Olufsen til Fru Pram.
Göttingenden 26. Marts 1794.
Jeg vilde ret inderlig ønske, Frue Pram, at De var her. De vilde da lære at kiende et rigtigt Foraar. Jeg har glædet mig saameget derover, at jeg er fuldkommen forsonet med al Göttingens Keedsomhed. 1) Vi have nu i mere end tre Uger havt et saa gandske fortreffeligt mildt og klart Veir, at Kiøbenhavns Sommere ikke kunne være skiønnere. Mark og Eng ere saa giønne, som de blive. Træerne have allerede store aabnende Knopper, og nogle ere gandske udsprungne. En stor Msengde nydelige Smaaeblomster staae i fuld Flor. Kort, det er Foraar. Jeg har i otte Dage løbet omkring hver Eftermiddag, klavret op paa de høieste Bierge, giennemvandret de dybeste Dale, de tætteste Skove, og intet har manglet i min Lykke uden Een at dele den med. Var De nu her, gode Frue Pram! hvor vi skulde spasere. De skulde aldeles intet have at befrygte af en lumsk Norden eller 0stenvind; Deres Aftenspaseregange vilde tvertimod giøre Dem meer bekiendt med Zephirerne end alle vore slette Vers. Jeg vilde føre Dem omkring i alle Naturens deilige Værelser her, og jeg er vis paa De vilde blive forlegen for at vaslge Dem en Plet til en lille Hytte. Jeg for min Part blev ikke forlegen ved Valget til min, den skulde være i Nærheden af Deres. Ret alvorligt, jeg troer, jeg vil kiøbe mig nogle Faar og være Hyrde. Det slaaer dog ogsaa ind i Oeconomien, som jeg egentlig skulde reise paa, og man lærer altiid meest, naar man selv laegger Haand paa Vserket. Men Himlen forlade mig det, jeg troer jeg reiser meer paa Foraar, Skove, Bierge og Dale end paa Agerdyrkning. Jeg veed ikke, om De har læst nogetsteds, at Göttingen ligger i en Dal; om saa er, vil Deres Skarpsindighed have draget den Slutning deraf, at denne Dal er omringet af Bierge. Naar De nu s. 77tasnker Dem en Flod, som i nogle allerkiereste Bugter slynger sig giennem Dalen, Agerland paa begge dens Bredder, og oven over dette Agerland paa hver Side en Biergstraekning, som snart er jevn nedglidende, snart tilspidset til steile Fielde, med dybe Tverdale og Skov, og nu alt dette rigeligen bestrøet med deilige røde Landsbyer, saa har De et nogenlunde rigtigt Begreb om Göttingens Environs. Men gandske fuldstændigt er det dog ikke. Egnen har een Skiønhed. som ingen Dansk Egn kan faae, nemlig, de prægtigste Ruiner af gamle Ridderborge. Tre saadanne ligge paa den ene Biergstraekning, paa udgaaende Spidser af steile Fielde. Jeg ønsker inderlig, at De maatte faae dem at see. De vilde med mig beundre disse majestætiske Taarne, de revnede favntykke Mure, de uhyre Hvælvinger, som nogle Aarhundreders Storme og Regn og Lynild endnu ikke har kunnet gandske nedsmulre. Den skiønneste af disse Ruiner er die Plesse. 1) Jeg var der for nogle Dage siden. Veien dertil gaar igiennem en raedsom Skov. Den ligger paa et Bierg, der fra alle Sider hæver sig brat i Veiret. Biergets skovklædte Sider er bedækket af de nedstyrtede Stene. Ved dets Fod ligger en lille Landsbye i en rund dyb Dal. Alting aander her Eensomhed og Høitidelighed. Oldtidens Minder helliger denne melancholsk skiønne Afkrog. Jeg klavrede med usigelig Besværlighed op mellem Gruset, og var nær plumpet ned i en gammel Brønd, der som man siden fortalte mig, er et par hundrede Alen dyb. Imidlertid slap jeg, og med en Forvovenhed, som jeg selv maatte laste, arbeidede jeg mig over Brokker og Stene, giennem revnede Hvelvinger og Vægge op i det høieste Taarn. Næsten hver Steen jeg greb, gik løs, enhver jeg fæstede Foden paa, faldt ned, men jeg blev ved, saa meget mere som jeg her ingen Fare var i, da jeg ikke kunde tage anden Skade end at støve min Kiol, thi det inderste var gandske fyldt med 1øs Gruus. Omsider triumpherede jeg, og naaede Taarnets øverste Rand. Neppe havde jeg sat mig paa den Throne, hvortil mit Mod havde ført mig, før et stort Muurstykke af Taarnets Kant tæt ved mig styrtede med en gyselig s. 78Raslen ned i Afgiunden. Jeg blev siddende og nød i al sin Fylde den herlige Natur, der smilede under mine Fødder. Ogsaa her enskede jeg Dem ved min Side. Taarnets øverste Flade var begroet med Græs og smaae Buske. I en lille Afkrog mellem nogle fremragende Stene blomstrede nogle uskyldige Smaablomster. Jeg tog et par af dem for at sende til Dem, at De maatte blive overbeviist om, at jeg tænker Dem og Deres Venskab i Forbindelse med alt, hvad der leder mig til Glæde. Jeg haaber, at De har allerede seet disse smaae Vidner herpaa.
Som sagt, Frue Pram, jeg vil være Hyrde. Det er kun ilde, at jeg ikke synger synderlig godt, thi deraf følger, at jeg vil komme til kort i alle de Veddesange, der forefalder i Hyrdelivet. Jeg maae være betænkt paa et godt Forraad af udskaarne Hyrdestave og Bæggere, for at betale Legene med strax, ellers lægger man Sag an imod mig og tager mine stakkels Faar fra mig. Det allerværste vil blive at faae en Hyrdinde. Her i Egnen er slet intet, man kan giøre Hyrdinder af. Jeg maae forskrive mig een; og kiøbe en halv Snees Faar til hende. Men efter denne Forberedelse vil det see underligt ud, naar jeg efter den sande Hyrdeetiquette i de forste Dage gaaer og lusker omkring hende, uden at nærme mig, og udstøder Sukke, fordi min forskrevne Daphne er saa grum, da hun dog sikkerlig vilde komme rendende, saasnart jeg gav det mindste Vink. Men det maae ikke hielpe. Man maae Skik følge. De ser altsaa gode Frue Pramr at De nu ikke er sikker for at komme til at betale Porto af et meget smukt udskaaret Valdbirkbæger, hvormed jeg har isinde at tilmelde Dem Aabningen af min pastorale Løbebane. Jeg venter da et Baand igien.
Ifald dette hele Forsæt gaaer overstyr, saa liar jeg besluttet at reise herfra imellem den 16 og 20 April, for i Sommer at tumle om her i Tydskland og med Efteraaret at indfinde mig i Engelland. Inden jeg forlader Göttingen, faaer De et Afskeeds Brev. Jeg haaber ogsaa at faae et fra Dem med mange gode Ønsker til min forestaaende Reise. Naar De vil være saa god at afsende disse gode Ønsker fra Kiøbenhavn inden den 10 eller 12 April, eller lidt før, saa vil jeg kunde nyde den Glæde at s. 79Iæse dem her. De bør nu betænke, at jeg rimeligviis ikke den hele Sommer igiennem kan faae det mindste at høre fra Dem; thi det vil blive mig temmelig vanskelig altiid saa bestemt at kunne angive min Addresse, at nogen kunde rette sig derefter, og nødig vilde jeg udbede mig Breve, som det ingen Rimelighed bar jeg kan faae. —
I næste Uge agter jeg at giøre en lille Udflugt 4 Mile herfra til Harz, for at see Bierge og Biergværker. Naar jeg kom-mer tilbage, skriver jeg Etatsraad Rothe til. Jeg har endnu ikke skrevet ham til, ikke heller Frue Lange. Frue Plum 1) har jeg faaet et Brev fra. Hun er syg, det giør mig meget ondt. Jomfrue Monrad har ogsaa været saa god at sende mig et Brev. Jeg skriver hende til een af Dagene, naar min Tiid vil tillade mig det, thi den er kun knap, deels for mine Omvandringer, som ikke vel bør forsømmes, deels fordi jeg har travelt med at gruble paa min Reiseeqvipage, og min begyndende Indpakning. Denne Foretning (sic) har en særdeles Behagelighed for mig, og derfor begynder jeg saa tilig derpaa; i Kiøbenhavn vilde det ikke ret gaae dermed. Nu har jeg en m0rkblaae Kiole, en sort Stadskiole, og en graae Reisekiole, samt en grøn Trøie, en Overkiole, en stor Reisekappe. 4 Vester og m: Al min Eqvipage kan magelig rummes i en maadelig Kuffert, saa jeg ikke kan faae megen Uleilighed af mit Tøi. Med den i Vognen, en stor Pibe i Munden, en Prygl i Haanden, en nydelig brun Portefeuille i den ene Lomme, Kikkert og Reise Kart i den anden, Tobaksdose i den tredie, Uhr i den fierde, en tarvelig Reisekasse i den femte udvandrer jeg da for at indhøste Kundskaber og Glæde, om det vil lykkes. Lidt af det sidste venter jeg dog hist og her, thi den idelige Bevægelse, lutter nye Gienstande, Frihed til at forlade ethvert umoersomt Sted, ingen Bekymringer, maae dog sikkert have nogle gode Virkninger. Jeg skal flittig berette Dem, hvordan det gaaer.
Det vil nu blive gandske uundgaaeligt, gode Frue Pram, at s. 80De lader mig vide, hvor De vil tilbringe Deres Somnier om paa Bakkehuset, eller ved Canalen. 1) Jeg bør dog vide, hvor jeg skal dreie mine Tanker hen, naar jeg tænker paa Dem: og De føler ganske sikkert selv, hvor ufuldstæmdig vor Forestilling af fraværende Mennesker er, naar man ikke kan see dem i Forbindelse med nogen bekiendt, eller bevidst Gienstand. Det er mig om at giøre, at Tanken om Dem bliver mig ligesaa tydelig og levende, som den vil blive mig en sædvanlig Følgerinde.
Vær saa artig at sige Pram, at jeg har havt Efterretning fra Kiøbenhavn, at Classen og Colbiørnsen ikke ønskede, at nogen af Priisskrivterne bleve trykte, siden de nu have fundet General Classens egen Plan 2). Altsaa maa han ikke lade min trykke.
Nu begynder jeg naesten selv at synes, at dette Brev ikke fattes paa vedbørlig Længde; og jeg vil derfor holde op, saameget mere som jeg dog aldrig blev færdig, om jeg vilde opregne alt det meget venskabelige og smukke og gode, som jeg stedse vil have at sige Dem.
Olufsen.