Tilgiv, for alting tilgiv, at jeg plager dem med mine forvirrede Ideer! jeg har saa ofte giordt det, og de har endnu aldrig væred vred paa mig derfor. Stedse igientager jeg den indstændige Begiæring om Deres Høyvelbaarenheds Venskab for Fremtiiden, og den Forsickring, at de icke spilder det paa en Uværdig. —