Danmarks Breve

BREV TIL: Adam Wilhelm Hauch FRA: Ole Rongsted (1801-12-08)

OLE RONGSTED.
1760—1823.
TIL A. V. HAUCH.
1801, 8. December,

Mangel paa Livets nødtørvtige Udkomme og at kunne leve med Kone og Uørn, i nærværende besværlige Tiider, med den allerstrængeste Oeconomie og sparsommeligste Andvendelse af de 200 Rdl. ieg har i Gage som Kongl. Skuespiller efter 5 Aars tilbagelagt Tieneste, er Aarsag allene til: At jeg maa forsøge og opbyde Alt, for om muegligt at see mine sørgelige tunge Kaaer lettet og forandret. —

Jeg drister mig saaledes, med Høy Velbaarne Herr Kammerherre og Ober-Hoff-Marchallens, som min første Høye Foresatte, med Deres Høygunstige Tilladelse, at overgive denne min allerunderdanigste Andsøgning om Forhøyelse i min Gage; overbeviist om, at samme hos Deres Høy-Velbaarenhed sikkert vil komme i naadigst Betragtning til Bønhørelse: thi er jeg først saa lykkelig, at være erkiendt af mine Høye Foresadte for det som min Selvbevidsthed tilsiger at jeg stedse uafbrudt har bestræbt mig for at være og eengang i Tiiden at blive — »En nyttig og brugbar Mand for Skuepladsen«. — Det strider imod Velanstændigheden og min egen Selvfølelse, at tilregne mig iblandt de ældre erfarne, fortiente og berømte Skuespillere, hvis Foedspoer min eeneste Lyst og Attraae er at efterligne og mueglig eengang i Tiiden med samme Fuldkommenhed at kunne betræde, lignende Fortienster; Langt fra drister jeg mig nogensinde at tiltroe mig udmærkede Fortienester, omendskiøndt jeg har erfaret ved adskillige Leyligheder at have forskaffet mig mine Høye Foresadtes tilligemed Publicums udeelte Biefald i en Deel af de Roller, jeg har været betroet at udføre: Nej, i saa henseende andseer jeg mig rigelig belønnet for mit Arbeyde og Fliid, og det Biefald allene, som den Høye Direction saa ofte har tilkiendegivet mig med Høytidelige Ord og Tilsagn, at have udført mine Boller til Fornøyelse og Fyldestgiørelse, har undertiiden bødet paa min Trang og den Mangel, som mit Hierte har følt staae til Reede ved min Hiemkomst, og Sorgens Byrder for Næring har stædse kiempet mod Ærens og Fornuftens Følelser: s. 168 Men maaske tør jeg nu snart haabe disse mine nagende Bekymringer »Sorrig for Livets Nødtørvtigheder og at kunne leve med Kone og Børn herefter et bedre Liv uden Nærings-Sorger«, afhiulpne ved Forhøyelse i min Gage, som jeg allerunderdanigst herved andsøger om; O Gud! Naar Manden som elsker Kunsten og ærer sit Kald, uagtet ald andvendt Fliid og Umage for et andstændig og nogenlunde nødtørvtigt Udkomme, istæden for huuslig Glæde naar han kommer hiem, paa de Tiider han helst instuderer sig sine Roller, Hændelsesviis skuer sin Kone og Barn i en Krog nedslagen og bekymret og læser i deres Andsigts Træk Hunger og Nød, efter den nødtørvtige Brødbid afmahlet, uden eengang at torde adsprede sine Tanker med MandFader Pligters skyldige Opfyldelse, alleneste for ikke at forstyrre eller tabe sin Lyst til sine Pligters, sit Kalds Opfyldelse? Hvor saare tungt er da ikke Skiebnens tunge Aag at bære for dem og mig? Og destoværre næsten daglig er dette mit Lod! Naar Deres Høy-Velbaarenhed naadigst betænker at Gagen er kun liden, og jevnlig altiid fortæret en Maaned og vel meer førend den er fortient, saa fortrøster jeg mig allerunderdanigst og andsøger i Betragtning heraf om Understøttelse og Forhøyelse i min Gage. — Aldrig skal jeg glemme eller nogensinde tabe af Sigte det lyksalige Øyeblik da jeg kan glæde Kone og Barn med Trøst og det ønskelige Haab for Fremtiden, at pleye dem og samtlig at nyde Godt af et tilstrækkeligere Udkomme end hidtil.

Med Glæde og taknemmelige Hierter vil vi samtlig takke og velsigne Deres Høy-Velbaarenhed for enhver os bevist Naade og Velgierning: Dem som bestandig er og har været min største og eeneste Velgiører i all den Tiid jeg har tient ved den Kongelige Skueplads.