Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Andreas Heiberg FRA: Joachim Daniel Preisler (1798-04-14)

Neu-Strelitz, 1798, 14. April.

Dyrebaresle Ven !

Gig jeg havde faaed din kiære Skrivelse kun Een Dag før, saa var du ikke bleven plaged med mit Sidste. Imidlertid iiler jeg med at besvare dit Brev for, om mugligt, at fremme min Sag. Hvad mine Creditorers Antall og deres Fordringers Størrelse angaaer, da er det mig ikke mugligt at angive samme; men enhver vilde ventelig ved Indkaldelse melde sig, og denne var nok, saa vidt jeg indseer, nødvendig, naar en alvorlig Begyndelse skulde giøres. — Men — til det fornemmeste af Dine Venskabelige Raad! At gaae til Theatret igien. — O, dersom s. 160 Kongen vilde have den Naade for mig, at lade mig træde ind i min forige Vilkaar — saa kunde mine Creditorer aldrig ønske sig bedre Leylighed for i det mindste at komme til en Deel af deres Tilgodehavende. Indlagde Brev beder jeg dig indstændig, Bedste Ven, dersom du kand, Selv at overgive. Jeg søger at overtale min gode gamle Moder til at give hendes Samtykke og haaber nok at faae det, naar du tillige har det Venskab for mig at tale min Sag. Saasnart dette lykkes, beder jeg dig indstændig at veylede mig i Henseende til Ansøgningen. Det er netop 6 Aar sideni Dag den 14de April, da jeg forloed Kiøbenhavn, og i saa lang en Tid forandres meget i det formelle. Maaskee havde du da den Godhed, ifald det er nødvendigt, at jeg med egen Haand skriver Ansøgningen,at sende mig et lidet Udkast, for ikke at begaae nogen Feil. Opnaar jeg mit ivrige Ønske i Henseende til Kongens Naade, saa vil en Debut viise, om jeg tør giøre Paastand paa Publici Yndest. Jeg kand ikke nægte, atjeg jo føler mig stærk nok til endnu at opfylde en Skuespillers Hovedpligter, og endskiøndt der, isæri de Sidste Aar, i Henseende til Konsten har væred vacua, saa gav dog et Adeligt og Borgerligt Liebhaber Selskab i Strelitz mig Leylighed til at viise mig med Bifald i adskillige Boller, som f. E. i Kotzebues Soelens Præstinde, hvor jeg var den Ypperste Præst. — Og at en Skuespiller i Tydskland er udsadt for langt større Ubehageligheder end i min kiære Fødebye, det har jeg meget ofte, ikke selv føelt, men seet. — For min Opførsel saavelsom for den strengeste Oeconomie, Beste Heiberg, kan du paa mine Vegne sikkert hævde [hæfte]. De mange, tildeels meget haarde Skiebner, jeg, især i min Fraværelses Første Aar, har maattet friste, have knækked mit Moed saa temmelig, og jeg kiender, Gud skee evig Tak, nu i sin fulde Styrke den tarvelige, huuslige Lyksalighed i en snever Kreds ved siden af en Koene, som ikke har den Førstes Aand, men som ikke savner En af de Dyder, der ziire en god Huusmoder. — Jeg phantaserer mig saaledes i det Tilkommende, at jeg næsten seer Mugligheden for Øynene, endnu at kalde mig lykkelig i mit Fædreneland. Bliver jeg det, saa er Du, min Bedste Ven, den Første, jeg bør takke derfor. — I Henseende til Accorden med mine Creditorer vil jeg gierne indlade mig i 5 pCt. paa visse Aar, endog noget meere; tbi jeg s. 161 har det Haab, at jeg med det uafbrudte Arbeide, som jeg er vandt til i Strelitz, hvilket min kiære Moder Selv kan bevidne, dog maatte kunde fortiene Noget i Kiøbenhavn. Kuns er det Ulykken i denne liden Bye, at her for nogen Tid siden ere ankomne et Par ulykkelige Emigranter, som deele min Fortieneste, deels af Medlidenhed, deels for Nyheden[s] Skyld. — Jeg overgiver Dig, Kiæreste, Beste Ven, nu min Sag og stoeler saa trygt paa dit Venskab, som om jeg arbeidede Selv. Hvor inderlig vilde du glæde mig med et Par Ord, som nærede mit Haab! O, naar jeg engang kunde gaae hen til dig og udøse mit heele Hierte i Taksigelser — hvilket Øyeblik for mig! Lev lykkelig med din Koene og din søde Dreng, som min Datter ikke nok kan tale om. — Tænk paa, at du har din Vens Skiæbne og Lykke i dine Hænder, og at tusinde Velsignelser vente paa Dig. Din etc.