Pram, Christian Henriksen BREV TIL: Olufsen, Oluf Christian FRA: Pram, Christian Henriksen (1795-07-10)

Pram til Olufsen.

Kiøbenhavnd. 1ø. Julii 1795.

Broder Olufsen.

„Tak for sidste kiære Skrivelse", er den almindelige Begyndelse paa Breve til Venner, som man har faaet et Brev fra, der er i det mindste uvelkommen, tidt ikke meget meere. Hvorledes skal jeg sige Dig <i>Tak, ret </i>inderlig Tak for Dit sidste <i>kiære Brev, saa at det ikke skal beholde det mindste af Formularvæsenets Lunkenhed, men at Du ret tilfulde kan føle, den Tak kommer fra et taknemmeligt Hierte.

Om jeg i Dit Sted havde skrevet et Brev af samme Indhold, som det Du skrev mig, veed jeg ikke; men det veed jeg nu, at jeg vilde give dobbelt saa meget som det jeg har tabt, om jeg havde det, for at være i Dit Sted, og virkelig have skrevet det, Du skrev, og handlet som Du handlede. Det er virkelig ikke saa ligefrem at tilgive, at jeg ikke i heele fem Uger — ikke førend opfordret ved et Brev fra Dig fra det fierne London melder Dig noget om Branden, og om vor Skiebne ved den. Det lader sig til nogen Undskyldning kun forklare deraf, at jeg ikke med Vished vidste, hvor Du var, tilligemed, at de første Postdage var jeg kun lidt i Stand til at foretage nogen Ting, og at de Dages Forsømmelse har siden opdynget baade Embeds- og andre Forretninger, foruden at den heele Historie har virket en strenua inertia, en Anstrængelse og en Apathie, der blev i det heele til det samme som Uvirksomhed.

Historien af Branden, saavidt den angaaer os, vil min Kone berette Dig. Brandens Historie i det heele vil Du vel nu have faaet bedre Underretning om, end den Du havde, da Du skrev, men sandsynligen endda urigtig eller uefterrettelig. Det vil altsaa ikke, det jeg troer, være overflødigt at give Dig følgende lille Recit, som i det mindste skal blive sand.

D. 5. Junii Kl. 31/4 begyndte det at ryge i <i>Dælehaven paa Holmen, det. er en Tømmerplads, der laae med den eene Ende 8 høyt 10 Alen fra Dampemaskinen. Den var omgivet med et Plankeværk og et Træskur, hvorunder laae en stor Mængde Pukkenholdt, og indsluttede en betydelig Deel Fyrtømmer og Planker i Stabler. Den anden Ende bestod af 6—700 Favne s. 143Bøgebrænde i Stabel; læt udenfor laae en Bunke Steenkul af nogle hundrede Læster. Fra Bøgebrændet til Midten af det store Hovedmagazin ved Kanalen, det med Taarnet paa skraaes over for os, var en Distance af ca. 16 Alen. Da nu Vinden bar fra den første Antændelæ lige paa Magazinet, saa seer Du Faren for dette Magazin var uendelig stor. Da samme Vind bragte den første Røg lige paa vore Vindver, og foraarsagede hos os en temmelig Formørkelse, og da jeg kun havde 2-300 Skridt over til Ilden, og var kiendt paa Holmen, dens Chefs Ven, saa begriber Du jeg fra Branden neppe var to Minuter gammel var derover. — Der saæ jeg, at man giorde alt mueligt, for at bryde Plankeværk og Skuur af, saa Ilden ikke skulde naae Brændet; det saae jeg det hialp ikke, da Ilden med en ufattelig Hurtighed og Voldsomhed inden faae Minutter jog Arbeiderne bort, bespændte alt, og flaggrede med en gyælig Voldsomhed op mod Himlen; der arbeidede jeg med de andre Matroser paa at slæbe Vand, og at rydde Tømmer af Veien for at formindske Brandens Bytte og Voldsomhed: men den glemte jeg og enhver Betragtning om Fare for noget uden for Holmen. Jeg gik til Kiærulfs, der vel boe i Læe af Branden, men vare dog i øyensynligste Fare, da deres Huus stod i umiddelbar Forbindelse med Dampmaschinens, og dette formedelst den blotte Heede stod i lys Lue, der dog siden blev slukket. Jeg puslede med at hielpe Fru Kiærulf, som i dræbende Angst for Huus og alt hvad der var, i endnu mere dræbende Angst for sin Mand, Gommandeuren, var falden i Convulsioner. Jeg gik at skaffe hende Efterretning om sin Mand, fandt ham sysselsat med ufortøvet at lade udkaste alt, hvad Hovedmagazinet indholdt, igiennem Lugerne i Canalen; og med at redde et Tiæremagazin bag ved, hvis Tag stod i lys Lue, og som naar det ganske var bleven brændt vilde sandsynligen anstukket Reberbanen med Hampmagazinet, der indeholdt nogle tusinde Skippund Hamp, samt en paa Stabelen liggende Fregat, alle Flodens smaa Fartøyer, og derved tillige Giæthuset, Gomædiehuset, Charlottenborg, Nyhavn med nogle hundrede Skibe, og alt hvad der af Byen laae udenfor. — At redde Hovedmagazinets Bygning ved Canalen skulde være Brand-s. 144majorens 1) Sag; ingen vidste, hvad man siden vil vide, at han var pærefuld. — Jeg troede imidlertid saa meget mindre, at Hovedmagazinet, hvorfra allene Ilden efter mit Begreb kunde komme til os, var i nogen synderlig Fare, som jeg selv, da Ilden stod allergræsseligst derpaa, var der, og, skiøndt der ingen Brandfolk var, og Søeofflciererne paa saare faae foruden Gommandeurerne

Kiærulf og Lützow 2) nær, vare uvirksomme Fæe, ikke saae det antændt, men fik endog selv føyet Foranstaltninger, som man begyndte at følge, og som, om man var vedblevet, gandske øyensynligen havde frelst det.

Nu gik jeg hiem, for at desallarmere min Kone, som jeg vel sluttede var bange, siden Branden af Ilden blev ført lige henover ad os. ælv ganske uden Frygt, deels da jeg troede Magazinet reddet (den heele Dælehave eller Tømmerplads var allerede ganske opbrændt) deels da der mellem det og os var dog den brede over 60 Alen brede, Canal og Gade; og skiøndt det blæste haardt og Lue og græsselig Røg slog henover os, pleier dog Ilden, med kun sædvanlig Paapassenhed, aldrig tænde i den Afstand. Med den fuldkomneste Tillid til, at der ingen Fare var, forsøgte jeg da paa at berolige hende, som jeg ej heller efter Omstændighederne fandt meget urolig, skiøndt hun havde begyndt at pakke ind, paa Overtalelse af en heel Deel af vores Venner og andre, der vare komne at tilbyde deres Tieneste. Næsten med Trodsighed afviste jeg disses Tilbud, saa endog nogle gik deres Vei. — Brandanstalternes Foresatte vare saa eenige med mig i at der ingen Fare var, at der ikke var en eeneste Sprøyte eller andet Rednings eller Slukningsredskab noget Sted uden for Holmen, hvor de vare, men ikke, det jeg saae, bleve brugte. Men inden jeg havde været tre Minuter hiemme skriger man, og paa een Gang ca. Kl. 6 var der lid i det lige overfor liggende Magazin, i Peschiers Gaard 3) ved Siden af mig, og i Nicolai s. 145Taarn, 600 Skridt bag os. Nu løb jeg ud for at skaffe Slukningsanstalter, og til Forebyggelse af videre Antænden, Segl (!) at hænge paa Huusene og væde med Sprøyter. Ingen Søeofficier paa Holmen vilde give Ordre. Kiærulf og Lützow vare beskiæftigede med Magazinet. Jeg fik Kronprindsen personlig til at skaffe Segl og Behør, men inden jeg dermed kom var Branden i Magazinet allerede saadan, at der var Fare for at qvæles af Luerne at gaae over Gaden til min Dør. De tilstedeværende paa Pigerne og min Kone samt et Par andre nær vare gaaede med hver et Stykke, en Stol, en Potte, et Kobberstykke osv. Min Kone, halv qvalt af Røg, maatte nu strax bort, for ej reent at qvæles. Jeg tog et Stykke, Gud veed hvilken Ubetydelighed, og fulgte den unge Reventlov 1) og en anden med noget hen til Harmonien 2), hvor den første Flytning blev besluttet. — Uagtet nu Ilden i Peschiers Huus virkelig var slukt, og heller intet andet Huus paa denne Side Canalen brændte, saa var dog den Reiæ fra vor Dør til Gomædiehuset saa græsselig formedelst Heeden fra det brændende Magazin, at begge mine Hænder bleve forstegte (skiøndt ej farligen) og at jeg umuelig meere ad den Vei meere (!) kunde komme ind i Huset. Jeg havde heller ikke kommet ind, ej heller ikke været at redde fra at brændes levende, dersom ikke Tværbygningen af Naboegaarden havde været nedreven, og vi derover kunde kommet ind og ud bag fra Hummergaden. — Der var nu ingen flere i Huuset, og for os endnu lidt eller intet reddet, men nu slæbede Rikke, min Tiener og jeg hvad vi kunde ned i den lukte Ende af Hummergaden. Der kom Justiceraad Lawatz 3) til, som endnu til det sidste Øyeblik hialp os kraftigen. Men inden faæ Minuter var Trappen s. 146saa bespændt med Røg, at jeg, da jeg sidste Gang gik ned ad den, nær var bleven qualt og liggende til der at begraves mellem Asken. Kl. var nu omt. 7.

Der blev i denne eene Time eller mindre virkelig reddet en Deel, meere, det vi siden have opdaget, end det fra først af havde været at formode; men meget blev. — Min Skræder havde i min Fraværelse forsøgt at redde mine Bøger. Han havde faaet fat paa en stor Sængekurv, og deri lagt, hvad han ansaae for de vigtigste Bøger. Dette var godt nok betænkt, at de ey skulde gnaves; men da den skulde ud af Dørren, var denne en Alen smalere end Kurven, som desuden var bleven saa tung, at det var umueligt at bære den. Endeel Bøger fik jeg nu i Sække, men det blev af de mindre elegante, og desværre tillige virkelig de mindre vigtige.

Min Kone har sagt mig, at hun vilde giøre Dig den ubehagelige Fortegnelse paa, hvad Du ved Dit Venskab i at betroe os Dine Ting har tabt. Jeg veed ikke, om hun deriblandt nævner Din Rousseau, som er ikke meere. Den giorde i Kurven Selskab med min 70tomige Voltaire, min Papier-Velins Campbelske Shakespear, Rainal 1), Sulzer 2), Rollin 3), min kiære de la Motte le Vayer 4) i 14 Tomer, min algem. Weltgeschichte, alle mine Danica og Suecica, af de skiønne Videnskaber, mine Excerptbøger, en Deel af mine Manuscripter, mine Regnskaber, alle mine ej faae periodiske Skrivter osv. osv. osv.

Med Resten, som bestod i sex Sække Bøger, i alle vore Sængklæder, de fleste Kobbere, nogle Sække skident Linnet — alt det reene brændte eller blev stiaalet — og noget Skramlerie, gik nu Toget imellem Gader, hvor man spillede Kister og Skabe, Gryder og Sængestæder ud af Vindverne, slog sig frem og for som raænde, alt under en uoplørlig Hagl af store nedstyrtende Gløder, op til Harmonien. Det gik langsomt, og hvert Skridt var Livsfare. Jeg bar paa min Ryg Byrder, som jeg ellers neppe s. 147kunde rokke. Inden vi — vi betyder begge Pigerne, en spælemmet Tiener vi have siden Du forlod os, og Justiceraad Lawätz — have i to eller tre Repriser Ende herpaa, saa vi allerede Laxegaden i himmelhøy Lue, og nu vare allerede Admiralitetet med Tilbehør, samt Huusene ned ad mod Holmens Broe brændte. — Vi fik fra Harmonien, hvor Faren nærmede sig med hvert Minut bragt til Lawätzes ud i Storekongensgade.

Men paa den sarnnie Tid, da Ilden greb det store Magazin paa Holmen, greb den, som sagt, ogsaa Nicolai Kirke. Dens Taarn faldt meget snart, og udbredte Branden til Færgestræderne, Kirkestrædet osv. Bestyrtselsen over at see Ilden der havde den Virkning, at man glemte aldeles at tænke paa at redde noget. Det fortræffelige Trykværk, som hørde til Nicolai Kirke, blev ganske ubrugt, og man forsikkrer, at der til at slukke eller standse Ilden blev hverken der indtil lige op til Assistencehuuset, eller ved Ganalen lige op til Comædiehuuæt ikke blev brugt saa meget som en Spand Vand. — Kl. mellem 11 og 12 endnu Fredag Aften brændte Bogtrykker Schulzes 1) Gaard, hans heele Trykkerie, alt hans meget anseelige Forraad af Papirer, alle hans Forlagsbøger, og paa lidt nær hans Boglade. Næste Dag brændte og hans Bryggergaard 2) med dens Magazin og Inventarium. Han tabte for henved 50,000 Rd. Løverdag Morgen brændte Bastholms 3) Gaard, og dermed hans ikke ubetydelige Bibliothek, hvoraf intet blev reddet. — Assistencehuuset blev reddet; men Panterne bleve udflyttede, og kom saaledes i Uorden, at det er næsten det samme som om del var brændt. Udlaanet er standset til videre. Ilden kom op til Skovbogaden. Strax derved boer den rige Uldal 4), med sit store Bibliothek. Han gav en Deel Penge ud for at faae reddet, og lovede mange fleere. En Ma-s. 148tros lod sig ved Løvte om 10 Rd. formaæ til at stige op paa en Gavl, hvor Faren var truende for Gaarden og øyensynlig for den, som der skulde styre Slangen. Han reddede Gaarden, men krøb halv stegt halv død ned. Da han siden meldte sig om sin Præmium, bod Skurken paa de 2 Tønder Guld ham 3 Mark. Dem afslog han, og skaffede sin ved Accorden tilstædeværende Capitains Attest for at han var Manden; men Matrosen maatte nu nøjes med 2 Rdl.--------

Nu skulde man troe, at om Branden, fordi den var stærk, og det blæste dyglig, ikke før havde været at standæ, skulde det dog skeet ved de to Torve, Gammel og Nytorv, samt det brede Raadhuusstræde. Men skulde Du troe det? Sprøyterne, som hidtil kun havde været brugte tre Steder ved Uldals, ved Assistencehuuset, og ved Ankers 1) Gaard paa Hiørnel af Vingaardstrædet og Kongens Nytorv, samt længere op i Vingaardstrædet, og ved Ulkegaden, hvor de alle tre Steder havde giort deres Virkning og fuldkommen standset Brandens Fremgang, kom Kl. 2 Løverdag til Raadstuen og Raadhuusstrædet, uden at mødes med en Draabe Vand, end sige nogen eeneste Sprøyte. Alle reddede deres Sager, overgave Bygningerne, og Brandhielperne vare ledige Tilskuere, eller reddede for dem selv. Følgen var, at Ilden der gik fremdeles frem, hvor der var noget at brænde. Med Vaisenhuuset brændte aldeles Prof. Birkes 2) smukke Bibliothek, og hans kostbare Oplag af Abulfeda Havde Volden kunnet brænde, saa havde den brændt med.

Hvad der nu er brændt er alt hvad der indeholdes i den brillelignende Polygon: Vingaardstrædets søndre Side, og den nordre fra Naboehuset ved Harmonien op til Hvælvingen; den søndre Side af Østergade fra Halmstrædet eller ligefor Hof- og Stadsretten, Amagertorvs og Vimmelskaftets søndre Side, og den nordre fra Uldals af, Klædeboderne til Frue Kirkegaard Nørregade ligesaa, altsaa Langes Huus, som dog først fik alting red-s. 149det; den anden Side af Nørregade indtil Bispens 1), heele Studiestrædet paa Bispens Gaard nær; der bag skraas over Quarteret til bag Kals 2) Gaard i St. Pedersstrædet, Larsleistrædet og til Nørre Vold. Strækningen Volden ned igiennem til Vartov; den nordre Side af Farvergaden den nordre Side af Compagniestrædet til Knabroestrædet, deftes østre Side til Snarregaden, heele Snarregadens nordre Side, alt nede om Stranden fra Henriques 3) lige til Holmens Broe, og — alt hvad der indbefattes indenfor denne Contour.

Du kan intet Begreb giøre Dig om den Virksomhed, hvormed man — hvilket man især betegner Landsoldaterne, reddede Folks Tøy og Indboe, hvoraf ingen synderlig har tabt noget, uden hvad jeg alt har nævnt, og hvad der blev umueligl for os ved Holmens Canalen og de i Gaderne næst vesten for Nicolai Kirke angaar; men heller ikke kan Du forestille Dig saa liden, saa ingen Virksomhed til at redde Huuse; da der den heele Tid ikke noget Sted saæs saa mange Vandsluffer eller Sprøyter, som ellers, naar der gaaer lid i en Skorsteen. Synderligt var det og, Pøbel, Arbeidsmennisker, var det man mindst saae, paa Landsoldaterne nær, langt flere velklædte Studentere, Riddere, Kammerherrer ofl. var der til at bære Vand og arbeide.

For de med store Dynger af reddede Sager paa Volden og de ubrændte Torve udflyttede var der strax næste Morgen Telte anskaffede. De, som ej have faaet sig indlogerede hos andre, boe nu deels i opslagne Fiælehytter langs under Voldene, deels i en paa Nørrefælled formelig anlagt Leir. I denne sidste skal der dog nu kun vasre 1200 Mennisker, og det for det meeste saadanne, som derved have vundet, da de før sultede paa Lofte, og nu fødes paa offentlig Bekostning i disse Lærreds Pauluner. De brandlidtes Antal, eller deres, som bleve huusvilde, angives til cr. 20,000, og de afbrændte private Huuses Antal henved 1000.

Næste Dag efter Branden var der allerede paa Slotspladsen s. 150opbygt med Tag et ganske kiønt Interims-Bindingsværks Huus; og nu er der alt en syv otte Gader, med meere end 100 Huuse af samme Slags. — Alle de gamle Muure ere enten selv faldne, eller forskiørede nedrevne for ej at falde og slaae Folk ihiel. — Der tales meget om Subscriptioner, for at bygge Huuse for de fattige til Vintren; men da Enthusiasmen i at yde Brandhielp i Fior da Slottet var brændt, var saa stor, saa er det pudseerligt, at nu saa godt som ingen Brandhielp af mindste Betydenhed høres, uden en Sum, som Peschier skal have faaet sendt til Ud-deeling fra Engelland.

Brandcassen 1) skulde betale 4,000,000 Rd. og ejer kun 1,900,000 Rd. Uldal og et Par til, hvis Huuse bleve reddede, paastaae at Brandcassen skal giøre Bankerot. Da Kongen og Staten og Verden ikke er tient med en saadan Bankerot af over 2 Millioner, hvilket vilde giøre det forskrækkeligste Bouleversement i alt hvad der hedder Eiendomsvæsen og blive mange Tusendes Forarmelse og Hungersdød, saa skal Kongen i Dag have resolveret at komme Brandcassen til Hielp, paa hvad Maade vides ikke, kun saa ikke al denne Formue skal annulleres for Eierne og deres Creditorer og Creditorers Creditorer.

Ædle Broder Olufsen! Du har her maaskee meere Detail end Du skiøtter om; men veed Du ikke dette før, saa kan det dog have sin Interesæ. Saa lange Breve skriver dog ikke enhver, og stort kortere kan en Synopsis af denne stedse vigtige Tildragelse dog ikke fattes. — Nu til os; Vi have tabt meget. Du æer hvad jeg har tabt i Bøger, som jeg fortalte oven. Paa Speilene, nogle Stole, Sophaen og et Thebord samt mit Skrive-bord nær, er alt hvad vi havde af Meubler — Aske 2). Alt Bordtøy, endeel Kiøkkentøy, næsten alt Linnet, alle Sængesteder, og tusinde Ting, hvis Vigtighed man ej mærker, førend de ere s. 151borte, ere borte; men dog ogsaa noget have vi igien; og dette noget er, paa noget lidet nær, som vi have fuldelig Raad til at anskaffe os, i det mindste til videre nok. Det kommer os nu fortreffelig tilpas, at jeg har i Fior havt, og har i Aar saa usædvanlige Indkomster af Krigssøepasæne, at jeg faær 2—300 Rd. tilovers til de savnede Fornødenheder; dermed ere vi meget fortreffelig hiulpen. En Rigdom har jeg desuden ved denne Leilighed opdaget, at jeg allerede fra før af er i Besiddelse af; det er i min Kones Siel en Kiækhed, en Standhaftighed til at finde sig i en saadan reel Ulykke, som jeg med al Kundskab og Erkiendelse af hendes mange prægtige Egenskaber dog ikke havde Formodning om. Denne lagt til mit Sanssoucivæsen, som giør mig følesløs for al slig Kummer, formindsker Ulykken saa meget, at den allerede ikke bør hedde Ulykke meere. Læg dertil, at jeg ved denne Leilighed har strax i de første Øyeblikke erfaret saa meget ædelt Venskab, hvor jeg ventede og hvor jeg ikke ven-tede det, at jeg troer tyve Familier have tilbudet os Giæstfrihed; at Com. Kiærulfs, som vi toge vor Tilflugt til, vilde endelig beholde os ej allene i Sommer men og til Vinter, og bleve næsten . vrede, da vi ej toge derimod meere end i 4 Uger; at vi have nu hos (?) Huwalds 1) deilige Sommerværelse paa Manchesterfabriken 2), og ret god Leilighed til Vintren for 150 Rd. — at jeg har havt Leilighed til af Postcassen at skaffe de sande fattige en Hielp af 2000 Rd. — — og at alt dette crones med et Brev fra Dig, saadant som det sidste, et sandt Nobilitationspatent for os begge, bedre end det nogen Konge eller Keiser har givet — o ved at betragte alt dette var jeg uskiønsom mod Forsynet og mod Eder alle i Ædle, om jeg ej erkiendte mig at have vundet ved Branden.

Jeg har giort Dig Rede for, hvorledes jeg kan undvære det, Dit Venskab saa ædel tilbyder mig; at jeg nemlig uden at giøre mindste Gield kan strax opfylde det vigtigste af, hvad jeg har s. 152tabt, og inden Aarets Udgang maaskee alt; da jeg har af Theatret blandt andet en Benefice tilgode for min Operette 1), som blev spillet 4 Gange sidst i Enden af Mai med meget Bifald, men jeg vilde da ikke modtage Beneficen af Frygt for at Veiret var for smukt. — Jeg skriver til Vintren eet maaskee to nye Stykker til. — Theatret er ikke brændt, og det var mig sidste Saison meget gunstigt. Paspengene vare ogsaa endnu og tør i Aar blive meget gode, ere det alt. — Dette Regnskab skylder jeg Dig, inden jeg siger Dig saaledes Tak for Dit Tilbud som den, der ej modtager det. Du fatter, at jeg føler og erkiender mig Din Debitor, for ej allene den tilbudne Sum, men for enhver Sum, som Du kan behøve og jeg skaffe; og at jeg aldrig kan betale Dig min Gield, uden med de Følelser i mit Hierte, som Du selv har Hierte til der at skielne og vurdere, og som beholde deres indvortes Værd for Dig, det veed jeg, hvorledes jeg end realiserer i numerair Representatif det jeg skylder Dig.

Jeg hilser Dig fra Dine Venner; blandt dem især nu, fra vor Schwartz. Ogsaa ham har denne Leilighed lært mig at kiende. Jeg mødte ham, anden Dag efter at det var brændt for os. — Hvordan gaaer det, hvad har Du tabt? — Meget. — Jeg troede den Gang at have tabt meere end jeg virkelig havde tabt. En Commode, hvori alt min Kones Sølv og Guld, og alle hendes Penge laae, var borte, men kom efter fern Dages Forløb igien. — Jeg sagde ham det. — Da er det vel jeg er ved Muffen, sagde han, tog frem sin heele Skat, 60, 70 Rd. Gudskeelov sagde han, jeg har her nok for det første Øyeblik. Jeg er ikke rigere, som Du veed, end at jeg kalder dette at være ved Muffen. — Jeg havde Vanskelighed med at faae Mennisket til at beholde sine Penge, som jeg dog virkelig ikke behøvede. Gid jeg havde behøvet dem, at der kunde være noget ved min Refus.

Min Kone hilser og takker Dig selv.

Din Broder, som jeg i disse Aaringer har været saa lykke-lig at skaffe aarlig 100 Rd. at fortiene, og lidt til, lægger nok s. 153en Lap her inden i til Dig. Stakkels gode Diævel. Han har i Vinter lidt meget. Han og Konen og Børnene have skifteviis været syge. Det er overstaæt, men hans Forfatning er snaus. Jeg hielper ham saavidt jeg kan. Gid jeg var rig, saa hialp jeg ham kraftigere. Han er bleven Postskriver, og bliver det, haaber jeg, snart med kgl. Gage; nu gagerer den gamle Æsel Justice-raad Fischer 1) ham, luset.

Gud velsigne Dig. Vær stedsemin Ven som jeg er Din.

Pram.