Danmarks Breve

En scenisk Kunstners Værk er i Følg...

s. vii En scenisk Kunstners Værk er i Følge Skuespilkunstens Natur bundet til det Instrument, som hans Skikkelse er; hvad han skaber, dør med ham selv. Mindet om ham er viet til Undergang, dets Runer er som skrevne i Flyvesand: ved Samtidens Bortgang fra Livet viskes hans Navn og hans Kunsts Form ud af Folkets Bevidsthed, og som en Skal uden Kærne bliver neppe nok Geniets Ry tilbage.

Skuespilkunstens tragiske Lov henviser da den, som søger Kundskab om Fortidens Kunstnere, til de efterladte Domme. Men Domme kan være uretfærdige, og kritiske Ord kan være lidet sigende og kun tjene til grelt at belyse Eftermælets Tomhed.

Naar Holberg, en af de Faa, for hvis Skyld det er en Lykke at være født Dansk, var pint af nervøse Lidelser, blev »singulair og vranten« i Kampen mod Fordom og Snæversind, naar Ewald »rund som en Cirkel« stønnede af Smerter i sit Kammer, naar Wessel drak sig ihjel, saa havde dog disse Kunstnere den Lykke at kunne udløse deres Lidelser i en fri og uafhængig Kunst, hvortil Materialet ikke skulde tildeles dem, og de havde ogsaa Bevidstheden om, at Forstaaelsen af deres Sindstilstande vilde naa frem til al Eftertid.

— Men Skuespillerne? Nuets Børn, der stræbte at gøre den nationale Digtning til almen Eje, hvilke var deres Lidelser og Haab? Hvad skyldtes den Enkeltes Tilbøjelighed og hvad var det Fælles? Hvorledes var deres Syn paa s. viii Kunsten? Deres Værk kan ikke tale. Vi maa ad Omveje søge ind til dem for at lytte til deres Mæle.

Det har derfor syntes mig at være af Interesse at samle de menneskelige Vidnesbyrd, som disse Pionerer har levnel, deres Breve, hvorigennem vi kan se ind i deres Liv, Tanker og daglige Møje, særlig da den danske Skueplads’ seneste Historieskriver, P. Hansen, undlod at efterspore dette righoldige Materiale til Nationaltheatrets Historie efter 1748. Disse Dokumenter om Skuespilleren som Menneske beretter om litterære og økonomiske Forhold og om Theatrets indre Liv paa en Tid hvor Værdierne lidt efter lidt blev omvurderede, hvor Skuespillerens Præg af Gøgler forsvandt, og hvori det lykkedes ham gennem Kunstens Udvikling og menneskelig Fremgang at skaffe Gerningen Anseelse for at være »ej blot til Lyst«.

Ved fleraarig Beskæftigelse med den Tid og de Personer, der omhandles i de indsamlede Breve, haaber jeg at have lært at udvælge den Del af Stoffet, der ikke alene har Krav paa theaterhistorisk, men ogsaa paa almen kulturhistorisk Interesse; »Skuespillerne er Tidens Krønike i kort Begreb,« siger Hamlet. Det er mit Haab at blive sat i Stand til at fortsætte Arbejdet med et Bind Breve fra Kunstnere, som fremstod efter Aar 1800, de store Skuespilleres Aarhundrede i Danmark, hvortil jeg har indsamlet et betydeligt Materiale. I det foreliggende Bind har det af Hensyn til Pladsen været nødvendigt at udelade alle konventionelle Venskabsforsikringer, Komplimenter og Hilsener. Ortografien har jeg bevaret bogstavret for saaledes at give et uforfalsket Billede af de Paagældendes Taleform og Dannelsestrin; nu og da maatte jeg tillæmpe den originale Interpunktion, og i Tilfælde, hvor der forelaa meningsforstyrrende Skrivefejl, har jeg indført det rigtige.

De personalhistoriske Oplysninger i Anmærkningerne s. ix hviler paa førstehaands Undersøgelser, i de fleste Tilfælde efter utrykte Kilder.

Dette Bind havde neppe set Dagens Lys, dersom min Plan ikke havde haft det Held at opnaa Støtte fra Kultusministeriet og det grevelige Raben-Levetzauske Fond. Under Udarbejdelsen har Hr. Dr. phil. Louis Bobé ydet mig vejledende Hjælp. Sluttelig bringer jeg ogsaa min Tak til Arkivernes Embedsmænd og til Ejerne af de Brevsamlinger, som det er blevet mig tilladt at benytte, og da særlig til min Broder, Skuespiller ved det kgl. Theater Nicolai Neiiendam. Hr. stud. mag. Th. B. Bang har venligst udarbejdet Registret.

8 August 1911.

ROBERT NEIIENDAM.

s. x