Danmarks Breve

ANMÆRKNINGER. Side 3, Linje 1. Ive...

s. 213 ANMÆRKNINGER.

Side 3, Linje 1. Iver Als fik Gage paa Theatret paa Kongens Nytorv fra 25. Dec. 1750. Han var en alsidig Skuespiller, spillede Jeronimus, Elskere, Pedanter, Jesper Oldfux og Herman v. Bremen »efter Authors Villie« (Post. Tid. Nr. 64, 1751), men hans Stilling som Theatrets første »Mester«, et Begreb, som dækker over Nutidsbetegnelserne Elev og Sceneinstruktør og Inspektør, tvang ham efterhaanden til at afgive de fleste Roller. Theatrets daglige Forretninger var ham underlagte; saaledes købte han den 30. Maj 1760 paa Auktionen efter Actricen sal. Mad. Lund — Theatrets første Pernille — om hvem man næsten intet ved: et Par Crystal Spænder, 1 Smykke, 1 Par Penteloqver, 1 Tombacksdaase, 1 Bylt hviid Flors Fruentimmer Toy til Brug for Actricerne paa Theatret. »Daasen er til at kaste paa Gulvet, eller at bruge efter adskillige Begivenheder og Comoediers Indhold«. — 1761 indgiver han sin første Instructions-Regning til Directionen: »for de tre unge Actricer Jomfr. Glad, Madam Hallensen og Jomfr. Samuelsen Deres Information og Veyledelse Vinter og Sommeren bestandig at være tilstede for at beopagte Deres Roeler at være færdige indtil Skuespillene begynde, og det fra Augusti 1759, indtil de kan være mig foruden, haver jeg efter Dir. Løfte for min Umage bekommed som en Douceur 60 Rdl.« — Han synes at have været en flittig og ærekær Mand, hvis myndige Væsen ikke altid forligtes med Direktionen, (A. Aumont, Als som Theater-In- spektør, Museum, 1893, II, S. 101). 1763—64 fik han 152 Rdl. for sin »Mester«-Gerning foruden 6 Rdl. om Ugen i Acteur-Gage. I Regnskabet skriver Dir.: »efter vore Tanker er det for meget som betales, da han sielden har nogen Action som Acteur; han burde ikke nyde en saa betydelig Betaling og være Comoedie Huuset i dets maadelige Omstændigheder til Last; der findes vel nok andre af Truppen som kunde paatage sig det for langt mindre Betaling«.

Als var gift med Anna Nielsdatter Hohlman eller Huulemand, og fik i Aarene 1751—61 fire Børn døbte i St. Nikolai Kirke. De sidste var Tvillinger; efter dem døde Moderen i Barselseng. (Extraskatten 1762). Als døde af »Poblectie« 30. Aug. 1770 og blev begravet paa St. Nikolai gamle Kirkegaard (Begravelsesprot.); i de sidste Maaneder hævede Broderen, Maleren Peder Als, hans Gage, 300 Rdl. aarlig. Paa Dødsdagen foretog Skifteretten »efter Professor Als Begiæring Forseglinge og Annotationsforretning s. 214 i den Afdødes til Leye havende Værelser udi Skipper Moets Gaard udi stoere Strand Strædet, hvorved var tilstæde Jomfrue Else Margrethe Als, som tilkiendegav at hendes afdøde Fader og forhen afdøde Moder foruden hende efterlod endnu tvende Døttre Mariana og Carolina, en hver af dem i 10 Aar.« Als efterlod et velordnet Hjem, bl. a. nævnes »1 Bog Reol med 100 adskillige Bøger, 23 Skilderier, 1 Sæk med nogle Comoedie-Bøger« (Skiftekom. Forseglingsprot. 1767—71. Lands- ark.). Børnene fik ingen Pension efter Faderen, men Farbroderen tog sig af dem og indsatte dem til sine Hovedarvinger. (Persh. Tidsskr. 5. R., VI, 28).

3,3. Frederik Horn, 1708—81, Politimester, Medlem af Theaterdir. 1750—54, 62—67.

4,1. Bergman. Johanne Sophie Bergmann, 1742—96, spillede som ung baade de ædle, tragiske Elskerinder og deres Modsætning, Grethe i »Kjærlighed uden Strømper«; siden var hun de borgerlige Hustruer i Lystspillet (M. C. Bruun, Svada, Nr. 18). Ved sin Debut i 1765 fik hun »efter Skik og Brug« Holbergs Komedier som Gave fra Direktionen. Til denne skrev Als 1767, 11/7: »Jomfru B. staaer saa slet paa sine Fødder og har ikke de kiønneste Been«. Samme Aar vedtog Dir.: »hvad det koster at lade Jomfr. B. lære at gaae og bære sig, samt giøre en skikkelig Compliment, betales af Comedie-Huus Cassen«. 1768, 16/12, haaber hun at Dir. selv indseer at hendes Gage er for lille »i særdeliished efter disse Tiiders Omstændigheder, da jeg endogsaa formeedelst Vejrligets foranderligheder sikkert har kundet regne den fjerde Part af samme til nødvendig Vognleye«. 1769, 16/8, fik hun og hendes Kiæreste 40 Rdl. »i Brudeskienk«. Han hed Lars Knudsen, 1736—1818, debuterede uden Held i 1762, men var Theatret nyttig som Sufflør (til 1796) og Oversætter. Ham var det, der gav Rosenstand-Goiske Ideen til »Den dram. Journal«. (Rahbeks Erindringer I, 260).

4, 3. Perryqve. I de første Aar lejede Theatret Parykkerne af Byens Frisører. — 1753, Dec., kvitterede Londemann og Printzlau for 3 Mark »til at lade sig cron-rasere som Munke« til Fremstillingen af Henrik og Radelzier i »Pernilles korte Frøkenstand«. — 1765 købte Als »23 Allonge og 4 Abbé Perrygger, hvis Nødvendighed udfordres til alle Parade-Optoge som i Plutus, i indbildt Syge, foruden de outrerede caracthers paa Theater«. — Gummi anvendtes til at fastsætte Skæg, »Knebelsbarter« blev malet med Tusch.

4, 16. de Franske. 1766, Dec. indkaldte Chr. VII et fransk Selskab, som under Dir. af Madame Belleval spillede saavel paa Byens Theater som paa det 1767, 30/1, aabnede Hoftheater over Christiansborgs søndre Stald. Selskabets Forestillinger, som for Sprogets Skyld blev meget søgte af Hoffet og de fornemme Krese, stod i kunstnerisk Værdi under de danske Skuespilleres. «Troupen er elændig slæt«, skrev Luxdorph i sin Dagkalender (1767, 17/1, Kgl. Bibi.). Under forskellige Dir. og med vekslende Personale opholdt Truppen sig i København til 1773; 3/4 s. 215 gaves den sidste Forestilling. (Schiønnings Dagbøger (Univ. Bibl.), Robert Neiiendam: Chr. VII som Skuespiller, Hist. Tidsskr. 8 R., II).

4, 23. Merlin Dragon. Om denne og andre i Brevene nævnte Komedier henvises en Gang for alle til det fortjenstfulde Værk af Aumont og Collin: National-Theatret 1748—1889. — Angaaende Skuespillernes Traktement paa Theaterkassens Regning jvfr. Overskou II, 99—100. — 1756, Marts, blev 18 Fl. Vin drukket ved Prøverne, dertil for 1 Mark og 8 Skilling Sukker; Dir. skrev paa Regningen: »Dette er udtagen uden Ordre, blot for denne Gang overseet og tilstaaet.« — Paa Kongens Fødselsdag fik Herrerne 1 Fl. Rødvin, Damerne 1 Fl. Rhinskvin »samt noget at spise til Gratial-Vinen: en Cappun, en Skinke, 2 stegte Giæs, Anchiovis, Sallat og Franskbrød.« —

Overskou henlægger fejlagtig denne Specifikation til 1751 (II, 80). I de tidligste Aar lejede Skuespillerne selv paa Theatrets Regning Dragterne ude i Byen; det skete ogsaa, at Folk solgte deres brugte Klæder til Theatret. — 1762 købte Dir. en Del af den italienske Troups Garderobe, 1765 foretoges atter et Indkøb »for nogenledes at hielpe paa den Mangel der har været paa theatralske Dragter«, medens man lod de forfaldne Klæder »omsye og tage Tællen af«. — Som »forsvunden« af Garderoben opførtes 1755, Oktbr.: 8 Par hvide Silkestrømper og 10 Par Danse-Sko. 1758, Novbr,, laante Inger Catharine Ferslev, tidl. den af Holberg forsvarede Mad. Rosenkilde (Overskou II, 134), som nu havde Opsynet med Garderoben : 13 Rdl. paa et sølvbroderet Skørt som tilhørte Theatret. 1759, Septbr., resolverede Dir.: »Madam Ferslev, som har pantsat og forkommet Adskilligt af Garderoben, skulle af Gage-Rullen udslettes. Hendes ugentl. 2 Rdl. spares, og det pantsatte Tøj, naar det kunde spørges, indløses.« (Om Dekorationerne, jvfr. Museum, 1893, II, 97—101).

5, 6. B. H. Beck skrev til Dir. 1769, 12/12: »Jeg søgte, som een ulyksalig, forladt af Fader, Moder, og ved deres Tab, sadt uden for all Kundskab med Slægt og Venner, om Engagement ved Skuepladsen« (Kgl. Theaters Bibl.). »Han var en maadelig Skuespiller, som skudtede sig uafladeligt, naar han spillede . . . en stor Mand med Bukler ved Ørene, lille Pidsk i Nakken, tynd Stemme, levende smaa Øine.« (Oehlenschläger, Erindringer I, 101; IV, 126). Beck og hans Kones — Anne Sophie f. Busch — Bønskrifter til Dir. var mangfoldige; for at hjælpe paa Indtægten pyntede hun Lig. Efter Mandens Død skrev hun til Kongen 1797, 18/12: »i sin Dødstime trøstede B. hende og Børnene med, at Mayestæten nok vilde tilstaae hende en Beneficeindtægt«. Om Becks Stridigheder med den Dram. Journ. jvfr. Krit. Efterr. 114. — Af Parrets fire Børn blev Datteren Eline, i hvem Oehlenschläger var »muntert forgabet«, i fem Aar Skuespillerinde ved det kgl. Theater; hun døde som Enke efter Herredsfoged Falbe 1857, 74 Aar gl. (Adresseav. Nr. 56).

5, 8. Hans Vilhelm v. Warnstedt, 1743—1817, Kammerherre, adm. Dir. 1778—92. Om denne dygtige Mand, der dirigerede Theatret med stor Indsigt jvfr. Bobé, Reventlowske Pap. IV, 287. I Rapporten 1789 skriver W. om Skuespillerne: »De fleste som antages ved Skuepladsen s. 216 ere Gieldbundne førend de komme dertil; faa af dem ere Husholdere, og om de end vare det, tillader deres Tjeneste, da de daglig maa være ude af deres Hus, dem ei engang at tænke paa deres huslige Forfatning; de vilde være sorgfrie og maa være det om de skulde nytte i deres Kald; de kiende deres Værd og vide ganske vel, at man nødes til at understøtte dem, da det ikke er her som i andre Stater, hvor Skuespilleren vanke fra et til et andet Theater.«

5, 23. Peder Rosenstand-Goiske, 1752—1803, Udg. af »Den dram. Journal«, Overauditor, Censor og Meddirektør 1786—92.

5, 24. Dramatiske Piecer. Beck fik ialt syv Skuespil opført, hvoraf »Ja eller Nej« gik 14 Gange og »Det unge Menneske efter Moden« 16 Gange.

5, 27. Peter Frederik Suhm, 1728—98, den bekendte Historiker.

5, 28. Vilhelm Bornemann, 1731—1801, Højesteretsassessor, Medlem af Dir. 1766-67, 1772—78.

8,5. Clementin. »Formedelst sin udviiste flittighed og gode progress som Acteur« kom Reflektionens første Repræsentant paa vor Skueplads, Niels Clementin, efter denne Ansøgning, som gengives med den før 1770 i Reglen anvendte Over- og Underskrift, — i første Gage-Classe og fik 6 Rdl. om Ugen. Det er hans Navn, som i Forbindelse med Londemanns betegner den Holbergske Komedies Genfødelse i Midten af det attende Aarh. »Clementin skal leve i stedsevarende Erindring hos dem som skiønne hvor besværligt, hvor vanskeligt det er, at blive en stor Skuespiller . . . med ham døde Moliéres Harpagon og Holbergs Vielgeschrey.« (Schwarz, Lomme Bog, 1782, 162. Jvfr. Dram. Journ. I, 40, hvor hans Spil i de komiske Gamles Roller karakteriseres). Den 18. Septbr. 1753 holdt Clementin Stuebryllup med Sofie Magdalene Schrøder, Datter af en Urtegaardsmand i Sølvgade. 3. Dec. samme Aar — Holbergs sidste Fødselsdag — døbtes en Søn, Søren, 1755 en Datter som fik Mormoderens Navn Anna Barbara, 1764 endnu en Datter, Anna Christence Sophie Magdalene, alle i St. Nikolai Kirke (Kirkebog, Landsark). Clementin døde af Brystsyge og blev begravet paa St. Nikolai Kirkegaard 1776, 11/1. Om hans Enke se Brevet fra Jens Musted S. 18. Den der omtalte Svigersøn, hos hvem Enken tog Ophold, hed Jacob Lind; han var først Præst i Ringkøbing, senere Sognepræst til Hassing i Vestervig Amt. »For at have øvet Overfald, sværget og bandet, udskældt Folk for Tyve og Skielmer, samt uddelt bedærvet Vin ved Nadverens Sakramente«, blev han 1793,16/10, ved Højesteret dømt til at have sit Embede forbrudt. (Voterings Prot. 1793). 1795, 26/2, fik Mad. Clementin et Gratiale paa 40 Rdl. til »at redde sit Bohave ud af den Tilstand, hvori hendes Svigersøns slette Opførsel har sat hende, hendes Datter og tvende Børnebørn« ligesom hendes Pension — »der ingensinde var passende til hendes afgangne Mands Fortiænester« — blev forhøiet fra 60 til 80 Rdl. aarlig. — 1796, 21/1, fik Datteren Sophie sal. Linds 25 Rdl. til sin Moders Begravelse.

8, 7. Volrad August v. d. Lühe, 1705—79, Overpræsident, Overdirektør 1754—70.9

s. 217 9, 17. Repition af Dants. Alle Skuespillerne maatte gøre Figuranttjeneste i Balletterne. — Paa dette Andragende skrev v. d. Lühe: »Siden foranstaaende Person er kommen til Skade ved Comoedien, saa finder ieg det billigt at hannem benificeres de anførte 12 Rix.« — 1763 indrettedes et lille Apothek paa Theatret.

10, 1. Conradi. Da denne ubetydelige Skuespillerinde, som i fem Aar var ansat ved Theatret, den 17/5 1784 var død, bad hendes Vært, Johan Siegman, boende i Printzensgade Nr. 378, Dir. om Hjælp til hendes Begravelse: » Et blot Bekiendtskab til hende og Medynk over hendes ynkværdige Tilstand bragte mig til at tage hende i mit Huus.« Han fik 20 Rdl., hvormed han skulde besørge hende, »som en Person, der har staaet i Theatrets Tieneste, anstændig til Jorden.« (Om hendes Familieforhold jvfr. Persh. Tidsskr. 5. R., VI, 36).

10, 25. Davidsen. Denne Leonora i »Maskeraden«, der skriver som Else David Skolemesters taler, er en mystisk Person, hvis Fødsels- og Dødsaar det ikke er lykkedes Udg. at opsøge. Hun blev ansat i Jan. 1763 og fik Afsked i April 1764, var atter engageret som Mad. Due en Maaned i 1767, men stryges herefter for bestandig af Gagelisterne »da hun har absentered sige.

11, 22. Johan Jacob Hæseker, 1714—86, Raadmand, Medlem af Dir. 1767—70.

12, 1. Hallensen. Jfr. Martin fik Gage fra Sept. 1759; skønt hun da var over 20 Aar gl. underviste Jens Musted hende i Skrivning. 1761, 20/2, modtog hun og hendes Kiereste, Billetkasserer Nicolay Hallensen, 40 Rdl. i »Brudeskienk«. I Tiaaret mellem Mad. Lunds Død og indtil Caroline Walter fremstod, var hun en ubetydelig Fremstiller af Pernille. Hendes Uvilje mod dette spirende Talent fremgaar af Brevet fra Caroline W. S. 30. — 1769, 2/12, skrev Mad. H. til Hæseker: «Desuden graverer det mig meget da jeg i aftes kom og vele tale med Dem, at De saae godt som stødte mig ud af Logen; saadan Compliment har ingen Direkteur endnu bevist mig, her af sees tydelig at De ved alle Leyligheder søger at prostituere mig.« (Kgl. Theaters Bibl.). Hendes Anmodninger om Hielp var saa hyppige at Warnstedt 1785, 9/11, gav Ordre til kun at udbetale hende 2 Rdl. om Ugen i Understøttelse »da hendes fattige Omstændigheder kun vil forverres hvis man indlader sig paa en større Forskrivning«. Hun døde i Oktbr. 1792 i Nr. 192 i Store Brøndstræde; den 19 s. M. skrev Regissør Niels Hansen til Dir.:

»Efter Directeuren, Høy Velbaarne Hr. Greve v. Ahlefeldts Befaling besørget Actrice Madame Hallensens Jordefærd til Trinitatis Sogns Assistence-Kierkegaard uden for Staden, hvorved er udgivet følgende:

1) En Liigkiste, reflet Arbeyde, sort poleret med hviide Zirather, kostet, Drikkepenge til Snedkersvenden indberegnet 6 Rdl. 4 & 8 β

Et Lagen havori liiget blev indsvøbt 1 - 3 - » -

8 Alen Kattun til den egentlige Liigpyndt 2 - » - » -

En Flors Dormeuse til Hovedet; Flor, Silkebaand og Opstikning, i alt 1 - » - » -

s. 218 Til en Kone for at klæde Liiget 1 Rdl. 2 & » β

Lys, Knappenaale etc » - 1 - 8 -

2) Jorden paa Kirkegaarden. betalt med 1 - 2 - » -

For Graven at grave, og at indtegne Dodsfaldet i Protocollen betalt til Graveren, som tillige besørger Klokkerens Forretning 1 - 2 - » -

Liigvognen 2 Rdl., Liigklædet 1 Rdl., Sørgekappe til Liigvognskudsken og Drikkenge 3 - 2 - » -

Præsten til Jords Paakastelse 1 - » - » -

Til Frue Latinske Skole » - 2 - » -

Liigbærerne, efter den kongelige Forordning, ikke mindre end sex, naar de skulde fulgt med Liiget til Kirkegaarden, havde deres Salarium blevet 6 Rdl., hvorfor jeg blot brugte dem ved Liighuuset; til at tage Liiget af Vognen og nedsænke det i Graven betiente jeg mig af Graverens Arbeydsfolk paa Stædet imod en Douceur, attsaa i Stæden for 6 3 - » - » -

For 2de Karether som fulgte efter Liiget med Enke manden og den Afdødes Sønner 1 - 2 - » -

3) Da jeg i Sørgehuuset fandt Armoden overmaade stoer, og det dog var sømmeligt at den udlevede Enkemand ledsagede sin Kones Liig til Graven, saa maatte jeg forskaffe ham baade Klæder og Vederqvægelse; altsaa for et par sorte Strik-Strømper 1 Rdl. og 8 p og for et par sko 7 & 8 β 2 - 2 - » -

For Viin og Brød og Ost etc. til den gamle svage Mands Vederqvægelse, saavel om Aftenen da Liigetblev klædet som paa Begravelsesdagen, illiigemaade for Brændeviin og Brød til Kudsken 2 - 1 - 8 -

For Sørgeklæder samt Kappe. Flor og Hat til Enkemanden » - 4 - 8 -

Tilsammen: 29 Rdl. 5 & » β

12, 26. Nieps-Penge. I Theatrets første Aar fik Skuespillerinderne udleveret til »deres brillante Roler at bruge paa Theatret: 1 dobbelt Brystsløjfe, 1 ditto Naal, 1 Haarnaal, 1 Par Ørenringe, alt Sølvforgyldt; fra 1763 fik de »en vis Penge« istedetfor. 1767 fik Rose 35 Rdl-, Londemann 23 Rdl., Jfr. Bøttger 41 Rdl. mod »selv at fournere sig med Strømper, Skoe, Baand, Handsker, Snøreliv, Snørebaand, Knapper, Haar- Naale, Buxer og ellers hvad til Nieps henhører.»

12, 31. Hortulan. »Ingen af Mandfolkene ved vort Theater har nogen Tid nærmet sig til Hr. Hortulan i at kunne declamere Vers« skrev Rosenstand-Goiske om Arv og Jeppes jydske Fremstiller (Krit. Efterr. 1,63). »Ved Antagelsesprøven blev Hortulan funden beqvem, og Clementin, som siden blev saa ypperlig, under al Kritik. Men Hortulan afslog af Venskab for sin Staldbroder at blive antagen, hvis hans Kammerat ikke ogsaa blev det — et sieldent Træk blandt Skuespillere, som giør Hortulan Ære i hans Grav« (Schwarz, Lomme-Bog, 1785, 252). — Paa en Ansøgning om Forskud skrev Dir. Horn: »Hortulan er hædre Acteur end Oeconomus, men Comoedie-Wæsenet er bædre tient med en god Acteur som er slet Oeconomus, end med en god Huusholder som er slet Acteur, og Tort, Trang og Sult lætteligen kand foraarsage at en god Acteur taber s. 219 sin Lyst til at læse i sine nye Roler, saa holder jeg det for liøyst nødvendigt, at de trængende af Trouppen lige saa vel herefter som forhen bliver assisterede.« — H. blev 1749, 26/3, i Helligaandskirken viet til Elisabeth Catharine Rou eller Rau f. 1725; 11/6 samme Aar døbtes det første af deres syv Born, hvoraf den ældste Søn, Søren Christian, 1752—95, blev Maler; han havde den Bestilling at male Statisternes Ansigter med »eensfarvet Sminke eller Blæk naar det udkræves,« medens den yngre Søn Marcus Ulsø, 1761—91, var Figurant og Repetiteur ved Danseskolen. Hortulans Enke, som havde 60 Rdl. i Pension, døde 1803, 4/12, »uden at efterlade sig noget af Værdi« hos den ældste Datter Hedvig, født 1749; hun var gift med Kaptain, Guldsmed Rasmussen paa Østergade 20. En yngre Datter, Birgitte Cathrine, født 1758, var gift med Kobberstikker J. M. Haas »boende i Berlin«. (Forsegl. Prot. 1803. Landsark.).

13, 10. Abraham Falch, Raadmand, Kasse-Direktør 1762—67.

13, 17. Londemann. »Hvergung han kom frem beundrede man ham. Han var altid ny og for Kunstdommeren altid ubegribelig, da det var bekiendt, at han aldrig læste om sin Kunst, eller studerte den. Naturen var hans Læremester .... at besmøre sit Ansigt med Farver, var langt fra ham.« (Schwarz, Lomme-Bog 1784, 158.). — Ud over Straffebrevet som Overskou meddeler (II, 134), kender vi kun lidt til Holbergs personlige Forhold til Skuespillerne. Han havde i Begyndelsen »haft at bestille med Skuepladsens Istandsættelse, men strax derpaa overladt Directionen til andre.« (Epistolæ CDXLVII). Med et moderne Udtryk var han Scenens litterære Konsulent, han havde lovet at gennemse Stykker og »at dømme om deres Capacitet som antoges til at agere, men selv kom han der kun ganske sielden«. (Jvfr. Martensen: »Om Holberg og den gjenoprettede Skueplads«, Museum I. 1894, 23, hvortil kan tilføjes at Holberg 1752, 22/2 modtog et Eksemplar af Calderon: »Livet en Drøm« til at conferere efter). Leder var han kun nogle Maaneder i Efteraaret 1752, medens Overpræsident Frederik Otto Rappe (1679— 1758, Overdirektør 1751—54) var paa Rejse i Norge. Overskou beretter at Holberg »tog Lejligheden iagt« (II 129) og lod udbetale Ducører for at forbedre Skuespillernes Kaar, men fejlagtigt tilføjer han, at Holberg kun for Londemanns Vedkommende vilde udstede skriftlig Ordre; man aner derigennem et særligt Hensyn mod Henriks ypperlige Fremstiller. Men nedenstaaende Rekvisition udviser tværtimod at Holberg gik udenom Personalets urolige Hoveder, Londemann og Rose:

Hr. Holm er saa god efter aftale at give det tillægg til de tvende acteurs Clementin og Hortulan item til Mad. Lincktweed saaledes at hver af de tvende faaer denne første halve termin 15 Rdl. og Clemeutin 20 og den anden halve termin til Paasche 1753.

L. Holberg.

»Hr. Holm« var Brygger Peder Sonnichsen Holm, Kasse-Direktør 1751— 55. — 1752, 24/10, kvitterer Skuespillerne for den første Rate af Beløbet. I Hovedbogen staar det opført som udbetalt »for viist Flittig s. 220 hed.« Men ved Regnskabets Slutning gøres den Bemærkning, at for Fremtiden bør skriftlig Ordre fra selve Overdirektøren fremlægges, inden saadanne Udbetalinger finder Sted. Man kan deraf slutte, at Holbergs Forstaaelse af Skuespillernes Trang ikke har behaget Overdirektøren. Da Londemann hørte om den Sølvstrøm, der havde delt sig mellem hans Kammerater, indsendte han den meddelte Ansøgning, hvorpaa Rappe resolverede, at Londemann — uden Conceqvence for andre — skulde have 50 Rdl. til en Klædning, »i henseende til den fornøyelse han paa Theatrum tilbringer Publicum, hvorpaa han meere og meere bør beflitte sig«. — 1749, 27/10, blev han paa kgl. Dispensation uden foregaaende Trolovelse og Lysning viet i Citadelskirken til Bendte Marie Møller, mod Caution af Medlem af Dir., Raadmand Søren Jørgensen og Brudens Stif Fader Hans Mortensen, Spise Mester paa Citadellet. 1750, 17/10, bares det første af Londemanns 8 Børn, Sofie Marie, over Daaben af Vinhandler Pilloys Kone, medens Søren Jørgensen og Politimester Horn var indskrevne som Faddere, Familien boede da i Dybensgade. Da det fjerde Barn, Cathrine Elisabeth, i 1755 blev døbt i Garnisonskirken, var Geheimeraaderne Korff og v. d. Lühe, Grev Laurvig ved Sne-Etaten og Fru Desmerciéres Faddere.— »Student« Londemann døde 1773, 3/3 (Adresseav.), »intet Mindesmærke prydede hans Grav.« (Schwarz, Lomme-Bog, 1784). Paa Gaderne blev solgt en »Ode til Æreminde over Acteur Londemann.« (Bibi. Dan. III, 1269). Ved Skifteforretningen »i hans til Leye havende Værelser i Urtekræmmer Meylings Gaard, Nr. 160 Hj. af Regne-Gaden og GI. Myndt, var Enken og hendes Broder, Obermester paa China, Svend Møller, samt hendes 5 Rørn tilstede: Sophie Marie, 22 Aar, Laurits (Lars) Peter, 18 Aar, Cathrine Elisabeth, 17 Aar, Andreas Christian, 11 Aar, og Frederik, 5 Aar.« Efter Vurderingen af Hjemmets gode Beholdning af Tin, Kobber og Messinggenstande samt Linned og Sengeklæder nævnes bl. a.: 2 Speile i brune Rammer med forgl. Zirather og Lyse-Arme, 1 blaat Mah. Skatol med Skab, 1 Thebord og en Reol — L. fik 1767 Holbergs Komedier som Gave fra Dir. — 1 Skrive-Pult, 22 adsk. Skilderier, 1 Stue-Uhr i Fout., 6 Guld-Læders-Stoele, 1 Himmel-Seng med grønt og hvidt ulden Omhæng«. Af Klæder ejede Londemann: »1 røed Kiole og Vest, 1 hvid Klædes-Vest og 1 Par Manschiesters-Ruxer, 2 Par Silke- Strømper, 1 Hatt med en liden Galon.« (Forsegl. Prot., Landsark.). — Enken, som fik 100 Rdl. aarlig Pension, døde 1775, 4/7, i Mad. Graaes Huus 210 i Gotersgade. Boet blev da vurderet til 197 Bdl. (Persh. Tidsskr. V, VI, 45). — 1795, 28/11, ansøger Sønnen Frederik, født 1768, som havde taget Navigations Eksamen og senere var bleven Volontær i det Kgl. Bentekammer, om at blive ansat ved Skuepladsen: »Min Faders Løn, som var 300 Rdl. aarlig, satte ham ude af Stand til at efterlade sine Børn andet end Haabet. En liden Arvepart og Hendes Naade Fru Geheimeraadinde Numsens Understøttelse befordrede min Opdragelse i en af Stadens Real Skoler .... Vel veed ieg, at der hos en god Skuespiller udfordres saavel indvortes og udvortes Talenter, men er overbeviist om, at de indvortes udgiøre Hovedsagen, og at, naar undtages Cavalier og ElskerFaget, s. 221 den udvortes Anseelse, naar Personen forresten ikke er en Krøbling paa nogen Lem, bidrager lidet eller intet til hans Lykke hos Publicum; især maa dette gielde om Caracther-Rollerne, jeg maa anføre til Exempel en Kiemp, Lindgreen og min egen Fader. Min Figur er som disses og Caracther Roller det Fag jeg ønskede at spille . . .— Søren Londemann opnaaede ikke at blive ansat.

14, 17. Nu har jeg længe nok fornøyed Publicum. L., som i Sommeren 1757 besøgte sin gamle Fader, Sognepræst Laurids Gertsen L., i Jylland, stræbte Aaret efter at komme bort fra Theatret, idet han søgte om at blive Færgemand ved Vordingborg eller Consumptionsskriver ved Kbhvs. Toldkammer. (Rentekam. Resolutionsprot. 1758). v. d. Lühe anbefalede ham »i henseende til hands Flittighed og skikkelige Opførsel«. — 1763 beder han Dir. »om nogen Person meldte sig til hans Role [Henrik] som han nu er tæmmelig gammel til, om saadan Person da ikke maatte giøre Prøve.« 1765 søgte han Posten som Strømsinspektør ved Fredericia; han beretter, at hans Hørelse er saaledes svækket, at han næppe herefter skal kunne blive i Stand til at forrette sine Partier ved Theatret. (Bobé, Reventlowske Pap. VII, 462.) — I Fortalen til I. C. Brandis Komedie »Troe ingen for vel« (Kbhvn. 1771), hvis Oversættelse L. kalder »sit ringe Forsøg«, har den store Komiker meddelt sit »Theatralske Testamente«, da han mærker, »at aftagende Helbred fører ham uformerkt til den Femte og sidste Act og Knudens Opløsning i hans Livs-Comoedie«.

Om L.s Eftermæle skriver H. Steffens (Hvad jeg oplevede I, 70): »Navnene Clementin, Hortulan og Londemann bleve endnu [omkring 1792] bestandigt ærede. Den Sidste især, der just spillede de dristigste komiske Henrikroller med en beundringsværdig Virtuositet, blev afskildret som en alvorlig, stræng sædelig, melancholsk Mand, der var inderlig overtydet om sine Fremstillingers moralske Nytte, og som det var magt- paaliggende ogsaa at bibringe Andre sin Overbevisning.«

Et nært Familieforhold mellem L. og Statsminister M. G. Rosencrone døbt Londemann, som omtales i Reventlowske Pap. II, 229, og i C. B. Reventlow, En dansk Statsmands Hjem I, 158, anser Udgiveren for at være absolut upaaviseligt. (Jvfr. Lengnick Genealogier II, 3).

15, 18. Rasmus Henrichsen Soelberg, Figurant, Balletregissør, død 1777, 45 Aar gl. — 15, 31. liden Carolina: Caroline Walter. — 16, 1. dend Forestaaende Virkelige. Hermed menes Kirsten Piils Kilde (Werlauff, Antegnelser, 310). 1750 blev et Kar »tre Gange pumpet fuldt af Vand for at Kilden i Kilde-Reysen kand springe.« — 17, 19. Forandringen. 1770, 27/4, ophørte Theatret at sortere under Magistraten, henlagdes under det Kgl. Particulairkammer og fik Navnet: Den Kgl. danske Skueplads. — Londemann fik efter denne Ansøgning 30 Rdl. i Douceur.

18, 7. min Fordeel. I Adresseav. 1771, Nr. 53 foreslog »nogle Elskere af den danske Skueplads at belønne de spillende Personer, som særdeles udmærkede sig i at spille deres Rolle vel — Jfr. Caroline Halle og Hrr. Londemann — ved at levere tilligemed sit Navn de Penge til Casserer Søeborg, som man vilde unde disse Personer, hvilke Penge siden s. 222 enten kunde opkastes paa Theatret eller tilstilles bemeldte Personer i deres Huuse.«— I Nr. 56 protesterede Caroline Walter ogsaa mod Tanken : »Forslaget er mig gandske uvedkommende og jeg tør sige fornermelig«.

18, 17. Jens Musted fik Gage fra Marts 1753. Han var en nyttig Sanger og Skuespiller, særlig »i den saakaldte petit maître eller Sprader Rolle«. (Rosenstand, Krit. Efterr. 89). 1769, Febr. tilstod Dir. ham en Fl. Rhinsk-Vin, fordi han »i disse Tider reciterer Prologus«. Han var gift med Anne Margrethe Aarup, som døde 1775, 44 Aar gl. (St. Nikolai Kirkeb.). 1798, 25/6, var der Skifteforretning »hos den i denne Eftermiddag ved Døden afg. Kammersanger Jens Musted i Huuset Nr. 10 paa St. Kiebmagergade, hvorved Døttrene Frederikke Juliane, 40 Aar, Christiane 36, og Caroline, 28 Aar, vare tilstæde; de meddelte at en Søster, Anne Helene, var gift med Præsten Christian Magnus Horn i Horsens, en anden, Mariane, var i Ægteskab med Packhuus-Forvalter ved det Asiatiske Compagnie P. O. Berthelsen« (Skifteprot. Landsark.). De ugifte Døtre fik »efter den Godhed som sædvanligen er bleven vist ved Theatrets Personers Dødsfald» 50 Rdl. af Dir. til Begravelsen.

18, 19. Matthias Saxtorph, 1740—1800, den bekendte Læge. Han var Stormester i et »Kæde-Selskab«.

19, 9. Printzlau, C. L., Student, medvirkede i Aabningsforestillingen, men var »formedelst hands Udtale ikke velskikket til at være Acteur«. (Rentek. Resolutionsprot. 1758.). Han blev Regissør og senere Garderobeforvalter, fik Afsked 1780 med 250 Rdl. Pension. 1758 søgte han Færgemands-Tjenesten ved Vordingborg, 1765 den samme Tjeneste ved Holbæk; 1771, 25/7, bad han Struensee om at blive Overgraver ved Trinitatis Kirke. (Ansøgninger, fundne hos Str., Rigsark.). Han døde 1802, 5/4, 87 Aar gl. Med ham forsvandt den sidste af det Personale, som grundlagde Værket under Holbergs Øjne. P.s Kone hed Mette Marie Richter; hun døde 1763; deres Søn Justitsraad Frederik Christian P., 1752—1826, blev Theatrets Hovedkasserer og Bogholder, en Stilling, som hans Søn, Kammerraad Frederik Christian P., 1787—1832, overtog. Ved sidstnævntes Død blev Embedet givet til hans Broder Ferdinand Anton P., som i 1835 blev straffet for Bedrageri og Falsk. (Jvfr. Overskou V, 237.).

19, 30. Jens Severin Wartberg, 1697—1749, Generalprokurør, Medlem af Theatrets første Direktion. — 20, 2. Jacob Benzon, 1688— 1775, Statholder i Norge, Medlem af Dir. 1750—51. — Gert Hacksen, Theatrets første Sufflør, som i dets andet Aar rejste til Vestindien. (Aumont, Den danske Skueplads; Politiken, Dec. 1898).

21, 1. Rose. Ved Frederik V’s Død, i Theatrets fattigste Periode, gjorde Rose og Hortulan et forgæves Forsøg paa at blive Kongl. Acteurs: »de beklage deres haarde Skiæbne og kummerlige Kaar paa hele Trouppens Vegne, idet dem ere tilsagte ingen Gage at kunde nyde; de bede, om Danske Skuespil ydermere skal tillades, at de maae forhielpes til Sickerhed for deres Gage for fremtiden og forundes Navn af Kongl. Danske Acteurer, eller og, i vidrig Fald, at de maae trøstes ved en liden Pension.« Cancelli Collegiet resolverede 1766, 27/1: »Herved er intet at giøre.« — Blandt s. 223 --satrets tidligste Kunstnere er Rose den, om hvis Liv og Kunst Eftern ------ ved m st. »Foruden et smukt Legeme har Naturen givet ham ------ som selv taler og den behageligste Stemme.« (Dram. Journ. I. 16. ------ Krit. Efterr. 56. Rahbeks Erindringer I. II. Joh. Ewald, Saml. Skr. VI, ------ Schwarz, Lommebog 1785). Sidstnævnte Sted siges uden Tvivl fejl- ------ t at »Holberg yndede Rose»; han har selv i Brevet til Skuespillerne .------jgnet Roses LTngdomsliv »som en Kiede af Uordentligheder«. 1786, --------, skrev Schwarz til Dir.: »Enhver veed hvor faae Rose underviste, ----en eneste jeg mindes var Herr Rosing; Directionen vil ogsaa kunne indsee, hvor umuligt det var mig i mit Fag at danne mig efter Rose, dertil veed enhver hvor svulstig og opblæst han var i sin Ungdom; dog siger jeg ikke dette til hans Vanære; thi i de sidste 6 Aar viste han, hvor uforlignelig han var.« Biskop Mynster havde som gammel Mand »ikke glemt den simple Værdighed der var i Roses Spil.« (Meddelelser om mit Levnet, 31). — Bose blev 1746, 8/8, viet til Giertrud Christensdatter, kaldet Lemvig, »en indtændt, arrig Aand« (C. D. Biehl, Breve, 113.). Ægteskabet var ikke lykkeligt; 1775, 6/10, blev hun begravet paa Nikolai Kirkegaard, 53 Aar gl. (Kirkebog.). I Extraskatten 1762 staar hun ikke opført som boende sammen med Manden og Datteren, Mette Marie, paa St. Kiøbmagergade 251. — Om Børtførelseshistorien jvfr. C.D. Biehls første Haands Fremstilling med Noter af Louis Bobé (Interiører fra Fr. Vs Hof, 83—114; endvidere Bibl. der schönen Wissensch. XII, 355; Persh. Tidsskr. 5. R., IV, 56; Knud Bokkenheusers Meddelelse om Jomfru Roses Frugtsommelighed (Kgl. Maj. Acteurs, 12) er uden Hjemmel). Hun døde som Enke efter Kammermusikus Schiörring 1819, 20/3, 74 Aar gl (Adresseav.). — Det gengivne Ungdomsportræt af Faderen blev af hendes Arvinger skænket til det Kgl. Theaters Foyer. Forfatteren Peder Hjort var hendes Dattersøn. Jvfr. Et Tilbageblik i Anledning af P. H.s Fødsel. Kbhvn. 1893.

21, 3. Christian Conrad Greve Danneskjold-Laurvigen, 1723—83, Admiral. Hans glimrende Løbebane var ikke fortjent, og han efterlod sig et Eftermæle som en udsvævende Person og slet Husholder. — 21,9. Seneca Otto Falkenskiold, 1737—1820, General. Hans »Gamle Erindringer« udkom paa Dansk 1847. — 22, 32. Jean Marechals Traktørsted laa paa Hj. af Vingaardsstræde og Laxegade (Reverentsgade). Jvfr. C. Bruun: Kjøbenhavn III, 633. — 22, 33. sidste Comedie. Den Aften opførtes »Det tredobbelte Giftermaal«, hvori Bose spillede Leonard, et Dansedivertissement, og »Vulcani Kiæp«, hvori Jomfru Rose spillede Belise, et lærd Fruentimmer. — Prof. I. C. Kall skriver i Efterskriften til et, Kbhfn 16 Martii 1765 dateret Brev i Udgiverens Eje: »Jeg kand ikke undlade at melde Dig noget Nyt, som har sadt hele Byen i Bevægelse: Actricen Jomfru Rose er i Mandags Aftes bleven bortført fra Comedie Huset og holdes skiult her i Byen; hendes Fader er hardt ad rasende derover og giør sig al Umage for at faae Spor paa hende saavelsom paa hands Kone, som har været Medvider deri, for at sette dem begge i Tugthuset; dog vil det vel neppe gaae ham an, efterdi hun er i alt for mægtige Hænder. Der blev sendt Mr- Rose een Billet, af Indhold, at hand s. 224 skulde ikke være bekymret over hands Datters Udeblivelse; ved Læsningen fik hand et stærkt Slag, som adskillige Gange siden skal være overfaldet ham. Hand ynkes af alle, da hand altid har søgt at bevare hende for de Farer, hendes Stand førte med sig.« — 23, 1. Simon Hooglant, 1712—89, var ligesom Ole Stephensen, 1714—91, paa den Tid Kommandørkaptainer; de døde begge som Viceadmiraler.

25, 29. disse Blade. Paa Opfordringen svarede Rosenstand-Goiske, at saalænge Rose ikke offentlig beviste sin Paastand om Journalens Partiskhed, betragtede han Beskyldningen med ligegyldige Øjne; »men vi holde meget af, at han heller vil anvende Tiden paa sine Boller, end paa unødvendige Pennekrige«. (Dram. Journ. I, 127.).

26, 30. mit Omdømme. Angaaende Bose som Instruktør jvfr. Brevet fra Schwarz Side 181. — 1781, 30/11, skrev Bose i Theatrets Journal om Opførelsen af Melampe: »Stykket blev ordenlig og vel spillet.« Nedenunder har Warnstedt tilføjet: »Melampe blev i al Betragtning jammerlig spilt, og synes mig at Skuespillerne burde blues over saaledes at have mishandlet et af den store Holbergs beste Stykker. Dette læses af Hr. Bose.« (Teatret IX, 120.).

27, 2. Skygge-Samling, d. v. s. Silhouet-Samling. — Af en Meddelelse fra Rose til Rahbek dat. 1782, 28/5, (Kgl. Bibl.) ses det, at Rahbek laante Eriksens Portræt forestillende Rose til Gengivelse i »Breve fra en gammel Skuespiller« af Rose selv; senere kom Billedet i Michael Bosings Eje og forsvandt derpaa i mange Aar indtil Hr. Bibliothekar A. C. Larsen tilfældigvis fandt det i en gammel Kommode, som havde tilhort Bosings Dattersøn, Michael Wiehe.

27, 20. Mad. Rose. I Fortalen til »Caliste«, Tragoedie i fem Akter oversat af C. D. Biehl, Kbhvn. 1765, skriver Oversætterindens Veninde Jomfru Bøttger: »Den Egenkiærlighed, som behersker os Mennesker, den Drift, som findes hos os til at befordre vores mueligste Fuldkommenhed, besidder jeg i den Grad, at jeg i mine theatralske Handlinger stræber at bringe det saavidt jeg kand.« Men ligesom det ikke var en indre Drift der havde ført hende til Scenen, saaledes var det heller ikke et stærkt indre Liv, der yttrede sig i hendes Fremstillinger. Rosenstand-Goiske taler om hendes »iiskolde, slæbende Declamation og unaturlige Bevægelser. (Dram. Journ. I. Jvfr. Krit. Efterr. 71). Hun var Theatrets første Primadonna i ydre Forstand og opnaaede som saadan Eneværelse og Enepaaklæderske, Penge til Vogn og Læge, da hun ofte blev »heftig febricitant«. I Nikolai Kirke blev hun 1779, 12/7, 41 Aar gl., viet til den 56aarige Rose (Copulationsprot., Raadhusark.). Trods gode Indtægter var Parret stadig i Pengeforlegenhed; efter Mandens Død skriver Warnstedt »at Mad. Rose er saa aldeles fordybet i Gield at man vel ikke længe kan gøre Regning paa hendes Tieneste«. Hendes Hjem i St. Kongensgade Nr. 29 var dog ingenlunde fattigt ved hendes Død 1793, 23/2; »paa Sahlen fandtes bl. a. 90 Kobberstykker under Glas, 2 Spejle i forgyldt Ramme, Silkegardiner, Fr. Vs Portræt, 6 Stole med gult Damaskbetræk; i Dagligstuen, foruden 70 Kobberstykker og 10 Malerier, en Topseng med rudret Omhæng og en s. 225 Bogreol med tærnede Gardiner« (Forseglingsprot., Landsark,). Theater- kassen betalte Begravelsen;

En stor riflet og med Zirather vel bearbeidet Liigkiste 13 Rdl. » & » β

Douceur til Snedkersvendene, som bragte samme, og som tillige med megen Besværlighed maatte nedbære Liiget fra 3die Etage i Værtens Stue 1 - 1 - » -

16 Alen fint Kattun til Liigets Klædning 5 - 2 - » -

1 Alen klart fiin Netteldug til et Ansigt-Klæde » - 4 - 8 -

2 Alen Kræpflor til en Dormeuse og 1 Alen Merlin 1 - 3 - » -

Et par store hviide Fruentimmer-Handsker » - 2 - 12 -

For at klæde Liiget, betalt til en Jomfru som derved i 2de Dage maatte have Uleylighed, saa som Liiget ikke kunde imodtages i den underste Etage, følgelig ikke før kunde klædes 4 - » - » -

Ligeledes til en Kone som ved denne besværlige og uangeneme Forretning, begge Dagene derved gik til Haande 2 - - » -

Til Lysning, Knappenaaler, Bendler, samt til Vederqvægelse ved Liigets Klædning, og videre til Skjænk for Kudsken og Tieneren ved Liig-Begjængelsen etc. leveret den Afdødes tilstædeværende Søster, Madam Dahl 5 - » - » -

For 7 Hyre-Vogne til Liigfølget og en do. til Bedemanden 5 - 2 - » -

Til Organisten ved Nicolay-Kirke for at accompagnere Sangen i Kirken og til Bælgetræderen
: Sangen blev iliigemaade geleydet med Basuner fra Orgelet, men Hr. Stads-Musikus Jacobsen imodtog ingen Betaling for denne Tjeneste : 2 - 1 - 8 -

Leyet Sørge-Gardiner til den Afdødes Værelser 1 - 3 - » -

Fremdeles smaae Udgivter 1 - 3 - » -

Jorden paa St. Nicolay Kirkegaard, Liigvognen, Liigbærerne, Præsternes Salarium etc. efter Hof-Bedemand Petersens qvitteredc Regning 53 - 1 - » -

Efter hendes Død anlagde Svogeren, Skriverkarl Johan Herman Dahl Sag imod Direktionen for et Beløb af 388 Bdl., Penge, som var medgaaede til Mad. Roses og hendes Piges Underhold i de sidste Aar. Han paastod, at Theaterchefen Grev Ahlefeldt »havde sultet hende ihiel« ved at fradrage for meget af hendes Gage. — Under Portrættet i Schwartz’ Lommebog 1785 staar Charlotte Amalie, hvilket Fornavn er gaaet over i Brickas Leksikon; men da hun i 1760 som boende hos sin Fader, forhen Guldsmed, i lille Kongensgade, sammen med Als og Clementin stod Fadder i Nikolai Kirke til Portner Svend Andersens Datter, den senere Skuespillerinde Mette Marie Astrup, kaldes hun i Kirkebogen Elisabeth Caroline Amalie; disse Fornavne nævnes baade af Skifteretten og i Begravelsesprotokollen (Landsark.).

28, 31. Kammerherreinde Warnstedt. H. V. v. W. ægtede 1780, 6/10, Dorothea Louise v. Berger, 1755—88, Datter af Livlægen Johan Just v. B. — 29,18. Pfull fød Castenschiol. Margrethe Vilhelmine v. Pfuehl født 0.Castenschiold, 1745—1812, var Enke efter Assessor i Hofretten E. S. v. Pfuehl.

15

s. 226 28, 25. Frie Comedie. Om denne Benefice, hvor Caroline Walter var tilstede, jvfr. Rahbeks Erindringer IV, 119, og Fortalen til P. A. Heiberg, Hofsorgen.

29, 1. Caroline Walter. Om dette vort Theaters første kvindelige Geni staar der en egen Nimbus, ikke blot paa Grund af hendes Evner, men tillige ved det romantiske Skær, som er udbredt over hendes Liv. I Bilag til Regnskabet 1764 ses, at den lille antagne Figurantinde Caroline Halle »som i forrige Vinter ikke fik nogen Slags Betaling, gives i denne 10 Rdl. til en Klædning«. Aaret efter fik hun en brugt, gul Polonaise med hvid Multon under »for Kulden at afværge paa Repetitionerne, samt et Par Jyde Strømper«. I 1767 havde hun 1 Rdl. om Ugen og 2 Mark for hver Gang hun medvirkede i »Den Stundesløse« (Kvit. af 1766, 26/10). Om hendes Familieomstændigheder og Ungdomsforhold til Skuespilleren Holberg giver H. Weitemeyers fortjenstfulde Afhandling nye Oplysninger. (Hist. Medd. om Kbhvn., II, 148). Jvfr. Noterne til Lindgreens Breve. — Den meddelte Klage til Dir. over Mad. Hallensen har Rahbek kendt; han ser i den »et Bevis paa de Forfølgelser og Undertrykkelser, som et fremspirende Genie saa sikkert kan vente sig af ældres skinsyge Hovmod« (Lommebog f. Skuespilyndere 1788, 256.); iøvrigt skriver han feilagtig at Klagen er egenhændig.

30, 14. min Lycke ved Theatret. Jfr. Bøttger fik 1770, Marts, 50 Rdl. »fordi hun med Fliid underviiser de nye Elever«.

31, 12. et Skridt frae min Side. Natten mellem 28 og 29 April 1780 flygtede som bekendt Caroline Walter fra København; i Gøteborg blev hun viet til Violinvirtuosen Muller og rejste derpaa sammen med ham videre til Stockholm, ved hvis Opera de begge i Juni 1780 blev engagerede. Som Aarsag til, at de atter 7 Februar 1782 forlod Stockholm nævnes økonomiske Vanskeligheder, men Fersen anfører »att Konungen visat Fru Muller en skymfanda stränghet med anledning af några misshälligheter, som uppstått mellan henne och hofpagerne rörande en plats på fransyska Komedien.« (Hist. Skrift. V, 73.). Paa Vejen til en Koncerttournée i Tyskland og England opholdt hun sig i April 1782 i Kristiania (jvfr. Huitfeldt, Christiania Theaterhist., 109), hvorfra hun indgav den meddelte Ansøgning, hvorpaa Kongen 1782, 20/4, resolverede: »Dersom C. F. Muller, født Halle, skulde som Vor fødte Undersaat behøve engang i Norge eller Holsten at leve og der roligen at ville ende sine Dage, da maa hun med sin Mand der vente sig al naadig kongelig Beskyttelse.« Gennem Sverrigs Gesandt i London lykkedes det Aaret efter atter at knytte det attende Aarhundredes Jenny Lind til Gustav d. Ill's Theater. (Svensk Biograph. Lex., Ny Följd., VII, 201.).

32, 11. en pærmission. Rahbek henlægger dette Rrev til c. 1822, medens Mad. Rosing og Jfr. Astrup endnu virkede ved Theatret. (Erindringer, IV, 125.). Det er dog uden Tvivl skrevet før 1815, hvilket Aar Caroline W. tog Afsked med Scenen i Stockholm. Ved Drottningholm havde Gustav III foræret hende et Landsted, hvor I. K. Høst i 1798 besøgte hende: »hun modtog mig huldt, men bad mig ikke s. 227 tale paa Dansk for at hun ej skulde forledes til at Danske paa Skuepladsen. Endnu samme Aften saae og beundrede jeg hende, den i sit fem og fyrretyvende Aar næsten ungdommelig skiønne . . . .« (Erindringer, 51.).

32, 24. Ørsted. Han var det holbergske Theaters secundære Komiker, en morsom Skuespiller, hvem den Dram. Journal ofte bebrejder en Tilbøjelighed til Overdrivelser. — »Studios i Gothersgade« Christopher Ø. var gift med Sophie Møller og fik i Aarene 1751—60 2 Sønner og 2 Døtre døbte i St. Nikolai Kirke. Derfra blev han selv begravet 1787, 1/11, som død af Vattersot. Hans Enke søgte forgæves 1802 om en Benefice; 1810, 27/10, ansøger hun i sit 85 Aar om Hielp, »da de 80 Rdl. som hun har i Pension, er aldeles utilstrækkelige til hendes Underholdning.« Hun døde 1811, 16/4. Christopher Ø. var Broder til Brødrene Ørsteds Bedstefader. (Oehlenschläger: Erindringer I, 135.). Han har affattet de tidligste Regieregninger, som, da de giver et paalideligt Indtryk af Theatrets smaa Forhold, meddeles i Uddrag:

Rdl. Mk. Sk.

For Actricernes Opvartning » 4 »

Christian for at brænde Lyse-Kronerne » 4 »

Christian for at dele Plakater om » 2 »

d. 8. April [1750] 10 Arbeydsfolk og 9 d., 10de, hver 12 Sk. 2 2 4

Høfners og Berlings Aviser » 2 »

Klister » » 8

En Dreng for Opvartning i Kandestøberen » 1 »

6 Klædninger at leye til Borgerne i Collegium Politicum. . 1 3 »

Kandestøberens og hans Drengs Dragt at leye » 3 »

En Liverie Kiole at leye og sye Snore paa » 2 8

Piber, Tobak, 01, Sirup og Smør-Brød » 1 »

Harpix og Kridt til Dantse Mesteren » » 8

Grøn Sæbe at smøre Machinerne med » » 12

En Gaffel af Egetræ til Torden » 1 8

Blaat Papier til Skyerne » » 8

4 Fruentimmer Dragter at leye til Barselstuen 1 » »

6 Lod brændte Cafe-Bønner » » 12

2 hviide Voxlys til Barsel-Bordet 1 » »

Karlen ved Theatrum som Snyder Lysene » 2 »

½ Pot Blæk og Penne til »Den Stundesløse« » 1 6

Monsr. Bose, for at skaffe sig Engageanter, Krøller, Kaaber med viidere til Barselkonen 1 » »

5 Børn i Jule-Stuen, hver 1 M » 5 »

En Næse til Mad. Lienkwitz » 1 8

En Kurv til at samle Lyse-Stumper udi » 2 »

Mons. Bose en Billet til den franske Comoedie » 3 »

Christopher Ørsted har ligeledes efterladt en Fortegnelse over det ældste Theater-Inventarium, hvori Skuespillernes Paaklædningsværelse beskrives saaledes: En Vind-Ovn med Tromle og Rør, 1 Skab i Muren med Cantor i, 1 Bord med Hylder i, 3 Knage-Rækker, 1 Ild-Tang og IldSkuffe, 1 Bænk; Damernes Værelse indeholdt desforuden 1 Dragkiste og 1 Skærmbrædt, men intet Spejl. Først i 1759 skriver Als: »For et Speil heel Glas i forgyldt Ramme 6 Rdl.; hvilket er i Actricernes Kammer s. 228 ophængt, som de saa høyligen behøvede, da de ere 7 Fruentimmere derom.«

15*

32, 38. Buxer. 1756, 11/12, underskrev Skuespillerne en saalydende Kvittering: »For de os aarlig tilstaaede Buxer er os idag udbetalt 6 Rdl., hvorfor qvitteres«. —

35, 1. Arends. En Karakteristik af denne ikke betydelige, men flittige og anvendte Skuespillers Spil findes i Krit. Efterr. 102. — 1769, 25/7, blev han viet til Birgitte Marie Courteau; 1782, 26/10. melder han Dir., at hans Kone er død Aftenen forud; paa Grund af Mangel paa Penge kan han ikke faa hende jordet. Warnstedt lod ham udbetale en Gave. Ifølge Skifteprot. (.Landsark.) havde de 6 Børn mellem 12 og 6 Aar, hvis Opdragelse satte Arends blandt de Skuespillere, som oftest maatte bede om Forskud, Laan og Gratificationer. 1783, 15/4, skrev han til Warnstedt, idet han bad om at Apotheker-Begningen paa den Afdødes Medicamenter maatte blive betalt af Theaterkassen, at han for at give sine Børn en god Moder havde ægtet sin salig Kones Søster, Marie Charlotte Courteau. »For at spare alt lod jeg mig vie ude hos Doctor Munter paa hans Gaard, men mistede derved Brudegaver fra endeel Velyndere.« — Et af Børnene, Juliane Wilhelmine, døde 1789, 18/1, 13 Aar gl. — 1801, 8/10, holdtes Skifteforretning i Møntergade Nr. 56 efter den Natten til Dag afdøde Skuespiller Jacob Arentz. Det oplystes, at han i andet Ægteskab kun havde een Søn, Vilhelm Frederik, der var Volontair i Rentekammeret. Boet blev vurderet til 221 Rdl. (Skifteprot. Landsark., Persh. Tidsskr., 5. R., VI, 29.).

35, 5. Præses. Frederik Schwarz var Præses for »Det dramatiske Selskab«, hvoraf Regissøren Niels Hansen, som har medunderskrevet Brevet, ogsaa var Medlem; jvfr. Noterne til Schwarz’ Breve. — 35, 7. Guldberg. Ove Høegh-Guldberg, 1731—1808, var Medlem af Overtil- synskommissionen for Theatret 1778—82. — Eichstæd. Statsminister Hans Henrik v. Eickstedt, 1715—1801, var Præses i samme Kommission 1778—82. — 35, 8. Jacobi. Højesteretsassessor Christian Frederik Jacobi, 1739—1810, var Medlem af Direktionen 1773—78 og af Kommissionen 1778—84. Ham skyldes de betydningsfulde Ord over Scenen: »Ej blot til Lyst«. — 35, 23. Stockfleth. Sorenskriver Thomas de Rosing Stockfleth, 1743—1808; i Forsøg til Skiønne Vid. 10 St. findes hans Oversættelse af Voltaires Alzire. — 36, 26. Træschow. Højesteretssagfører Michael Treschow, 1741 — 1810, var Medlem af Theaterdirektionen 1776—73. — 36, 32. Clementins Gage. C. havde ved sin Død 600 Rdl., Arends Gage var i 1782 450 Rdl — 37, 8. Suhm. Søren Suhm, 1742—83, Figurant i Chr. VII’s franske Trup, Skuespiller 1773, Afsked 1782. Hans Enke blev Pyntekone ved Theatret, Datteren var Skuespillerinden Elisabeth S., som døde 1801, 28/12.— 37, 36. Hiorthøy. Konferensraad, Borgmester Morten Hjorthøy, 1738—1815, jvfr. Persh. Tidsskr. 3. R., V, 68. — 37, 38. von Moltke. Christian Frederik Greve Moltke, 1736 — 71, Medlem af Overdirektionen 1761—70. — 38, 8. en Acteur tilforn. Arends sigter uden Tvivl til Peder Hald, der, da Theatret i Grønnegade standsede, atter vendte sig til Theologien og døde som s. 229 Præst. Wiberg nævner i Dansk Præstehistorie II, 8, en Peder Andersen Hald, 1698—1749, som døde som Sognepræst i Idom, Ringkjøbing Amt. — Om en anden af Grønnegadetheatrets Skuespillere har Rose udstedt følgende udaterede Attest: »Lindorph, fast Lem ved Kiøbenhavns almindelige Hospital, har været Student og Acteur i Kiøbenhavn før Ildebranden, hvilket jeg efter Jomfru Bøttgers begiæring herved har den Ære at meddele.« (Privateje). — 38, 25. Braütigam. Pengeudlaaner B. ydede Skuespillerne Pengehjælp paa Warnstedts Kaution med Overdirektionens Fuldmagt. (Overskou III, 133; 421.). — 39,12. blev Student. I Følge Universitetets Matrikel blev Arends indskrevet 1758, 9/9; han angives at være født i Klingsbøl Sogn, Tønder Amt, og at være dimitteret fra Gymnasiet i Altona. — 40, 6. Ahlefeldt. Hofmarskal Ferdinand Anton Christian Greve A. 1747—1815, var Theatrets uheldige Direktør 1792—94. Som et Bidrag til hans Karakteristik som Direktør kan anføres, at han i Forsalen til Hoftheatret 1793, 9/11, lod oplæse en Skrivelse for Personalet, hvori han meddelte: »ifald jeg kan opdage hvem det er som siger Vittigheder, skal hans Navn offentlig blive opslaaet paa Foyér-Døren, derved enhver kan tage sig i vare for ham.« Jvfr. Reventlowske Pap. II, 234.— 40, 25. Klokkerembedet. Denne Stilling søgte A. endnu i Juli 1799, men han opnaaede den ikke. (Personh. Tidsskr. 5. R., VI, 30). — 40, 28. Numsen. Overhofmarskal Christian Frederik Numsen, 1741—1811, var Overtilsynshavende ved Theatret 1784—86, Præses i Direktionen 1786—91. — 41, 6. Holberg. Ludvig Vinderslev kaldet Holberg, 1748—1824, debuterede 1772 og levede i nogle Aar højt paa sit formentlige Slægtskab med Digteren, af hvis Forvalter han var en Søn. 1778 blev han Toldkasserer og døde som Justitsraad. (Jvfr. Dania IX.).

41, 12. Jomfru Astrup. Hendes Fader hed egentlig Andersen og var Portner ved Theatret fra dets ældste Tid. I Marts 1796 indgav hans Enke en Ansøgning om Tjenesten maatte gaa i Arv til hendes ugifte Døtre, Sophie, Ane Marie og Mette Marie. Den blev bevilget, »da afd. Astrup og hans Kone har passet Tjenesten tilfredsstillende i henved 50 Aar«. Mette Marie varet udpræget Theaterbarn: født paa Theatret, baaret over Daaben af Skuespillere og selv Skuespillerinde i 50 Aar. Af hendes, kolde, majestætiske Anstand og Fremstilling har Bournonville givet en Karakteristik (Mit Theaterliv III, 232.). Theaterchef Hauchs paafaldende Venskab var af stor Betydning for hende, han vedligeholdt hendes Repertoire og skaffede hende Specerie-Leverancen til Hofholdningen. (Mem. og Breve III, 39.). Han var Excecutor testamenti i hendes Bo; hun efterlod et smukt Hjem og nogen Formue, hvoraf hun bl. a. betænkte sine tidligere Tjenestepiger. (Hof- og Stadsrettens extraord. Boer. Fort. 13, Nr. 313, Landsark.). — 41, 24. en Konstsøster. Elisabeths Rolle i Marie Stuart blev ved Stykkets første Opførelse spillet af Jfr. H. Jørgensen, Dronningen i Hamlet af Mad. Dahlén.

42, 1. Due. Om denne dygtige Fremstiller af gamle Mænd (jvfr. Bournonville, Efterl., Skrifter 99), skriver Hauch 1817, 12/4: »at hans ved alle Lejligheder udviste exemplariske Opførsel og gode moralske Karakter, s. 230 har erhvervet ham hans Foresattes saavelsom alle Andres Agtelse og Kjærlighed.« Due døde 1836, 22/12, 76 Aar gl. Enken, Louise, født Butler, skrev i Adresseavisen: »I næsten 40 Aar gjorde han mig til den lykkeligste Hustrue. og allene Mindet herom vil mildne min nu ensomme og glædesløse Fremtid.« (Nr. 309, 1836.).

42, 3. Hauch. Hofmarskal Adolf Vilhelm Hauch, 1755—1838, var Theaterchef 1794—98, 1801—11.

42, 24. Foersom. »Der gives Skuespillere, hvis hele Værd bestaar i en god, regelmæssig Bygning, et smukt Ansigt og et let Gebærdespil. Man kunde kalde dem »Skuespillere for Øiet«. Disse behage let; Alt, hvad de giøre, bliver smukt om det end er nok saa urigtigt. Andre, som mangle denne Gave, men som udtrykke hvert Ord med Sandhed, sætte sig ganske ind i Rollens Aand og fremstille Karakteren efter Digternes Ide, kunde man kalde »Skuespillere for Sjælen«. (Nytaarsgave 1807.). Til disse sidste hørte Peter Foersom; han var en Forløber for Michael Wiehe. — De tre meddelte Breve til Foersoms Moder, Præsteenken i Bibe, ere Udgiveren elskværdigst laante af Professorinde Bøgh; de ere tidligere benyttet af Nicolai Bøgh i hans Afhandling om P. F. i Museum 1895, II. — 43, 13. min Bestalling. Foersom blev ansat fra 29/11 1798 at regne; sin 3die Debutrolle laante han af Saabye og spillede den saaledes ikke, som Nicolai Bøgh forudsætter, ved Stykkets Førsteopførelse. — 44, 5. bedste Digtere. F. hentyder til Theateroversætteren Niels Thoroup Bruun, 1778—1823, der som selvstændig Digter var uden al Betydning (Jvfr. Overskou, Af mit Liv, 270). Foersoms Følelser overfor Bruun forandrede sig betydeligt i Aarenes Løb; i et udateret Brev skriver han til Bahbek: »B. skal have skrevet Kongens Hores Ansøgning [om at blive Skuespillerinde]. Han skal, siges der, ad denne Cloak søge hendes Protektion. Dette frapperer mig ikke. Jeg har ynket hans nothingness of form and nothingness of soul: jeg har set ham fra Ørentuder og Sammensætter gaa over til hvad selv Dyrene skammer sig ved. Han har kiæmpet for og erholdt Mestergraden i Elændighed og Uselhed: han var ikke engang værdig eller stærk nok til at faa den i Slyngelagtighed ...« 1819 udgav B. »Gravblomster P. F.s Erindring helligede« , hvori Samtidens Mindedigte ere samlede. — 44, 6. min Stambog. Stambogen er gengivet som Tillæg til Bondesens Roman om Foersom, Kbhvn. 1907. — 44, 28. bag Tidens Hav. Dette Ordvalg røber F.s tidlige Studium af Shakespeares Værker. Om hans Væsen i denne tidlige Periode skriver en Ungdomsbekendt, Jens Bech: »Den smukke Mand var en Perle i vor Kreds; naar Viinen ved muntre Sange gik ham til Hovedet, talte han stedse Engelsk. Ved Bordet i en liden Kreds i Lundehuuset udbrød han i sin Digter-Begejstring: her mangler Gudinder«. (Personh. Tidsskr. 6. R., I, 40 ; jvfr. Oehlenschlägers Erindringer I, 127.). — 45, 9. Magdalene. F. havde tre Søstre: Anna Chatrine, (Trina), Sophie og Magdalene. — 47, 37. Shakspears Sørgespil. Allerede 1803 indleverede F. en Oversættelse af Julius Cæsar til Direktionen, som 9/12» resolverede: » den er god, er Dir. dog af s. 231 den Formening at dette saavelsom flere af samme Mesters Arbejder ikke er passende til Opførelse paa vort Theater.« Men F. lod sig ikke kue; beundringsværdig var hans Stræben for at skaffe »Britter-Barden« Plads i vort Sprog og paa vor Scene. Uden Rahbeks Medvirkning udkom den 1ste Del 1807 paa Fr. Brummers Forlag, indeholdende Julius Cæsar og Hamlet; i Forordet skriver Oversætteren »at han i flere Aar endog paa ubillig-billige Vilkaar har søgt en Forlægger til Værket. Først 1811 udkom anden Del: »Krigen, som 1807 afbrød Videnskabsmandens fredelige Syssel, den derpaa følgende Papir Mangel er Skyld deri«; tredie og fjerde Del oplevede Foersom ogsaa selv at udsende, men 5. Del kom først 1818 efter hans Død. — 48, 9. Schlegel. 1ste Bind af A. V. v. Schlegels tyske Oversættelse af Shakespeares Værker udkom 1801. — Samme Linie. mig selv: er uden Tvivl en Fejlskrift for: sig selv. — 48, 10. die Horen, Maanedskriftet, som Schiller udgav. — 48, 18. Rosenfeldt, Boye. Rector Johannes Boye udsendte i 1777 den første Oversættelse af Hamlet, og Juristen Niels Rosenfeldt udgav 1790—92 en Oversættelse af Shakespeares Skuespil. — 48, 19. Macbeth. Hermed sigtes til L. C. Sanders Forelæsninger over Shakespeare og hans Sørgespil Macbeth, Kbhvn. 1804, i hvilket Arbejde Rahbek havde Andel. — 48, 22. Spies og Gustav Schilling. Christian Heinrich Spiesz, 1755—99, og Fridrich Gustav Schilling, 1766—1839, vare meget produktive tyske Romanforfattere. — 49, 6. Steevens Text. George Steevens 10 Binds Udgave af Shakespeares Værker udkom i 1773, Edmond Malones Udgave, som ligeledes var i 10 Bind, i 1790. — 50, 3. Schønberg. Student Hans Hendrik Schønberg, født 1785, der fra 1803 var Theatret til Nytte som Elsker i Syngestykkerne, skrev 1807, 17/4, til Dir.: »Direktionens opmuntrende Bifald har stedse blidgjort mig den ellers ikke altid med Roser bestrøede Bane: altsaa kan kun Overbevisningen om, at det er nødvendigt for mine tilkommende Dages Lykke, bevæge mig til at anholde om min Afsked hos Hs. Maj. Kongen.« S. blev senere Hofinspektør og døde 1845 som Etatsraad og Ridder; hans Enke hed Dorothea Cathrina, født Kirkerup. Deres Datterdatters Sønner er Brødrene Adam og Johannes Poulsen. — 50, 12. Egegaard. I et Brev til Molbech dat. 1811, 27/11, skildrer F. sin Sommerboligs Beliggenhed: »Fra Lyngby gaar man til Sorgenfri, derefter gennem Skoven til Fuglevad Mølle, saa ad Veien langs med Aaen ned til Brede Mark og endelig giennem Brede til Egegaard.« — 52, 16. alles Lærerinde. Hermed menes Mad. Rosing. — 52, 21. Declamator ium. Den 23 April 1809 gav F. paa Hoftheatret det første offentlige Deklamatorium her i Landet. Hans gode Smag viste sig i Valget af Program: En Prolog af Sander, Digte af Ewald, Baggesen, Oehlenschläger, M. C. Brun; i sidste Afdeling forsøgte han en mærkelig Blanding af Dans og Deklamation, idet han til Fremsigelsen af Rousseaus »Pygmalion« fik Assistance af Solodanserinden Jomfru Laurwald. »Man beundrede den vedvarende Anstrængelse af alle Kræfter fra Fantasien og Følelsen ned til Hukommelsen og Stemmen, da Kunstneren næsten i 2½ Time ene fængslede Tilhørernes Opmærksomhed ved staaende og udenad at declamere saa mange yderst s. 232 forskiellige Digte og ved at ledsage Declamationen med Mimik«. (Dagen. 1809, 73. Jvfr. Reventlowske Pap. V, 38; Dannebrog 23/4, 1909.). — 52, 33. Baagøe. Herman Baagøe, 1766—1829, var fra 1800—1810 Redaktør af »Berl.-Tid.«. Hvem der blev hans Eftermand fremgaar ikke af Bladet. — 53, 5. Theone. Rahbek og Foersom udgav 1811 Kvartalsskriftet »Theone«, hvori Rahbek, ikke Foersom, har skrevet en Artikel om Peter Saabye. Jvfr. Noterne til Saabyes Breve. — 53, 8. Molbech. Daværende Amanuensis Christian Molbech, 1783—1857, blev Medlem af Theaterdirektionen 1830—42. — 54, 14. Badens Bog. Landsdommer Gustav Ludvig Baden, 1764—1840, havde 1808 udgivet »Peder, Greve af Griffenfeldts Fortjenester«, hvorover C. Molbech skrev en skarp Kritik i »Nogle Ideer over Historie og Historieskrivning«. — 54, 18. Asiatic Researches: det bekendte engelsk-asiatiske Aarsskrift. — 54, 19. Øllgaard. Feldtprovst Nicolai Esmark Øllgaard, 1775—1863, blev senere Biskop i Viborg. Han udgav 1818 Foersoms Digte med en smuk Biografi. — 54, 24. Cappels. E. Cappels Udgave af Shakespeares Værker er fra Aaret 1767. — 54, 28. min Piinagtigheds Tid. I »Bemærkninger, samlede paa Skuespiller-Banen«, hvoraf nogle ere trykte i den ovenfor nævnte Biografi, ses det, at Foersom allerede tidlig følte Lede ved Theaterlivet, ikke ved Skuespilkunsten. — 56, 16. et Arbeid paa 50 Ark. F. tænkte uden Tvivl paa 2den forbedrede Udgave af Shakespeares Værker, hvoraf kun 1ste Del udkom 1811. — 57, 32. Børnene. 1809, ⅖, bad F. om et Tillæg til sin Kones Gage: »Jeg gyser ved Tanken om den Skiebne der uafvendelig ventede paa de fem Børn og snart det siettes Moder, saafremt mit Timeglas i Dag eller i Morgen var udrunden. Ved hans Død i 1817 fik de fire yngste Børn hver 50 Rdl. aarlig af Kongen til det fyldte 18de Aar. Den ældste Datter, Severine, blev gift med Herring, Taffeldækker hos Chr. VIII; Sophie, der blev ugift, havde arvet Faderens Sprogtalent; hun dannede en højere Pigeskole i København, som blev Grundstammen til Frøken Zahles Skole; hun døde 1871 og er det eneste af Børnene, som hviler i Faderens Grav; Nanna, som blev gift med Præsten Niels Gamborg, døde først 1891, 87 Aar gl.; den yngste Datter Cæcilie, gift med Overlærer Funch i Aarhus, døde 1865, 53 Aar gl. Den ældste Søn, Numa, blev Læge i Gøteborg, hvor han døde 1849, den yngste, Peter Thun, døde som Sognepræst til Hammelev 1875, 69 Aar gl. — 58, 11. Det var uden Tvivl i den for sine æsthetiske Interessser bekendte Etatsraad G. H. Olsens Hus, at F. traf Biskop Mönster og Biskop Balle, hvis Datter var Husets Værtinde. — 58, 30. Brummer. Universitetsbogh. Frederik Brummer, Oehlenschlägers første Forlægger, havde Butik i Efterslægtens Gaard paa Østergade. Han døde 1836, 74 Aar gl. — 59, 1. første Digter. Denne Henvendelse til Baggesen resulterede i Udgivelsen af »Poetisk Lommebog for 1813«, hvor der foruden Baggesens Portræt findes to Bidrag fra hans Haand. I »Theateradministratoriaden« skrev han om Foersom:

»En Fyr, som jeg ellers kun det har imod
at han til Theatret er næsten for god.«

s. 233 — 59, 13. maadelige Digt’res Ven. Denne Linie er uden Tvivl et Citat efter Baggesen og sigter til Rahbek. Allerede i »Gengangeren og han selv« bebrejdede Baggesen Rahbek, at han roste alle som skrev Vers. Jvfr. Arlauds Udgave V, 76. — 59, 23. Hamlet. I Dagen Nr. 111 skrev Rahbek en Artikel om Tragedien, hvori det bI. a. siges at han og Foersom har indset, »at Hamlet af mange Aarsager maa døe, og at de ikke efter en Schrøders Exempel har dristet sig til at give Stykket en saakaldt lykkelig Udgang . . .« Ved Hamlets første danske Opførelse 12 Maj 1813 var der solgt for 353 Rdl.; den 2den Opførelse indbragte 360 Rdl. Kun ti Statister medvirkede og tre nye Dragter blev anskaffet; nogle Sætstykker var malet som Luft, Sø-Bastioner og en Borg, fire andre som en opkastet Grav hvortil 3 Dødningehoveder og Laarben af Leer samt en sort Ligkiste blev benyttet. I et Brev dat. 1815, 11/4, skriver Foersom: »vort Theater er det eeneste hvor et Stykke, og det selv det vanskeligste af Shakespeare, nemlig Hamlet, spiltes med 2 eller 2½ Prøve«. (Kgl.Bibl.) — 59,33. Nielsen. Frederik Christian Nielsen var Maskinmester til 1824; han havde overtaget Stillingen efter sin Fader Christopher Nielsen, som døde 1795 efter at have været ansat siden Theatrets Aabning. — 62, 22. van Halms Rolle. F. hentyder sandsynligvis til Bankier v. Holms Rolle i »Ringen I«. — 63, 32. Jødefejden. Thomas Thaarup udgav 1813 en Oversættelse af et tysk jødefjendtligt Skrift »Moses og Jesus«, som han ledsagede med en Fortale, der vakte Opsigt. Vel forklarer han i den, at han ikke nærer ligefrem Jødehad, men slutter sig til Forfatterens Anskuelse. Skriftet fremkaldte mange Smaaskrifter baade for og imod Jøderne. (Jvfr. Museum 1890, 129.). Jens Baggesen udgav »Om Jøderne«, et varmt Forsvarsskrift for Jøderne. Imod Jøderne og deres Forsvarer optraadte bl. a. Prof. T. C. Bruun med »ikke om Jøderne, men deres Gienløser, Justitsraaden«. Af Jødernes Lejr optraadte bl. a. Grosserer Gottlib Euchel med »Til evig Fred«, som Foersom omtaler, desuden D. Nathandavid, den senere Finansminister C. N. David. (Velvillig Meddelelse af Hr. Bibliothekar Josef Fischer.). — 64, 4. Jfr. Funk og Wildt. Juliane Marie Funk, Datter af Inspektøren ved Frue Sogns Industri og Manufaktur Anstalt, og Johannes Wildt foretog i Sommeren 1813 en Deklamatorierejse i Provinserne. Wildt, der senere udgav Romaner, døde 1836, 28/7, 54 Aar gl.; hans Broder skrev til Dir., at han efterlod sig saare ubetydeligt og at han under sin Sygdom havde udtalt, at han haabede, at Dir. vilde betale hans Begravelse. — 64, 11. Merinerino vil i dette Tilfælde sige: min langhaarede Dreng. — 65, 14. Mobilieskat. Denne Ansøgning, som var medunderskrevet af Schwarz, Frydendahl, Lindgreen, Clausen, anbefalede Direktionen til Kongen saalydende: »I Mands Minde, og saalænge som nogen af de længst levende Theaterpersoners Erindring naaer, var Personalet befriet for alle temporaire Skatte, Extraskatten ene undtagen; og veed saaledes jeg, Rahbek, som sex og tredive Aar har henlevet min Tid ved Skuepladsen, endog inden jeg egentlig hørte dertil, fra min tidligste Ungdom at have hørt Skuespillerne velsigne og prise Deres Majestæts høisalige Hr. Fader, Kong Christian den Syvende, for denne høikongelige Velgierning, at Skuespillerne s. 234 ere frie for personlig Hæftelse paa Gield, at paa deres Gager ingen Beslag kan lægges, at ingen Afdrag ved deres Ansættelse finder Sted.« Rahbek sigtede til Rescript af 1776. 4/1, hvorefter ingen Skuespillere, Sangere eller Dansere maatte for Gield arresteres. (Kortf. Repertorium ved Algreen-Ussing III.). Han og de ældste af Personalet bevidnede. at Kunstnerne i 1789 var fritaget for at betale »Krigsstyr». »Dog er det saa, at Skuespillerne ere besiælede af samme Danneborgeraand, som de have tilfælles med enhver, der fortiener at boe under Skioldungernes Scepter, og som bl. a. i 1794 opflammede dem af deres ringe Kaar at tilveiebringe et frivilligt Sammenskud af over 3000 Rdl. til Slotsbygningen, og have erlagt samtlige under 1807 paabudne temporaire Skatte og det med en Nøiagtighed, som havde været at ønske den mere formuende Borgerclasse . . .« Men Kongen resolverede 1813, 24/11: »Ligesaalidet som nogen af Vore Undersaatter eller hvilkensomhelst af Vore Embedsmænd kunde fritages for at bære de Tyngder, som Stadens Fare maatte udfordre, ligesaalidet kunde dette være Tilfældet med de til Vort Theater henhørende Personer; derfor vilde Ansøgningen være at bortfalde.« — 66, 1. Privilegium. De nævnte Privilegier ere trykte hos Overskou I, 103; II, 109. — 67, 17. Deres Værk. Litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup, 1759—1829, udgav i 1816 »Almindelig Morskabslæsning i Danmark«; 1820 udgav C. Molbech Foersoms »Samlinger af danske Landskabsord hos den jydske Almue i Ribeegnen«. — 68, 10. min Afskeed. Foersom oplevede ikke at blive afskediget; efter tretten Dages Sygeleje døde han af Nervefeber Natten mellem 24 og 25 Januar 1817. (Adresseavisen Nr. 22.). I 1910 blev hans hjemfaldne Grav paa Assistens Kirkegaard restaureret af Dansk Skuespiller-Forbund.

68, 18. Mad. Foersom. Johanne Cathrine Ebbesen, født 1779, kom til Balletten 1788; 1795, 9/10, skrev hun til Dir.: »Min Moder og jeg vare ulykkelige før Ildebranden og blev det endnu mere ved den; thi vi mistede det meste af hvad vi ejede, vist nok var det ikke meget, men det var vores alt.« Sommeren 1799 blev hun gift med F.; Aaret før var hun overgaaet til Skuespillet, hvortil hun ikke havde Talent; hun fik Afsked 1821 og døde hos Datteren i Aarhus 1850.

69, 12. Mad. Frydendahl. Om denne dygtige Sangerinde og hendes Pretentioner, Forsømmelighed og Opsætsighed i Tjenesten jvfr. Overskou III. — 69, 21. hoved Boller. Koncermester Schall skrev til Dir. 179 5, 28/3: »Mad. Berthelsen modtager ikke gerne et Synge-Parti som er uden Bravour-Arie«. — 71, 20. Nauman. Om Johan Gottlieb Naumann og hans Opera »Orfeus og Eurydice« jvfr. Arkiv og Museum IV, II. Efter kgl. Ordre uddelte Dir. Gaver til de Optrædende i denne Succes, »men at Jfr. Møller kun modtog et Par Braseletter til 32 Rdl. bidrog ikke lidet til hendes Krænkelse og Modbydelighed ved at spille Eurydices Rolle.« (Rapport fra Theater-Dir. 1772—92.). — 71, 34. min Mand. I »Kgl. Maj. Acteurs«, Side 69, kalder Knud Bokkenheuser Mad. Frydendahl i 1800 »den stadig barnløse«. Jfr. Møller blev 1789, 27/8, viet i Nikolai Kirke til Hofviolon Jørgen Berthelsen, som døde 1797, 7/2; s. 235 i dette Ægteskab fødtes Sønnen Hans Jørgen B., der døde som Sproglærer 1865; 1797, 16/8, blev hun i Frue Kirke viet til Peter Jørgen Frydendahl, med hvem hun fik Sønnen Hans Vilhelm F., der døde som stud. jur. 1834, og Datteren Augusta, født 1799, 7/7; til hende opnaaede Moderen fra 1813 en aarlig Understøttelse paa 150 Rdl. af Particulairkassen. Augusta Frydendahls Skønhed omtales af Abrahams (Af mit Liv, 39) og Jacob Davidsen (Det gl. Kongens Kjøbenhavn, I, 147; jvfr. Baggesens Skrifter ved Arlaud III, 363). Hun blev 1826 gift med den senere Kommandør Prøselius og døde 1864 i Helsingør. — 73,15. mange Ubehageligheder. Idet Dir. bad Kongen om at nægte Mad. Frydendahl en ansøgt Benefice, skrev den 1799, 18/10: »Dersom hun i denne Saison vedbliver at giøre saa mange Vanskeligheder som hun i disse 6 Uger har giort, er det mueligt, at hun ikke kommer til at betræde Skuepladsen meer end 22 Gange og saaledes nyder hun 50 Rdl. for hver Aften, hun synger. Dir. er misfornøyet med hende, da hun viser Selvraadighed og Forsømmelse i at iagttage sine Pligter, Uartighed i Breve til Dir., og Paategninger paa Circulairet«. Hun døde 1831, 30/11, 71 Aar gl.

75, 1. Frydendahl. I en allerunderdanigst Forestilling af 17 88, 28/3, skriver Dir.: »I forrige Theateraar skulde Syngeeleven Frydendahl være afgaaet med Octbr. Maaneds Udgang 1787, naar han da ikke fandtes tjenlig til Skuespiller; men da nogle behøve længere Tid end andre til at udvikle sig og Direktionen endnu ikke bestemt drister sig til at sige, om han kunde blive Scenen gavnlig eller ei, saa er vor allerunderdanigste Mening, at han endnu et Aar eller to maatte blive paa Prøve med den ham tillagte Eleve-Løn 10 Rdl. maanedlig eller 120 Rdl. aarlig.« Da Tiden var ude, skrev Warnstedt: »Han synes mig en god Aquisition for Theatret, i det mindste er dette den almindelige Mening om ham. Med 120 Rdl. kan han vel umulig underholde sig, især siden det er gaaet til Agters for hans Forældre, af hvilke han ingen Understøttelse meer kan vente. Han foreslaaes til 200 Rd. og et Tillæg til 80 Rd.« — 75, 7. anden Tienneste. Aaret efter at Warnstedt havde taget sin Afsked, søgte F. sin (1793, 15/4). Ahlefeldt skrev i' Indstillingen til Kongen, at F. overgik til Posten som Sekretær hos den afgaaede Direktør Warnstedt. I et Brev dat. Hamborg 1794, 24/10, som ved Dr. Bobé’s Velvilje er meddelt Udgiveren, skriver W. til sine Søstre Grevinde Schulin og Frøken Warnstedt, idet han anbefaler F. til deres Bevaagenhed: »Jeg giver ham 100 r. hvormed han maae søge at udkomme i en 2 à 3 Maaneder, som er den Tid ieg tror han behøver for at komme skickelig til Theatret igien i fald denne Helvedes Vey skulde blive hans siste Tilflugt ... Mine kiæreste Søstre, har ieg da icke sagt jer nok om Frydendahl for at I kunde vide at han er min Søn. Hans Moder er nu død i April dette Aar i sit Alders 49de og Faderen døde for 3 Aar siden i sit Alders 86. Jeg lærte at kiende Moderen hos Conradis i Adelgaden, kort efter at hun var tvungen til at tage denne gamle riige Mand, som var Lærredshandler og en Slags jysk Proprietaire tillige. Moderen var intim lieret med Frue Conradi, som ingen got Kiændskab [var for] unge Mennesker. Moderen ødelagde den gamle Mand og begge levede de i de sidste 6 à 7 Aar af s. 236 Sønnens og min Haand. Deres egen Ruin, Agent Woods banqueroute og Handelshusets Ophævelse og min trange Tilstand bragte Sønnen til Theatret. Ahlefelds Forfølgelse og min naturlige Kiærlighed bragte ham derfra igien ...« (Ark. paa Frederiksdal). 1795, 27/1, blev F. genansat ved Theatret.— 76, 11. en Mand. F. sigter uden Tvivl til Warnstedt. — 77, 22. Waltersdorpf. Generalgouvernør Ernst Frederik v. Walterstorff, 1755— 1820, var Theaterchef 1798—1801. — 78, 20. til Afgiørelse. 1800, 11/12, resolverede Kongen: »Da Vi med Mishag have erfaret Skuespiller og Skuespillerinde Frydendahls Adfærd i at tilsidesætte al den Agtelse, de skylder Vores første Theater Directeur General Major Waltersdorff og i den Anledning viiste Ulydighed, ved ei at møde paa den dem befalede Claveer-Prøve og siden at fordoble deres Forseelse ved at tiltale den Første af deres Foresatte med Grovhed, ja endog dreven deres Formastelse saa vidt, at de paa letsindig Maade besvarede Directionens Brev, saa er det Vores Villie, at Vores Theatre Direction lader Skuespiller og Skuespillerinde Frydendahl kalde for sig og bekiendtgiøre for dem først: at han strax skal indsættes i Blaataarn og holde Arrest der i 4 Uger. Hvad hans Kone betreffer, da haver hun enten i Korthed at bede General Major Waltersdorff om Forladelse og forsikkre aldrig meer at sætte den Agt og Lydighed til Side, hun skylder nogen af sine Foresatte; skulde hun imod Formodning ikke strax paa Stædet vilde beqvemme sig hertil: saa maae alle Foranstaltninger saaledes være trufne, at de begge strax kan bringes til Blaataarn, hvor hun ligeledes skal være i 4 Uger.« — 78, 23. vort Fængsel. Efter denne Ansøgning blev de begge løsladt af Blaataarn den 22. December 1800 Kl. 9 Morgen. — 80, 17. min Bortgang. 1811 havde Frydendahl ogsaa søgt sin Afsked, men taget den tilbage, da han erholdt et Gagetillæg. — 80, 28. min Svigerfader. Paa Grund af den stigende Husleje ansøgte F. 1812 om Tilladelse til at flytte uden for Byen i sin Svigerfader Garver og Rodemester Bachmanns Gaard paa Stadens Vesterbro. — 81, 2. Familie Ulykke. F. sigter her til Sønnens langvarige Sygdom. — 82, 20. Krossing. Komponisten Peter Caspar Krossing, 1793 — 1838, var 1820—27 Theatrets Syngemester. — 84, 23. Collin. Finansdeputeret Jonas Collin, 1776—1861, var Medlem af Theaterdirektionen 1821—29 og 1843—49. — 84, 36. Besiceurens Datter. Da Frydendahl i 1793 havde taget foreløbig Afsked, blev Hof- og Stadsretsprocurator Hans Andreas Clausen ansat som Skuespiller med 450 Rdl. i Gage. I Indstillingen skrev Ahlefeldt: »Han er i den Situation, at han ikke kan giøre nogen offentlig Prøve-Debut af Frygt for at tabe sit Levebrød. Men han er almindelig yndet i alle Dramatiske Selskaber, veed allerede en Hoben Roller, og jeg tror paa Theatret vil hans Udseende ikke være uangenem«. Han blev en ubetydelig Skuespiller (til 1829) og fra 1799 en myndig Regissør. Hans mangfoldige Skrivelser til Direktionen vidner mindre om Aandsdannelse end om en Prokurators Øvelse i at dreje Sagerne til egen Fordel. Han døde 1831, 71 Aar gl. 1789 blev han gift med den i det ældre Rollefag anvendte Skuespillerinde Inger Birgitte, født Aaslev. 1762—1843, som Rahbek i et Brev til Warnstedt s. 237 af 1785, 4/11, kalder »den i naiv Ømheds Udtryk saa heldige, flittige Jfr. Aaslev«. Datteren, Sophie Amalie, 1788—1864, blev ansat 1813, 10/6. Dir. skriver i Indstillingen: »ved sin Indtrædelse paa den Bane, hvor hun føres af Lyst, kan hun giøre sikker Regning paa hendes værdige Moders og fortiente Faders Vejledning«. Hun blev uden Værdi for Theatret og fik Afsked 1836. Hun var først gift med Figurant I. C. Poulsen, som døde 1822, anden Gang med Elev ved Skuespillet, tidl. Bødker, Christian Schou, om hvem Rosing skriver til Dir. 1816, 10/1: »Han hører til den nyere Skole med den kjære, kraftfulde Tone, hvor Øiet ikke taler et Ord, hvor ogsaa Sjælen bliver ørkesløs og tom. Jeg frabeder mig ham paa Hoftheatret.« Om Clausens Forhold til Frydendahl skriver Overskou: »Deres Følelser for hinanden vare ganske andre, end man skulde formode af deres venlige Theateromgang og den Omstændighed, at Clausen og hans Kone regelmæssigt vare om Søndagen til Middag og Aften hos Frydendahl. Denne Vedtægt, der hidrørte fra det oprigtige Venskab, som Begges Koner havde knyttet under deres Samliv paa Theatret, var, ved det Afmaalte og Trevne i Samtalerne, til Kjedsommelighed for Frydendahl og Ærgrelse for Clausen.« (Af mit Liv, 272.). — 85, 1. Jordhøy. Underofficer ved Kongens Livcorps, Regissør ved Hoftheatret Johan Christian Kross Jordhøy, født c. 1778, var kgl. Skuespiller fra 1810—21. — 85, 3. Flamand. Om Jfr. Leopoldine Flamand, der sammen med sin Søster Julie Flamand var ansat ved Dansen, skriver Frydendahl til Collin 1828, 5/3: »det er et modbydeligt Syn at see Jfr. Flamand i Hæftighed paa Scenen .... i hendes Nærværelse forvandles ieg til et Automat«. (Af Collins Pap., 329.). — 86, 84. Andersen. Om H. C. Andersen som Skuespiller jvfr. E. Collin: H. C. A. og det Collinske Hus«. — 87, 18. Søbom. Sandsynligvis har Søbom været Formand for Koristerne. — 88, 29. Gynther. Frants Christian Gynther blev 1824 Maskinmester efter Nielsen d. Y. »Lad gaae Gynther, af Theatret,« betyder: Lad Tæppet gaa Gynther! Klar Scene! — 90, 7. Hr. Doktoren. 1818, 14/3, var Dr. Ryge, som debuterede 1813, blevet Theatrets Oekonomiinspektør. — 91, 34. blive entlediget. I denne Sag resolverede Kongen 1832, 29/5, at Dir. havde at tilkendegive Dr. Ryge Kongens allerhøjeste Mishag med den i flere Tilfælde udviiste utilbørlige Adfærd mod det øvrige Personale, samt at dictere ham en Mulct af 50 Rdl. til Theatrets Fattigkasse. Iøvrigt skulde det betydes Personalet, at det var høist upassende at fremsætte Andragende om Dr. Ryges Entledigelse fra hans Forretninger som Instructeur en scène. — 92, 19. forehavende Forestilling. Her sigtes til Paludan-Müllers »Kjærlighed ved Hoffet«, hvori N. P. Nielsen havde anmodet F. om at spille Baron Pelican. — 92, 26. Hr. Bruun. Christian Bruun, født 1794, Korist og Underregissør. Han udgav de bekendte Kostymebilleder, om hvilke han selv i 1836 skriver til Dir. »at de mangle al Kunstværd«. — 92. 32. min Affældighed, 1833, 21/11, skrev Frydendahl til Dir., idet han bad om at en Vogn maatte bringe ham til og fra Theatret om Aftenen: »Naar jeg til Fods skal giøre Reisen fra Hiemmet er ieg aandeløs og saa afkræftet, at ieg er gandske uskikket til noget Foretagende af s. 238 den Natur, som at amusere som Comoedie-Spillecant. Gierne vilde ieg dølge min Jammerlighed, og naar ieg kun ikke er en Stakkel paa Scenen, saa har de Skuespillystne ikke med min Jammerlighed at bestille» ... Han døde 1836, 20/2, i Gothersgaden Nr. 349 hvor han havde lejet 2 Værelser; paa Blegdamsvejen Nr. 5 og 6 havde han sin egentlige Bolig.

93, 27. Gielstrup. Studiet af Naturen gjorde ham til en af de største Fremstillere af Arv, Jeppe og Studenstrup, vor Scene har ejet. Fra Londemann, Clementin og Hortulan gik det holbergske Mesterskab gennem ham til Lindgreen og videre ned i Tiden til Phister og Olaf Poulsen. »Til hvilken Grad han studerede sine Roller, har jeg et stort Bevis paa i tre af hans ret kjære holbergske Roller, dem han endnu havde tilbage, men skjænkede mig; de ere alle fuldskrevne af de fineste og rigtigste Bemærkninger«, skrev Fr. Høegh-Guldberg ved hans Død. (Kjøbenhavnsposten, 1830, Nr. 80). Men disse Bemærkninger maatte aldrig komme nogen Trediemand til Nytte; dette bestemt udtalte Krav vidner om Gielstrups stædige, noget mistænksomme Natur og den Bitterhed han nærede mod Theatret. Om hans Spil jvfr. Krit. Efterr. 105—8: Minerva 1791, Januar. Han var den første danske Skuespiller der forstod at forvandle sit Ansigt med Farver, han tog den Hjælp af Portrætmaleriet til Maskeringen, som er saa almindelig i vore Dage. 1778, 5/5, blev han gift med den udmærkede Pernillefremstillerinde, Cathrine Morell; om hende se nedenfor. »Ikke uden Skin af Føie kunde man fristes til den Hypothese, at Holberg fra sit Elysium havde fremmet dette Ægtepars Forening, for saaledes at lønne tvende af de mesterligste Fremstillere, han vel nogensinde paa vor Skueplads har havt. Vel vare de mere lige store, end ligedanne, hun smagfuld, correct, flin, som Fruentimmer, han kraftfuld, dristig, humoristisk som Mand; men om dem begge gjældte: de spilte Holberg med hans egen Aand.« (Bahbeks sidste Artikel; Kjøbenhavnsposten, 1830, Nr. 80.). Skønt Gielstrups Gage efterhaanden steg til 600 Rdl. og hans Kone tjente 400 Rdl., sad Parret dog »formedelst Konens Uforsigtighed« i trykkende Gæld; »for ey at overfaldes voldsom af Creditorer« pantsatte Gielstrup i Maj 1792 sit Indbo til Theaterkassen, som han skyldte 900 Rigsdaler; af Specificationen ses at han ejede bl. a.: »17 store Landskaber i Kaabber og 82 andre Kaabberstykker i Glas og Ramme, nogle Gibsfigurer, en Hest med Tilbehør«, men ingen Bøger. — 94, 6. Litsen Brødre. Tjenestekarl eller Drager ved Postvæsenet. — 94, 36. lidt ligefrem. Allerede i 1786 havde G. paa Theaterkassens Regning været i Hamborg »for der i 3 Uger at se den berømte Skrøder, for at naae om mueligt noget mere færdighed i min Kunst til næste Vinter«. Om hans »lidt ligefremme« Opførsel dér jvfr. Brevet fra Schwarz S. 184 og Noten. — 95, 10. onde Lune. Naar Gielstrup var i daarligt Humør gik han ud af Rollens Karakter og fremsagde Replikkerne tørt og koldt. (Overskou. III, 100; jvfr. Birket Smith, Til Belysning. 10). Saaledes spillede han 14 Dec. 1790 Petron i »Den sværmende Filosof« uden at forandre en Mine. Næste Morgen udstedte Kronprinsen, som havde overværet Forestillingen, Ordre til, at Gielstrup skulde hensættes i Blaataarn. Dertil var han i 1780, som s. 239 Følge af de Prygl han havde givet Kammerjunker v. Benzon, dømt til at opholde sig i 6 Maaneder (Jvfr. Museum 1890, 516.). Uden Tvivl har Erindringen om denne Straf bragt ham til at indgive den meddelte Ansøgning. — 1789 bebrejdede J. C. Tode Gielstrup, at han bl. a. ikke havde fattet hans Idé og sagt mere end der stod i Oldfux’ Rolle i Todes Komedie »Bussemanden« (Museum for Sandhed Nr. 21.). I et velskrevet aabent Brev: »Til Publikum« svarede G., at Tode »ikke burde søge at velte Skylden for Stykkets slette Succes over paa ham. Dersom Publikums Yndest er vigtig for Nogen, saa maae den være det for en Skuespiller . . . den som søger at berøve ham den, er hans Fiende ...« — 1794, 25/2, skrev Ahlefeldt til Gielstrup: »I Gaar Aftes ved Opførelsen af Syngestykket »Kjerlighed uden Strømper«, manglede De Deres Bolle paa saadan Maade, at Publicum har havt Aarsag til at være yderst misfornøyet med dem; ieg venter at det ikke skeer oftere og at De opretter det igien for Publicum, denne Feyl. De vil selv indsee, at ieg staar til Ansvar naar saadan Uorden finder Stæd, og hvor uangenem bliver det icke mig at se Dem, som den første, indført i Mulct-Bogen«. — 95, 30. Legems Svaghed. Lægen Winsløw bevidnede at G. led af incontinentia urinæ. — 96, 23. Using. Den for sine mange Processer bekendte Præst Henrik Ussing, som 1808 fik Befaling til at nedlægge sit Embede, hvorefter han bosatte sig i Fredensborg. — 96, 28. min Ansøgning. I den skriver Gielstrup: »Ogsaa i de forrige gode Tider vilde det have været mig umuligt, at komme ud med min Pension, hvis jeg ikke nu og da hafde fortient noget ved Landskabsmaleri. Men da jeg allerede er over mine 60 Aar, saa begynder ogsaa denne erhvervelses Kilde at udtørres for mig.« — Kongen lod ham 150 Rdl. udbetale af Theaterkassen. — 97, 11. Landskabsmaler. »Han studerede de ældre, hollandske Landskabsmalere, deres Behandlingsmaade ved Farvernes Paalægning og deres Maner. Man saae ham tidt dvæle i hele Timer i Billedsalene hensunken i Betragtninger uden at kunne rive sig løs fra Beskuelsen og Beundringen af eet eneste Maleri.« (Kjøbenhavnsposten 1830, Nr. 81.). Gielstrup var den eneste danske Maler, af hvem der c. 1825 fandtes et Billede paa Moltkes Galleri. (Høst; Erindringer, 107.). — 97, 28. sidste Stund. Idet G. rettede den samme Bøn til Dir., skrev han: »Det varer dog vel ei med mig saa farligt længe.« Han levede tolv Aar endnu; først 1830, 10/2, lukkede han sine Øjne paa Frederiks Hospital, .hvor han et halvt Aars Tid havde været Patient. Hans sidste Lejlighed var i Huset Nr. 227 Hj. af Philosophgangen og Nye Kongensgade; den sindssvage, da 43aarige Datter, som han med opofrende Kærlighed plejede gennem mange Aar, var 1828 blevet Lem paa Bidstrupgaard. Som hans »trediveaarige, elskede og elskende Ven«, var Professor Fr. Høegh-Guldberg Executor af hans Testamente (Adresseav. 1830, Nr. 35.); i Kjøbenhavnsposten (Nr. 82) skrev han, at Gielstrup fulgtes til Jorden paa Assistens Kirkegaard af dem der havde forstaaet at paaskjønne hans Værd og fortjent at eje hans Venskab, men blandt dem var ingen Maler og ingen Skuespiller. — I tidligere Ansøgninger til Dir. angaaende Pengehjælp talte G. om »sine Børns Opdragelse«, senere nævnte han s. 240 kun Datteren. Efter hans Død meldte en tidligere Musketer Adam Gottloeb Gielstrup, født 1788, sig og forlangte som Søn sin Arvepart udbetalt; det sindssvage Pigebarn blev forhørt og afgav følgende Svar: »Jeg kan godt huske min Broder Adam Gottloeb, som var Urmager, og som rejste bort for nogle og tyve Aar siden; min Fader kunde ikke lide ham, og jeg tror at han forlængst er død.« Men da hans Paastand ikke kunde bevises gennem Kirkebøgerne, blev den ikke taget til Følge. (Hof- og Stadsrettens extraord. Boer, Række 13, 227, Landsark.).

98, 1. Mad. Gielstrup. Hendes Mimik og talende Øine, de frie, karakteristiske Armbevægelser gav hende, i Forening med Liv og Jovialitet, en høi Rang som Pernillefremstillerinde (Jvfr. Minerva. I. 1787; Dram. Saml. I.). Hendes hæftige Sind gav sig ofte Udslag; saaledes skriver Warnstedt 1781, 21/2, at hun med Skieldsord har overfaldet Acteuren Preisler og at denne har andraget Klagemaal over hende. W. tilraadede hende at afbede sin Overilelse skriftlig, men hun gav ikke bestemt Svar. Numsen skriver nogle Aar senere om hende — Soubretten — »at hendes Førlighed falder næsten i det uanstændige«. — Før hun blev gift med Gielstrup havde hun et Barn med Generallieutenant Køller-Banner (Jvfr. Persh. Tidsskr. 5 R., VI, 47; 2 R., II, 131). Kort Tid efter Ægteskabet skrev Gielstrups Moder til Warnstedt, 1778, 1/12: »Vel har hun tilforn feiled, men mon Regningen ikke kand kaldes fælles for slette Forældre [Faderen var fransk Violon Lorentz Morell] som aldrig har moralisered for hende, uden paa en interessered Maade . .« (Privateje). I Biogr. Lex. VI, 42, tales om hendes langvarige Sygeleje og Død 1799; P. Hansen beklager i Theaterhistorien hendes »ni Aars Lidelser«. Hun døde 1792, 29/10, i Nr. 141 i Lille Kongensgade af hastig Feber. I Begravelsesprot. (Landsark.) er det vedføjet, at hun var Katolik.

99, 4. Niels Hansen. Han debuterede uden Held 1771 og var et af »Det dram. Selskabs« mindst talentfulde Medlemmer. Regissørstillingen beklædte han 1777—99: Warnstedt skriver 1779, 27/3. til Overkommissionen, at han har ladet Regissør Hansen indsætte en Nat i Blaataarn for en Forsømmelse og hans uhøflige Svar paa Direktionens Bebrejdelse. Niels Hansen var ivrig for Dyrebeskyttelsessagen og har bl. a. skrevet »Musikens faste Grundsætninger anvendt paa Syngekunsten i Særdeleshed« (Krit. Journ. 1777, 183). Han døde 1828, 81 Aar gl.

100, 1. Heger. Om dette talentfulde Skuespillerpar, som havde stor Betydning for den oehlenschlägerske Tragedies Gennembrud, jvfr. N. Bøghs Afhandling i Hist. Archiv 1875, I. 190, hvor Samtidens Kilder er benyttede. Den Hegerske Stamtavle er meddelt af Bobé: Reventlowske Pap. V, 197. De gengivne Breve fra Mad. Heger er begge skrevne med Stephan Hegers Haand. — 100. 13. Complot. Dr. Ryge sigtede uden Tvivl til de Angreb paa ham, som Prof. Kruse 1819, 19/1, gav Udslag i »Dagen«. — Overfor Dir. afgav han et for ham fordelagtigt Referat af Samtalen med Mad. Heger, »men naar de fleste Skuespillerinder faar en ny Dragt, som er smuk og behager dem, saa forkaste de i Almindelighed de ældre Dragter og bruge altid den smukkeste; derfor maatte nu ogsaa s. 241 denne Gang den ellers ret smukke Dragt fra Stærkodder vige for den brillantere fra Maria Stuart«. — 100, 20. Holstein. Kammerherre Frederik Conrad v. Holstein, 1771—1853, bekendt fra Udfaldet i Classens Have, var Theaterchef 1811—40. Han var Fader til Kgl. Skuespiller Vilhelm Conrad Holst; Moderen var Skuespillerinden Charlotte Mannerup, som døde af Brystsyge 1816, 28 Aar gl. — 102, 33. Figaro. Om Hegers Udførelse af denne Rolle skriver Bournonville: »der var i Særdeleshed en Rolle, hvori han ikke er bleven naaet af nogen af sine Eftermænd, nemlig Figaro; han havde overtaget den efter Schwartz, der atter havde modelleret sin Opfattelse efter Rollens oprindelige Fremstiller Preville. (Efterl. Skrift., 100.). — 104, 16. andet Embede. I et Brev fra Konfessionarius Liebenberg til Biskop Pavels i Bergen (Persh. Tidsskr. V, 255), hvori det bl. a. siges »at Heger har mange agtværdige Egenskaber, men at hans Fusentasterie aldrig forlader ham«, meddeles det, at Heger ved sin Afgang blev Inspektør ved Metropolitanskolen, en Udnævnelse, som iøvrigt ikke omtales andre Steder. — 106, 11. de Smaating. H. udgav en Mængde populære naturvidenskabelige Skrifter og Bøger for Ungdommen; de fleste udsendte han uden Forfatternavn. — 106, 15. Staffeldt. Digteren Schack Staffeldts Biografi udgav Molbech 1851. — 106, 19. Ekkard. Dr. Frederik Eltkard, 1744—1819, var ansat ved det Kgl. Bibliothek 1784—1814. — 106, 24. Moldenhaver. D. G. Moldenhaver, 1753—1823, var fra 1788 Overbibliothekar til sin Død. — 106, 25. Werlauff: Hegers Svigersøn E. C. Werlauff, 1781—1871, var ansat ved Bibliotheket 1798—1861. — 106, 35. den Bane. I et Eksemplar af »Correggio«, som ejes af Hr. Operasanger Edvard Agerholm, har Heger skrevet: »Til Christian Molbech, sen. Mig det kjæreste af alle Oehlenschlægers Værker. Jeg har gennemgaaet 3 Klasser paa Charlottenborg og den 2den Klasse, Figurstuen, ved Thorvaldsens Side. Jeg maatte ikke vedblive paa den Bane, jeg elskede saa højt, men da jeg blev myndig, valgte jeg af Nødvendighed den Bane der nu var tilovers for mig. 1796 den 14de April blev jeg Skuespiller, den ringeste Kunst af alle Kunster. Foersom sagde engang til mig: »Gid en Engel havde staaet med et gloende Sværd og holdt mig tilbage, da jeg traadte ind ad den Dør!« Jeg har mange Gange, før idag, sagt det samme!« — Heger døde 1855, 8/3. over 85 Aar gl. »Den nulevende Slægt kjendte ham kun fra Gaden af hans gammeldags Dragt og af Rygterne om hans Sære Anskuelser og Levemaade.« (Fædrelandet 1855, Nr. 60.).

107, 8. Knudsen. Han var den første af den danske Sangertype, som senere Tider genfandt i Christian Hansen og N. J. Simonsen: de blev alle æret som et nationalt Begreb af Konge og Folk. Dertil var H. C. Knudsen en elskværdig og lunerig Skuespiller, som forbandt en Elskers Væsen med en Komikers Talent. Werlauff fortæller i sine Erindringer, at Knudsen som Murersvend under et Arbejde paa Sorgenfri Slot brækkede sit Ben, og at denne Ulykke blev hans Lykke, idet Arveprins Frederik lærte hans Lune at kende og antog sig ham (Hist. Tidsskr. IV, 4, 278). Allerede som Pagetjener medvirkede han med Held i et Par Forestillinger s. 242 paa Fredensborg Slots Theater (c. 1783; Fortalen til H. C. Knudsens Minde, 1816); senere bar Arveprinsens Protektion ham frem til en Debut paa Skuepladsen som Oldfux i »Den Stundesløse«, som Herskabet overværede; hans frejdige Lune indtog straks Publikum. I »Minerva«, 1794, i »Danske Tilskuer«. 1798, har han offentliggjort Takkedigte til sin Velgører. — 107, 25. Kammerherreinden. H. V. v. Warnstedts Hustru var død 1788; jvfr. Noten Side 225. — 108, 18. mine Kaar. 1792, 11/5, skrev Knudsen til Dir.: »For et saa oplyst Collegium som den høie Direction behøver ieg ikke at andrage hvor vigtigt det er at den Mand som skal opofre sig for Fædrelandet og Publicums Tjeneste i enhver Stilling befries for Nærings-Sorg; men for Folk i min Stand er det vel mere fornødent, da i ingen Stand dennes ødelæggende Indflydelse mere vil spores paa Arbejderne og Arbejdet end hos den, hvis Lod det blev at dyrke Muserne og de frie Konster. Mangler Konstneren Brød, plager Kummeren over en kjer Families Skiebne hans Hierte, da maa hans Talent nødvendig lide derunder, og jeg erkjender den Skuespiller som min Mester i Forstillings-Konsten, som kan drive det saavidt, at han kan qvæle Menneskelighedens virksomste Følelse; elsker Skuespilleren i denne Forfatning endnu Ære, staar der ingen anden Vei tilbage for ham end at forlade en Bane, som maatte udsætte ham for at sukke under Dyngen af en lidt efter lidt sammendynget Gjæld, han aldrig kan vente at betale, eller aldeles at forfeile Maalet af hans Bestræbelse . . .« 1793, 13/4, søgte Knudsen om at faa sin Gage forhøjet til 700 Rdl.; hvis Dir. ikke indrømmede ham dette Ønske, bad han om sin Afsked »for derefter at lægge sin Skiebne i Guds og en høj Velgiørers Haand». Men da Afskeden blev ham givet bad han d. 29 i s. M. om at blive genansat; Dir. »maa have misforstaaet ham«, han paaberaaber sig sin »Ubevanthed i at skrive og beder om en saadan Forbedring i sine Kaar, som det maatte behage Hans Majestæt at tilkiende ham.« — I Persh. Tidsskr. (6 R., I, 69) meddeles det »at Knudsen blev kjed af Theatrets mange Cabaler, søgte Afsked, og nedsatte sig som Murermester i København«. Det er muligt at dette har været Knudsens Agt. men han forblev i Theatrets Tjeneste til sin Død 1816. — 108, 24. Hr. Thaarup. »Høstgildets« Forfatter Thomas Thaarup, 1749—1821, var Medlem af Dir. 1794—1800. (Jvfr. Oehlenschläger, Erindringer, I, 113.). — 109, 2. Gi«lstrups Roller. Den 18 Oktbr. 1798 spillede Knudsen paa Grund af Gielstrups Sygdom hans Rolle som Landraad Gartner i »Gamle og nye Sæder«; Publikum var utilfreds med hans Udførelse, det gav »et lydeligt Mishag« tilkende. Knudsen frygtede, at dette skulde gentage sig naar han d. 23 s. M. udførte en anden af Gielstrups Roller, nemlig Saddelmageren i »Kun seks Retter«; derfor vægrede han sig overfor Direktør Thaarup ved at spille den. Denne indberettede Skænderiet saaledes: »Nu kom Knudsen op til mig, gik i sit Kammer hvor jeg var og begyndte at bande, støye og slaa i Bordet for mig saaledes, at jeg ikke kunde høre Øren Lyd, og at Syngemester Zink som stod i Nærværelse slog Døren i for os og begav sig bort; taalmodig bar jeg endnu over med hans ubehøvlede Opførsel. s. 243 men han lod det ikke blive derved, men fulgte mig med samme Grovhed ned i Foyéren, som var fuld af Mennesker, og da jeg endelig sagde ham at jeg ingenlunde var vant til en Begegnelse som i en Brændevins Kjælder, svarede han mig under mange Eder: at hvad Brændevin han havde drukket havde ikke jeg, men han selv betalt, at jeg var for kort til at sætte ham i Slaveriet, men jeg kunde jo sætte ham i Blaa-Taarn, og andre lignende Dumheder og Ondskaber ...« — I en af de mellemliggende Aftener, den 22de, var Gielstrup rask nok til at spille i »De to Gierrige«; Knudsen gjorde da i sin nervøse Sindsstemning et Forsøg paa at vinde Gielstrups Venner for sig ved at bekranse ham for aabent Tæppe; Waltersdorff indberetter Sagen saaledes til Kronprinsen: »Under Finalen af sidste Act blev Directionen med Forundring var, at paa et Sted i Musiken hvor der forekommer en firma. standsede Orchestret gandske og aldeles, og Skuespiller Knudsen, som spillede Kuapskiærs Rolle, declamerede nogle Vers, Skuespiller Gielstrup tilegnede, og derpaa trak frem en Blomsterkrands, som hand havde holdt skiult bag sin Ryg, og holdt den i nogen Afstand over G.s Hoved. Publicum applauderede denne besynderlige Scene og raabte: Bravo Gielstrup! Bravo Knudsen! Den hele Scene varede ikke over 5 eller 6 Minutter ...» Derefter meddeler Waltersdorff Sagen contra Thaarup og indstiller Knudsen til Straf i Blaa-Taarn; dog først bør han give en skriftlig Afbigt efter en af Direktionen forfattet Formular. Kronprinsen resolverede 1798, 6/11, at Knudsen skulde hensættes fire Dage i Blaataarn og give den forlangte Afbigt, hvilken dog Thaarup frafaldt »da han vilde skaane en Mand for en Ydmygelse, som vilde være dem begge yderst ubehagelig.« — 112, 1. Gulbrandt. Hofmedikus, Etatsraad J. V. Guldbrand, 1744— 1809, var fra 1782 Theatrets Læge. — 112, 8. haar Straf. Af Arrestforvarer Ribers Attest fremgaar det, at Knudsen sad »i et for hans Helbred beqvemt Værelse«. — 113, 23. et Laan. Knudsen opnaaede det ansøgte Laan. (Finans-Kol. Journ. 1804. 701). 1797 fik Knudsen Kgl. Stadfæstelse paa Embedet, som han overtog 1802 og igen afstod 1811. — 114, 12. von Deurs. Kammerherre, Generalkrigskommissær I. F. van Deurs til Frydendal, død 1851, 87 Aar gl. — 114, 14, Salt Kaagning. »Vor Knudsen troede, at vi ikke burde lade den rige Saltkilde, vi i Havtangen havde, være ubenyttet; med sin patriotiske Varme greb han denne Ide, med sin driftige Utrættelighed satte han den i Værk og Gang; hvorvidt den var saa nyttig, eller rettere fordeelagtig, som han ansaae den for, tilkommer vore Oekonomer at afgiøre«. (Rahbek, H. C. Knudsens Minde; Jvfr. Baggesens Skrifter ved Arlaud III, 309). — 115, 13. Fædrelandske Handlinger. Allerede ved Slotsbranden 1794 og ved den store Ildebrand Aaret efter viste Knudsen sit Mod, idet han ved sin Uforfærdethed reddede Menneskeliv. (Rahbek, Erindringer, IV, 265.). 1801 gjorde Knudsen Theatret til Udgangspunkt for en direkte Paavirkning af Forsvarsbegejstringen; tre Aftener i Træk opildnede han Borgernes Mod ved fra Scenen at foredrage patriotiske Sange, og om Sommeren drog han Landet rundt og gav Underholdninger »til Fordel for de i s. 244 Krigen Qvæstede og de Faldnes efterladte Enker og Børn.« Efter Ulykken 1807 genoptog han sine Bestræbelser, udstrakte sine Rejser til Norge, og indsamlede i alt 257,533 Rdl. (Jvfr. Knudsens Minde, 51; Persh. Tidsskr. 6 R., I, 70; P. A. Heiberg: Breve, 130; Birket Smith, Til Belysning, 65). Som Tak for »patriotisk Daad« modtog han 1801 Medaillen »pro meritis«. 1809 deltog han i et Maskebal hos Prins Christian, »hvor han forklædt som norsk Bonde overrakte Frederik VI et Pibehovede af egen Fabrique, hvorpaa stod: Den 2 September 1807. Jeg forbliver mit Løfte tro.« Paa Kongens Fødselsdag blev Knudsen Dannebrogsmand. (Memoirer og Breve III, 100). Samme Aar tilstod Kongen ham en Benefice »fordi han havde beviist, at han, ved Siden af en ualmindelig Anstrængelse for at redde Andres Ejendom, havde lidt et betydeligt Tab under det fjendtlige Bombardement.« Denne Benefice blev fra 1815 aarlig og tilfaldt Enken efter hans Død. — 115, 27. Professor Zink. Om Syngemester H. O. C. Zinck og hans Slægt jvfr. Otto Zinck, Studenter og Theater-Liv, 1, ff. — 116, 19. Carl Bruun. Hans Fader, Forfatteren T. C. Bruun skrev 1814, 9/4, til Rahbek, da Sønnen efter en kun syvaarig lykkelig Virksomhed søgte sin Afsked: »Carl har været Din Lærling. Du var hans Leder, Du værdigede tillige at være hans Ven. Han søger sin Afsked. Hvad Verdens Kundskab og Fader Ømhed ved denne Leylighed tilsagde, har jeg tiere forestilt ham. Han vedblev sit Forsæt, anførende en Ulyst, der gjør ham uskikket til at opfylde sine Pligter som forhen og ulykkelig i sin nærværende Stilling. Hans Sind-Stemning er ikke mere den samme siden hans Sygdom i forrige Vinter. Da var hans Hukommelse rent tabt, den har aldrig siden gienfaaet sin første Kraft. Syv Aar har han tient. Ligetil hin Tidspunkt ved Du selv hvor glad han udførte sine Roller, og det meget Arbejde der ved begge Theatrene faldt til hans Lod. Jeg tror ikke at feyle, at anse denne Overspændelse som Hovedaarsagen til den paafølgende Uskikkethed og nærværende Ulyst. Skulde han rent have spildt saa mange af hans bedste Aar? Jeg tør love mig af Dit Venskab og endnu mere af Din Tænkemaade, at Du vil bidrage Dit til nogen Understøttelse for ham, som Pensions-Vartpenge eller under hvadsomhelst Benævnelse.« (Kgl. Bibi.). — Med sin lille Pension gav B. sig i Kost hos en Bonde i Lundtofte og døde først 1846, 62 Aar gl. — 116, 26. Dandini. Denne Figur i »Cendrillon« var en af Bruuns Glansroller. — 116, 37. Tilskuer. Rahbek udgav fra 1815 Ugeskriftet »Tilskueren«. — 118,12. Ida. Den talentfulde Mad. M. E. Zinck spillede Ida i »Hermann van Unna« ved Knudsens sidste Renefice 1815, 16/12. Samme Aften betraadte han i Epilogen Scenen for sidste Gang. — 118, 33. Rahlff. Militærlæge G. Rahlff, 1762—1833, blev 1809 Guldbrands Efterfølger som Theaterlæge. — 119, 15. talrige Familie. »Herretjener« H. C. K. blev 1786, 24/5, i Nikolai Kirke viet til Anne Lucie født Lax og efterlod sig 9 Børn, hvoraf 5 Døtre og 4 Sønner. Det ældste Barn var Datteren Sophie Frederikke, som fødtes 1785, det yngste Datteren Anne Johandine, som døde 1892, 6/5, 87 Aar gl. (Velvilligt meddelt af H. C. Knudsens Sønnesøn, Skoleinspektør, cand. philol. K.). — 119, 30. Statstidende. I »H. C. Knudsens Minde«, 51, skriver Rahbek at det endnu i s. 245 vore Dage bekendte Kobber. »Fædrenelandsk Kirkegaard«, som Knudsen solgte i patriotisk Øjemed, indbragte 30,000 Rdl. Af K.s offentlige Regnskab i Statstidenden, 1816, Nr. 10—17, ses det, at Overskuddet beløb sig til: To Species Ducater, Tyve Sølv Specier og Fem Tusinde Rigsbankdaler N. V. Frederik VI købte 200 Eksemplarer, som han betalte med 1600 Rdl.; ellers gav Folk i Almindelighed 10 å 20 Rdl. for Stykket. Knudsen slutter Regnskabet saaledes: »Gud lad os nu beholde den velgiørende Fred, at enhver i sin Virkekreds kan glemme Krigens Byrder og række hinanden broderlig Haand for Fædrelandet. Jeg takker alle, som rakte mig Haanden paa mine Vandringer, og takker Gud, som lod mig naae mit Maal, skiøndt jeg tabte min Sundhed; dog — hvad jeg tabte er intet; thi jeg vandt min Konges Naade, mine Medborgeres og Medborgerinders Agtelse og min egen Tilfredshed. — Hæld Fædrenelandet!« — 119, 35. min Død. Denne Ansøgning, som ikke er egenhændig, er skrevet to Dage før Knudsens Død som indtraf 1816, 4/8. Hans Lig blev baaret fra Trinitatis Kirke til Graven paa Assistents Kirkegaard. »118 Vogne fulgte, General-Staben etc. Kongen forærede Vin og Kager til Følgeskabet. 3 Liigtaler bleve holdte af Biskop Balle, Gutfeldt og Liebenberg. Holmens Tømmermænd havde giort og foræret Liigkisten«. (Mem. og Breve, III, 240. Jvfr. H. C. Knudsens Minde, 77; Baggesen Danfana, 1816).

16

16*

120, 1. Kruse. Han er blandt danske Skuespillere et Eksempel paa, at det medfødte dramatiske Geni kan gøre sig gældende med Adel og Vælde, selv om det bor i en ukultiveret Personlighed. Hans Styrke var den Sikkerhed, hvormed han i brede Linier kunde karakterisere baade tragiske og komiske Figurer. Direktionen kaldte ham i 1813: »en højfortjent Skuespiller, vor i alle tre Skuespilarter saa uundværlige Kruse«. Det var, som om han paa Scenen fik alt det Skønne, han i Livet savnede. Dér var han en ejendommelig sammensat Kunstnernatur: tidligt forfalden, grov i sin Optræden, uden Forbindelse med det intellektuelle Liv. (Jvfr. Overskou III, 690; Af mit Liv, 275; Minerva, 1797). 1813, 5/1, skrev han til Dir.: »Min kummerfulde Stilling har i det sidste Aar nødt mig til at bortsende Kone og Børn langt fra mig, for ved en Forlæggelse af Huusholdningen til Landet at kunne spare saa meget som mueligt. Men desværre, denne bitre Adskillelse har, istædet for at forbedre mine Kaar, hidtil bestandig forværret dem.« Kruse døde paa Frederiks Hospital 1823, 16/2, 48 Aar gl. Dagen efter indfandt Skifteretten sig i hans Hjem i Gothersgade 123, hvor Enken, Lovise Augusta, var tilstede; hun tilkendegav, at Kruse efterlod sig en Søn, Hans William August, 18 Aar, og en Datter, Emilie Mathilde, 16 Aar. Indboet blev vurderet til — 4 Rdl. Enken havde taget Ophold hos sin Moder, Enkefru Sonin, boende i Klareboderne Nr. 3. — 121, 8. Hr. Lund. Christian Lund var Skuespiller ved Theatret fra 1810—42 og tillige i mange Aar dets Fægtemester; han døde 1864, 25/5, 90 Aar gl. (Jvfr. Teatret, X, 52.)

121, 26. Lindgreen. Hvis man kunde løfte det Slør, som hviler over Caroline Walters Herkomst, lod Kongehusets Interesse for hendes Halvbrødre Frederik Christian og Ferdinand Lindgreen sig muligvis forklare. s. 246 (Jvfr. H. Weitemeyer, Caroline Walter og Ferdinand Lindgreen, Hist. Meddelelser om Kbhvn. II, 148 ff.). Han var døbt 1770, 10/4, i Holmens Kirke, som Søn af Konstabel Thomas Jespersen og Johanne Kirstine Hansdatter Groot, der ogsaa var Moder til den da 15aarige Caroline Walter. Blandt Fadderne nævnes Sekretær Biehl ved Charlottenborg og Skuespillerinden Jomfru Bøttger. 1778 blev han sammen med Broderen, som var født 1767 og døde 1805 som Kapellan i Svendborg, sat i Roskilde lærde Skole. Samme Aar, 6/10, skrev Ove Høegh-Guldberg til H. V. v. Warnstedt: »Da jeg ikke saa lige veed hvor Mad. Walter boer, og da jeg er vis paa, at Deres Høi-Velbaarenhed for to unge Drenges Skyld, som kunne maaske blive gode, nok vil giøre sig en liden Umage; saa vover jeg herved at bede Dem, at De ville sige hende, at da Bector Saxtorph i Roskilde vil nu strax modtage begge, saa er og givet med Dags Post Befaling at indtinge dem begge i Kost hos Forvalter Linderoeds Enke, en meget skikkelig Kone. Disse to Børn maatte da (NB velforsynte med Klædere og Linnet) strax sendes til Roskilde og det til Rectoren, som nu herefter (hvilket maae vel agtes) har efter Herskabets naadigste Befaling paataget sig al Omhue for dem. Men Klæder og Linnet, som jeg har spurgt om , vil aarlig giøre for hver 30 Rdl., og det pleier Herskaberne ikke i saadanne Leiligheder at bebyrdes med. Disse 60 Rdl. burde da besørges Aarligen til to Terminer indbetalte paa mit Contoir, da jeg vilde med det øvrige sende det til Rector Saxtorph. Jeg synes virkelig, at det er billigt, i det mindste for den eene; thi Forældre bør dog huske, at de ere det. Nu er det kun, at de inden 8te Dage sendes til bemeldte Rector. — Efterskrift: Min Ven ville nøie forklare Mad. Walter, at fra det Øieblik af, at Børnene kommer i Skolen, staae de aldeeles under Rectoren, saa at ingen videre har nogen Bestyrelse over dem, hvilket utrykkeligen er Rectoren af Herskaberne paalagt. « (Rigsark.). 1787 fik Lindgreen dette Vidnesbyrd: »Lidet eller intet Haab« i Skoleprotokollen. 25/10 s. A. blev han afskediget af Skolen: »vel har han opført sig anstændig og upaaklagelig, men for Resten ej vist den Bekvemhed til Studeringerne, at han med Ære kunde haabe at blive dimitteret til Akademiet, hvorfor Vedkommende ansaa det for raadeligt ikke at lade ham studere længere, men hellere anbringe ham ved saadanne Forretninger, som med hans Bekvemhed kunde være passende.« Hvorhen hans Lyst drev ham, ses af en allerunderdanigst Forestilling af 1789, 12/8: »En Broder af den forrige fortræffelige Actrice Madame Muller, som er Sangerinde i Stockholm, navnlig Lindgreen, meldte sig forrige Aar om at blive antagen som Skuespiller-Elev. Paa Vilkaar at han skulde vedblive at fortsætte sine Studeringer, hvortil Hans Kgl. Høihed Arveprindsen har tillagt ham en aarlig Pension indtil videre, og at han tilligemed skulde lære Vocalmusiken i Syngeskolen og lægge sig efter Skuespiller-Konsten, have vi, efter hans saa særdeles yttrede Lyst til Skuepladsen antaget ham og tillagt ham for det første en liden Opmnntring af 16 Rdl.« Det fremgaar heraf, at Samtiden kendte dette nære Slægtskab, hvad Weitemeyer s. 247 betvivler. J. L. Heiberg mindede om det i de Vers, han halvtreds Aar senere skrev ved Lindgreens Jubilæum:

»Hvo mindes ei det elskte Navn
af den, som ikke blot i Aand
men ogsaa ved Naturens Baand
hans Søster var? En evig Glands
har Caroline Walters Krands. «

(Poet. Skrift. IX, 240). — Samtidig med at gøre Koristtjeneste læste Lindgreen til Studentereksamen, som han i Sommeren 1790 paa Theaterkassens Regning tog med anden Karakter:

»Til at betale Testemonium for 10 Rdl. » M.

Til Rector Magnificus 6 - » -

or at betale Stole-bogen 2 - » -

Til Præsten ved runde Kirke 2 - » -

- Pedellen » - 3 -

samt godtgiøres, hvad en sort Kiole efter Regning kan koste.

29 Sept. 1790.

F. L. W. Lindgreen. «

I Oktober prøvede han Henrik i »Maskeraden«, Jacob i »Erasmus« og Den pantsatte Bondedreng for Direktionen, og den 19/11 s. A. begyndte han sin paa engang nyskabende og bevarende Livsvirksomhed paa Holbergs Skueplads. Samtidig maa hans kgl. Understøttelse være inddraget, thi i 1791, Januar, maatte Dir. give ham Hjælp til Klæder foruden 1 Rdl. og 3 M. til en Krukke Sminke, 7 Rdl. til at indløse sit Uhr for« o. s. v. I Juni s. A. holdtes Festen paa Skydebanen for Caroline Walter, da hun sidste Gang gæstede Danmark. (Jvfr. Rahbek, Erindringer, IV, 121 ff.). I et Brev fra Festens Leder, Sekretær Bjørn til Rahbek, dat. 1791, 17/6, nævnes blandt Deltagerne P. A. og Thomasine Heiberg, Maleren Lorentzen, Præsterne Foermann og Nordahl Brun, Lægen Winsløw, men af Theatrets Personale kun Schwarz, Jomfru Morthorst og Mad. Bjørn: »paa det at ikke Mad. Muller, eller nogen i eller uden for dette Selskab skal tro, at denne Forsamling bliver til for allene at bevise Mad. Müller nogen særdeles Ære eller Højtidelighed, har jeg saaledes inviteret hende: om hun vilde vise min Kone og mig den Fornøyelse at følge med os i et Selskab, hvortil jeg var inviteret, hvilket hun modtog med Glæde, men beklagede sig tillige, at Hr. Gielstrup sidst havde ført hende i et meget slet Sælskab ved Dyrehaugen« ... — 122, 27. min Familie. 1794 ægtede Lindgreen Hedevig Sophie Hviding, 1777—1844; Ægteskabet var barnløst, men uden for dette havde han en Datter. Hanne Marie Lindgreen, født 1791, som fra sin Barndom blev opdraget hos Lindgreens og som ifølge Testamente arvede deres »ubetydelige Efterladenskaber«. (Prot. over Anmeldelser af Dødsfald, 1844, Landsark.). — 123, 10. mit Kunstnerværd. I en Indstilling til Kongen skrev Dir. 1801, 21/10: »Lindgreen er en af de meget udmærkede af Theatrets Personale baade i Henseende til Geni og Studium og Arbejdsomhed.« — 123, 34. Kemp. Johan Gottfred Kemp, født 1751, 30/11, et komisk Naturtalent, som gennem tyve Aar var en udmærket s. 248 Fremstiller af holbergske Roller i andet Plan. »Han behøvede blot ligesom Londemann i sin Tid at komme ind paa Scenen med sit naturlige, eller om jeg saa maae sige, med sit Hverdags-Ansigt for at opnaae, at Tilskuerne strax veed og ere enige om, at dette er en Person, man skal lee af.« (Krit. Efterr. 113). Han var et godmodigt, letsindigt Menneske; at han kun 41 Aar gl. fik Afsked paa Grund af en Ubesindighed, som blev slaaet op til et grovt Tyveri, gjorde ikke hans Kammerater Ære. (Jvfr. Overskou, III, 494), 1784, 5/10, døde hans Hustru Magdalene Margrethe f. Møller, 28 Aar gl. 1791 meddelte han Warnstedt, at hans private Gæld var 602 Rdl. Ved Afskeden fik Kemps Moder 100 Rdl. aarligt, »fordi han, medens han var i Theatrets Tjeneste, aldrig skal have forglemt den Pligt, at sørge for en gammel udlevet Moders Underholdning«. Da hun døde 1795, 4/2, beholdt Sønnen de 100 Rdl., »thi han sidder i meget fattige Omstændigheder«. 3 Dage før sin Død bad han om — 2 Rdl. Forskud paa Pensionen. 1795, 20/11, døde han i Logis hos en Skrædder Bruhn, som paa Theaterkassens Regning besørgede ham jordet paa Assistents Kirkegaard. — 123, 35. Ipsen. Om Komikeren Lars Ibsen, som debuterede 1785, skrev Schwarz til Dir. 1786, 19/5: »af ham har man god Grund til at vente en god syngende Skuespiller,« 1793, 10/1, skrev Forf. Fr. Høegh-Guldberg til Ahlefeldt: »Saa mesterlig som jeg tror Hr. Ipsen skiller sig med en Rolle, der har stærke Anstrøg af det brutale, komiske, vel endog lav-komiske, saa suckermæssig derimod troer jeg, han vil skille sig med Andreas [Ibsens Rolle som Negeren Andreas i H-G. Syngestykke Lise og Peter], der er Naturens Søn, og, som jeg veed D. H. selv vil finde, endog er meget alvorlig. Hvor Hr. Ipsen skal være en slig Person maa han, efter sin Natur, sit Organ, sin Gang, sit Alt, nødvendigvis blive ironisk.« — Ibsen blev 1800 Garderobeforvalter og døde 1805, 21/2. — 124, 37. Köhne. I Indstillingen til Kongen angaaende Carl Moritz Köhnes Ansættelse skrev Dir. 1789, 5/8: »hans tydelige og varme Udtale, hans gode Deklamation, og hans ikke urigtige Begreb om sine Roller lader haabe, at han i det ædle Fag ej skulde blive uheldig.« Haabet gik ikke i Opfyldelse; 1793, 29/8, vidner Ahlefeldt om ham: »Köhne er saa slet, og saa har han ikkun et Øje.« Afsked fik han Juni 1797; 1808, 27/9, skrev han til Dir.:

»Formedelst Ildebranden efter Bombardementet forrige Aar, blev ogsaa det Huus hvori jeg boede, i Skindergaden No. 21 et Rov for Luerne, næppe fik jeg Tiid at rædde et Chatoll, — af mit Contoir fik jeg ikkun 2de Pulte Rædet, med de til min Næringsvei nødvendige Bøger, Formedelst Mængden af Bomberne, som sigtedes paa Kirken om Fredagen, maatte man være glad ved hele Lemmer at kunde flygte; — i en af de tilbageblevne Pulte, befandtes en Kasse med endel Breve og Papirer, hvoriblandt mit Pensions Brev af Ano 1797, Juny Maaned fra den Kongl. Theater Direction, da samme er mig høyst fornøden for at kunde Legitimere mig, — saa er det jeg Underdanigst Andsøger: om mig af Theaterets Direct. Protocoll naadigst maatte vorde forundt et Afskrift af bemeldte Pensions Brev; tillige medfølger en Ansøgning om Skadeserstatning for mit lidte s. 249 Tab ved Commissionen for Brandlidte: — hvorpaa jeg Underdanigst udbeder mig D. Exelenzes paategning — jeg har anseet det fornøden paa indlagte Pro Memorise at lade Vertinden først paategne for at beviise Rigtigheden af mit Udsagn.« Han dø de 1811, 18/11, 41 Aar gl.— 125, 27. I nstructe urembedet. Om Lindgreen som Instruktør, hvad han blev 1817, fortalte Phister: »Hvad han især fordrede var Korrekthed, Smagfuldhed og Naturlighed. Han hadede al Overdrivelse, og, hvis nogen dristede sig til at forandre Replikken, vankede der Grovheder. »Naa, saa Du vil være vittigere end Holberg!« plejede han da at sige.« (Zinck, J. L. Phister, 47). — 126, 37. ubeskedne Ønske. Som en Opmuntring fik Lindgreen efter denne Ansøgning 300 Rdl. Sølvmynt.

129, 1. Preisler. »1755 d. 19 November loed Professor og Hof-Kaaber-Sticker Johann Martin Preisler og Kone Anna Sophia døbe deres liden Søn af Mag. Bluhme i Christiansborg Slots Kirke, og blev kaldet: Joachim Daniel. Fadderne vare Hr. Cammer-Herre von Støcken, Hr. Hofprædikant Cramer. Fru Consistorial-Baad Rohne holdt Barnet over Daaben og Frøken Lotte Hersleb holdt Christenhuen. Barnet var fød d. 16 November Kl. 3½ slet.« (Kirkebog. Landsark.). Gode Genier syntes at have staaet ved hans Vugge. Skønhed og et indtagende Væsen var ham skænket. Han blev opdragen under rige Vilkaar, han havde i Opvækst og Ungdom en aandfuld Omgangskreds. Hans Talenter vare mangeartede, men der fattedes ham et Holdepunkt, der kunde sammenknytte de flagrende Anlæg og Drifter. Hans herskende Evne var den, hver Dag at have en ny herskende Evne. (Jvfr. Edvard Brandesʼ Karakteristik af Preisler, Dansk Skuespilkunst, 134 ff.). — 129, 15. Udskeydelser. P. sigter uden Tvivl til en Forelskelse i en Teltsangerinde paa Dyrehavsbakken. Jvfr. hans Selvbiografi: Ferdinand Braun, der Gothe, Helsingør 1802. — 129, 28. Hof og Stads Betten. Ved denne Ret var Jomfru Dewegges Fader Bud og Portner. Han skildres som en lumpen Mand, der brugte Datteren til at drage Gæster til Huset. (Persh. Tidsskr. 3 R., 5, 55). — 131, 12. min Moder. Preislers Søsters Mand, den bekendte Grosserer J. L. Zinn, gjorde 1778, 12/10, i et Brev Forsøg paa at formaa Jomfru Dewegge til at hæve Forlovelsen med Joachim Daniel: »... al Forbindelse med hende er Forældrene i høyeste Grad imod. Han er umyndig, haver ey heller noget Levebrød endnu, og hans mulige Lykke var dermed spildt. Forestil sig nu hvilken Ulykke, Sorg og Bedrøvelse, hun haver anrettet i vor Familie; forestil sig nu en gammel graahaaret Moders Taarer, Jammer og Sukke over hende, der vil berøve hende sin Søn, hendes Klage til Gud; forestil sig en gammel, graahaaret Fader, der er færdig at gaa i Graven af Bedrøvelse . . . Fy, hun bør skamme sig at ville tiltvinge sig en Mand til hans egen Ulykke imod Forældres Villie og Vidende. Og hvad mener hun, der var eller vil blive af, om hun end fik ham? . . .« (Ill. Tid., 1890 — 91.)— 132, 20. Debitant Rolle. P. kom først til at debutere 1779, 26/1, som Leander i »Det unge Menneske paa Prøve« (Jvfr. Krit. Efterr. 87). Rahbek fortæller, at en gammel Etatsraad i et Selskab hos hans Fader saa hele Rangforordningens Sinai s. 250 rystet, fordi Justitsraad Preislers Søn i Stykket maatte kysse Skuespiller Thessen paa Haanden. (Erindringer I, 305). —133, 12. Wintlier. Formodentlig Traktør W. paa Kongens Nytorv. — 134, 24. Sinds Roelighed. Ifølge A. Aumont i Biograf. Lex. blev Preisler gift 1778, 4/12, men Vielsen er ikke indført i Kopulationsprotokollen i Raadhusarkivet. Aaret efter fødte Mad. Preisler en Datter, Sophie, som blev gift med Boghandler Albanus; om hende se Brevet S. 159.— 135, 3. Beste Ven. Rahbek skriver om Preisler i Ungdomsaarene: »Han var mig særdeles interessant baade for sit vakre Udvortes og for sin mangesidige Dannelse, og ydermere som den, der allerede da var kiendt af adskillige romantiske Eventyr« . . . (Erindringer, I, 268; jvfr. 285). Senere frastødte Preislers flygtige Væsen Rahbek, som ligeledes i sine Erindringer (I, 351) har givet en Skildring af hans Forfald. — 135, 29. Frankenau. Etatsraad, Toldinspektør F. C. Franckenau, som døde 1784. — 135, 33. Narrerie. Om Rahbeks Strid med sin Fader for at blive Dramaturg jvfr. Erindringerne I, 305 ff. — 136, 7. Zeuthen. Rahbeks Ungdomsven, senere Etatsraad, Godsejer P. C. Zeuthen, 1755—1823. — 137, 15. Langes. Rosings og Rahbeks Ven, senere Etatsraad. Raadmand Rasmus Lange, som døde 1829, 77 Aar gl. — 139, 11. Deres Selskab. Om »Det dramatiske Selskab« jvfr. Noterne til Brevene fra Schwarz. — 142, 1. Ingen Skilling. I Begyndelsen af 1782 blev Preislers Hjem opløst, da Indboet efter kun tre Aars Ægteskab var pantsat. 1781, 16/12, indgav han til Dir. følgende:

»NOTA OVER MIN GIELD.

Til min Vært for 1½ Aars Huusleye til næste Paaske Rdl. 140.

- do. for en Regning - 50.

- do. for en contant annammet - 12. 202 Rdl.

- Skrædder Pohlmann 91 -

- — Moeberg 65 -

- — Schauboe omtrent 25 -

- Kræmmer Richter 280 -

- — Schmidt 150 -

- — Todsen 90 -

- Skomager Øegaard 30 -

- — Fahrenholtz 4 -

- — Hedemark 7 -

- Hyrekudsk Müller 14 -

- — i Marchals Gaard 13 -

- Vognmand Soren Josephs Encke paa Kongens Nyetorv 27 -

- Jøden Warburg for Strømper 30 -

- en Gartner Mæser for Spænder og Strømper 17 -

- Hr. Elsberg for adskilligt, deels contant, deels Vare 73 -

mine Forældre paa en Obligation paa 400 Rdl. med 2 Aars Rente å 16 Rdl. p. A 432 -

- Casserer Zeuthen ved Brandkassen 14 -

- Bogholder Fehling hos min Svoger Zinn 30 -

- Barnets Amme ialt 30 -

s. 251 For mange smaae Poster, som jeg icke erindrer, førend de efter Haanden indkommer, henimod 70 Rdl.

Til Galanterie-Kræmmer Aumont 20 -

- Guldsmed Hederich 9 -

- Auctions-Konen Mad. Christensen 20 -

- Jøden i Stormgaden for Ørenringe et 20 -

- Bøhm ved Canalen Nr. 20 15 -

Summa... 1778 Rdl.

Jøden Cantor for et Beviis paa 100 Rdl. og Jøden Levin Hertz Et paa 100 Rdl.; jeg veed icke, hvormeget Hr. J[ustits] B[aad] Lassen har afbetalt paa samme, saavelsom og paa den Obligation paa 400 Rdl. til Herbst, som allerede i forskiellige Quartaler er afdraget paa. Hos 2 Jøder, En paa Myndten og En i Klosterstræde er mit Tøy udsadt, men Listen paa det kan jeg, i hvormeget jeg har plaget dem, ikke faa førend i Morgen, da jeg absolut selv skal opsætte den.

Af andre tilhørende staar paa Myndten et Uhr tilhørende Renteskriver Evers Koene for 21 Rdl.

Hos en anden Jøde i Klosterstræde:

En Kaarde for 6 Rdl. og Et Garnitur-Spænde for 6 Rdl. tilhørende Rosing, tilsammen 12 -

En Kaarde tilhørende Sværdtfeger Weidenhaupt for 6 -

39 Rdl.

[Den ene Liste over det pantsatte Tøj er bevaret:]

Nota for de hos Jøden Soldin staaende Sager, med de virkelig laante Summer: En Guld-Ring, 3 Rdl. — Et Sølv-Bæger, 17 Rdl. — En blaa Kiole, Skee og Daase, 12 Rdl. — Et Guld-Uhr, 32 Rdl. — Et Garniture- Steenspænder, 7 Rdl. — En Sølv-Skee, 2 Rdl. — Et Etui, 4 Rdl. — Et par nye Silkesko, kiøbt, 3 Rdl. 2 &. — En Flødeskee, 3 Rdl. — En Kobber. Maccine, 1 Rdl. 2 &. — En Sølv-Skee, 2 Rdl. — 3 Porcellain- Fade, 2 Rdl. — 4 Speile, 32 Rdl. — En Sølv-Melkeskaal, 10 Bdl. — 2 Comoder, 10 Rdl. — Et lille Bæger, 1 Rdl. — En Rangle, 4 Rdl. — Sort Illystring, 2 Rdl. — 2 par nye Silkestrømper, 4 Rdl. — Et Guld-Uhr for Frue Evers, 23 Rdl. — En Staal-Kaarde, mig selv, 2 Rdl. — En Stk. hviid Taft, 1 Rdl. — Et Guld-Hierte. 4 &. — Et Garnitur-Beenspænder. 5 Bdl. — En sort gammel Underkl., 1 Rdl. 3 &. — 3 Par Silkestrp., 3 Rdl. — En Stk. fiin Linned, 2 Rdl. — Tilskaaren Lærred, 5 Rdl. — 2 St. Sengeklæder, 8 Rdl. — 8 Over-Skiorter, 5 Rdl. — Et Par Manchetter med Flor, 1 Rdl. 2 &. — Et par hviide Buxer, 2 &. Ialt: 209 Rdl. 3 & «.

Uden Tvivl fik Kammerherre Warnstedt bragt en Forsoning i Stand mellem Preisler og hans Forældre; thi i Løbet af Aaret 1782 tog Parret Ophold paa Charlottenborg. Fra samme Tid stammer det gengivne Portræt af Preisler, der findes i F. B. Wickedes Silhouetalbum (i Hr. Lehnsgreve C. E. Reventlows Eje) og som giver et udmærket Begreb om Preislers smuktformede Hovede. Man har ikke tidligere kendt noget Billede af ham. 1783, 12/9, skrev han til Warnstedt: »Vi skal med Guds Hielp nu etableres igien, mine Forældre vil ogsaa gierne være behielpelige dertil; de ønsker at vi maa blive skiønt tarvelig, dog saaledes istandsat, at vi icke mangle det nødvendigste.c 1784, 17/6, er hans Gæld: 2108 Rdl. Han slutter Specificationen med at skrive: »Jeg kan icke længere bruge noget af mit udestaaende Tøy, være sig Guld, Sølv eller andre Effecter, da jeg s. 252 altid kunde købe et hvert nyt Stykke lettere, end indløse det«. 1787 boede han i Lille Kongensgade i »den grønne Støvle«, da han d. 17/9 ved Hof- og Stadsretten blev dømt til at betale »Brøgger Ole Lind for Kiørsel 16 Rdl. + Renter og Sagens Omkostninger, ialt 26 Rdl. Den Stævnede gav ikke Møde i Retten, ej heller havde Stævningsmanden antruffen ham i hans Boepæl«. Det ses at Warnstedt paa Debitors Vegne betalte Summen. — 143, 8. Schrøder. Om Schrøders Betydning for Skuespilkunsten jvfr. B. Litzmann, F. L. Schröder, ein Beitrag zur deutschen Litteratur und Theatergeschichte 1/11; E. Devrient, Geschichte der deutschen Schauspielkunst II, 326 ff.; K. Mantzius, Skuespilkunstens Historie, V, 106 ff.; Brevene fra Sahwarz, S. 184 ff.— 145,13. Zuccarini, Langerhans og Eule. Om disse dygtige Skuespillere jvfr. Preisler, Journal over en Reise, I, 39 ff. —147, 12. v. Warnstedt i Kiel. Jægermester F. C. v. Warnstedt, 1750— 1811, H. V. v. Warnstedts yngre Broder var Forstmand i Hertugdømmerne. (Jvfr. Reventlowske Pap. IV, 288). — 147,16. Her ere vi nu. Om Preislers Rygte i Hamborg jvfr. Brevet fra Schwarz, S. 189. — 149, 26. Journal. Ved Kgl. Resolution af 1788. 2/2, fik Rosing, Saabye og Preisler 1200 Rdl. »for ved en Reise at udbedre deres Kundskaber i Skuespillerkunsten.« Det blev paalagt den Sidste at føre en Rejsejournal, som han ved Hjemkomsten udgav i 2 Bind. Rejsen kom i alt til at koste 1915 Rdl. — 151, 10. Hvass. Justitsraad Christen Hee Hvass, f. 1731, var Theaterinspektør og Medlem af Bestyrelsen 1772—78; han bosatte sig 1780 i Paris, hvor han døde 1803. (Jvfr. Personer og Familier af Navnet Hvass, I, 6 ff.). — 151, 18. Molé og Dugazon. Om disse Skuespillere jvfr. K. Mantzius, Skuespilkunstens Hist., V, 231; 252; Preislers Journal, I, 193 ff. — 151, 34. Herr. l’Affecteur. En fransk Kvaksalver jvfr. Brevet fra Rosing S. 171. — 152, 3. Fougère. F. indkom her til Landet som Skrædder i Christian d. VII’s franske Hoftrup, fik senere den samme Stilling paa det danske Theater og undvigte 1788. — 152, 5. Jansen. Danseren Vilhelm Jansen havde været ved Theatret siden sit 14de Aar og var ikke uden Talent. Samtidig med de tre Skuespillere fik han paa et Laan mod Theatrets Kaution Lov til at rejse til Paris »for at vinde i Dandsekunsten ved de parisiske Dandsere«. Derfra skriver han 1788, 20/6, til Warnstedt: »Laurent og Søn er overmaade misfornøyede med deres [de danske Skuespilleres] Opførsel, thi Rosing og Preisler talte ikke et Ord og var meget kiedsommelig; Saabye er at undskylde, thi han maa rette sig efter deres Barbari i Tænkemaade. Den unge Laurent har været hos Mollée og udvirket for dem at komme i Declamations-Skoelen, men de er ikke kommet i den; han fortalte mig, han havde været meget forlegen, da Mollée spurgte ham hvor de tre danske Acteurer [var] siden de aldrig kom paa Skoelen; Rosing gaaer paa Pallais Royal med en opblæst Mine og Moquerer sig over den heele Verden; om Aftenen gaaer de paa Palais Royal og spiser hos en Restorateur Anglais hvor Rosing begynder at skrige [paa] Opvarteren »Garçon«, som er al det Franske han taler.« — Warnstedt nærede en sygelig Kærlighed til Jansen; deres Forhold fremgaar yderligere af nogle Breve fra Jansen til W. (Kgl. Bibl.). Som »aldeles s. 253 uduelig« fik han sin Afsked 1796 med 400 Rdl. Pension; han oprettede en Danseskole og giftede sig »med en Pige hvis gode borgerlige Opdragelse og Karakter giver mig den fuldeste Forvisning om, at hun stedse vil blive mig en lykkeliggørende og værdig Kone.« (Brev til Dir. 1797, 1/2). Jansen døde 1808, 46 Aar gl. Theatret bekostede Begravelsen. — 152, 25. Winsløv. Lægen, Professor Winsløw. 1752—1811, opholdt sig i 1777 en lang Tid i Paris. — 152, 26. Hr. La urent. Danseren Pierre Laurent, født omtr. 1729, blev o. 1752 indkaldt af Ditlev Reventlow fra Operaen i Paris. Han optraadte i Frederik Vs franske Hoftrup, blev Hofdansemester og opnaaede 1770 et Engagement paa ti Aar som Chef for en Danseskole. 1784 havde han 1000 Rdl. i Gage. Samme Aar skrev han til Kongen: »Jeg har ved mit Talent bidraget til at opdrage to Slægtled af den kongelige Familie og ledet alle Baller og Fester ved Hoffet i 35 Aar. Jeg har uddannet alle Elever ved Theatret af begge Kjøn, der endnu er til Pryd for Hoffet og Byen. Før mig var den gode Dans slet ikke eller lidet kjendt her, det er mig, som har bibragt Danskerne Smagen derfor.« (Finans-Kol. Journal Bilag 1784, 288, Rigsark.). Han afgik med sin Gage i Pension og bosatte sig i Paris, hvor han døde 1807. — Sønnen, Pierre Jean Laurent, født i Kbhvn. 1759, 24/3, fik kun 11 Aar gl. Bestalling som sukcederende Hofdansemester. Som Barn maatte han danse paa Slottet for de kongelige Herskaber, og der blev han Vidne til en Scene, der karakteriserer Forholdet mellem Caroline Mathilde og Struensee. En Aften da Laurent var slumret ind i en Lænestol i et Gemak, som stødte op til Riddersalen, vaagnede han ved at Fløjdørene gik op; Dronningen og hendes Elsker traadte ind i heftig Bevægelse og uden at ane Barnets Nærværelse fortsatte en Disput, der endte med, at hun vendte sig stolt om for at gaa tilbage til Balsalen, medens Struensee løftede Benet til Spark efter hende og ilede ud ad den modsatte Vej. (Bournonville, Mit Theaterliv, 3 D., III, 229). L. var lille afVækst, ikke smuk og meget hjulbenet, men han udviklede sig i Studieaarene i Udlandet til at blive en udmærket komisk Danser. 1799 kom han tilbage til Kbhvn., blev Dansemester, Lærer og Hofdanseinspektør; Afsked fik han 1821 og døde 1831; han var gift med Marie Rose f. Bonnet, som døde 1842, 69 Aar gl. En af deres Sønner, Harald Anton, døde som Sognepræst til Borup.— 154, 12. Vestris. Fader og Søn, verdensberømte Dansere, jvfr. Bournonville, Mit Theaterliv, 3 D., II, 67 ff. — 154, 16. Blohme. Geheimeraad Otto Blome, 1735—1803, var Danmarks Gesandt i Paris 1770—93. — Samme Linie. Könemann. Daværende Sekretær hos Gesandten i Paris, Legationsraad Joh. Könemann; han døde 1824, 75 Aar gl. 154, 17. von Haven. Magister, senere Præst E. C. v. Haven, 1754—1813, bekendt som Numismatiker — 158, 7. Fremtiden. Kort efter Hjemkomsten begyndte Preislers Forhold til Jomfru Marie Fredelund, der 1783 var blevet Danseskolar, men som paa Grund af en Fodskade fik Lov til at forsøge sig i Skuespillet, hvor hun debuterede uden Held 1786. Hun var smuk, men, som Dir. skrev i en Indstilling af 1788, Maj: »hun gav kun lidet Haab om at blive Actrice«. 1790 kvitterer Preisler for s. 254 hendes Gage, 50 Rdl. Kvartalet. Hun boede da »Nr. 17 udi Størrestrædet.« Rahbek dadlede hendes Spil som Lovise i »Den værdige Fader«, en Rolle, som ,Jfr. Astrup tidligere havde udført, og i den Anledning udsendte Preisler et »Velfortient Svar til Kiøbenhavns Dramaturg, Herr Professor Rahbek« (1792), hvori han bl. a. skriver: »Hvorfor lader man ikke Professoren vide, at hans Pen ikke er kritisk, men partisk ... men Skuespillerens Skiebne er: at høre og at tie!« 16 April s. A. flygtede han ud af Landet med Jomfru Fredelund, som tre Aar senere (1795, 14/7) bad Kongen om at blive genansat med Elevgage. »Blendet af glimrende Løfters falske Glands, ledsaget af idelig gientagne, ved en opbrusende Lidenskabs Hæftighed uimodstaaelige Overtalelser, tog ieg i et Ufornufts Øyeblik den overilede Beslutning at forlade min Post tilligemed Fædrenelandet, for paa et andet Sted at nyde den Lykke, jeg troede her ey at kunde naae« ... Inden Dir. sendte Ansøgningen til Kongen forlangte den, at hun skriftlig skulde spørge sine tidligere kvindelige Kolleger om de havde noget imod hendes eventuelle Genansættelse; alle gav de deres Samtykke, og Mad. Preisler skrev: »jeg har heller ikke imod hinde og vil ønske hende lyckelig«, men da hun ikke var nødvendig for Theatret modsatte Kronprinsen sig den. Hun døde 1797, 6/11, som Mad. Luplau. (Øst, Intelligenzblade, 1/11). — 159, 16. Elsberg. Nicolai Elsberg havde været Tjener hos Struensee og forklarede som Vidne i Skilsmisseprocessen, at han paa Ascheberg havde set sin Herre køre ud i Skoven sammen med Dronningen og ved en Maskerade seet dem gaa alene med hinanden under Armen. (Processen mellem Chr. VII og Caroline Mathilde, 107). Efter Struensees Henrettelse gik Elsberg til Scenen og sejrede straks ved de Egenskaber, han som Domestique havde tilegnet sig i det fornemme Selskab: Graciøcitet og Smidighed. Han var en Broder Lystig, Wessels Ven, der ikke vidste hvad det var at arbejde, men som desmere stolede paa sin lykkelige Natur. Efterhaanden som han forfaldt, blev han ofte »pludselig syge, naar han skulde spille; den 5 September 1791 udførte han Officerens Bolle i »Det lykkelige Skibbrud« i complet Fuldskab, hvad der gav Warnstedt Anledning til at holde den Tordentale for Personalet, som er meddelt i Museum 1891, II, 207 ff. 1800, 8/8, skrev Elsberg til Dir., »at hans Sølvtøj, som er pantsat paa Assistentshuset, vil blive bortsolgt ved Aution, hvis han ikke fik Laan.« Han døde 1802, 14/12, 53 Aar gl. Enken, Ingeborg f. Ødbye, til hvem han blev viet 1780, 14/11, søgte 1821, 6/12, Direktionen om Hjælp. Hun var da 64 Aar. — 160, 6. gamle Moder. Paa dette Tidspunkt var Preislers Fader død, men hans Moder levede til 1800. — 160, 31. en Koene, som ikke har den Førstes Aand. Allerede 1790, 16/8, ansøgte Preisler om Skilsmisse. 1794, 4/8, sendte Kancelliet til Magistratens Betænkning en Ansøgning fra ham om Ægtesksbets Ophævelse og Tilladelse til at indgaa en ny Forbindelse (Magistratens Resprot.). Hans anden Hustru hed Frederikke Reimann; hun var tysk Skuespillerinde og døde i Kbhvn. 1821, 30/10, 48 Aar gl. — 161, 18. En Undersaat flyer til sin Konge. Tidligere end dette Bønskrift, som 31/10 1800 skaffede ham Sufflørstillingen, havde s. 255 P. indgivet to Ansøgninger om samme Embede, som Kronprinsen efter Dir.s Indstilling afslog; i det ene, dat. 1800, 2/8, skrev han: »Tiltagende Aar og mange Gienvordigheder have forandret Lidenskaben til Stadighed, og det andet Ægteskab, som jeg under 20 Marti 1795 indgik, har bidraget meget til Lykke fra den Side.« — 161, 34. det Manglende i Musik- Archivet. Inden sin Flugt havde P. pantsat forskellige Partiturer, bl. a. til Orpheus og »Holger Danske«, som Theaterkassen maatte indløse. Dir. fritog ham dog for at betale en Erstatning, »da den vilde overstige hans Evner og fordybe ham i Gield«. — 162,13. mine Ønskers Maal. Saasnart P. igen havde faaet Foden indenfor paa Theatret, begyndte hans Kamp for at faa Lov til at debutere paany, hvad der ikke tillodes ham. I et Brev til Dir. dat. 1801, 16/6, hvori han skrev, at hans Familie var nødt til at spise tør Mad, da han ikke kunde leve af Indtægten som Sufflør og ikke kunde faa Elever i Sprog og Musik, spurgte han: »hvad tør jeg vente i Henseende til min Skiebne ved Theatret« ? Stillingen blev ham ulidelig, og efter Brevet til Dir. S. 163 fik han sin Afsked. Som Frivillig var han med i Kronprinsens Livkorps 1801. »Jeg mindes flere Gange at have seet ham i Studenteruniform, da han var indtraadt i Studentercorpset af 1801, og efter at dette ikke længe efter var bleven opløst, vedblev han, der manglede andre Klæder, at gaa i Uniformen.« (Werlauff, Erindringer, Hist. Tidsskr. 4 R., IV, 277). I Aarsfesteu for Slaget nægtede Komitéen ham at deltage. Han skrev da til den: »Jeg skal ikke undlade at fremlægge Hans Kongel. Høyhed Kronprindsen det meddelte Pro Memoria, og underdanigst bede [ham] at lade undersøge, hvorfore min Nærværelse kunde vanære en Fest, som jeg, saavel som en hver af Corpset, har Rettighed til at helligholde!« (Privateje). 1805 optraadte han i Odense, hvis Theaterblad beklager, at han er »saa hæs«. 1807 førte han et grovt Forsvar for sin »inderlig agtede« Baron Wedel Jarlsbergs Skuespillerselskab, hvis Forestillinger i København blev stærkt kritiseret af en Revisionsassistent Gunnerus; Preisler skrev bl. a.: »Endskiønt jeg forhen selv var Skuespiller, drister jeg mig dog ikke til at agte min Kunst som den Første, hvilket De behager at kalde den.« Sine sidste Dage tilbragte P. paa Frederiks Hospital, hvor han laa »paa fri Kur og Pleje« og ifølge Protokollen døde af Astma. Hans Indbo i Farvergade Nr. 125 vurderede Skifteretten til 9 Rdl. og 5 Enken skrev i Adresseavisen: »At min gode Mand Joachim Daniel Preisler, 53 Aar. forhen Kgl. Skuespiller, er af den Almægtige henkaldet til en bedre Verden første Paaskedag d. 2 April 1809 Kl. 93/4 om Formiddagen, fra mig og tre uforsørgede Børn, efter en langvarig Svaghed; det skulde jeg ikke undlade at bekiendtgiøre Slægt og Venner, frabedende mig al Condolence, der kun mere vilde forøge min billige Sorg. Fridericca Preisler«. Hans Lig blev stedet til Hvile i Familiens Gravkælder under Christianskirken. (Skifteprot. Landsark.).

163, 22. Mad. Preisler. »Hun var kun 13 14 Aar, da hun kom à Syngeskolen. Allerede da var hun udsvævende og blev nogle Gange prostitueret. (Persh. Tidsskr. 3 R., V, 56). Kort Tid efter Brylluppet traf Rahbek hende: »Skiøndt hun havde debuteret med det Bifald, en smuk, s. 256 ung Begynderinde er saa temmelig vis paa, gik hun da allerede for Lud og koldt Vand, og — maaske tildels for hendes paa den Tid skjødesløse Udvortes og vel ikke store Flid, vel og for den ikke hos alle fordelagtige Opsigt hendes Elskovshandel havde giort — blev hun synlig tilsidesat.« (Erindringer, I, 287). Men efter Caroline Walters Flugt i 1780 blev hun en Stjerne paa den københavnske Theaterhimmel; alle hendes kunstneriske og menneskelige Egenskaber svarede til en Figur som den skønne, ubesindige Lady Teazzle i »Bagtalelsens Skole«. »Det vilde være ligesaa umueligt at afmale, som unødvendigt at anprise, den Ynde, den Munterhed, den Aand, hvorved Mad. Preisler veed at giøre os sin Lady Teazzle elskværdig uagtet alle hendes Ubesindigheder.« (Dramaturg. Saml. I, 217). »I et saa strængt, ordentligt og propert Hus som Professor Preislers var hun ikke ret i sin Esse; det kunde vel heller ikke slaa fejl, at hun ved en og anden Leilighed maatte komme til at føle, at hun ikke hørte hiemme i den Verden«. (Rahbek, Erindringer I, 288). Alligevel var Preislers Familie indtaget af hende; hans Søsterdatter, Sophie Dorothea Thalbitzer, f. Zinn, skriver i sine Memoirer: »Min Tantes smukke Figur, hendes dejlige Ansigt, hendes indtagende Væsen, hendes Munterhed, hendes Forstand, og meer end alt dette, hendes fortreffelige Hierte, giorde hende elsket af alle. Man glemte hendes Letsind, hendes Coquetterie og Forfængelighed, naar man saae, hvorledes hun aldrig kunde lade en Fattig gaae ubønhørt fra sig. Saalænge hun selv havde en Skilling, maatte hun deele den. Jeg har seet hende skiere hendes eneste sorte Kiole i Stykker for at sye den om til 2 fattige Piger, som skulde confirmeres .... Naar jeg nu saae denne indtagende Kone paa Theatret, hvorledes hun næsten spilte enhver Bolle til Fuldkommenhed og henrev Tilskuerne til lydeligt Biefald, hvergang hun forlod Scenen, saa var det vel intet Under, at jeg fra mit 6te til mit 16de Aar holdt overmaade meget af hende, og ikke var gladere, end naar hun om Søndagen repeterte sin Rolle for mig . . . Uagtet al den Virak, man strøede hende, vedblev hun dog at være elskværdig, indtil min Onkel flygtede fra Kiøbenhavn. Efter den Tid blev ogsaa hendes Opførsel meget uanstændig, hun forfaldt til alle Slags Udsvævelser, og hendes Død var en Følge deraf.« (Mem. og Breve, IV, 156). Juleaften 1784 skrev Zinn til Warnstedt: »Deres Høyvelbaarenhed gav jeg et Løfte angaaende en Frack til Mad. Preisler. Jeg vil icke være nævnet, men De veed at en god Fader og Forsørger ere nødig for disse Folck, altsaa vil D. H. selv have den Godhed at sørge for at Fracken helst ved Deres Theatre Skræder strax bliver syet, og at den bliver brugt og ey bliver alieneret under hvad Paaskud end maatte være . . . Skulde hun allerede have en Fracke, da skal jeg paa anden Maade søge at giøre hende det godt.« — 164, 18. Lassen. Justitsraad Niels Lassen var Inspektør og Hovedkasserer ved Theatret 1786—92. Om hans bedrageriske Forhold jvfr. Overskou, III, 505 ff. — 165, 18. overhængende Trang. Paa denne Ansøgning resolverede Kronprinsen: »Da Suplikantinden allerede engang haver været forundt en Benefice-Aften, kan hendes Begiæring ikke bevilges.« — Fra Oktober 1796 til Paaske 1797 boede Mad. Preisler s. 257 paa 1ste Sal i »det nye opbygte Hus i Badstue-Strædet Nr. 80 og 81« og her — og Ikke paa Kongens Nytorv — afholdtes paa hendes sidste Fødselsdag den morsomme Festlighed, som Overskou har skildret i sin Theaterhistorie (III, 686). Derfra tog hun efter Direktionens Foranstaltning Ophold i Huset hos Oldermand J. A. Barclay, der havde Glarmester- Arbejdet paa Theatret, og som boede paa Hjørnet af Lille Fiol og Skiden- Strædet Nr. 256. Der skulde hun have: 1) en Stue paa fire Fag, møbleret med »en Top-Seng med Zirtzes Omhæng og complette Sengklæder, tre lange Mahogni-Speile, to Mahogni-Comoder, et Chatol med Skab, beklædt med mahlet Glas; 2) Frokost, 2 Retter varm Middagsmad, Aftensmad, de fleste Aftener en Ret varm Mad«, Caffe, The og Lys, samt Rengøring og Opvartning for 200 Rdl. om Aaret, og for dette Beløb gik Direktionen i Kaution. Hensigten hermed var, at hun nu lettere skulde afbetale noget af den Gæld, hun var Theaterkassen skyldig. En Maaned efter, d. 28 Maj 1797, døde Mad. Preisler, 35 Aar gl., af »Krampeslag« (Begravelses- prot. Landsark.). Overfor Skifteretten fremviste Husværten »en Kattuns Kjole og to gamle Klokker«, som hendes eneste Ejendom. (Persh. Tidsskr. 5 R., VI, 51). Blandt de Nysgærrige som trængte sig op i hendes Stue for at se hendes Lig, var den 18aarige Adam Oehlenschläger; han saa »en smuk, middelaldrende Søofficer staa tankefuld i en Krog ved Vinduet«. (Erindringer, I, 115). Det var hendes sidste Tilbeder, Kaptain C. T. Egede, 1761—1803, som senere i Slaget paa Beden kommanderede Kavalleriprammen »Rendsborg«. Den 31 Maj besørgede Oversætteren H. Thoroup paa Theatrets Regning hendes Jordefærd; senere rejste Venner og Kunstfæller det Æresminde paa hendes Grav, som er gengivet af Lahde i »Assistentskirkegaardens Mindesmærker«. Glarmesteren forsynede sig rigeligt til »Gravøllet«: en røget Skinke, en Kalve-Kølve, et røget Bryst, en Pot Aqvavit, 2 &% engelsk Ost, 15 Krødder-Kringler og Surbrød lod han opdiske, mens Mad. Preisler faa Dage før sin Død for at opdrive 5 Rdl. havde maattet pantsætte noget Tøj, som tilhørte Theatret. Hendes Gæld var ialt 566 Rdl. 1 & 14½ β. — 166, 17. Sigbrits Rolle. Ved Besættelsen af Samsøes »Dyveke« blev Sigbrits Rolle efter Rahbeks Raad tildelt den da frugtsommelige Mad. Rosing, hvilken Tilsidesættelse gik Mad. Preisler meget nær. P. A. Heiberg optraadte som Forsvarer af hendes kunstneriske Ret til Rollen; han har uden Tvivl ogsaa formet det meddelte Brev, som er et Indlæg i den »Dyveke-Fejde«, som Forbigaaelsen affødte. (Jvfr. Adresseavisen 1796, Nr. 28 ff.; Rahbeks Erindringer, IV, 432 ff.; Overskou, III, 646 ff.).

167, 1. Rongsted. Ole Rongsted var en Hædersmand, der vandrede sin Livsvej i Retskaffenhed. Han var en af de flittige og pligtopfyldende Skuespillere, som hindres af daarlige Roller i at naa frem til fortjent Anerkendelse; men hans Fremstilling af Corfitz i »Barselstuen« og Herman v. Bremen har givet ham en smuk Plads blandt Holbergske Skuespillere. (Jvfr. Bournonville, Efterl. Skrift., 103; Nyt Aftenblad 1823, Nr. 10). Han døde 1823, 1/3, 55 Aar gl., og han kan altsaa ikke have været 36 Aar, som Overskou skriver (III, 689), da han 1796 blev ansat ved Theatret. s. 258 1816, 26/6, døde hans Kone, Margrethe f. Hindahl; Sønnen, Ole Rongsted d. Y., blev kgl. Skuespiller 1821 og døde 1831, 18/7, 32 Aar gl. Hans Kone hed Marie, f. Petersen. Bruuns Kostymebillede af ham som Jens i »Jacob v. Thyhoe« har Edgar Collin i »Holbergske Skuespillere« og P. Hansen i Theaterhistorien gengivet i den Tro, at det forestillede Faderen. (Jvfr. Det danske Nationaltheater, I, 415). — Ole R. d. ældres Broder, Hans Rongsted, var egentlig Kunstdrejer, blev Skuespiller i Odense, og søgte 1805 om at blive Korist; kgl. Ansættelse fik han 1810, men han blev uden Betydning for Theatret til sin Død 1819, 21/10, 46 Aargl. Hans Kone var den groteske Skuespillerinde Johanne Rongsted f. Leth; hun var af Værdi for det holbergske Repertoire og fremstillede bl. a. Geske gennem 30 Aar. Hun døde 1840, 8/9, 68 Aar gl. Deres Datter, Juliane Frederikke, var 1820 Koristinde ved Theatret, indtil hun blev gift med Kapelmusikus C. T. Fürste.

169, 1. Rosing. Da en samlet Udgave af Johanne Cathrine og Michael Rosings Brevveksling med Rahbek (Kgl. Bibl.) er under Forberedelse ved P. Fr. Rist og Julius Clausen, er her kun medtaget enkelte Breve fra Theaterarkivet. Om dette Kunstnerpar jvfr. Nikolaj Bøghs Afhandling (Hist. Arkiv, I, 140 ff.); Rahbeks og Oehlenschlägers Erindringer I—II; Krit. Efterr. 62 ff.; Julius Clausen, Fra Werther-Tiden (Museum, 1895, I); Rahbeks Biografi, hvor det bl. a. hedder: » Rosing var den sjældne Skuespiller for hvem intet Ord, man kan næsten sige intet Bogstav i hans Rolle stod forgæves, som med den nøiagtigste Memorering forbandt det omhyggeligste Studium; hvem ikke en Tone undslap, som han ikke troede sig istand til at gjøre Rede og give Grund for« (Mindeblomster paa R.s Grav, 49 ff.). I et forgæves Forsøg paa at hindre Rosings Ansættelse som Instruktør skrev Warnstedt til Præces i Direktionen C. F. Numsen: . . »den norske Dialect i Rosings Declamation især i det pathetiske, skurrer stedse i det fine danske Øre, og da mest naar han umager sig for at skiule, at han er en Tronhiemmer. Hvad vilde Nordmanden sige, naar en indfødt Kiøbenhavner eller Jyde vilde paatage sig at lære ham norsk Declamation . . .? I sin Iver for at holde Rosing borte, anstillerW. en Sammenligning mellem sin Ven Schwarz og Rosing: »Som Skuespillere troer jeg ikke. de kunde komme i Ligning, Rosing er vel god, men Schwarz bedre. Den første kunde erstattes ... i Hensigt til det danske nationale Theater er og bliver han stedse en Fremmed. Han kiender intet Theater uden vores eget og næppe kan han giøre sig noget Begreb om en bedre Skuespiller end han selv troer at være . . . Kundskab om Literaturen i fremmede Sprog troer jeg ikke han har, det maatte da være i det Tydske, af hvilket han har oversat nogle Stykker for Theatret ... Som Sanger derimod har Rosing fortrinlige Fortienester ... han har med utrættelig Flid fornemmelig appliceret sig paa Musik og Sang omendskiøndt han ikkun har en maadelig Stemme . . . han er saavel accrediteret for sit Syngetalent, at han er blevet valgt til Lærer i Sangkunst ved det nyoprettede musicalske Academi« . . . Numsen, som gennemførte Rosings Ansættelse 1788, endog med Anciennitet fra 1786, s. 259 svarede, at han ikke indlod sig paa Warnstedts Sammenligning »da den efter mit Tykke ikke synderligen hører herhid. Rosings Declamation er god, den udtrykker Meningen af det, den skal sige, og viser at han kiender og forstaar Karakteren af sin Rolle. Dialecten skader ham meget og formedelst den Umage han giør sig for at rette denne Fejl, giør den ham ofte uforstaaelig, men Dialecten vil vist ikke skade hans Elever, naar disse forud er advaret at vogte sig derfor«. Frydendahl sagde: »Rosings Tale var hverken norsk eller dansk, vi kaldte den kattegatsk«. (Bournonville, Mit Theaterliv 3D., II, 18). — Om Mad. Rosing skriver Dir. i en Indstilling 1795, 4/2: »Hun er en Kunstnerinde af saa udmærket Flid og Talent at Direktionen ikke kan andet end anse hende som en af de værdigste til næste Vinter at nyde en af de Beneficer, som Deres Majestæt allernaadigst har tilladt Skuespiller-Selskabet. Men da en talrig Familie af 10 Børn er en naturlig Aarsag til Rosings maadelige Forfatning, saa vover Dir. at udbede sig af D. M. et Forskud af 400 Rdl.« Hun blev Moder til 15 Børn, hvoraf Datteren, Antoinette Louise, blev Moder til Brødrene Wiehe. Sognepræst Zahrtmann i Viborg, Malerens Bedstefader, skrev som gammel til sin Ungdomsven Rahbek, at han især mindedes, at det var R., der gav ham første Anledning til det Bekendskab med Mad. Rosing, der havde en saa afgiørende Indflydelse paa hans Aands hele Sving ... »Bring hende min oprigtige Hilsen, som et Udtryk af den inderligste Taknemlighedsfølelse. Endnu er det mig uforklarligt, hvorledes hendes Agtværdighed kunde ved en blot Mine standse, bede, fremskynde, bestemme den lystige Yngling.« Mad. Rosing blev omtr. 97 Aar gl., hun døde i Fredensborg 1853, 15/2; »der havde hun faaet sin Slotsbolig af Dronning Juliane Marie, der altid havde vist sig som en gavmild Beskytterinde ligeoverfor Rosing og hans Hustru, og Mad. Rosing taalte aldrig, at der i hendes Hjem blev yttret et nedsættende Ord om Juliane Marie. Derimod var hun ikke fri for at bære Nag til Struensee, der i hendes grønne Ungdom havde nægtet at antage hende til Theatret, fordi hun var for blond.« (Charl. Bournonville, Erindringer, 48). — 171, 9. Veyer og Maaler Tienesten i Throndiem. Det synes ikke som om Rosing for Alvor har søgt denne Stilling, som iøvrigt en Slægtning og Navner af ham havde beklædt. — 171, 28. den Commission. Sandsynligvis skulde det efterspurgte Middel mod venerisk Sygdom, som Livlægen Berger gennem sin Svigersøn, Warnstedt, gav Rosing i Kommission at hjembringe, bruges af Christian d. VII. — 172, 30. i Paris. Sin Dagbog under Opholdet i Paris 1788 har Rosing meddelt i Dramat. Saml. (II, 15 ff.); den danner et interessant Supplement til Preislers Rejsejournal. — 174, 9. Kgl. dramatisk Skole. Samtidig med at Kulde og Træk paa Theatret undergravede Rosings Helbred og efterhaanden tvang ham til at standse sin Virksomhed som udøvende Kunstner, blev den dramatiske Skole oprettet paa Hoftheatret. (1804; første offentlige Forestilling 1806, 11/5; atter ophævet 1816). Her fik han som Lærer Lejlighed til, i Praksis at udnytte de Reflektioner over Deklamation, som han har nedlagt i Anmærkningerne til sin Oversættelse s. 260 af Hérault de Séchelles Bog. (1809). Han kæmpede som Instruktør for det naturlige individuelle Udtryk, i Modsætning til det attende Aarhundredes fastslaaede Maner. Han var en Modstander af den i vore Dage just ikke ukendte Instruktion, der tvinger Skuespillerne til at efterligne — ikke Naturen, men Læreren. (Jvfr. »Om Declamations Skoler«, Dramat. Saml. I, 140). Da Rosings Sygdom stadig forværredes, blev Rahbek hans Medarbejder| ved Skolen, hvor hans Virksomhed satte sig Spor i Foredragsrækken »Om Skuespillerkunsten«. 1811 skrev Dir. i en Indstilling til Kongen: »Deres Majestæt er Øyenvidne til, hvorledes den nidkiære og tro Tiener Rosing, bogstaveligt talt, hverken kan røre Haand eller Fod, men maa lade sig bære saavel paa som fra Theatret. Lægerne mener, at Bade paa Frederiks Hospital er den eneste Kur, som muligvis kan bevirke hans Helbredelse, men da denne formedelst Brændes Dyrhed medfører betydelige Omkostninger, som Rosing ikke ser sig i Stand til at udrede, saa beder Directionen D. M. om den maa betale Udgiften.« Paa en Forespørgsel fra Dir. af Marts 1814, svarede Rosing, »at han vilde blive i Kongens Tjeneste til sin sidste Stund, der vel ikke er saa langt borte«. 1815 søgte Skolens Elever (Hoftheatrets Personale) om Tilladelse til at give en Forestilling til Fordel for Rosing: »da vi aldrig kan glemme hvad vi skylde hans lysende Eksempel, hans fortreffelige Vejledning og faderlige Omsorg«. Han døde 1818, 20/10, og blev jordet paa Assistents Kirkegaard, hvor hans Grav endnu er bevaret. Hans Bo blev vurderet til 1000 Rdl. — 175, 11. Jfr. Nielsen. Johanne Margrethe Nielsen, dram. Elev 1811, ansat ved Hoftheatret 1816, Afsked 1821. — 175, 12. andre Theatre d. v. s. Dilettantscener. Om en saadan skriver H. V. Riber. 1760—96, til Rahbek 1782, 26/10: »For en Fiorten Dage siden var jeg paa Comoedie i — Sct. Pederstræde. Selskabet bestaar af unge Nordmænd. Hvor længe de har holdt deres theatralske Øvelser veed jeg ikke, men dette veed jeg med Vished, at de vare Børneleg i Sammenligning med det man ser og høre i Skindergaden. Anstalterne var skiønne; en fortreffelig Høyde, rumelig Plads for Tilskuerne, et temlig dybt Theater! En skiøn Decoration! gode Anstalter til Lysning fortil, kort sagt: dette Selskab fattes intet andet end — Medlemmer! Rigtignok en ubetydelig Omstændighed! Men det skader dog ikke, naar man har dem!

17

17*

Man spillede den honnette Ambition. Et ungt Menneske, som troede at Parykken og Sloprokken dannede den gamle Mand, spillede, eller i det mindste loed som om han spilte Jeronymus. Et forklædt Mandfolk spilte Magdelone. Baronen var et rasende Menneske, der i Reglen troede, at han stod paa en Prækestol. Zahrtmann, som var den eneste, jeg kiendte, havde Arvs Rolle. Declamationen var den sande jydske, men Actionen — ja, den vil vi ikke tale om .... Og dette Selskab havde et halv hundrede Tilskuere, og iblant dem en Rosing! ...«

176, 1. Saa bye. Han var det attende Aarhundredes Hultmann, frisk og naiv i sin Tale og Ejer af Ungdommens Naadegave: den umiddelbare Sympati. I sine Erindringer (I, 125) skriver Oehlenschläger: »Saabye havde i sin Ungdom været et dejligt Menneske, og han var endnu [omtr. s. 261 40 Aar gl.] smuk med sine brune Øjne og sine blonde Haar. Han havde en skiøn, bøielig Tale og Syngestemme; men ikke megen Forstand. I følsomme Roller blev han let affektert og overdreven; i naive, muntre Roller var han ypperlig. Hans sidste Rolle var Hakon i Axel og Valborg, hvilken han slet ikke forstod.« Om Førsteopførelsen af denne Tragedie skrev Charlotte Schimmelmann til Kirstein: »Im Ganzen hat der kranke, l ahme Saabye als König Hakon sehr geschadet, auch Axel wird dadurch kälter, und die Mad. Heger als Valborg soll etwas leblos seyn.« (Reventlowske Pap. V, 206). 1787 skrev Warnstedt: »Jeg kan med god Samvittighed bekræfte, at Saabye er en af Theatrets flittigste og dueligste Skuespillere; han har i de sidste tre Aar næsten aldrig været frie for at spille smaa og store Roller, saavel i Syngespil som i Komedier; indtil for to Aar siden figurerte han i Balletterne og har kun 120 Rdl. aarlig. Han er desuden af en meget god moralsk Konduite, saavel paa som udenfor Theatret og altid ufortrøden i Tjenesten, uagtet han med sine fattige Forældre og Sødskende lever et usselt Liv, har intet uden det han bærer paa Kroppen og er i henved 300 Rdl. Gield.« Efter denne Henstilling resolverede Numsen, at Saabye skulde have 300 Rdl. i Gage og et Gratiale paa 50 Rdl. »men derfor maatte ham dog betydes, at man venter stor Forbedring med ham«. 1791, 24/6, blev han gift med Bernhardine Anna Cathrine født Fesser, som døde 1803, 28 Aar gl. Som Enkemand boede han i »Destilateur Spendrups Huus Nr. 129 i Vingaardstrædet«, hvor han døde af Apopleksi 1810, 3/3; han efterlod et smukt Hjem og — Dir. havde i en Indstilling 1800 kaldt ham en god Husholder — 150 Rdl. i rede Penge. Begravelsen har Foersom skildret i Rahbeks Biografi af Saabye (Theone, I, 43 ff; jvfr. Foersoms Brev til Rahbek Side 53). En Blikkenslagermester Løser ansøgte Dir. »som den Afdødes eneste Paarørende« om en Benefice til Fordel for Saabyes elleveaarige Søn, Bernhard. Den blev tilstaaet, mod at Løser drog Omsorg for Barnets Opdragelse. — 176, 27. og saae[?]. Stykkets Titel er ulæselig i Saabyes Brev, men ifølge Preislers Journal blev Operaen Oedipe à Colonne opført den Aften (II, 86). — 176, 35. Gallioti. Vincenzo Tomaselli, kaldet Galeotti, født i Italien 1733, kom til Kbhvn. 1774 og blev Aaret efter Balletmester; 1781 ansat paa Livstid. Saaledes som den smukke og kraftfulde Olding staaer for min Erindring, var han i Besiddelse af usædvanlig praktisk Dygtighed, men med Hensyn til litterær Dannelse og Smag en ganske jevn Mand, dog med den Finhed og Anstand, som det sjelden skorter paa hos Italienerne« (Bournonville, Mit Theaterliv, 3 D., III, 218). Han døde som Professor og Ridder 1816, 16/12; hans Hustru, Antonia, født Guidi, tidl. Solodanserinde i Milano, debuterede i Kbhvn. 1778 og døde 1780, 27/7, 38 Aar gl.; den ene af hans to Døtre, Mariane, forsøgte sig 1818 uden Held som Skuespillerinde. —

178, 9. Schwarz. Han var en af den danske Scenes Foregangsmænd, hvis Navn for alle Tider er knyttet til den Forandring mod Sandhed og Naturlighed i Fremstillingsmaaden, som foregik i det attende Aarhundredes sidste Decennier. Ved sit Liv hævede han Skuespillerstanden i s. 262 Samfundets Omdømme, og ved sit litterære Arbejde banede han Vejen for Thomas Overskous Skildring af vort Theaters Historie. Jvfr. Krit. Efterr. 65 ff; Theone II; Nordia 1795, I; Overskou III, IV, Fortalen til II; Schwarz’ Lommebøger 1784—86; i sine Erindringer skriver Oehlenschläger om Schwarz som ældre: »Han var en ypperlig værdig Fader. Han havde et skiønt, talende Ansigt og et godt Organ. I yngre Aar havde han viist ligesaa meget Lune i lystige Roller, som nu Følelse og Værdighed i de alvorlige. Men Helt kunde han ikke være, skiøndt nok Niels Ebbesen, der ikke skiller sig meget fra den borgerlige værdige Fader«. — 178, 19. Berømmelse. Som Danser blev Schwarz rost i »Den dram. Journal«, men efter at den meddelte Erklæring var trykt i Adresseavisen, »berømmede« Rosenstand-Goiske ham ikke oftere. Ved Schwarz’ Debut som Skuespiller, 1773, 19/3, skrev han: »Hans hele Aktion var en Kopie af Hr Belleroches, en slet Akteur ved Hoftheatret, og hans Mæle er meget svagt. Skal han endelig være Akteur, maa han kopiere Naturen. . .« — 178, 25. det Dramatiske Selskabs Oprettelse. Schwarz var den første danske Skuespiller, som rejste til Udlandet for at studere. 1775 gjorde han sig »yderlig fattig« for at se de franske Theatre (jvfr. Brevet S. 190). Han kom hjem rig paa Erfaringer og ivrig for at vække sine Kammerater til en større Indsigt i Kunstens Væsen. En af hans Ideer var Oprettelsen af et Skuespillerselskab, der skulde have til Formaal dels at være sine Medlemmer en paa gensidig Belæring hvilende Skole, dels ved Mønsteropførelser blive Theatret et Eksempel til Efterfølgelse. Da Lovene for »Det dramatiske Selskab« ikke tidligere er trykte, gengives de her:

Vores Theatre har ingen Plante Skoele. hvor Acteuren i tvivlsome tilfælde kan hente Raad, og blive oplyst i sin Rolle; ey heller eyer vi nogen som offentlig oplyser os i den Theatralske Konst; selv Acteurene ere ikke saa Eenige, og saa meget hinandens gode Ven, at den eene kunde frit Æske den andens Meening.

Alt dette har givet mig Anledning til at oprette dette Selskab, som skal have til Navn: Det Dramatiske Selskab; her skal enhver som har lyst og Evne til at Arbeide i den Theatralske Konst, kunde udvide sine Indsigter, forbedre og oplyse sine Medbrødre; eller og selv blive underrettet, forbedret og oplyst, ifald han er i Vildfarelse.

Enhver skal her med frit Mod kunde frembringe sine Tanker, uden at frygte for, enten at blive giort Latterlig, eller foragtet.

Her skal enhver kunde Aagre med sit Pund; og skulde han feile, have Vrange Meeninger o. s. v. — Da skal de andre som ere bedre oplyste være pligtige til, at lede ham paa rette Vey, ved Fornuftige og Sædelige Betydninger.

Men da intet Selskab kan bestaae uden Orden, og ingen Orden kan tilveyebringes uden Love, saa for at indbringe Orden, maae der foreskrives Love, som skal holdes i hævd. Den Mand som ikke kan underkaste sig Love, naar de sigter til eget beste, er ey skabt for at være i dette Selskab. For at naae et saa ædelt maal, at være hìnanden til Tieneste, bør vi søge at blive Eenige; thi uden Eenighed kan dette Selskab ikke bestaae; og Eenighed kan hverken indføres eller vedligeholdes uden Love; Men ere Vi først Eenige i at være hinanden til tieneste og nytte, saa kan vi ved frivillige Love paalægge hinanden Eenigheds Varighed. Den som vil indtræde i dette Selskab, kan ikke have indgang her uden at underkaste sig disse Love: