Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Frederik Thessen (1796-uu-uu)

CARL FREDERIK THESSEN.
1738—98..
TIL PUBLIKUM.
[1796]

... Alt for 9 Aar siden lod Kammerherre Warnsted mig forelæse sig Stykket [Velgiørenheden], gav det sit Bifald, sagde: at jeg skulde udskrive og uddele Bollerne, med Begiering til de deri spillende Personer, at de i ledige Sommer-Timer vilde giøre sig dem bekiendt, og naar den første Prøve var holden, vilde Hr. Khr. selv være nærværende ved den Anden.

Jeg iverksatte strax alt efter Khr. Anordning, og giorde ved Bollernes Uddeling enhver af begge Kiøn en særskilt Compliment. — Uden mindste Indvending tog hver mod sin Bolle, og havde dem et Par Sommer-Maaneder; endelig sendte Hr. Bossing mig først min Bolle tilbage, strax derpaa nu afdøde Hr. Bose og Ørsted, hvorpaa jeg selv indcasserede endeel af de andre. — Hr. Rossings til mig selv mundlig givne Aarsag var denne: At han ikke havde Tid til at lære den, thi han NB. spillede i et andet Selskab 1 .

s. 205 Hr. Rose sagde: at da han af Rossing havde hørt, at Stykket ikke blev opført, sendte han mig paa denne Grund sin Rolle tilbage; Ørsted spurgte jeg ikke om Aarsagen. Jeg meldte da Hr. Khr. denne Forandring, som sagde at jeg skulle levere Stykket til Ober-Auditeur Rosenstand, til hvilken jeg og strax bragte det, og hvorfra jeg efter et Aars Forløb selv afhentede det, da Hr. Rosenstand efter megen Søgen fandt det, og overleverte mig det med et heelt Aars Finger tyk Støv paa 2 .

Nu hvilede det altsaa til S. T. Grev Ahlefelds Tid, som ene var aliqvid in omnibus. Jeg henvendte mig altsaa med Stykket til ham, som et Factotum: han beordrede mig Tid efter anden til at forelæse sig det; men Tid kom aldrig.

Ved en Leilighed talte jeg med Hans K. H. Kronprindsen herom, som spurgte mig, hvorfore det ei var opført? Dette var mig umueligt at besvare; han forlangte at see det, og faa Dage efter overleverte jeg ham det egenhændig. Nogen Tid derefter bad jeg Greven om et Forskud af 20 Rdr, hvilket han gunstig afslog; jeg sagde: at, hvis jeg havde været saa hældig, at faae mit Stykke opført, da skulde jeg aldrig anmodet om Forskud. Han svarede: det faaer de ikke opført; thi det er Sk..dt 3 , Hvortil jeg heel forundret svarede: Hr. Greve! De kiender jo ikke engang Stykket af Navn, og haver aldrig seet eller Læst en Tøddel deraf. Har jeg ikke! svarede han: da kan de læse det for mig i Morgen. Jeg svarede, at det ei kunde skee; thi Hans K. H. havde nu Manuscriptet, hvorpaa Hr. Greven oplukkede Døren til Contoiret, og befalede Secretaier Printzlau at give mig de forlangte 20 Rdr.

Af Hr. Skuespiller Beck, som i Grevens Periode fik sine Stykker opførte, erfarede jeg siden, at han var gaaen en anden mig ligesaa ubekiendt, som efter mine Tanker for ham upassende Vei, nemlig til Hr. Rossing, som den, Hr. Beck saavel trykt, som mundlig offentlig paa Theatret sagde, at han havde at takke for sit Stykkes Fremme. Jeg erfarede altsaa heraf, at Hr. Rossing s. 206 i Grevens Periode var det rette Factotum, som jeg skulle have henvendt mig til, hvis jeg kunde have nedladet mig saa dybt, og til denne mit Stykkes første Banemand.

Jeg stolede altsaa paa Stykkets lykkeligere Udfald under Hans Kongl. Høihed; men under hans Værge blev det ved SlotsIldebranden forlæret, og nu var alt mit Haab ude; men Hans Kongl. Høihed sagde ved en Leilighed til mig, at jeg vel kunde udarbeide det paa nye, og naar jeg var færdig dermed, skulle jeg overleverede det til denne nu værende Theater-Direction. — Ved Hielp af min historiske Hukommelse og nogle af de før omtalte tilbage bekomne Roller haver jeg altsaa med megen Møisommelighed atter udarbeidet det, og henvendte mig .strax derpaa til Hr. Thaarup, hvis Ord da til mig vare disse: At en Skuespillers Arbeide stedse og fornemmelig bør komme i Betragtning; kort derpaa talte jeg med S. T. Khr. Hauch selv derom, som og strax bestemte en Dag til at oplæse det for sig; jeg kom, og han skienkede mig nogle Timer og sin gandske Opmærksomhed: da jeg var færdig, spurgte jeg om hans Tanker, og han svarede, at han vel ei havde med Censuren at bestille; men at jeg over hans Forventning havde fyldestgiort ham, og at jeg nu strax skulle henvende mig dermed til Hr. Thaarup. Jeg kan ikke negte denne Hr. Kammerherrens Compliment oplivede mit Haab gandske til snart at see det opført, hvorpaa jeg gik dermed til Hr. Thaarup, som sagde: at han Vilde bestemme en Tid, hvori jeg skulle oplæse det for ham og Professor Kierulff; men denne Tid kom heller aldrig. Jeg overgav desaarsag Stykket til Hr. Thaarup i Februarii Maaned 1795, for efter Leilighed at kunne igiennemsee det; jeg spurgte ham ofte, om han havde læst det; men fik altid til Svar: at han endnu ei havde havt Tid dertil. Endelig er jeg i samme Aars Junii Maaned paa Fridrichsberg hos Hr. Khr., netop samme Dag, som Hr. Thaarup skulde tiltræde sin udenlandske Reise til — Hamborg. Og som Hr. Khr. just havde spurgt mig om mit Stykkes Fremgang, traad Hr. Thaarup ind ad Døren; Khr. sagde: De kommer ret beleilig: thi jeg talte nu med Thessen om hans Stykke. Hr. Thaarup sagde: at han endnu ei havde havt Tid til at see det igiennem. Det er slemt, sagde Khr.; thi De skal s. 207 reise i Dag. Hvortil Hr. Thaarup svarede: at han endnu samme Dag vilde sende Stykket til Professor Kierulff, hvis Dom tillige skulde blive hans. Sommeren gik hen; Skuespillene begyndte, jeg taug og ventede til hen i Februarii Maaned dette Aar, da jeg i en P. M. til heele Directionen tilkiendegav, hvad Vanheld jeg til Dato havde havt med dette mit Arbeide og beklagede mig over den Uvished jeg endnu var udi om sammes endelige Udfald, udbedende mig en bestemt Resolution, eller Stykket tilbage for at lade det trykke; dog fik jeg hverken det ene eller det andet. Men i dets Sted blev mig ved et Directions-Brev af 28 Maji h. a. communiceret min Entledigelse fra Theatret med Pension, uden mig nogen bekiendt Aarsag, med mindre det skal være et Beviis paa Hr. Thaarups offentlige Udsagn, da han blev Selskabet forestillet som Meddirecteur, at hans Handlinger stedse skulde grunde sig paa Retfærdighed og Billighed.

Retfærdigt og billigt maae det vel altsaa være; efter 25 Aars Tieneste at see mig som en endnu frisk og rørig Mand sat paa Pension; eller og at det maaskee er en Finantz-Operation til Interesse for Hans Maiestæts Casse, men som overgaaer min Horizont. Kabalen kan jeg ikke formode har Deel deri, thi Hr. Thaarup har ved sin Tiltrædelse offentlig sagt: at Kabalernes Periode var forbie.

Men jeg maae bede mine Læsere at tilgive mig, at jeg er skeiet noget uden for mit Løfte, som var blot en sandfærdig Beretning om Stykkets og ikke min Skiebne.

Den 7 Junii h. a. gik jeg til Professor Kierulf, og æskede Stykket tilbage, tilligemed udbad jeg mig hans Tanker derom. Han svarede: at han ikke havde det ved Haanden, og at han først vilde tale med Hr. Thaarup derom, hvilket sidste jeg frabad mig; blandt andet giorde Hr. Professoren denne mundtlige Anmærkning: at der var en Person i Stykket af en meget ond Character, og jeg havde ikke anmerket, hvorfra han havde et saa fordervet Hierte. Herpaa svarede jeg: at det hidindtil var mig ubekiendt, at et Skuespil tillige skulle indeholde en Genealogie over de deri forestillende Personer, eller at der skulle anføres physiske eller andre Aarsager til deres enten gode eller onde Characterer; Thi om en Stuckulis, en Marcinellis og andre s. 208 fleres Characterer ere Aarsagerne i Stykkerne selv mig ubekiendte.

Den 10 Junii blev mig ved Theaterbuddet Stykket tilbagesendt fra Hr. Professoren, som har havt det i Aar og Dag, og fulgte et Brev med til mig med de Hrr. Censorers Thaarup & Kierulffs Underskrift; samme indeholder en Censur paa 11 Linier 1 , hvori efter mine Tanker tillige ligger en ugrundet Beskyldning imod, hvad De haver behaget at kalde Publikum, under hvilket Ord jeg forstaaer enhver Tilskuer uden Forskiel; men ingenlunde nogle faa Genier og selvgiorte Dramaturger; thi, at der ere flere forstandige og tænkende Væsener, end blot maaskee høit en Snees af disse Subjecter, derom er vel ingen Tvivl. —

... Nu siger vel Ordsproget: at Sandhed maae ikke høres, thi den forskaffer Had; men Sandhed er og bliver dog altid en Dyd hos Sandhedens Dyrkere. Selv Betfærdigheden fordrer Sandheden, paa det at Dommen kan være grundet paa Retfærdighed og Billighed. Og saaledes overlader jeg da dette mit Arbeide til det upartiske veltænkende og skiønnende Publicums Dom, saavelsom og, at jeg med Fornøielse skal see enhver sand og menneskekierlig Recension imøde.

Critiske Anmærkninger og Personelliteter derimod anseer jeg med kold og taus Foragt.