Olufsen til Fru Pram.
Göttingend. 19 Janv. 1794.
Nu er det ret længe siden De saae noget fra mig, gode Frue Pram. Men De maae troe det er ikke min Skyld. Jeg har mange Gange havt det ret alvorligt i Sinde, og lige saa mange Gange har jeg alvorligt ladet det beroe. Og hvorfor? Fordi jeg er desværre bleven gandske dum, følgelig gandske uskikket til at nærme mig til Dem. Overalt, hvad skal jeg sige Dem? Jeg lever her, som paa et Skib, der seyler rundt om Jorden. Keedsommeligheden er det Hav, jeg seyler paa, og dette Hav er saa utaalelig eet og det samme, at der ikke engang vanker en dygtig Storm, hvori man kunde strande; en Lykke som man dog har paa alle andre Have. Jeg har følgelig slet intet nyt at beskrive, intet behageligt Gammelt at opkoge; jeg er, som sagt, dum, og altsaa ikke heller i Stand til at opfinde s. 48noget, som det er værdt at sende 90 Mile bort. Men i al min Dumhed har jeg dog ret inderlig længtes efter at skrive Dem til, eller meer bestemt, at have et ret smukt Brev til Dem færdigt. Det har hidtil ikke vildet gaae an, og gaaer ikke engang an i Dag, men jeg vil nu trodse alt for at giøre mit Hierte en Glæde paa min Forstands Bekostning.
Nu skrive vi Gud skee Lov! den 19de, det er at sige, jeg har nu den halve Deel af min Göttingske Skiersild overstaaet, og De kan troe, at ingen Jesuit kan skynde sig rappere op af sit Fegfyr, end jeg skal skynde mig ud af dette lærde Halvhelvede. Naar jeg nu har sølet i Göttingens Bøger i to Maaneder til, saa begynder jeg at giøre mig færdig, og alle Verdens Skatte, alle Tempes Gratier kunde man byde mig for et unødvendigt Ophold af tolv Dage, — jeg giør det ikke. Om jeg end skal leve af mugent Brød og Vand fra Holmens Kanal; om Jomfrue W., Fr. K. og A. B. 1) end blev mit daglige Selskab paa de umagelige Hannoverske Poster, i Slud og Regn i tre samfulde Uger, saa gaaer jeg dog bort med Glæde.
Naar De læser dette, gode Frue Pram! saa vil De ventelig blive opmærksom. De har vel forestilt Dem min Forfatning maadelig, men det fortvivlede deri, som hine Vilkaar synes at forudsætte. er vel ikke før blevet Dem saa beskueligt. Deres gode Hierte vil beklage mig.
Det smukke Kiøn her er stygt. Der findes rigtig nok en og anden Evadatter her, som ikke har aflagt al Charitisme, men da jeg ikke kiender een eneste af dem uden fra Møder paa Volden, saa tør jeg ikke synderlig tro mine Øine, da der skal mere til end et Møde for at vide, hvormegen Deel en skarp Nordenvind, Carmin for 2 β o. s. v. kan og bør tilregnes af den skiønne Ansigtsfarve. Saameget veed jeg, at det er her lidt vel stærkt i Brug, at de kiere Koner løbe bort fra deres Mænd, at Demoisellerne faae Børn, hvilket kan være godt nok, men der ere dog mange, som finde, at sligt ikke duer. En Præst paa Landet en Miil herfra har to meget deilige Døttre; de fik en Slump Born, s. 49og løb i disse Dage omsider bort begge to med een eneste Underofficerer. Han giftede sig strax med den ene, og for at berolige det faderlige Hierte, skrev han Papa til, at han nok skulde sørge for, at den anden ogsaa skulde faae en Mand. Dog siger man, at Faderen var saa urimelig, at han ikke vilde være fornøiet dermed. — Undertiden træffer der dog noget ind, hvormed man kan more sig, ifald man bare er noget academisk og burschikosisk stemt. Sidste Nytaars Aften for Ex. vare nogle Hundrede Burscher i Slaabrokker og Nathuer ude i Gaderne hele Natten, slog alle Lygterne i Stykker, slog Vinduer ind, og flere kiønne Ting. I forrige Uge havde et saadant Selskab foretaget sig at fylde Bassinet af et Vandspring paa Torvet med Slagterblokke, og Afvisere, og Lygtestiger, ja, hvilket overgaaer al Roes, de havde med utrolig Umage revet fire og tyve Vandposter, som staae i Gaderne, overende og bragt i det bemelte Bassin. For noget siden brækkede disse lærde Bengler Snedkerlaugets Skildt ned, bar det en Fierdingvei uden for Byen, og slog det op paa en gammel grundmuret Gallie. — Naar man nu betænker, at alt saadant maa skee om Natten, siden man ikke kan forsømme sine Collegier om Dagen, saa forhøier det endnu meer det priselige i disse Bedrifter. — Et Selskab af sex Personer havde for et par Dage siden forsamlet sig i en meget vigtig Hensigt. De satte sig omkring i Stuen, et Lys stod midt paa Bordet, hver af Medlemmerne trak Tobakspiben frem, og det blev paalagt, at ingen maatte røre sig, før man havde saaledes fyldt Værelset med Tobaksrøg, at Lyset gik ud. De triumpherede. Lyset gik virkelig ud, maaskee for ikke længer at see paa disse Narre.
— Ser De, kunde jeg ikke more mig, naar jeg bare gad været over det: Er det ikke min egen Skyld, om jeg kieder mig. —
Forgangen Dag havde jeg den Fornøielse at modtage Minerva og nogle lærde Tidender. Disse Sager mindede mig meget levende om Kiøbenhavn og jeg læste alting med en Begierlighed, som De neppe kan forestille Dem. Jeg tænkte i Førstningen, at De havde lagt et lille Brev med, men efter at have rystet alle Minervas Hefter, efter at have taget hvert Nummer i det ene Hiørne og svinget og rystet det, tænkte jeg om igien. Recen-s. 50sionen over Gulddaasen havde jeg Aarsag til at være fornøiet med. — Til Hevn for min bemelte Rysten maa De ryste nærværende Stykke Papiir saameget De vil, og jeg er vis paa. at De ikke finder noget taaleligt Brev. Det er dumt tilhobe.
Gode, kiere Fr. Pr.! jeg anbefaler mig nu til Deres Venskab, til det Venskab, som vil glæde mig endog paa hiin Side af det store Forhæng. Jeg kysser Deres smukke lille — ikke venstre, men høire Haand, thi det er den, jeg nu trænger meest til. Næsten begynder jeg at frygte for, at den nu misundelig hævner sig en lille Smule, fordi jeg i hine lykkelige Dage maaskee syntes at holde mig for meget til dens Naboe, og forsømte den. Bed den søde Haand om Forladelse paa mine Vegne.
Olufsen.