Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Michael Rosing (1780-02-15)

1780, 15. Februar.

De har ofte forsikkret mig, De vilde mit Vel, mit bestandige Vel, er det Sandt? O! saa viis det nu ved at opfylde min ydmyge og indstændige Bøn! s. 171 Jeg er svag af Naturen, min Kone er endnu svagere, og naar jeg seer fremad, gruer ieg for vores Tilkommende Skiæbne; jeg seer mig og hende for svage til vores Forretninger, hvad Skiæbne vænter da paa os? — Mangel og Foragt for vores tilbragte Fliid og Tiid : hvo tør bestandig haabe den Belønning af en Anden, som Deres Høyvelbaarenhed saa ædelmodig veed at forskaffe Fortienester? :| Jeg veed, at De har saa Indflydelse, at De gierne kunde, naar De kun vilde, forskaffe mig Veyer og Maaler-Tienesten i Throndhiem!

Troe ikke, at Vegelsindighed eller Utilfredshed med min nunuværende Tilstand er Aarsag til min Begiæring, ikke heller troer ieg Deres Høyvelbaarenhed mig saa fiendsk, at De vilde kalde det Utaknemmelighed. Ney! Vær forsikkret, at Frygt for den tilkommende Tiid eene driver mig dertil! og vil De kun kaste et Blik ind i mine Omstændigheder, saa vilde De snart see min Frygt var ikke ugrundet!

Den Tieneste ieg søger er i Verdie mindre end den. vi have, men Stædet er saa meget lettere at leve paa, Tienesten udfordrer mindre Arbeyde og Bekymring, Byrden var aleene min, min Kone fik Leylighed til at være Moder for sit Huus og sine Børn, næsten heele min Slægt var omkring mig — behøver ieg at siige meer til Dem for at faae Dem til at understøtte min Lykke?

Hidentil er ieg Dem forbunden, uendelig forbunden, men herefter haaber ieg at komme til at skylde Dem min Livs Lycksalighed.