Olufsen, Oluf Christian BREV TIL: Pram, Christian Henriksen FRA: Olufsen, Oluf Christian (1794-10-23)

Fra Olufsen. *)

Mannheimd. 23. Octbr. 1794.

Paa hvilket Sted i Verden kunde jeg mere passende tage fat paa vor Brevvexlings afklippede Traad, end her i det dra-s. 104matiske og dramaturgiske Mannheim, og hvor skulde jeg hellere ønske at underholde mig med Dig, gode Schwarz! end i en Bye, hvor man frem for i tusende andre Byer er saa tilbøielig til at moere sig. Jeg veed naesten intet Sted, hvor Tilbageerindring til Danmark er mig saa nødvendig, og uden at gruble paa Aarsager hertil, vil jeg tilfredsstille min Trang.

Hvor tilskrev jeg Dig sidst fra? formodentlig fra Mùnchen. Jeg veed det ikke selv; kun dette veed jeg, at Du har Grund til at være misfornøiet med de dramatiske Efterretninger, der vanke fra min Haand; men derfor er det ikke sagt, at Du har Grund til at være misfornøiet med mig. Jeg har, som Du veed, ombyttet Harpen med Ploven; jeg besøger flere Koestalde end Skuespilhuse, og firbenede Bester ere mig interessantere end dramatugiske. Jeg begynder næsten at tænke om de skiønne Videnskaber som den franske Mathematiker om Racines Sørgespil. Imidlertid er det vist, at min oeconomiske Stemning stod maaskee i nogen Fare, ifald jeg ikke af en Hændelse havde valgt den allermeest udramaturgiske Vei, der lader sig vælge i hele Tydskland. Først her i Mannheim har denne sølede theatralske Vei forandret sig til en taalelig Chaussee. — Kiender Du det Stuttgartske Theater? Hvis ikke, saa maae Du vide, at der neppe i hele Verden findes flere middelmaadige Skuespilmennesker samlede paa eet Sted; egentlig slette gives der ingen. Theatret er nydeligt. Jeg saae her fern eller sex Stykker, som alle vare mig bekiendte fra Kiøbenhavn, hvor de bleve ulige bedre givne. En vis Haller er den bedste Skuespiller og en Mad. Fischer den bedste Skuespillerinde, men som sagt, begge ere maadelige, som alle de andre.

Her i Mannheim er Du sikkerligen bedre bekiendt end jeg, og derfor har jeg intet at sige Dig herfra, saa meget mindre som jeg kun saae to Forestillinger her. I Kozebues Armuth und Edelsinn, 1) et Stykke, som vi formodentlig ikke faae paa Kiøben-s. 105havns Theater, for Staal 1) bliver sulten igien, spilte Iffland 2) Bogholderen. Roller som denne ere meget lette at spille, det er at sige, de kunne ikke letteligen fordærves, altsaa bør jeg ikke bedømme ham. Imidlertid tvivler jeg dog paa, at han er saa stor Skuespiller som Skuespilforfatter. Lidt er han ikke. Man holder ham for lumsk, hvilket han ogsaa seer ud til. Bril er død, som Du veed. Det andet Stykke, jeg saae her, var Indianerne i Engelland. 3) Man havde laant Mademoiselle Boudet fra Frankfurth til Gurlis Rolle, og hun udførte den saaledes, at jeg hidtil intet har seet paa noget tydsk Theater, der kan lignes dermod. Jeg kunde ikke tænke paa Madame Glaussen 4) uden Medynk. Det kan være, at Boudet har meget naturligt Anlæg til Roller af dette Slags, og at det af den Aarsag lykkes saa vel for hende. Derfor bliver hun nu sagtens ingen stor Skuespillerinde, ligesaa lidet som, efter mine ringe Tanker, den forgudede Schröder burde hedde en stor Skuespiller, fordi han spiller alle de Roller godt, hvori hans personlige Ufuldkommenheder netop hielpe ham frem. Saaledes er Kong Lear hans Mesterstykke, da denne Rolle vilde spilles maadeligt af den største Skuespiller i Verden, som ikke havde Schröders Feil. Det er en underlig Forvirrelse at kalde legemlige Mangier Talenter, og at rose og prise Folk derfor. Det er, som man vilde berømme en Skeeløiet, fordi han skeeler herligt, eller finde Christopher i von Thyboe en Mand af stor Talent, fordi han kosteligen kunde agere en druk-ken Mand, naar han NB. havde faaet et par Pæle Brændeviin til Livs.

Jeg havde sat mig for at besøge Iffland, men da jeg havde seet ham, kunde jeg ikke lide hans Ansigt, og begav det altsaa. Overalt maae jeg fortælle Dig, at det strider mod een af mine første og klogeste Reiseregler at besøge Poeter. Endnu har jeg s. 106ikke besøgt een eneste, og agter heller ikke at besøge nogen. Det lønner slet ikke Umagen, man lærer intet af dem, spilder sin Tiid, og hvad det værste er, taber sin Høiagtelse for dem, naar man lærer at kiende dem. Det er gaael mig saa med mange andre af Tydsklands udskregne Store Mænd.

Det, som moerer mig allermeest her i Mannheim, er Krigen. Efter at have saa længe været plaget med at høre om den, er det mig ret kiert at høre og see lidt af den. Man mener her, at Franskmændene blandt det meget andet, de ville og kunne, ville og kunne ogsaa tage Mannheim. De staae derfor ogsaa en halv fierdingveis paa hiin Side af Rhinen. Jeg holder Øie med dem fra Observatoriet af, og synes det er moersomt, naar deres Piketer og Tydskernes skyde efter hinanden. En stor Deel af dem cantonere i en Landsbye paa Rhinens Bred, hvor de have opreisl et Friheds Træe. De ere ret lystige, dandse og springe, og vise de tydske Patrouiller den anden Ende. Forresten seer alting her militærisk ud. Byen er opfyldt med Keiserlige, Pfalzere og Zweybrükiske, Alting er indpakket eller bortflyttet, og alle Indbyggerne staae færdige til at løbe, saasnart Franskmændene nærmer gig.

Jeg kan ikke blive færdig med mit Brev her. Fortsættelsen følger fra Frankfurth. Lev vel saa længe.

Frankfurth den 1. November 1794

Forerindring.

Da jeg i Gaar Aftes kom her til, glædede jeg mig i Forveien ret inderligen over alle de mange venskabelige Breve, der ventede mig her. Rigtig nok fandt jeg i Dag en heel stor Pakke, men i den kun eet eneste fra Danmark, og dette eeneste fra Pram. Naturligviis stemte dette min Siel til en meget høi Grad af Taknemmelighed, og jeg ønskede meget at kunne yttre denDen eneste Maade hertil er at sende Dig, min gode Pram, et meget langt Brev igien. Men uheldigviis gaaer Posten om en Time, og jeg vilde i Morgen reise til Maynz; hvor faaer jeg da et langt Brev færdigt? Til al Lykke er jeg en Debitor, der forstaaer at bedømme, hvilke af mine Creditorer der kunne bie.. Mit halvfærdige Brev til Schwarz randt mig i Tankerne. Her s. 107er Spørgsmaal om et Brev, som kan snart blive færdigt, tænkte jeg: jeg besluttede derfor i største Hast at tilsætte det Manglende, og saa sende Dig dette. Et Brev er et Brev, det maae være til hvem det vil, og andet end et Brev kan Du jo ikke foidre. Allsaa til Texten. Tag Du til Takke med dette. Schwarz kan bie.

Dit Brev er ældgammelt, fra den 19. Juli. Men kiert er det mig alligevel, fordi det saa behageligen kalder mig de lykkelige Venskabs Dage tilbragte i Din Kreds i Erindring. Troe imidlertid ikke, at jeg nogensinde kunde glemme dern. Nej, men ethvert Beviis paa, at jeg endnu er rnindet i det kiere stille forholige Huus, hvoraf jeg fordum var et Medlem, og hvori jeg søgte og fandt saa megen Tilfredshed, opflammer paa nye niit Hierte, og fylder mig med saa mange glade Erindringer og Lajngsler.

Det er mig en usigelig kier Efterretning, at den behagelige Sommer har havt god Virkning paa Din Kones Helbred. Jeg haaber, at hendes Kiernemelks Reise til Slagslunde ogsaa vil bekomme hende vel. Jeg havde ventet et Brev fra hende, men det blev desværre ude. Fra mig faaer hun eet herfra, eller frai Maynz, eller fra Hanau.

Vi slap altsaa for Krig: Man siger, at Danmark og Sverrig vil til Foraaret have fat paa Rusland, og at vi tilligemed Frankerig hemmelig understøtter Polen. Ligesaa at der i Paris opholder sig en dansk og en svensk Commissair for at stifte Fred. Det er en Lyst at leve i en Verden, hvor man veed saa meget. — Man er bange her af Hiertens Grund. Den franske Armee for Maynz skal være 120,000 Mand stærk. — Jeg reiser herfra til Göttingen, hvor jeg vil opholde mig 3 eller 4 Uger deels for at hvile ud, deels for at giøre min Physik færdig. Jeg vidste overalt ikke, hvad jeg skulde tage mig for. Giennem Holland kan jeg vel sagtens reise, men det har Vanskeligheder og Ubehageligheder, og ingen Nytte. Jeg troer derfor, at jeg vil tilbringe endnu et par Maaneder her i Tydskland for at see Tiden an.

Mit Ophold i Göttingen giver mig Anledning til en Begiering, som jeg haaber Du vil opfylde. Den bestaaer i med den s. 108Agende Post at sende mig Minerva for dette Aar, de Lærde Efterretninger, ogsaa alle for dette Aar, Din Ildebrands Historie og saa mange andre af vor Litteraturs Producter, som Du selv synes. De maatte da afsendes saasnart muligt, og addresseres til Hr. J. J. Bornemann i Göttingen, til hvem alle, som vilde skrive mig til, ogsaa kunde addresse (sic!) det de vilde skrive. De sidste Minervaer og lærde Efterretninger, som Du laante mig, haaber jeg Du har faaet tilbage, hine med Hr. Møller, disse f'ra Boghandler Poulsen. — Har Du faaet mit Brev fra Basel? og opfyldt den Begiering, det indeholdt? Du er vel kied af disse mange Begieringer, altsaa kun een endnu: elsk ret inderlig Din hengivne Olufsen.