Bentzon, Adrian Benjamin BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Bentzon, Adrian Benjamin (1806-09-12)

Fra Benson.
Kiøbenhavn, d. 12 Septemb. 1806.

Min kiæreste Hiob! Jeg trækker om herinde med Ole, der forresten er overvældet med Embedsforretninger og Aftensmaaltider. Siden det just nu er Middag, er han ikke ifærd med de sidste, og har opgivet for et Øieblik de første for at skrive til Dig; men skal jeg slutte af hvad der forresten kommer ud af ham idag, saa vil Brevet ikke due synderligt. Han har nemlig anvendt sin Formiddag paa at forsvare Buonaparte, Rahbek, Pavels og Etatsraad S., hvoraf Du vil see, hvilken Confusion der er i hans Tænkning.

Jeg er kommen hertil for saa Dage, gaaer om 3 Uger til England, og vilde inden den Tid give et Par Fingre for ot see Dig. Men jeg er nedsænket i saadan Mødding af Detailforretning, at jeg næsten ingen Muelighed seer til at arbeide mig ud et Par Dage før min Bortreise, og veed altsaa ei, hvorfra jeg skal vinde Tid til at komme til Dig. Er det nmueligt, at Du kunde komme ind hertil? jeg trænger uendelig til at see Dig.

s. 28Jeg vil om mit Væsen og Væren i min Peregrination intet skrivtligen fortælle Dig, før jeg veed, om jeg faaer Dig at see eller ikke. Skriv mig til under Din Broders Adresse, saasnart Du har faaet denne Seddel, og lev vel, min gode Ven!

Benson ^*1Dengang Regieringsraad i Vestindien. Han er skildret i Oehlenschlägers Erindringer, 1st c Bd., S. 171—72, og 3die, S. 102—3, og i M’s „Medd." S. 97 fg., og 110—14. M. fremstiller ham som en af de Venner, der har havt meest Indflydelse paa hans Aandsudvikling, som et „udmærket Hoved, omfattende klart og i bedste Forstand skarpfinbigt"; — det var tillige „en skiøn Egenskab hos ham, at han var saa mangesidig". Men, som han var „høist energisk", var han ogsaa „skarp", og kunde „ofte vare eensidig"..

13 Oct. 1806.

Jeg seer alt meere og meere, at jeg ikke denne Gang vil faae Dig at see; og jeg har da foresat mig, paa det at min Erindring hos Dig ikke skal aldeles uddøe, at hiemsøge Dig med Epistler. Disse ville vel ikke være synderlig moersommere end min i denne Tid heel kiedelige Person, men Du maa dog baade læse dem og svare paa dem, fordi Villien, som skaber dem, er god, og fordi der er ikke i dette Øieblik tre Mennesker i Verden, jeg gad skrevet til. — Jeg læser nu Jslandsk; Du veed, jeg har giort dette før, men i 6 Aar glemmes endeel, saa at jeg anseer bemeldte islandske Læsen for en ny Bedrivt, til hvilken jeg blev drevet af Oehlenschlägers Hakon Jarl. Denne Tragedie er poetisk, men dog under Ewalds Balders Død, især med Hensyn paa Diction. I Planen er lidet, som et skyldes vor Fortids Eventyr, og i Charactererne er Olaf dog vel altfor intetsigende; Christendommens Repræsentant kunde vel være mindre Munkedreng og meere Kiæmpe. Hvad Andre derimod laste — Auden\'s, Gud Odins Besøg — finder jeg herligt, næsten det bedste i Stykket. — Karker har ikke Adel nok i Nederdrægtighed; thi hvad en stor s. 29Konstdommer, jeg troer Lessing, laster hos Corneille: at endog Lasten hos ham aander Heroisme, trykker dog Seglet paa al tragisk Værd. Dette er vel et Paradox; men jeg vil spørge Dig, om Du i hvilketsomhelst af Sophokles\'s eller Euripides\'s Sørgedigte vilde frydes ved spashaftig Dumhed, som den, Karker giver af sig? ^*)Flere af de ovenstaaende Yttringer, og vel især Indvendingen mod Karker (der vistnok ligesaa fuldt maatte træffe flere komiske Perfoner i Shakespeares Tragedier), synes at vise, at B., uagtet den „levende poetiske Sands", som M. tillagde ham, miskiendte den nyere Poesies Forskiel fra den antike, for hvilken han havde Forkiærlighed. Han har vel heller ikke nok paaskiønnet de Fortrin, som Oehl.\'s „Diction", med den naturlige Hjertelighed og Fattelighed, der ikke mindre end poetisk Fylde vare dens Særkiender, havde fremfor den tidligere Poesies „Adel." Holdning og Eenhed vil Ø., troer jeg, ikke besidde, og det er Skade, at saa store Anlæg skulde mangle Fuldendelse.

Med Ole skiændes jeg gudsjammerlig om alleflags, p. E. om franske Sørgespil. Du veed vel, at jeg ikke kan være tilbøielig til at sætte denne prosaiske Poesie ret høit, men der gives Undtagelser; tien mig i at læse andægtigen Racines Athalie, og lad os saa vide, om Du heller vilde have skrevet den eller Emilie Galotti.

Jeg troede at være qvit den Baglast, som kaldes Patriotisme; men et Rygte, som nok er sandt, har ladet mig føle, at denne Art Arvesynd ulmer hos mig. Vor Søemagt skal reduceres til 8 Linieskibe, thi, siger man, vi ere da lige stærke med Sverrige — med England og Rusland kunne vi dog ei maale os; og til Kystbeskiermelsen skal bygges og bemandes en Skiærgaardsflode. Vor eeneste Adkomst til hæderligt Navn blandt Europas Folkeflægter var vor arvede Søeære, og denne Grund var for mig nok til villigen at betale min Deel til Flodens Vedligeholdelse; men til de 4 Regimenter tydske Heroer, som skulle anskaffes i Stedet, ere Pengene nok kastede s. 30bort. Desuden er Sagen vist politisk skiev. Hvad har vel hindret Sverrige fra at sende sin Hær til Kiøbenhavn for 50 Aar eller før? Vor Landmagt? som har Odel paa at faae Prygl, vide Carl Gustav, Gustav Adolph, Carl 12, Tilly etc., som vor Marine paa at seire. Ligger i vor Flodes virkelige Styrke — eller i den Nimbus, som omringer den — ikke Garantie for, at Rusland og selv Preussen ei vil tirre den Fyrste, hvis utilgiængelige Smaaøer og Biergkyst har Slotte, som svømme, og Mænd, som vide at regiere de let flyttelige Fæstninger — som kunne være, naar behøves, i Dag for Memel og Stettin, og i Morgen for Riga og Cronstad. Er det ikke vor egen usle Forsagthed, som bilder os ind, at vi ei paa Søen tør binde an med Rusland, og er der en scandinavisk Baad, som frygter en russisk Gallei?. Endelig, hvad skal en Skiærgaardsflode til i Dannemark, som ingen Skiærgaard har? — Nei, med Os er det reent forbi, og det Træe, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden.

Levvel og skriv til mig — jeg boer hos Tracteur Møller paa Kongens Nyetorv.

bzn.