Mynster, Jakob Peter BREV FRA: Mynster, Jakob Peter (1836-08-12)

Til en præst i hans Stift. ^*)En Præst havde tilskrevet M. et udførligt Brev, hvori han først med Varme udtalte sig om den Visitais, han havde holdt i hans Menigheder; hans „Inderlighed og gjennemtrængende Kraft“, hans „begeistrede og begeistrende Taler“ havde efterladt et „velsignelsesrigt Indtryk“. Han selv følte efter den Dag Trang til at udtale sig „ganske uforbeholdent“ for ham — ogsaa om de Punkter, hvori han vidste, at de tænkte forskielligt. Efterathan dernæst havde givet en Skildring af sin hele religiæøse Udviklingsgang, af det Forhold, hvori han stod saavel til M.’s som til Andres Retning, dvælede han især — da han nødig vilde „ansees for en ubesindig Ivrer“ — ved de Grunde, der havde bevæget ham til at underskrive det nylig indgivne Andragende om „Sognebaandets Løsning.“
Kbhvn., d. 12te August 1836.

Da jeg, efter min temmelig lange Fraværelse, er overvældet med en Mængde uopsættelige Forretninger, kan jeg for nærværende Tiid ikke besvare Deres Brev, kiere Hr. Pastor—! saaledes som jeg ønsker det, og med Guds Hielp har isinde. Jeg maa derfor indskrænke mig til at forsikkre Dem, at jeg har læst det med dybt rørt Hierte, og jo mere jeg paaskiønner den Velvillie og Tillid, hvorom det bærer saa tydeligt Vidnesbyrd, desto mindre vil jeg, at De noget Øieblik skulde tvivle om, at jeg med Agtelse erkiender den Retsindighed og Dygtighed, hvormed De fører Deres Embede, eller at jeg ikke skulde glæde mig over, at forstandige Geistlige med levende Interesse antage sig de kirkelige Anliggender. Vi ere vel i nogle vigtige Poster af forskiellig Mening; men i hvor liden Yndestjeg vel endog staaer hos vor Tiids Friheds-Prædicanter, saa er jeg mig dog bevidst, at jeg elsker og respecterer Friheden langt mere end disse, at jeg ærer enhver redelig Overbeviisning, og ikke vil, at alle Mennesker skulle støbes i samme Form. Jeg veed, at man kan stræbe til det samme Maal, fordi man gaaer ad forskiellige Veie, og jeg har altfor ofte fundet mig tvivlraadig eller feilende i Henseende til Valget af Veien, til at jeg skulde ville foreskrive Nogen min Vei som den ene rigtige. Det er kun Hovmod, Uredelighed og Ondskab, der oprører mig, og dette tildeels ogsaa, fordi de ville afskære enhver rolig Undersøgelse, bruge Tvang — istedetfor Grunde, og betage os vor lovlige Frihed.

s. 184I Henseende til de Puncter, der ere controverse mellem os, skal jeg, naar jeg faaer Tiid dertil, nærmere udtale mig ^*)At han har holdt Ord, viser en senere Skrivelse fra den samme Præst, hvori han takker for de modtagne „venlige Breve“; men det andet Brev (om hvis Hovedemne M. dog oftere har havt Leiligbcd til at udtale sig offentligt, saaledes i Stænderforsamlingen 1838) synes at have havt samme Skiæbne, som de allerfleste af M.’s Breve af kirkeligt og theologisk Indhold. Det kan sees af Svaret, at M. især havde fremhævet, at der kunde erholdes „Tilladelse til at søge en anden Præst, efter Ansøgning med gyldige Grunde“; — at han senere var betænkt paa, at denne Tilladelse kunde blive lettere at opnaae, fremgaaer af hans „Breve“ S. 184 flg. Herved erklærede Modtageren sig temmelig beroliget; det havde heller ikke været hans Tanke, at Baandet skulde blive „ubetinget løst“, men kun „løsnet“.. Imidlertid anbefaler jeg mig, med hiertelig Tak for sidste venskabelige Modtagelse, til Deres vedvarende Tillid og Venskab.

Deres
ærbødigst-hengivne
Mynster.