Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Andreas Heiberg FRA: Frederik Schwarz (1788-05-23)

TIL P. A. HEIBERG.
Hamborg, 1788, 23. Maj.

Kiere Ven!

Jeg skulle have bevaret Deres ærede Epistel af 17. d. M., dersom jeg ikke strax med Tiirsdag Posten havde erholdet 5 Breve, hvoraf 3de fordre prompte Besvarelse. — Men jeg kiender Deres Gode Overbærelse og er vis paa, De ikke giør mig til nogen Brøde, at jeg ikke flux skrev til Dem. At min Reise har været meget behagelig, behøver jeg ikke at sige Dem. Sang, Latter, Munterhed og Glæde sad heele Reisen hos os paa Vognen. — Saaledes kom vi til den Keyserlige frie Rigsstad Hamborg; men om vi kommer saaledes til den Kongl. Residents-Stad Kiøbhvn., det maa Skiæbnens Fader vide. Her kan Tiden ikke falde en lang, fornemlig naar man har Bekiendtskab, og derpaa mangler det ikke mig. Her er foruden excellent Mad (gid Arends var her!) ombre chinoise, Marionetter, Schrøders Theater, ogsaa frie Promenade paa Gader og Volde, hvor man seer allehaande Næser, med og uden Paryk, og en svær Mængde Skrutryggede — saa man næsten med Føye kunde, i Henseende til den lavere Klasse af Folk, kalde Staden: Das Land der Puklichten. Schrøder er særdeles Artig mod hans Broder i Konsten — hans Huus staaer mig aabent — og hans Bord er mit, naar jeg vil komme og æde — frie Adgang over alt i Comoedie- Huuset har jeg — jeg er saare vel tilfreds med denne ellers bizare Krop — men Rosing og de andre Thaliæ danske Sønner ere det ikke. Preislers Rygte fra den Tiid, han var her med sin Kone, er her det samme, hvad Sk . . . Vognenes Lugt er i Kiøbhvn. Jeg vogter mig for at tale deres Sag, thi det kunde let hænde, at jeg kunde tabe derved, und das will ich nicht. Jeg har af Skuespil seet1) Apothekeren og Doctoren, som havde, saavel s. 190 hvad Stykket som Musikken angaaer, min fulde Bifald. — Jeg troer, det vilde stærk Bivalisere med Landsbyepigen og Haandverksfolkene. 2) Bagtalelsens Skole ... Schrøder udmærkede sig ene og allene i dette Stykke i Sir Peters Rolle, de øvrige overgik ingen af vores Skuespillere. I Gaar saae jeg et Syngestykke Der Schleier, som første gang blev opført — men alting var Sk... og ikke Talen værd. Gode Ven! jeg har vel loved Dem at bringe Stads med til Hende Selv — jeg har til den ende forespurgt mig og bragt i Erfaring, at det vel vilde beløve sig til 20 à 30 rd og, unter uns gesagt, der er mere Fnug i min Kasse end Guld. Er der nu meere af det sidste i Deres, saa send mig en Anviisning paa Pengene; og jeg skal troelig besørge alting. Jeg veed ikke noget vigtigt at melde Dem — jeg vil derfor ende dette mit Galop Epistel. Hils, om De faaer Tiid, min Kone — og om De seer: Virtuosen Schall, saa siig ham, at jeg tænker paa ham og Gesinde. Hils Deres elskelige mig ubekiendte Pige — og vær selv hilset fra Deres Ven.