Olufsen til Pram.
Augsburgd. 21. Juni 1794.
Man kan ikke skrive Breve paa en Reise; i det mindste kan jeg ikke, thi ellers maatte jeg for længe siden have skrevet Dig til. Jeg veed ikke, hvorledes andre Reisende bære sig ad, men dette veed jeg, at jeg ikke er i stand til at skrive to Sider uden at tabe noget af det, jeg paa hvert Sted ønskede at kiende. Lidt efter lidt bliver jeg ført tilbage fra denne Vildfarelse, og vil i det følgende derfor blive en flittigere Brevskriver, thi jeg kommer mere og mere efter, at alting er ikke værdt at see; at alting er ikke værdt at vide, og at man overalt veed meget meer end man troer selv. Jeg har nu som Du seer travet tvers igiennem Tydskland, og ærlig talt, den hele Reise fra Göttingen af til Augsburg vilde jeg onske at kunne ombytte med to Maaneders Ophold i en eneste Egn. Reiser man som en ung Enthusiast, der for Alvor fryder sig over at see en Gien-s. 88stand i Naturen, som han før kun kiendte af en Bog, saa bar man alletider Leilighed til at glæde sig, var det endog kun over Kirketaarne og Munkeklostre. Men jeg maae i Fortrolighed aabenbare Dig den Hemmelighed, at man lærer ikke nær saa meget paa en flygtig Reise, som de flygtige Reisende saa gierne ville indbilde os. Den eneste Nytte, den føirer med sig, er at man hist og her faaer et eller andet Begreb giort anskueligt; at man lærer at indsee, at Verden er sig selv ikke saa saare ulig, og endetig, hvilket er det fornemste, man skaffer sig uformærkt en Maalestok, hvormed man temmelig sikkert afmaaler Mennesker, og Gienstande af Naturen og Konsten. Den idelige Reisen fører ellers en Uleilighed med sig, som man ikke drømmer om hiemme, naar man tænker paa, hvilken lyksalig Ting en Reise er; nemlig at man ved bestandig at rulles om til Gienstande, hvorved man venter Nyhed, men finder i det høieste kun Ubekiendthed, bliver omsider kied af ideligen at skuffes i sine overspændte Forventninger, og tilsidst falder en Slovhed, en Ligegyldighed over Sielen, som ofte berøver Een Opmærksomhed paa Gienstande, der virkelig fortiente den. Naerværende Krigstiider ere ogsaa de allervaerste at reise i; ikke fordi Krigen hist og her i de Egne, jeg hidtil har giennemreist, giør Opholdet noget kostbarere, thi dette udgiør dog ikke noget saa overmaade betydeligt, men fordi den almindelige Opmærksomhed er, hvor man kommer hen, ene og alene vendt ad Nederlandene til; Feldtslag til Lands og til Vands, Belei-
Munchen d. 30. Juni.
ringer, Fredsrygter og tusende andre Ting, som staae i Forbindelse dermed. Det er utaaleligt ikke at høre tale om andet end eet og det samme; jeg taber endogsaa derved, thi jeg kan neppe faae nogen anden Diskurs at here. Det bedste derved er dog, at man overalt holder med Friheden, spotter de tydske Armeer og priser de franske. Det er utroligt, hvor eendrægtigt man er i dennePost; jeg skulde næsten troe, at denne almindelige Stemning for de franske er grundet i den Fare, der fra alle Sider truer dem, og det Mod hvormed de trodse den. Denne Følelse er i det mindste mig bekiendt fra min Barndoms Dage; alt hvad s. 89der seer kiekt ud behager os, og det er dog vel afgiort, at Franskmændene viise mere Kiekhed end Tydskerne. Du veed vel, at Gen. Kauniz 1) og Kinzky 2) vilde overlevere Keiseren til Franzoseme; derfor ilede han saa hastig bort. — Man siger her i Tydskland overalt, at en vis H. 3) har ladet Ghristiansborg brande af. Det er vel Løgn.
Hvor er Du? i Norge eller hvor? Jeg er her, som Du seer, i den tydske Kirkestat, omringet af Munke og andægtige, der idelig bede til Gud. Men Bayren er alligevel i en elendig TilTilstand; dette herlige Land er utrolig slet dyrket, og alting hviler her i den rædsomme Søvn, hvori Geistligheden har indhyllet hele Folket for i Roe at udsue det. Man taler her i Munchen høit nok derom, og det er mærkvaerdigt, at uagtet den Fare der er forbundet med at lukke Munden op snakker man her ligesaa frit som i en Klub i Kiøbenhavn. IHuminaternes 4) Historie for nogle Aar siden har meget interesseret mig, især fordi jeg i Gotha havde den Lykke at blive nøie bekiendt med dens forjagne Stifter, Hofrath Weishaupt 5), en af de fortreffeligste Mæmd jeg kiender. Kiender Du noget til Iliuminatordenen? Eller maaskee miskiender Du den. Det sidste skulde giøre mig ondt, da vel neppe i de sidste to hundrede Aar nogen for Menneskeslsegten saa velgiørende Tanke er bragt i Udførelse som s. 90den første Idee til denne hemmelige Forbindelse. Jeg liar havt Leilighed til at lære at kiende den, og jeg vil sige Dig noget derom. Weishaupt, Professor i Lovkyndigheden i Ingolstadt,. var en særdeles ivrig Frimurer, og bragte det saavidt deri, at han som flere tænkende Mennesker kom efter, at det hele Væsen var Lapperie. Det fortrød ham, at saa mange kloge Mænd anvendte, eller spildte deres Tiid, tildeels deres Sielsevner paa lutter Tomhed, og han faldt paa den Idee at prove, om det ikke var muligt at forene Frimuremes Iver og Hemmelighedsfuldhed med høiere for Verden velgiørende Hensigter, som just behøvede Hemmelighedsfuldhed for at komme frem. Det Mørke, der svæver over hans Fædreneland, havde saaret ham, men han saae tillige, at en vis Art af politiskt Mørke svævede ikke mindre over hele Verden. Kun den sande Oplysning kan fordrive det; men hvorledes udbrede denne sande Oplysning? Ved et Selskab af Indsigtsfulde, oplyste Mænd, som uden at giøre deres Hensigt almindelig bekiendt, bemægtigede sig ved Skrivter, periodiske Blade og andre Virkninger den offentlige Stemme. Weishaupt beholdt Frimurernes Mysterier, deels for at dølge Ordenens egentlige Hensigt for de uindviede, deels for bag dem at holde de til Hensigten uduelige Medlemmer uvidende derom og hindre dem fra at skade. Ordenens hemmelige Sætninger vare i Grunden intet andet end den franske Declaration des droits de 1'hornme og herpaa grander sig den Sagn, at den fir. Revol. er født i Tydskland 16 Aar, før den gik for sig i Frankerig. Hvorledes en Orden af denne Natur maatte optages af de tydske Fyrster, naar de fik den at vide, er let at begribe. Imidlertiid havde den utrolig Fremgang, selv i Danmark 1) vare mange Illuminater, ligesaa i Frankerig, og Mirabeau selv var een. Weishaupt undgik dog nogenledes det Uveir, der truede ham. Han havde foreslaaet til Univ. Biblioteket i Ingolstadt at* anskaffe Bayles Dictionnaire. Dette Forslag blev saa saerdeles ilde optaget i München, at der s. 91kom Ordre, Weishaupt skulde ved aabne Dørre giøre Rede for sin Troesbekiendelse, og til.staae, at han afskyede Bayle. Weishaupt sergrede sig over denne Dumhed, vilde ikke, og resignerede sit Professorat. Nogle Dage efter gik han paa Gaden med en Ven, som han havde overleveret nogle vigtige Papirer, Ordenen angaaende. Et Tordenveir trak op, og de skiltes ad. Hans Ven blevr truffet af en Lynstraale. Nu reiste Weishaupt bort. — Man t'andt Papirerne, opdagede hele Ordenens Hemmeligheder, alle Illuminater i Bayren bleve arresterede og forfulgte af alle Kræfter. Orasider fandt man, at de vare for mange, og forkyndte derfor en almindelig Amnestie. To Aar efter rippede man Sagen op igien, og straffede alle dem, man kunde faae fat paa, og som man forhen havde benaadet. Med Opdagelsen af Ordenens Hemmeligheder gik naturligviis Ordenen overstyr, og Jesuitismus sad fastere om Bayerens Throne end nogensinde tilforn. —
Imorgen reiser jeg til Stutgardt, og om tre fire Uger kommer jeg til Frankforth. Vil Du ikke skrive mig til, og adressere Brevet til Sgr. Phil. Jac. Cornill i Frankf. am Mayn. Jeg længes ubeskrivelig efter noget fra Kiøbenhavn. Dn kunde ogsaa tillige sende mig Din lldebrands Historie, den vil koste Dig 2—3 Mark til Hamborg, og mig ligesaameget fra Hamborg, men Du kan selv tsenke, hvormeget den vil interessere mig. Dog maae jeg erindre, at Du sender den strax, ellers kommer den for sildig. Lev vel gode Pram.
Din Olufsen.
Hils Din Frue. Jeg vilde skrive hende til i Aften, men Posten gaaer tiligere end jeg troede, og altsaa er det mig aldeles umuligt. Derimod skal jeg inden fire Dage sende hende en lang Epistel fra Stutgardt.