Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Frederik Schwarz (1786-02-28)

1786, 28. Februar.

Efter at jeg nu paa tyvende Aar har tient ved Skuepladsen, og jeg tør sige: tient saaledes at Skuepladsen, eller rettere mine Foresatte, efter rigtig Afregning bliver mig meere skyldig, end jeg i nogen Henseende skylder den, efter at jeg med Iver og Nidkierhed har anvendt alt hvad der har staaet i mine Krefter, og det meere end jeg haver været pligtig, for at fremme saavel de Personers Bequemhed, som have været mig anbefalede til Underviisning, og som nu ere nyttige Personer i Theaterets Tieneste, som ellers de Tings Gang, der have været anbetroede til min Opsigt, uden derfor neppe engang at blive bemerket end sige paaskiønnet, saaledes som adskillige andre, i deres Kald mindre nyttige og duelige Personer — er jeg endelig kommen saa vidt, at jeg til Beviis paa den Agt jeg troede i alle Henseender ubetinget at kunne giøre Fordring paa, ydmyges ved en Irettesettelse : som jeg for sin Besynderlighed aldrig kan glemme : af en aldeeles dertil uberettiget Person. En Irettesettelse, som har viist mig: hvorliden Agt den fortiente Skuespiller og agtbare Mann kan giøre Regning paa i Danmark. Og for at krone den Omgangsmaade, der vises mig, maae jeg nu, for at beviise min Sygdom tilveiebringe Doctor Attest! jeg, som saa ofte har forrettet min Tieneste over mine Kræfter, naar andre have forsømt deres for langt ubetydeligere Tilfælde.

s. 184 Deres Højvelbaarenhed, under [h]vis Øyne jeg i saa lang Tiid har forrettet min Tieneste og mit Embede, De kan selv bedst dømme om jeg har sagt for meget eller for lidet? Og om jeg behandles som jeg fortiener eller ey? De vilde til Beviis paa Deres Tilfredshed med mig, og for at beroelige mig i min nærværende Forfatning producere dette mit Brev, tillige med Doctorens Attest, der, hvor jeg miskiendes og mishandles.