Danmarks Breve

§ 1. Selskabet skal have en Præsis...

s. 263 § 1.

Selskabet skal have en Præsis som vælges den sidste gang naar Aaret er til Ende. De fleeste Stemmer bliver Valget.

§ 2.

Præsis skal kunde paalægge Medlemmerne Taushed.

§ 3.

Naar der skal afgiøres noget ved Stemmer da haver Præsis tvende Stemmer; — ved Secretairs Valg ligeledes.

§ 4.

Ligeledes skal Præsis, naar Selskabet er i den behørige stand, kunde tage En Uvedkommende med sig, naar der Tales, og den Dag han selv Taler, da Tvende.

§ 5.

Enhver af Selskabet kan den Dag han Arbeider tage Een med sig; men disse fremmede skal først foreslaaes i den foregaaende forsamling, førend de kan indlades; og maae det være folk som ere bekiendte for at have Skiønsomhed, eller Skuespils Dyrkere.

§ 6.

Skulde nogen have noget imod en foreslaaet Tilhører, da bør han melde det til Secretairen, og for ham tilkiendegive sine Grunde; som igien beretter det til Præsis, der inden Selskabet skilles ad, offentlig enten tillader eller forbyder den foreslaaede indgangen.

§ 7.

Den som engang har været Præsis kan ikke vælges til mindre end det sammes.

§ 8.

Selskabet skal have en Secretair hvis Forretning skal være at holde Dagbog over alt hvad der foretages i Selskabet; dette skal altsammen indskrives i en dertil indrettet Protocol.

§ 9.

Secretairen vælges naar Aaret er ude og kan der ogsaa vælges af de tilhørende Medlemmer, Secretairer; De arbeidende Medlemmer kan alleene vælges til Præsis.

§ 10.

Selskabet kan have Tilhørende Medlemmer af begge Kiøn, men som ikke kan have Adgang i Selskabet uden foregaaet Valg.

§ 11.

De tilhørende Medlemmer haver de samme Love at under kaste sig, som de Arbeidende.

§ 12 a.

Selskabet skal komme sammen engang hver Uge, hvor enhver efter sin Tour skal holde forelæsning over en selv valgt Materie.

§ 12 b.

Og skal det være enhver tilladt i næst paafølgende Sammenkomst, at opponere i mod den sidst Talende; og bør dette skee strax, førend denne Dags Forelæser begynder sin Afhandling. — Opponenten bør være Kort i sine Invendinger, og skal det afgiøres paa engang; thi ellers kom man fra det Eene i det tiuesinde, og altsaa længere fra Selskabets Øyemeed.

§ 13.

Det skal ogsaa være de Arbeidende medlemmer tilladt at betiene sig af det som lærde Mænd kan have given i Trykken; Men de skal være forbunden til at bekiendtgiøre det for Præsis; thi skulde man siden s. 264 komme efter det: da skal den som haver forseet sig herimod, bøde 3 & for sin Uoprigtighed.

§ 14.

Afhandlingen maae ikke være over 2½ Ark stor, og ey mindre end 1½, og maae den være læselig og Reenskreven; thi naar den er brugt skal den giemmes hos Præsis.

§ 15.

Den som efter sin Tour skal forelæse, kan, ifald han vil, i den sted give Selskabet en scene at forestille under hans Opsigt; og som han bør forklare, deels hvori det skiøne ligger, deels forklare Caracteerene o. s. v. Den som vil det skal ved den sidste samling tilkiendegive det for Præsis.

§ 16.

Sygdom undskylder naar en skulde forelæse; men han maae saa betimmelig melde det, ifald det ey skeer paa samme Dag da han skal forelæse, paa det at Eftermanden kan være færdig for at træde i hans plads.

§ 17.

Præsis kan give opgaver: det er at sige: paalægge baade de arbeidende og tilhørende medlemmer at lære Scener af Comedier; for at anstille en Disputats med Dom om den beste maade at spille den paa; dette skal skee naar en forelæsning ikke er lang nok.

§ 18.

Dersom en af de tilhørende fik lyst til at Arbeide med, skal han førend ham det tillades indkomme med en Afhandling til Præsis, som tillige med de andre bedømmer den, og efter 8 Dages forløb skal Secretairen skriftlig meddeele ham de andres Tanker. Talen maae være ordentlig efter § 14.

§ 19 a.

Enhver af Selskabets Medlemmer har Quartaliter at betale 1 --@: for at anskaffe Selskabet et Theatralsk Bibliothek. Det første Quartal betales strax for at anskaffe de nyttigste Skrifter Konsten betreffende.

§ 19 b.

De som i Eftertiden vilde træde i dette Selskab, haver 7 --@ at erlægge ved Deres antagelse i Selskabet.

§ 20.

Den som af Bibliotheket Laaner en bog, giver til Secretairen sit beviis derfor; og den som forkommer nogen bog, skal være pligtig at skaffe en anden i dens sted.

§ 21.

Selskabet skal tage sin begyndelse den 3 May og afbrydes den 14 Juny, paa det Selskabet fra den tid indtil det begynder igien, kan nyde Sommerens behageligheder, og skal Selskabet begynde igien den 9 August og da vedvarer det til Skuespillene begynder. — Det vil beroe paa Selskabets Lyst og Flittighed, om det uagtet deres Vinter forretninger skal vedvare.

§ 22.

Dersom Selskabet ikke Arbeider om Vinteren, skal de dog komme sammen i Jan. Maaned for at Erindre Hans Majst. Kongens Fødsels Dag ved en Tale, som skal holdes af Præsis.

§ 23.

Taushed i alt hvad der vedkommer Selskabet, maae iagttages imod alle Uvedkommende; den som overføres om at have handlet imod denne lov bøder med 2 --@: første gang, 4 --@: anden, og tredie gang gandske udelukkes.

s. 265 § 24.

Stiilhed og Alvorlighed bør herske i Selskabet saa længe der handles.

§ 25.

Dersom der skulde opkomme Trætte imellem nogle af Lemmerne, da skal Præsis paalægge dem Taushed; er Sagen alvorlig, skal den paa stedet undersøges af de andre, og af Præsis dømmes; den som haver uret skal bøde 1 &.

§ 26.

Den som ikke kommer til den bestemte Tid, haver ingen indgang i Selskabet i den Dags samling, og bør han for sin forsømelse bøde med 3 &.

§ 27.

Bøderne skal paa steder erlæges, og indkræves af Secretairen. Præsis haver bøderne i sit gieme; han skal for Selskabet aflægge Begnskab derfor.

§ 28.

Den som ikke strax betaler bøderne, har ingen adgang i Samlingerne førend bøderne ere betalte.

§ 29.

Bøderne anvendes til Selskabets nytte.

§ 30.

Det skal staae enhver frit fore at foreslaae noget til Selskabets Opkomst. De fleeste Stemmer skal afgiøre om det er nyttigt eller ey, ifald forslaget er tvetydig.

§ 31.

Den som har underskreven disse Love, har derved frivillig giort sig selv pligt skyldig. Den som forser sig herimod og ikke agter Lovene skal forvises ud af Selskabet, og offentlig erkiendes for en upaalidelig Mand; ja! en Mand som ingen Ære har, og som er uværdig til alle Redelige og Agtbare folkes Agtelse.

§ 32.

Disse Love skal ved enhver Samling oplæsses af Secretairen førend Selskabet skilles ad.

Jeg underskrevene tilstaar hermed, at jeg frivillig har underkastet mig disse Love, og dersom jeg med Forsæt handler imod dem, da erklæres jeg herved som et Æreløst og upaalide[ligt] Menneske, som ey er oplagt til alvorlige Forretninger, meget mindre til Venskabelige bestræbelser.

Som Stifter af Selskabet

Frederick Schwartz.

Præsis Frederick Schwartz.

Consulentere: Niels Hansen. Jacob Arends. Michaël Rosing.

Kiøbenhavn d. 3 May 1777.

Vi underskrevne underkaste os iligemaade forestaaende Love til Efterlevelse.

Kiøbenhavn d: 23 Aug: 1777.

Gielstrup. P. G. Busch. Elsberg.

(Privateje). Schwarz ledede som Præses Selskabet med Alvor og Fasthed, Theaterdirektionen gav det en Slags officiel Anerkendelse ved at overlade det Syngeskolen til Mødested, og efterat flere af de yngre Kunstnere, dog ikke Caroline Walter, var optagne som Medlemmer, kastede Førsteopførelsen af »Balders Død« 1778, 7/2, paa Hoftheatret en uudslettelig Glans over dets Virksomhed. Men i Længden kunde Enigheden ikke bevares i en af saa urolige Elementer sammensat Kreds. Personlige Interesser s. 266 gjorde sig gældende, indre Rivninger undergravede Arbejdskraften, og paa to Aars Dagen for Selskabets Stiftelse nedlagde Schwarz Styret. Selv om det endnu nogen Tid vegeterede med Arends og Hansen som Formænd, var dets Betydning forbi. Jvfr. Rahbek, Erindringer, I, 252 ff; 296; Athene, I, 391; A. Aumont, »Det dram. Selskabs Ophævelse« [1779, 7/12], Museum 1893, II, 95; Breve fra Warnstedt til Schwarz, Kgl. Bibl.; Brevet fra Arends og Hansen S. 35; Brevet fra Preisler S. 139, hvoraf det kan ses, at Selskabets Virken endnu ved Udgangen af 1780 fortsattes privat; paa dette Tidspunkt udmeldte Preisler sig efter Warnsteds Ønske. (Overskou, III, 177). — 179, 12. Den som skulde tale min Sag. Schwarz sigter her til Warnstedt. Ved Roses Død i 1784 var denne ivrig for at skaffe S. Ansættelse som Eneinstruktør med Roses Løn; jvfr. Noterne til Rosings Breve. Warnstedt skrev til Numsen: »Svarlig vilde man finde alle Schwarz’ gode Egenskaber for Theatret samlede i et Sujet. Han er født i Kiøbenhavn — en væsentlig Omstændighed for en Skuespiller paa det eneste Theater i Dannemark, og opvoxet ved Theatret, som han kiender ligesaa godt som en ordentlig Mand kiender sin egen Stue; han har stedse, som er notorisk, giort Theatervæsenet til sit Studium og i den Anledning giort sig bekiendt med Theatrene i Hamborg, Hannover, Cassel, Mannheim, Metz, Lille, Strasborg og Paris og giort personlig Bekiendtskab med en Mollé, Monvel, Preville, Brizard; han forstaar og taler med temmelig Færdighed Fransk, Tydsk og Engelsk, og hvad i disse Sprog er skrevet om Theatret, derom besidder han megen Kundskab. Han blev god Dandser underen Laurents, en Martins Anførsel, han fægter og spiller et Par Instrumenter. Dette anfører jeg for at vise, at Schwarz med nogen Slags Grund kan giøre Paastand paa at besidde Smag. Han har stedse haft Adgang i mange gode Huse, hvor god Tone herskede og hans jevnlige og kiereste Omgang har været med Kunstnere i alle Fag og Lærde som fornemmelig dyrkede de skiønne Videnskaber . . .« Numsen svarede, at han paaskønnede Schwarz’ udmærkede og store Talent i det borgerlige og muntre Fag, men han vilde ikke indrømme, at S. i det ædle Fag var taalelig; derfor blev Bosing ansat. Rosenstand-Goiske mente heller ikke, at S. var udrustet med de fornødne Egenskaber til Instruktørposten i det ædle Fag. »Han er en læg Mand. Hvor haanlig han end lader om denne Mangel, ved at kalde det Latinske Sprog »latinske Gloser«, kan han umulig som Instructeur lære den Udtale fra sig, som han ikke selv veed.« — 180, 3. Publicii Dom. I et Brev af 1778, 16/7, beder Johannes Ewald Kammerherre Warnstedt om han vil tage Schwarz med til en Conference om et Stykke, hvortil Planen er færdig [»Fiskerne«], da han er overbevist om, at Stykket vil vinde ved hans Indsigt. 1786 bad Wessels Enke Warnstedt om at Schwarz eller Elsberg, »som begge vare Venner af min sal. Mand« maatte føre Wessels Søn frem paa Skuepladsen ved den Forestilling, som skulde gives til Indtægt for ham, og ikke Hr. Musted, »som aldrig har haft nogen Omgang med min salig Mand«. — 181, 23. Potenza. Michel Angelo Potenza, f. 1723, kom til Kbhvn. 1768 som Tenorsanger i Chr. VIIs italienske Operaselskab, s. 267 blev 1773 dansk Syngemester. Han døde paa Theatret under Opførelsen af »Vinhøsten« 1800, 13/3. — 182, 26. Familie Omstændigheder. 1777, 8/4, bad Schwarz Kongen om at ville antage sig hans gamle, af Svaghed til alt Arbeide udygtige Moder, »der i 19 Aar har sadt Enke, og tvende Søstre, hvoraf den ene er med et Slag behæftet. Jeg ængstes, naar ieg er hiemme, og Uroelighed forfølger mig overalt. Tit fremtriner jeg for D. M. s Øyne med en nagende Kummer i Hiertet og en forstilt Latter paa Ansigtet.« (Ansøgninger til Gen. Postdir. 1777). 1779, 13/11, ægtede han Anna Sophie Mayes, født 1750, Datter af en engelskfødt Baandfabrikant. Deres to Sønner, som omtales i Brevet S. 192, var Hans Georg Gottfried, 1780—1826, Student 1799, Løjtnant 1808, Kaptain og Regimentskvartermester ved Kongens Livcorps, Sufflør ved Theatret, hvor han ogsaa virkede som Oversætter, gift 1816, 30/3, med Skuespillerinden Elise Charlotte Amalie Falck, der blev Danseelev 1799 og som 1804 optraadte i Schwarz’ Selskab i Helsingør; om hende skrev Rosing til Dir. 1813, 9/5: »Endelig maa jeg giøre opmærksom paa det første Soubrette-Talent Danmark har havt siden Madame Gielstrups Afgang: Jomfru Falck. Dir. ville berøve sig selv og Publikum en sand Siælsføde, dersom den ikke nøtter dette siældne Talent saa ofte som muligt«. Hun blev kgl. ansat 1816 og »var bleven en udmærket Soubrette, dersom hun blot havde haft Lyst« (Overskou, IV, 249); 1821 fik hun Afsked. — Schwarz’ yngre Søn hed Frederik, 1782—1843; han var Student, blev Fændrik 1807, Ridder 1809, Premierløjtnant 1814 og døde som Postmester i Flensborg. (Oberstløjtnant Hirschs Fort., Kgl. Bibl.). — Ved sin Hustrus Død skrevS. i Adresseavisen: »Søndagen den 24 October 1824, om Aftenen Kl. 11 døde Ane Sophie Schwarz, fød Mayes, i sit 75 Aar. Hun var i 45 Aar min trofaste og utrættelige Ledsagerinde paa Livets Vej. Hendes høit oplyste Aand — hendes sande Gudsfrygt — hendes Ømhed og Klogskab som Moder — gjorde hende til et Mønster og en Prydelse for sit Kjøn. Ikkun de, som kjendte hendes sjældne Værd, formaae at fatte min og mine Børns dybe Sorg, den Gud alene formaaer at lindre« (Nr. 253, 1824). — 183, 29. en Irettesættelse. I »Rapport fra Theater-Directionen 1772—92« findes under 1786 følgende: »Schwarz maatte gaa ind og synge i Chorene, men da det blev Actricen Rosing tilladt at staa i Coulissen for at giøre denne Tjeneste, blev han ved denne Distinction fornærmet, og viste sig siden en Aften med saa megen Kulde og Modbydelighed for dette Arbeide, at Justitsraad Lassen, efter Geheime-Konferensraad Numsens Ordre, maatte i hans Navn give ham, inden han kom ud af Scenen, en skarp Irettesættelse derfor.» Efter Schwarz’ Ønske lod Warnstedt det indlagte Brev og Doktorattesten gaa videre til Numsen, som svarede: »Mærkeligt er det i Sandhed, at Sygdommen just skulde paakomme ham fra den Dag af, jeg lod ham giøre Erindring om den uanstændige Latter og Spøg, som han fremførte paa Theatret ved den sørgeligste Scene . . . . men Opløsningen af Schwarz’ hele Paastand ligger i de Ord af hans Brev, at det hverken er hans Pligt som Embedsmand ved Theatret eller blot som Skuespiller at gaa ind s. 268 som Statist etc. . . . I Sandhed denne Vending er mesterlig for Schwarz’s egen Person . . . men da han, endskiøndt han kalder sig Embedsmand, og folgelig burde foregaa andre med godt Exempel, dog ikke er Bestyrer, saa tillader han vel, at man siger ham og enhver ved Theatret, hvad man fordrer af dem og tager det ikke ilde op. at man ej retter sig efter hans Love og Forskrifter. (Jvfr. Teatret, IX, 144). Som det fremgaar af Brevet S. 187 blev Schwarz i Maj s. A. fritaget for »al Sang paa Skuepladsen « — Om hans Væsen i disse Aar jvfr. Brevet fra Mad. Gielstrup, S. 98. Han satte ikke sit Lys under en Skæppe; 1786, 1/11, skrev han til Dir. : »mine tænkende Medborgere have udmærket Agt for mit Skuespiller- Talent, og baade de fremmede Ministre og andre Reisende sige: man veed paa fremmede Steder at tale om mig, som den Danske Skuepladses udmærkede Skuespiller.« Og han tilføjer: » Enhver der kiender mig veed, at det ikke er min Vane at rose mig selv.« — 184, 16. homme de Monde. Om Gielstrup i Udlandet skrev Danseren Jansen 1788, 11/8, til Warnstedt: »Vi er saa bange for at træffe G. i Wien som for Fanden selv; hvor han logerer har han giort saa mange Optøjer; da vi kom der og Verten hørte at vi var Danske, slog han en høy Latter op og spurgte, om vi ikke kiende Hr. Gielstrup fra Kiøbenhavn? Vi svarede: Jo. Ja, om han da ikke var Skuespiller. Jo! Atter en Fandens Latter. Nu kan Du sagtens vide, at han har giort en Helvedes Qvalm hos Acteurene, han har bestandig været Baron. Men nu vil det knibe artig inden han kommer hiem til sit Baronie og skal omfavne sin Baronesse; jeg tænker, han faaer vel Prygl, kiender ieg Fru Baronessen vel.« Jvfr. Brevet fra Gielstrup, S. 94; fra Preisler, S. 144. — 185, 5. Klopstock. Den berømte tyske Digter F. G. Klopstock, 1724—1803. — 186, 27. Brockman, Schytt og Lange. Om disse Skuespillere ved Burgtheatret i Wien jvfr. Preislers Journal II, 186 ff.; om Brockmann endvidere K. Mantzius, Skuespilkunst. Hist. V, 141. — 187, 2. Busches. J. G. Büsch, 1728—1800, Lærer i Mathematik ved Gymnasiet i Hamborg, bekendt som Direktør for det 1767 stiftede Handelsakademi.— 187,3. Schimmelmann. Statsminister H. E. Schimmelmann, 1747—1831. — 187, 11. Gahler. S. V. v. Gähler, 1706—88, var paa den Tid Overpræsident i Altona. — 187, 13. Bülow. Baron F. L. Bülow, 1738—1811, var Jægermester i Oldenborg og Delmenhorst. — 187, 15. Unzer. Dr. J. C. Unzer var Professor i Naturhistorie ved Gymnasiet i Altona. — 188, 17. fra M : d. v. s. fra Frimurerlogen, blandt hvis Medlemmer Schwarz var den første Skuespiller. — 188, 30. lille Comedie. 1787, 11/10, opførtes for eneste Gang Dorvignys Skuespil i en Akt »Man gør, hvad man kan, og ikke, hvad man vil«, oversat af Schwarz. I en af Stykkets Forklædningsscener forekom en Magister Viinstrøm, som Mange troede var ment som en Satire paa Rahbek. Denne klagede til Numsen, men ved at fremlægge Originalen for Direktionen beviste Schwarz, at han var sagesløs,— 189, 4. Harwitz. Baron v. Harwitz i Schrøders »Fændriken«, som Schwarz spillede. — 190, 15. Virtuosen Schall. Schwarz mener sandsynligvis Claus Schalls yngre Broder, Peder Schall, 1762 — 1820, som var Guitarvirtuos. — 190, 23. s. 269 mine bedste Aar. Den tyske Digter Friedrich v. Matthisson skildrer i sine Erindringer et Besøg i det kgl. Theater 1794: »Im Theater sahe ich das Singespiel Peters Bryllup, mit einer trefflichen Musik von Kapellmeister Schulz, aufführen. Die dänische Sprache leiht sich dem Gesange, wie die schwedische, und fällt besonders in den sanften und zärtlichen Arien angenehm ins Ohr. Im Ganzen zeichneten die Schauspieler sich vortheilhaft aus. Vorzüglichen Beifall erntete Madame Bartels [Berthelsen, senere Mad. Frydendahl] ein. Wirklich ist auch ihre Stimme eine der lieblichsten und reinsten, die man hören kann, und ihr Gesang erhob sich nicht seltem zur innigsten Herzensmelodie. Der beliebteste Schauspieler heist Schwarz; er hat sich nach Schröder gebildet, und ermüdet nicht, seinem Vorbilde näher zu streben. Der Schauspielsaal ist mit Geschmack dekorirt, aber für eine so volkreiche Stadt wie Kopenhagen, wo man das Theater leidenschaftlich liebt, bey weitem nicht geräumig gen ug.« (Erinnerungen II, 28 ff.). — Af et Portoefterkrav til Theaterkassen 1794, 18/1, fremgaar det, at Schwarz korresponderede med Schroder i Hamborg. — 190, 34. Engeland. I Schwarz’ Stambog (Privateje) harden produktive engelske Forfatter George Keate, 1729—97, skrevet et Digt hvoraf det kan ses, at S. har optraadt paa Engelsk i London. — 192, 26. Falsen. Den dansk-norske Digter Enevold de Falsen, 1755—1808, var 1801 Assessor i Højesteret. — 196, 29. forundes privilegium exclusivum. 1802, 10/2, resolverede Kongen, at Schwarz maatte opføre Skuespil og Balletter i Købstæderne i Danmark og Norge. 1) Privilegiet lød paa 5 Aar; 2) han maatte kun spille Stykker, som Theaterdirektionens Censur i København havde godkendt; 3) i hver By skal en eller to Forestillinger gives til Bedste for de Fattige, i Forhold til den kortere eller længere Tid han lader Skuespil opføre i Byen; 4) Selskabets Navn skal være: Det privilegerede Provinsial Theater. Det synes ikke som om Schwarz fik megen Glæde af sin Tilladelse. I Vinteren 1803—04 spillede han paa Theatret i Helsingør med nogle af det kgl. Theaters Begyndere og nu og da en kendt Kunstner som Gæst. »Huset var ikke fuldt, hvilket vi have iagttaget som oftest at være Tilfældet . . . ligeledes var der kun faa af den opvoksende Ungdom, der dog skulde høste mest Gavn af slige moralske og Lasterne med rette Farver afmalende Skuespil«. (Iris og Hebe, 1804, I/II; jvfr. Journal for Skuespillere og Skuespilyndere, udg. af Dr. med. de Meza, Helsingør 1804; Mem. og Breve, IV, 157). Da en svensk Skuespiller Löwenhagen i 1805 søgte om Tilladelse til at give Forestillinger i Helsingør, og da hans Ansøgning var anbefalet af Byens Indbyggere, lod Kancelliet forespørge, hvornaar Schwarz igen agtede at bruge sit Privilegium. Han svarede, at saasnart han havde erholdt et Par manglende Skuespillere, og saasnart han havde et tilstrækkeligt Antal Abonnenter, kort sagt var skadesløs, vilde han atter benytte sig af sin Ret. Herpaa gensvarede Kancelliet, at saafremt han ikke inden fire Uger var begyndt at spille, vilde den eksklusive Del af Privilegiet være bortfalden. Da det viste sig, at Schwarz ikke kunde undgaa at spille med Tab, overgik Bevillingen til den »theatergale« s. 270 Baron, Kammerherre Wedel-Jarlsberg. (Om ham jvfr. Karl Schmidt, Skuespil og Theaterforhold i Odense). — 198, 33. min Afgang. 1810, 2 1/3, festligholdt Schwarz sit » Skuespillerfarvel « ved en Beneficeforestilling (jvfr. Theone II); derefter virkede han som Instruktør indtil han Sommeren 1816 tog Afsked »da hans Helbred ikke mere kunde bære den Kuld og Trækvind, som om Vinteren hersker ved Theatret«; 16/2 s. A. havde han taget »Afsked med Publikum« som Rosenau i »Hververne«. Han døde under et Ophold i Fredensborg 1838, 13/7; om Vinteren boede han hos sin Datter Louise, Enke efter Kapelmusikus Jens Gylche, i Vingaardstræde Nr. 144. I Nekrologen skrev Berl. Tid. : «En saa sjelden Kunstner som Schwarz fortjente en fuldstændig Biografi, ikke alene for hvad han selv virkede for Kunsten, men ogsaa for den Indflydelse, han havde paa dens Udvikling hos os.« (Nr. 185, 1838). — Det gengivne Portræt er malet af Jens Juel henimod det attende Aarh. s Slutning; det ejes af Enkefru Hanna Unna, som elskværdigst har tilladt dets Reproduktion. — 199, 27. Em beds-Instrux. Da denne giver et godt Begreb om Schwarz’ Indsigt som Sceneleder, meddeles den her:

1. Theater-Instructeurens fornemste Forretning bliver ikke allene blot at giennemlæse ethvert Stykke, Directionen bestemmer til at opføres paa Skuepladsen, men endog saa nøiagtig og saa fuldkommen som mueligt at studere og giennemgaae de Stykker, saavel i Henseende til Handling og dets Gang, og de derved forekommende Situationer, som endog at studere de deri forekommende Karakterer, for ved Prøven at være istand til at give de spillende Personer, som maatte forfeile Rollens Karakteer, de fornødne Vink og Advarsler. Skal altsaa Instructeuren bevirke: at de spillende Personer giøre deres Pligt, at Prøverne holdes ordentligen og svare til deres Hensigt; skal han advare mod Feil, og være ansvarlig for Forestillingerne, saa følger ogsaa heraf: at Instructeuren forundes ene Myndighed i alt hvad der henhører til Scenens Bestyrelse; thi kun den som har studeret Stykket og tænkt sig ind i dets Aand, er skikket til at vaage over dets Frembringelse paa Skuepladsen. I Tilfælde at Cheffen skulde have noget at erindre enten i Henseende til Prøvernes Gang, eller Udførelsen af de deri forekommende Situationer og Karakterernes Fremstillelse, da underretter Cheffen Instructeuren om sin Villie, og foranstalter han da de Foranledninger, Cheffen maatte befale.

2. Det paaligger Instructeuren at vaage over alt det, som henhører til Skuespillets Omhu og rolige Gang, saavel i Sørgespil, Skuespil, som de opførende Syngespil, for saavidt Action, Declamation og det stumme Theaterspil angaar, og at bidrage til, saavidt det staar i hans Magt, at ethvert af disse Slags Skuespil gives |: i Forhold til de dertil brugte Subjekters Ævner :| med den muligste Fuldkommenhed; til den Ende bør han være nærværende ved alle Prøver og Forestillinger paa det Kongelige Theater, og i Særdeleshed paasee, at Prøverne ere saa fuldstændige og nøiagtige som muligt; han paaseer, at alle Personer, som høre til Stykket, blive tilstæde saalænge Prøven varer, da ingen maa forlade Skuespilhuset, saa længe Prøven holdes, uden dertil at have hans Tilladelse. Naar han anseer det nødvendigt, lader han enkelte Repliker, eller hele Scener gientages saalænge, indtil han finder, at de gives som de bør, da det paaligger ham at veilede de spillende Personer og at paasee at disse ikke forfeiler noget, som hører enten til Stykkets hele Sammenhæng i Almindelighed, eller enkelte Karakterer i Særdeleshed, til hvilken Ende enhver Skuespiller, uden Undtagelse, er forbunden til, fornemmelig s. 271 ved de tvende sidste Prøver af ethvert Stykke at skizzere sin Rulle, som dens Natur udfordrer det. Han paaseer, at alle Skuespillerne give deres Rulle uden Tilsætning eller Forkortning; og da ingen maa forandre noget i sin Rulle, og til enhver Forandring, der maatte ansees nødvendig, først bør indhente Theater Cheffens Tilladelse. Instructeuren bør vaage over Orden og Rolighed paa Prøverne; han bestemmer Ind- og Udgangene paa Scenen; alle i Stykkerne forekommende Optoge o. s. v. ordnes af ham, og han paaseer, at Opførelsen af ethvert Stykke er overeensstemmende med det, som er vedtaget paa Prøven.

3. Da Instructeurens Embede medfører, at han skal være tilstæde ved enhver Forestilling, saa er han pligtig, i Tilfælde at der skulle indløbe Feil ved Forestillingen, strax at anmærke det skriftlig, og meddele det til Regiseuren, som indfører det i Journalen, paa det de anmærkede Feil ved næste Forestilling kunde rettes; hvoraf da følger, at Instructeuren, naar sligt et Stykke igjen opføres, med derpaa holdende Prøve, efterseer Journalen.

4. Ethvert nyt Stykke, Directionen bestemmer til Opførelse, meddeles Instructeuren saa betimelig, at han kan faa Tiid til at studere Stykket, for nøiagtigen at kunne ordne dets Gang og øvrige fornødne.

5. Efter første Prøve af ethvert nyt Stykke indkommer Instructeuren med et skriftlig Forslag til Cheffen, saavel i Henseende til Dekorationerne, hvilke hertil behøves, som til de Klædedragter, han efter Aftale med de Spillende, anseer meest passende til enhver Rollens Karakteer, og indhenter derpaa Cheffens nærmere Aprobation. Denne tilstiller han Regiseuren til videre Besørgelse.

6. Ved ethvert nyt Stykke indfinder Instructeuren sig i Foyeren en Time førend Forestillingen begynder, for at eftersee, om noget ved Paaklædningen, efter den approberede Regie, skulle være forsømt, og om enhver er klædt og maskeret, saaledes som Rollens Natur og Kostumer udkræver det, hvorved han især gaar de unge Skuespillere og Skuespillerinder til Haande med Raad og Veiledning.

7. Naar pludselig indtreffende Sygdom giør det umuligt at opføre det, til den Aften bestemte Skuespil, og Tiden ei tillader først at indhente Cheffens Befaling, da overlægger han med Inspecteuren, hvad Stykke, der uden mindste Uleilighed kan gives samme Aften.

8. Naar paa Maaneds Repertoiret er ansat enten nye eller gamle Stykker, hvori een eller flere Skuespillere have nye Roller, bliver det Instructeurens Pligt betimelig at foreslaae for Cheffen, naar disse Prøver beqvemmest kunde finde Sted, og forventer hans nærmere Ordre desangaaende.

9. Ved ethvert Repertoires Sætning foreslaar Instructeuren, som den, der har studeret Stykkerne, og som den, der kjender Skuespillernes Ævner og Duelighed, hvo som bedst kan udføre de ubesatte Roller. Skulde det indtreffe, at de Stykker, uden for Repertoiret blev bestemt til Opførelse, hvori er ubesatte Roller, mælder han det ufortøvet til Cheffen, og lader tillige følge en Fortegnelse paa de Personer, som bedst kunne udføre Rollerne, og forventer da Cheffens afgiørende Bestemmelse, hvilken han strax underretter Regiseuren om, der da uopholdelig kundgiør det for den eller de Personer, som Rollen eller Rollerne tildeles.

10. Til enhver Prøve fastsætter Instructeuren Dagen og Klokkeslettet, forelægger samme til Cheffens Approbation, og saasnart den er indhentet, meddeler han Regiseuren den, for af ham videre at bekiendtgiøres for Selskabet.

11. Andrager nogen Skuespiller at frietages for en Rolle eller Prøve, henvender han sig dermed skriftlig til Instructeuren, som derover indhenter Cheffens Afgiørelse. Denne Beslutning bekiendtgiør han for Regiseuren, som derefter lader det komme til Vedkommendes Kundskab.

s. 272 12. Et Qvarteer efter Prøvens Ansættelse ringer Regiseuren til dens Begyndelse; hvo som da ikke er tilstæde, antegnes af Regiseuren til Mulkt efter det kongelige approberte Reglement. Naar Prøverne er begyndt, gaar den uafbrudt frem, og oplæser da Soufleuren den Fraværendes Rolle. Naar den manglende Person kommer, da prøver han sin Rolle, efter at Stykkets Prøve er endt.

13. Alt for lange Mellemspil af Orchesteret kiøle meget ofte saavel Tilskuernes som Skuespillernes varme Interesse for Stykket. For at forebygge dette, paaligger det Instructeuren at underrette Koncertmesteren om: hvor Mellemspillene skulle være korte, og hvor de, formedelst Decorations Forandring eller Omklædning, maa være lange.

14. Skulle nogen af Selskabet vægre sig ved at udføre det, som Instructeuren anseer nødvendigt og bestemmer til Theatertienestens Bedste; eller endog i Theatertienesten tillade sig usømmelige Ord og herved fornærme Instructeur Embedets Værdighed , eller endog tilsidesætte og forstyrre den Omhu, der er nødvendig i Tienesten, da haver Instructeuren at melde saadant for Cheffen da han kan vente alt det Medhold og Satisfaction, som en brav Embedsmand tilkommer.

15. Ligesom enhver af Theatrets Personale er pligtig at rette sig efter alt det, som dem ved Instructeuren tilkiendegives, saaledes er denne igien forbunden, at rette sig efter alle de Ordres ham af Theatrets Chef gives; og bør han derfor, naar Cheffen er nærværende, være sig ved Prøver eller Forestillinger, ikke udstæde nogen Ordre uden Forespørgsel hos ham og med hans Samtykke.

— 201, 1. Garrik. Den verdensberømte engelske Shakespearefremstiller, David Garrick, 1716—79, Hans Enke har skrevet et Vers i Schwarz’ Stambog. (Privateje). — 201, 25. dette System. Direktionen tog S.s Indvendinger ad notam; Kongen resolverede 1812, 3/9, at der ved Sæsonens Slutning skulde udbetales Gratialer til de Kunstnere, der i Vinterens Løb havde udmærket sig, uden at man tog Hensyn til Bollernes Antal.

202, 1. M ad. Spindler. Da hun var 14 Aar gl. skrev P. H. Haste om hende: »Jomfru Nick spiller vakkert Barne-Roller i Skuespillene og dandser smaa Solos med Lykke. Hun har en kjøn liden Figur og et udmærket talende Ansigt.« (Nordia, I, 1795). Hun blev de skælmske Elskerinders og slagfærdige Soubretters Fremstillerinde, og da hun i sin Ungdom var en Legemliggørelse af Sundhed og Livsglæde, blev hun en af de Skuespillerinder, som Publikum helst saa. Men hun ejede ogsaa Alvor og Følelse og barok Fantasi i sin Kunst. Hvis hun i Livet havde været en Partigænger, var hun sandsynligvis bleven en af Theatrets store Navne. Men da den Uro hun havde i Blodet udløste sig i et sarkastisk Frisprog, der vidnede om en større Intelligens end den hendes kvindelige Kolleger raadede over, og som gjorde hende hensynsløs i sit Vid og rede til at udtale Domme over Direktionens Færd, saa blev hendes Skæbne ved Theatret typisk: istedetfor at benytte den Kraft, der udsprang fra hendes frodige Temperament til det yderste, forbigik Direktionen hende eller gav hende Roller i andet Plan. Man faar det Indtryk, at baade Rahbek og Collin af personlig Uvilje gennem Aar har begaaet kunstneriske Misgreb overfor dette Talent. — 1800, 14/4, blev hun gift med den senere Amtsforvalter J. M. Lange, fra hvem hun blev separeret 1806 (jvfr. Brevet S. 203). 1807 søgte og fik hun sin Afsked, fordi hun s. 273 »ikke mere følte den Lyst til sit Kald, der saa nodvendigen udfordres til dets Opfyldelse«. 1811. 4/8, ægtede hun den rige vestindiske Købmand S. M. Spindler, og Aaret efter søgte hun igen til Theatret. Da hun i Ansøgningen skriver, at »Trang aldeles ikke dicterer denne allerunderdanigste Supplik, og Gage ikke er det, jeg higer efter«, bortfalder P. Hansens Paastand om, at det var Nød, som atter bragte hende til Skuepladsen (II, 75). I Indstillingen til Kongen skrev Dir. : »Hendes Figur er i de fem Aar, hun har været borte, blevet uskikket til de unge og barnlige Roller, hvori hun i Særdeleshed havde sin Styrke.« I. K. Høst skriver: »Fra sin tidligste Ungdom var Mad. Spindler en talentfuld og almenyndet Skuespillerinde. Iblant hendes Roller, fra den barnlig-naive Gurli, udmærkede sig den gamle Hexes i »Røverborgen«, hvilken, skiønt i fuldkommen Modsætning til hendes qvindelige Gratie, var et Mesterstykke, sikkert uovergaaet paa nogen Skueplads. Hendes giæstfrie Modtagelse og vittige Samtaler giøre mig endnu hendes Huus til et kiært Tilflugtssted. Hun har i Livets afvekslende Stillinger vidst at bevare Kraft og Munterhed«. (Erindringer, 167). — 202, 11. Mad. Biørn. Marie Christine Lorentzen kom 15 Aar gl. paa Danseskolen, debuterede 1781 og blev i en Aarrække den alvorlige Ballets Hovedstøtte. For at doublere hurtigt fik hun 1786 500 Sølvperler af Dir. som Gratifikation. 1783 blev hun gift med Theatrets Bolleudskriver, senere Sekretær ved Hofstuen Chr. Bjørn (jvfr. S. 247), som døde 1816, 56 Aar gl. Mad. B. blev Solodanserinde 1802, fik Afsked 1804 og døde 1837, 15/4, 73 Aar gl. — 202, 15. Mad. Colding. Hun viste sig første Gang paa Scenen 1775 og hendes Jomfrunavn, Ane Sophie Jacobsen, tyder paa, at hun har været Jødinde, ihvertfald skræmmede hendes store Næse Christian VII, som fra Logen raabte »at han ikke kunde se de andre for den«. Direktionen turde ikke sidde den sindssyge Konges Dom overhørig, og derved mistede Theatret et Talent for de ældre, komiske Roller (Krit. Efterr., 110). 1776—77 fik hun 150 Rdl. for at synge i Koret — men hun maatte blive udenfor Scenen. En Aften da hun var kommet for langt frem i Kulissen skimtede Kongen hende fra Logen og raabte: »Madame der, kommer hun nu igen med sin store Næse? Tag den væk, jeg kan ikke se for den!« (Overskou, III, 78). 1778. 11 /3, fik hun Afsked og ansattes ved Garderoben. Aaret efter giftede hun sig med Figurant C. A. Colding, som døde 1798, 39 Aar gl. S. A. blev hun gift med senere Toldkasserer Møller i Køge. 1808 syede hun Chr. VIIs Ligdragt. 1816 fik hun Afsked som Garderobeforvalterske og 1821, 23/3, døde hun, 65 Aar gl. — 204, 11. min Afsked. Paa Grund af Direktionens Uvilje blev Mad. Spindlers Repertoire stadig mindre, og det er sandsynligt at hun, i sin Iver for at hævde sig, efterhaanden er blevet forceret i sit Spil. Paa en Liste over dem, som var værdige til Afsked, opførte Collin 1829 hendes Navn: »I sin Tid var hun et ikke ubetydeligt Talent, men med sin skrigende Stemme og sit højst ugracieuse Spil nu aldeles ikke præsentabel paa Scenen,« skrev han. Det nyttede ikke at hun protesterede: »Jeg staar i min fulde Kraft uden at være mig mindste Brøde, min Tjeneste betræffende, bevidst«; 8 Maj 1829 spillede hun sidste s. 274 Gang. (Jvfr. A. Aumonts Karakteristik i Biograf. Lex.). 1861, 12/5, døde hun, 80 Aar gl. Paa Begravelsesdagen skrev Wilhelm Holst til Professor Abrahams: »Jeg har idag fulgt Madam Spindler til Jorden. Hendes Vittighed var bekendt, og jeg skal fortælle Dem en, som fortjener at opbevares. To rødhaarede Directorer [Rahbek og Collin] gjorde Cur til en bekjendt udmærket Skuespillerinde paa Mad. Spindlers Tid [Mad. B. E. Andersen]. Da man i Theatrets Foyér roste denne Skuespillerinde for hendes Dyd, sagde Mad Spindler. »Er den at undres over, hun har to Rødhetter, vi Stakler har slet ingen!« — Mad. S. s Mand døde 1871, 86 Aar gl.; hendes Søn, Simon Martin, debuterede 1828 uden Held paa det kgl. Theater, hvor han 1843 atter optraadte som Gæst; i Mellemtiden havde han været »en i Norge almindelig yndet Skuespiller«. Han døde s. A., 32 Aar gl. (Adresseavisen 1843, Nr. 230).

18

204, 15, Thessen. Der er mange Berøringspunkter mellem Carl Frederik Thessen og hans Samtidige, Iver Hesselberg Urberg. Ude over Ungdomsaarene, da andre Livsveje havde lukket sig for dem, søgte de til Theatret for at faa »et fast Levebrød«. Blottede for en indre dramatisk Trang maatte Ligegyldighed for Arbejdet og Uefterrettelighed i Tjenesten blive en naturlig Følge af deres Ansættelse. »Hr. Thessen kand siælden sine Roller, og kand man ikke vel faae ham til at entrere i de forefaldne Caracterer,« skrev Rose (jvfr. S. 26; 99). »Publikum har kun liden Grund til at vente sig noget Studium af den Skuespiller, hvis Skiødesløshed gaaer saavidt, at han ikke en Gang vil lære sine Roller udenad . . . . Thessens Ansigt, som uheldigvis vanzires meget ved en Knude i Panden, vilde udtrykke mere, dersom han var i Stand til at føle sin Rolle saaledes som han burde« . . . (Krit. Efterr., 69). De var begge upaalidelige i alle Livets Forhold og bidrog til at bevare Samfundets Fordomme mod Standen. De var komiske i deres Selvfølelse og troede at være miskendte Genier, skønt deres indre og ydre Mangler var saa betydelige, at man neppe tør kalde dem Utiliteter.

Det er da ikke som Skuespillere, men som Typer at de tilhører Historien. — Overskou fortæller en morsom Historie om, hvorledes Thessen ved Stemmekraft omvendte en dødsdømt Forbryder og fulgte ham paa Skafottet (III, 62). 1782 bad T. Kongen om at betale en 8te Ugers Melke og Pyrmontervands Kur som var det eneste og sidste, der kunde skaffe hans Helbred tilbage. 1786 meddelte han Dir., at han uventet var bleven Ejer af Gaarden »Vente-Gott«, beliggende ved Løgten paa Nørre-Broe« [den Ejendom paa Nørrebrogade, hvor nu »Hjemløs Ungdom« er til Huse], og bad om et Laan til »Bygningernes Istandsættelse og til nogle Køers Anskaffelse«. 1787 klager en Brændevinsbrænder Grüdel over, at Thessen »optager og indelukker Byens Køer, uagtet han hverken har Ager eller Eng; ligeledes har han bemægtiget sig en af Klagerens Køer« (Persh. Tidsskr. 5 R., VI, 61). 1788 er han — og ikke Urberg, som Overskou skriver (III, 413) — Lejer af en Skydebane i Sølvgade, hvor han selv blev den første »Chevalier de la triste figure« (jvfr. Brevet fra Preisler. S. 144). 1789 skrev Theaterdir. om ham, »at han mere s. 275 var Kassen til Byrde, end Skuepladsen til Nytte«. 1790 ansøgte hans Kone, Anthonette Lucie Vilhelmine, f. Clausen, om at blive skilt fra ham; med hende havde han en Datter, som i 1782 spillede »adskillige smaae Kuller i Skuespillene«. I sin komiske Fortælling »Døden og Doctoren« (Minerva, 1791) skrev Baggesen om Døden, at den kom »paa tynde Ben, vor store Thessen lig«; denne, der »allerede som Mandfolk var et Hoved højere end alt Folket« (Rahbek, Om Holberg som Lystspildigter, II, 225), udgav en fulminant »Appel til Publikums Domstoel imod den Baggesen, der har skrevet Fortællingen Døden og Doctoren«, som ifølge Adresseavisen solgtes »til Beste for dem i Pesthuset, som selv maa bebreide sig deres slette Gestalt«; men Thessen fik iøvrigt ikke stor Glæde af sin Retorsion, hvori Baggesen blev kaldt Skurk og Pasquillant, da Kritiken tog ham alvorligt i Skole for disse grove Udtryk. Senere rettede Baggesen Linjen til: »en gammel Danser lig«. 1793, 22/7, skrev Thessen til Ahlefeldt: »Min oeconomiske Forfatning byder mig at foredrage D. E., at Jøden Adler, som under Venskabs Maske saa slet haver behandlet mig, for det første ej maa bekomme de af min Gage indeholdte og i Theaterkassen in deposito værende Penge, saasom jeg for Retten vil kundgiøre bemældte Jødes Handlemaade til Confiscation; — thi jeg bør dog ey crepere af Nød, saa længe jeg haver noget at gribe til, som dog i en vis Forstand endnu kand kaldes mit eget.« 1794, 27/5, modtog Kronprinsen følgende Brev: »Som Borger og Spekhøker at følge min Næringsvej og ved paa lovlig Maade at ernære mig, har jeg stedse anset for min Pligt; tillige troede jeg at Lovene paalagte enhver Undersaat Redelighed mod sin Næste, og straffede deres Overtrædelser. Det var mig bekendt at Acteur Tessen havde 440 Rdl. aarlig Løn, og jeg saa følgelig ingen Fare for mig ved at betro denne Mand de til hans Hus fornødne Vare, især da han første Quartal rigtig betalte mig. Men paa engang udebliver han med Betaling, og da jeg desangaaende spørger mig til Raads, naadigste Kronprinds!, siges mig, at disse Folk ere priviligerede at borge uden at tænke paa Betaling. Jeg kan umuligt tro Mandens Ord, ney Deres K. H. billiger vist aldrig en saa urimelig og Borgeren skadelig Rettighed. Underdanigst af Rasmus Larsen i Admiral Gaden Nr. 242«. Den Forordning, som man har vist Spækhøkeren, er formodentlig Rescriptet af 1776, 3/1, hvorefter Skuespillere, Sangere og Dandsere ved Theatrene i Kjobenhavn ikke maa for Gield arresteres« (jvfr. Brevet S. 65 og Noten). 25/7, s. A. skrev Høkeren atter til Kronprinsen: »Jeg er nu bleven overbevist om, at jeg ifølge H. M. s allernaadigste Befaling ikke burdte have betroet en Acteur; men som en ung Mand der nylig har sadt sig ned, og ikke kiendte til saadan Forordning, tør jeg underdanigst haabe Tilgivelse og bede, at mig maatte naadigst bestemmes en vist quartaliter til Afdrag paa min Fordring.« — »Som aldeles uduelig« fik Thessen Afsked efter 23 Aars Tjeneste ved Sæsonens Slutning 1796, og derefter blev han Skuespiller og Instruktør ved »det odenseiske danske Nationaltheater«, ved hvis Aabningsforestilling (1796, 18/11) han fremsagde Prologen. Men allerede det følgende Aar advarede han i Adresseavisen (1797, Nr. 209) unge s. 276 Skuespillere mod at tage til Odense. Herpaa svarede den midlertidige Direktør, stud.jur. Skuespiller J. D. Ahrentzen, at »Thessen var en Rebel) og Fredsforstyrrer, der ikke egnede sig til at være Instruktør; han var et umoralsk Menneske, der sogte Samqvem med et Fruentimmer paa Øen Stige, og med hende havde han uanset og ustraffet uden for Ægteskab avlet tre Børn, mens hans rette og retskafne Kone, som har skildt sig ved ham, endnu er i Live«. (Adresseav. Nr. 213). I Efteraaret 1797 gjorde Thessen et forgæves Forsøg paa at blive Direktør (jvfr. Teatret, X) og i August 1798 døde han, 60 Aar gl. Dødsdagen er ikke anført i Kirkebogen, men Skiftet holdtes den 9 August; »han efterlod sig intet, da alt, hvad han ejede, var bleven solgt i hans lange Sygdomstid.« Hans Hustru og gifte Datter boede i København. Grev Trampe til Løgismose, som fra Nytaar 1798 var bleven Odense Theaters Direktør, bekostede Begravelsen, og bad det kgl. Theaters Direktion om en Understøttelse til »Thessens trende tilbageblevne smaa Børn, hvoraf den ældste er syv Aar«. Gennem Schwarz paa Grevens Kvittering sendte Dir. 100 Rdl. til Bornene. Fyens Avertissements Tidende beskrev Begravelsen saaledes:

»I Løverdags jordedes her Carl Frederik Thessen, forrige Skuespiller ved Kbhvn. s Theater, og i den første Vinter Instructeur ved det danske Theater i Odense. Den Mand, som nu saa patriotisk sørger for at ophielpe Skuespil Kunsten hos os, og med saa megen Held stedse bringer den til mere Fuldkommenhed blandt Nationens Indfødte, besørgede ogsaa af Agtelse for Kunsten og dens Dyrkere, denne forrige Skuespillers hæderlige Jordefærd. 4 unge ugivte Skuespillerinder gik foran Liget, og strøede siden Blomster paa Graven. Liget blev baaren af Skuespillere. Instructeur Schwarz fra Kbhvn. s Theater (der til vor Skuepladses Dannelse i denne Tid har bidraget alt hvad man maatte vente af en Mand, hvis Navn allerede er nok for at hædre Kunsten og af hvis Anførsel allerede spores de heldigste Fremskridt til Fuldkommenhed for dens unge Dyrkere) fulgte Liget tilligemed Theatrets agtværdige Fosterfader og adskillige andre Honoratiores af Byen og Landet, samt begge Sognets Præster m. fl.« — Den 18 August 1798 skrev P. A. Heiberg til sin Broder: »Man har fortalt mig at Thessen er død; det vil jeg vel troe, men at han er begravet, har jeg ondt ved at troe, da jeg ikke formoder at der i Fyen findes Bræder lange nok til hans Ligkiste; maaske har man hugget ham over.« (Breve fra P. A. H., 23). — 204, 20. Velgiørenheden. »Velgiørenheden, Comoedie i fem Optoge, af C. F. Thessen«, udkom 1796. — 206, 6. Ildebranden. Mens Christiansborg Slot brændte, blev Klæder, Musikalier og Bøger fra Hoftheatret kørt hen til »Byens Theater«. — Under Branden 1795 blev hele Garderoben udslængt paa Kongens Nytorv og kom derved »i stor Uorden«. — Under Bombardementet brændte for c. 4000 Rdl. af Theatrets Tøj, som var til Conservation hos Bundtmager Liebenberg i Vimmelskaftet. — 206, 26. Kierulff. Professor ved Universitetet Jørgen Kierulff, 1757—1810, var Medlem af Dir. fra 1794 til sin Død. Om ham jvfr. Oehlenschläger, Erindringer, I.

208, 23. Urberg. Hans Fader, Renteskriver og Kammerraad Oluf s. 277 Urberg, skrev 1766, 8/7, til Kongen, at Medicus og Lector White i Kongsberg, hvor Sønnen havde studeret, og Prof. Ascanus ved »de naturhistoriske Anstalter paa Charlottenborg havde bevidnet, at de hos Iver Hesselberg Urberg havde fundet et Genie som burde befordres til at fortsætte Studeringen udi Biergvidenskaben, da han allerede havde opnaaet god Kundskab saavel i Bierg som Myndts Væsenet i Henseende til Smeltning, Probér og Markasit-Kunsten samt Micaniquen«. Kongen tilstod ham s. A. 100 Rdl. aarligt i tre å fire Aar. (Particulairkassen, 1766). Jens Worm fortæller, at Urberg senere blev kgl. prøjsisk Branddirektor i Königsberg (Lex. III), ihvertfald debuterede han 1773 og forblev kgl. Skuespiller i 16 Aar. Han var mere end nogen anden Projektmageren blandt sine Kolleger, en Charlatan, der bestandig uden Held var paa Jagt efter Formuen. Strid og Kævl var hans rette Elementer. Ved kgl. Resolution af 1779, 7/4, blev der paa selve Theatret indrettet et Arrestkammer, hvori mindre Forseelser skulde afsones, uden at Arresten i Blaataarn derfor blev ophævet; »den skulde benyttes naar det mildere Middel unyttigen havde været anvendt«. (Rapport fra Theater-Dir. 1792-92). Oftest af alle forbrød Urberg sig. (Jvfr. Teatret, X). I Regnskabet fra 1782 findes:

»Theater-Karl Rasmus for at have Opvartning i 8te Dage ved

Arrestanten Hr. Urberg i Cachotten paa Byens Theater . . . . 3 Rdl.

I Leye for Sengklæder til bemeldte Chachot i 8te Dage . . . . 1 Rdl.«

1784 er hans Gæld 2273 Rdl. Omtrent samtidig udgav han et Par Skuespil. skrevne paa et grufuldt Dansk. Paa Neergaards Kaffehus traf den unge Rahbek ham: «der aabnedes et nyt castalisk Væld for mig, da en meget maadelig Skuespiller, Urberg, bod mig hiem til sig, og forelæste mig sine Originaler og Oversættelser, hvorhos han naturligviis tillige veiledede min Dom om Theatrets øvrige Personale, ikke just i de paalideligste Spor« (Erindringer, I, 229). 1785 sogte han om at faa et Geleide som kgl. Dansk Kammer-Sanger »saaledes som jeg i Hof-Bullen findes indført«. Han agtede at bruge det paa en Tourné i Sverrig, »hvor jeg vil giøre et Forsøg paa hvad Lykke mine Synge-Talenter ville tilbringe mig«. Om Sommeren skrev han fra Medevi til Warnstedt, at han sad til Bords med Greverne Horn og Fersen, General Wrangel og Prinsen af Hessenstein, som »gjorde store Øyne« naar de horte ham synge. 1786 begyndte han at eksperimentere med Balloner; fra Eksercérpladsen ved Rosenborg Have var han den første i Danmark, som sendte en »Globus« til Vejrs. Men uheldigvis gik der Ild i den, saa Folk opdagede, at Gondolen kun indeholdt en Dukke og ikke et Menneske, som af Urberg averteret. Ved et nyt Forsog skar »onde Mennesker« en Rift i Ballonen, kort for den steg op: da den svævede hen over Kongens Have, revnede den. Passageren, »en i et snævert Staaltraadsbur indeklæmt Hane«, der gjorde Rejsen med i Stedet for en bebudet Kat, slap med Livet og faldt ned i Gothersgade. Men Urberg var nær ved at faa Prygl af Tilskuerne: en Bagdør reddede ham. I »Morgenposten« blev han indviklet i en bitter Avisfejde, og efter at have været paa Tourné med Ballonen til Aarhus, Randers og Aalborg, optraadte han ikke mere som Aëronautiker. (Jvfr. s. 278 Brock, Rosenborg. II, 128; Brev til Warnstedt, Kgl. Bibl.). »Hr. Urberg indfandt sig sjelden paa den ordentlige Lønningsdag, og naar det endelig efter mine gientagne Erindringer, faldt ham ind at kvittere for den Løn, hans Kreditorer havde afhentet, gjorde han det næsten aldrig uden nyt Pengelaan,« skrev Hovedkasserer, Justitsraad Lassen om ham, og mens han i 1789 som Handelsagent for Juvelér Fabricius var i Norge, forestillede Dir. Kongen at afskedige ham uden Pension, mod at Dir. betalte hans Gæld og anbefalede ham til et Embede under Toldvæsenet. Et saadant opnaaede han ikke; 25/10 s. A. skrev han fra Flensborg til Warnstedt: »Min Kone har sendt mig en Originalbillet fra D. V. hvori De formener, at jeg intet mere af Theatret har at vente. Gud bevare mig nogensinde fra at komme i den ulykkelige Forfatning, at jeg skulde trænge til at have noget at vente fra den Kant« . . . I sine sidste Dage, fortæller Overskou, (III, 415), købte han. to Bjørne, som han dresserede og viste frem paa Markeder i Nordtyskland. Men Dyrenes Natur gik over Optugtelsen: en Nat aad de deres Herre og Mester, da han havde søgt Ly ved Siden af dem i en Stald. Noget nærmere om dette tragi-komiske Endeligt er det ikke lykkedes Udgiveren at oplyse, men Urberg er sandsynligvis først død efter Aar 1800, thi da hans Kone, Abelone f. Sørensen, med hvem han havde to Børn (Persh. Tidsskr. 5 R., VI, 63), d. 20/10, 1801, fik 35 Rdl. af Direktionen »for at kunde rejse herfra«, opføres hun ikke som Enke. — 209, 28. billigere Behandling. 1785, 20/5, skrev U. til Warnstedt og bad ham »lægge sig imellem og klare Sagen«: »For kort siden er ieg bleven indstevnet for Politi-Kammeret for at bøde for min Hund der efter angivelse, imod Placatens bydende, havde gaaen Løs paa Gaderne; ieg skulde spille samme aften, kunde derfor ikke møde; men i dets sted, satte [jeg] mig til at skrive et indlæg i Politie- Betten, som formodentlig er bleven fuldt af den Liidenskab, som overbeviisning om een Betfærdig Sag havde optent hos mig. Dette Indlæg tilstaaer ieg, i Hast og Hidsighed, har kundet faaet een skikkelse, som har sagt meere end Eenstydende ting, hvorfor ieg dagen derefter tilskriver Hr. Conferentz-Raad Fedder, for i mine tanker at forekomme alle vrange meeninger, som kunde uddrages af det første; ikke desto mindre maa ieg erfare, at det er gaaen tvert imod min formodning. Hr. Comferentz-Raaden har taget tingen fra den skarpeste siide, anklaget mig i Cancelliet, og Gud vedd hvad hevn han [har] tanke at tage over mig« . . . (Privateje). Ved Hof og Stadsretten blev U. 1785, 14/11, dømt til at betale 5 Rdl. til Almindeligt Hospital + 5 Rdl. for Fornærmelser mod Politiet og for sin utilbørlige Skrivemaade (Domsprot. IX, A, 194. Landsark.). — 210, 3. ikke passe til min Skurepind. Et af Sproget udgaaet Ordspil, som omtr. betyder: ikke for min Fordels Skyld. — 110, 6. Obel. Sandsynligvis Warnstedts Tjener.

211, 24. Winther. Jomfru Winther var som ung uden Charme, men hun havde en udmærket Altstemme og blev senere en dygtig og anvendt Fremstillerinde af ældre komiske Figurer, f. Eks. Jomfruen i »Gulddaasen«. I saadanne Roller fandt hun uden Tvivl noget Beslægtet med sit eget s. 279 Naturel, thi »Madam Biderhvas« var hendes Øgenavn blandt Kammeraterne. 1778, 17/4’ forlangte Warnstedt, at hun for sin uanstændige og plumpe Opførsel imod ham skulde indsættes i Blaataarn i fire Uger, men nogle Dage efter bad han om hun maatte fritages for Straf, da hun havde »viist sande Prøver paa Fortrydelse«. Efter sin Afsked, som hun fik efter den meddelte Ansøgning, tog hun Ophold hos Traktør Haase i Rudersdals Kro, men døde under et Besøg i Kbhvn. 1809, 18/4. Da hun ikke efterlod sig Penge, bad hendes Søstersøn, Abraham Hansen, Direktionen om Hjælp til Begravelsen, hvortil han modtog 50 Rdl.