Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Peter Rasmussen Saabye (1788-07-14)

PETER RASMUSSEN SAABYE.
1762—1810.
TIL H. V. v. WARNSTEDT.
Paris, 1788, 14. Juli.

Deres Velbaarenhed, ieg haaber at De ikke tager min skrivelse fortrydelig op, ieg hører at Hrr. Kammerherren befinder sig Vel, og det er mig meget kiert. ieg haver faaet den trøst af min Jansen at ieg haver faaet forbedring i min Løn hvorfor ieg takker Dem af mit ganske Hierte, thi ieg ved at De haver giort alt Deres dertil, og naaer ieg kommer hiem skal ieg have den Ære mundlig at takke Dem. Vi haver bekommet Directionens Brev andgaaende den nye Credit, hvor i var en liden Sædel fra Hr. Justitzraad Lassen til mig, hvor i han lader mig vide at ieg kunde hæve 200 Livers, som Hr. Kammerherren mente ieg kunde have nødig, hvilket ieg saamen ogsaae har bekommet, og skal saae men blive godt andvendt — ieg kan ikke takke Dem som ieg burde for den omhu De bærer for mig. — ieg maa dog lade Dem vide at det gaaer Jansen meget net i Paris, han arbeyder alle Dage 2 tiimer, om Morgenen fra 6 til 8 med den unge Laurent som holder meget af ham, vi spiiser ofte sammen hos Laurent, som ikke veed alt hvad han vil giøre for at fornøye os. ellers kan vi ikke besøge hverandre saa tit som vi gierne ønskede, thi vi boer 1 Miil fra hinanden, og naar vi da kommer sammen saae haver vi saae meget at sige hverandre al hele Dagen gaaer med; vi gaaer Paa alle de Theatre her er, baade stoere og smaae; vi var Paae operaen i forgaares og saae [?] og da saa vi Westris danse første gang efter hans tilbagekomst fra London, io det var dans, det kan ikke beskrives, man maae see det for at troe det, baade Jansen og ieg blev saae Glade som vi var løftet til skyrne.

ieg kunde see Paae Jansen at han artig vilde giøre sig Umage, thi ved hvert et skrit som Westris giorde gik ham til Hierte; di haver end ganske anden maade at danse Paae her, alting hvad di giør er saae yndigt og med saae megen Lethed, som man langt fra ikke kan sige om Galliotis Dans.

Jansen han Danser Paae end ganske anden Maade nu end før, han haver allerede lært adskillige Solos som vil forundre s. 177 Dem meget naaer han kommer til at danse dem Paae det Danske Theater, De kan troe at han giør sig megen Umage, da Gud ved at det er tungt at danse her, thi man kan neppe gaae toe skrit uden at man er ferdig at falde om af Hede, men med alt det er han dog udtretlig, thi han finder at han her kan holde ud at Danse end hel Dag, uden at blive saae tret som naaer han haver Danset 2 Timmer hos Gallioti.

I det ieg skriver Dem dette Brev til, er her det græsseligste Torden Veyr man kan tænkke sig, ia det Tordner meget ofte her; ieg var i forrige uge henne at see Colonien; da var der et grusom støyen, lige som Fontalbe havde endt sin første Arie kom der et skrald saae sterk at hele huuset Rystede og alle Mennesker bleve forbauset, da di dog for alting er vant til uveyer, thi de giør ikke andet end Pieber ud, og Pieber ind og det gaaer i et altid; forleden Dag blev der opført end nye Tragedie som heder Alphee og Zarine den blev udpebet, ia det gik saae vit at hele Parterret efterabede Acturene og loe af fuld hals, saa gav Qvinderne oppe frae Logierne Latter og skiænder Paae de arme Acturer, ia di drev det saa vit, at di stakkels Heltinder maatte ikke faae lov at Døe, men Dækket maatte falde.

bliv ikke vred at ieg skriver Dem saa frit til, ieg ønsker Dem ald Velsignelse af Gud som altid haver hiulpet.

Jeg er Deres Velbaarenheds Ringe Tiener.