Pram, Maria Magdalene BREV TIL: Olufsen, Oluf Christian FRA: Pram, Maria Magdalene (1793-12-07)

Fru Pram til Olufsen.

Kjøbenhavnd 7 Dec. 1793.

De er uden Lige, kiere Olufsen. Hvor flittig er De ikke til at skrive, og hvor velsignet venskabelig skriver De ikke! Meget got har jeg altid tænkt om Dem, men at De i en saa lang Frastand og saa forandret Stilling saa ofte vilde beskieftige Dem med Deres stakkels Veninde, har mit vantroe Hoved aldrig kundet fatte. De veed hvor lidt tilbøyelig jeg er til at troe det gode, og dette meget gode forundrer min Siel paa den behageligste Maade. Gid jeg kunde takke Dem som jeg vilde for aid den Glæde De har givet mig, men jeg vil lade mig nøie med s. 31at sige Dem at jeg aldrig tænker paa Dem uden det inderligste Gud velsigne Dem.

Vores Tunis Reise er ikke nærmere bestemt end da jeg sidst skrev Dem til, og blir det vel ikke heller i den første Maaned endnu, altsaa lever jeg i samme Uvished. Det er en ret ubehagelig Tilstand saaledes at gaae og haabe et Øieblik og ængste sig et andet. Ønske kan jeg ikke hverken for eller imod da jeg ikke kiender Tingen og Udfaldet virkelig ligesaa vel kunde blive got, som ont, men dog synes mig at hvis Pram kunde leve her paa lidt bedre Fod, var det best ikke at vandre ud. Ubehagelighederne her kiender man og er nogenledes vant til at finde sig i, de tilkommende kunde blive større og utaaleligere. Er saa og de faa usle Aar man maaskee har tilbage, den megen Uleilighed og Uroe værd, som maatte blive nødvendige Følger af denne Udvandring! Men det er kun en Betragtning for mit eget Invidium [sic]. Pram er for sin Deel ikke forbunden til at betragte Livet fra denne melancolske foragtelige Side, og giør det ikke heller. Udsigter til Ære og Velstand kan have Tillokkelser for ham som det ikke har for mig og altsaa bør hans Meening have nogen Vægt. Han er desuden udrustet med Evner til at finde Glaede overalt, men tænk Dem mig engang med min ringe Evne til at taale fremmede Ansigter og fremmed Væsen, med et stødt ind i en nye Verden og nye Skikke og lutter fremmede Ansigter, sandelig De maae gyse"paa mine Vegne. Jeg maatte ret hiertelig lee af det Malerie, De gjør i et af Deres sidste Breve, om Chefferiet og min øvrige Omgang. Det var ret nydeligt. Gid jeg havde i det Øyeblik kundet see Deres Ansigt, som jeg da ret levende forestillede mig, og som jeg saa ofte har leet af, naar De kom paa denne smukke Materie. Det er vist at det beste og interessanteste af vores Selskab er borte, det føler jeg daglig, men det øvrige har jeg kiendt i mange Aar, og det er en vigtig Fordeel for mig. De kiende mig igien, og hos enkelte er der dog mere Godhed for mig end for hver anden, der spanker om i denne syndige Verden. Det er dog noget. Jeg har ellers ved denne Leilighed erfaret at de fleste af disse saa kaldte Venner ere for meget beskiæftigede med deres egne betydelige s. 32Sysler, som for Ex. hvor høie deres tilkommende Værelser skal være, hvad Tøy de skal vælge til Brudeseng etc. etc. til at kunde et Par Minutter i rad føle noget ubehageligt ved den ubetydelige Ting at skilles for evig maaskee fra Væsener, de kaldte deres Venner. A propos De spørger mig i et af Deres Breve, hvorfor B. skal givte sig. Han var her i Gaar, men jeg kunde paa ingen Maade faae dette Spørgsmaal sat i Stiil og derfor kan jeg ikke heller melde Dem hans Svar. De vil vide hvem der kommer til os, ingen maae De vide uden Bergsøe engang om Ugen. Jomfrue Monrad sielden da hun er saa langt borte, og de øvrige af mine Fruentimmer Bekiendtere seer jeg engang eller to om Maaneden. Samsøe 1), som har bedet mig at hilse Dem, var her dog i Aftes, og da han bragte mig en Silhouette af den gode Hornemann, bad jeg ham strax om een til Dem, som jeg tænker vil fornøye Dem, siden den efter mine Tanker ligner got. Ulrike er i disse Dage reist, og Jomfrue Monrad siger at hun er endnu ligesaa utrøstelig. Jeg har ikke havt Mod til at see hende Det susselige Spørgsmaal angaaende Garderobens Formerelse kan jeg ikke bedre besvare end ved at sige Dem at jeg ret er forfalden til umaadelig Pynt, tænk Dem mig kun med en nye hvid stribet linned Kiole og en Rad nydelige Staalperler om Halsen, en skiøn Daase i Lommen og saa videre, saa kan De forestille Dem fuldkommen hvorledes jeg seer ud.

Tak gode Olufsen, for ald den Deel De tager i os og i mig baade i stort og smaat. Saaledes bør en Ven være, og saaledes opfylder De fuldkommen rait Hjertes Ønske. Hvor glæder det mig ikke at tænke, at i dette Øieblik er der maaskee et Brev fra Dem underveis til Pram og mig. I Anledning af Brev maae jeg sige Dem, at Frue Lange 2) er vred, og Jomfrue Monrad betroede mig, at hun ikke heller var det saa lidt. Ret Dem nu s. 33smukt derefter. I Dag skal jeg hen til Lotte 1), hvis smaa Kinder allerede begynde temmelig at blegne, men det bliver imellem os sagt. Lev vel gode flittige Olufsen.

Marie Pram.