Fru Pram til Olufsen.
Kiøbenhavnd. 16. April 1796.
Jeg føler vel, gode Olufsen, at den afbrudte Brevvexling, De saa billig klager over, ikke saa synderlig kan undskyldes fra vores Side hos Dem, da De ikke engang, som jeg æer af Deres sidste Brev, har faaet det lidet, vi uagtet den styggeste Doven-skab dog har skreven Dem til. Det eneste Brev, De altsaa har seet fra os, er det vi skrev nogle Uger efter Ildebranden, og dog veed jeg bestemt, at Pram siden den Tid har skreven Dem en gyselig stor Pakke til, hvori ogsaa var et lidet Blad fra mig, som altsaa maae være forkommet paa hvad Maade det end er. Dette var saa vidt jeg erindrer sidst paa Sommeren inden vi flyttede til Byen. I den Tid, Pram var syg af den langvarige Galdefeber, fik vi Brev fra Dem, hvoraf jeg saae, at De var underrettet om bans Sygdom, og dette Brev blev besvaret saa snart han begyndte at komme sig; hvorledes dette Brevs Skiebne blev, kan jeg ikke sige Dem. Der kan dog, som De seer, siges lidt til vores Undskyldning, tilligemed dette, at vi siden Ildebranden næsten altid har været i Urolighed paa alle Slags ubehagelige Maader, snart med Flytning ud og ind, snart med Sygdom og andre Leedagtigheder. Jeg maae tilstaae Dem, at Deres Om-hyggelighed og velsignede Godhed at underrette os saa flittig i disse halvtredie Aar om alt, hvad der angik Dem, fortiener den største Erkiendtlighed. De kan og være forsikkret, at den boer i mit inderste Hierte og at De usigelig har glædet mig, hver Gang jeg har faaet nogle Ord fra Deres gode Haand. Dermed maae De med Deres sædvanlige noble Gemyt lade Dem nøye, og for alting aldrig komme anstikkende med Forglemmelse, frem-med Væsen, og slige Uteerligheder, som aldrig kan finde Sted iblant os. Noget forundret blev jeg ved at see Deres sidste dateret fra London, siden jeg troede De alt for mange Uger siden var reist til Skotland, og denne Tanke var jeg bleven bestyrket i ved Consul Classen, som alt for længe siden havde fortalt mig, at De havde faaet Deres Reise Ordre. Hvis vi ikke havde troet dette, havde De i disæ sidste Maaneder vist havt Brev baade fra Schawrts 1) og os, men vi har længe ventet paa, s. 169at De skulde underrette os om Deres Ankomst der og altsaa blev vi rolige.
Deres nye Omreiæn vil nok tage den største Deel af Sommeren bort, og altsaa seer det desværre langsomt ud med Deres Tilbagekomst. De vil da ikke kunde besøge os i vores yndige Residense i en Baggaard i Store Strandstræde 1), som ligner fuldkommen hvad det udvortes angaaer een af de smukke Boliger, som Ilden har ødelagt i Districtet. ved Nicolai Kirke, siden vi agte at flytte herfra til Vinteren 2), hvis vi kan faae noget bedre. Man kan dog vel have Haab derom, da der alt er byggel en heel Deel, og de Bygninger, som nu alt er under Tag, kan blive gandske beboelige til Michelsdag. Heele Fridriksbergaden [sic!] og Vestergaden ere næsten færdige tilligemed en heel Strækning omkring Volden, og det bliver formodenlig paa disse Steder vi maae opøge os en Bolig. Veed De, at Bergsøe er givt siden i Sommer? Maaskee har De havt Brev fra ham for at berette Dem hans vel overstandne Examen, Givtermaal o. s. v. Hans Kone ventes her til Byen i næste Maaned.
Har nogen af Deres kiøbenhavnske Venner skreven Dem noget til om Samsøes skiønne Sørgespil <i>Dyveke, om det særdeles udmærkede Bifald det fik, og om Forfatterens Død otte Dage førend det blev opført? Maaskee er alt dette Dem fremmed. Det er dog ret kiedsommeligt, at De bliver saa længe borte, der falder tusinde merkværdige Ting for, som De er gandske ukyndig i, og som jeg saa gierne vilde tale med Dem om. Kom dog snart tilbage. Gid Længsel maae ret falde tungt paa Deres Hierte, saa skynder De Dem af alle Kræfter. Det lille Glimt, jeg faaer at see af Dem, inden De reiser til Deres Bestemmelse, glæder jeg mig usigelig til. Men desværre det bliver kun et Glimt. Lev imidlertid vel, og troe aldrig, at det er mueligt De kan blive forglemt af Deres Veninde
Marie Pram.
Olufsen til Pram *).
Edinburghd. 28. Juni 1796.
Efter en gyselig lang Omrumpling paa Bakker og Sletter, Bjerge og Dale, paa Kandten og i Midten af Skotland kom jeg s. 170hertil i Forgaars Aftes Jeg fandt her blandt andet Din Kones og Dit Brev af 16. April. Noget behageligere kunde jeg ikke finde; jeg glemte the Highland's Fladbrød, ossianske Taager, Slud, Regn og Hagel, og den bandsatteste Kuld, jeg har udstaaet, siden jeg blev født. Du, som dreier Dig omkring i Cirklen af Venner eller dog Bekiendte, er vel ikke meget skikket til at tænke Dig ret levende den Skiebne, i mere end halvtredie Aar hver Dag at æe lutter fremmede Væsner, at være ceremoniel og kold, enten sidde ledig i det eensomme Værelse, eller søge Selskab, hvor Ligegyldighed og Stivhed og Tilbageholdenhed er de fornemste Retter. At reise er et sandt Eremit Liv, især i Engel-land. Nyheden selv taber sin Nyhed, naar et Par Aar ere omme. Dens Berusning er ønskelig, men forbigaænde. Man føler omsider, at Verden er langt fra ikke saa varieret som man skulde troe; man opdager, at det er blot Farven, ikke Formen, der afviger; og naturligvis kiedes man tilsidst ved den bestandige Nødvendighed at opoffre Hiertet for en høist uvis Vinding for Forstanden. Du forstaaer mig. Jeg er træt, fordi jeg er mæt; jeg er keed af min Reisekuffert, det eneste Selskab jeg har, der er nogenlunde interessant. Den forsyner mig dog i det mindste med rene Skiorter, mit øvrige Selskab kun med Slidder Sladder. Du vil derfor let tænke Dig, hvor graadig mit nu gandske afvænte Hierte opslugede. hvert Ord, hver Tanke, hver nær og fiern Idee, der kunde med mindste Rimelighed findes i disse kiere Breve fra mine kiereste Venner i det kiereste Land paa Jordkloden; og det saa meget meer, som jeg finder nu, at jeg har mistet i det ringeste to Breve fra samme Hænder. Siden jeg kom til Engelland, har jeg kun faaet et langt Brev efter Ildebranden, et meget kort et, jeg troer i November, og nu det sidste af 16. April.
Jeg vilde skrive til Frue Pram, men jeg veed ikke hendes Adresse, og derfor maatte jeg convolutere Brevet. Dette vilde paa de engelske Posthuse koste mig dobbelt Porto, og sligt er betænkeligt i vore fattige Tider.
Strax efter mit sidste Brev af 25. Marts, fik jeg pludselig det Indfald at reise til Skotland, og jeg reiste faae Dage efter. s. 171Fra Edinburgh gik jeg til Glasgow, derfra til Stirling og Perth, giennem Hiertet af the Highlands over Fort Augustus til Inverness. Herfra langs med den østlige Kyst til Aberdeen, Dundee og tilbage til Edinburgh. Siden Du fortæller mig, at Du kiender skammelig lidt til Skotland, saa vil jeg i Korthed berette Dig noget af, hvad jeg veed mere. Den sydlige Deel af Landet til Dumbarton og Perth, samt den østlige fra Perth nogle Mile fra Kysten til Murray firth er fladt, eller har dog kun faae Bjerge. Alt dette hedder the low countries. Den sydlige Deel er formedelst Nærheden af Engelland veldyrket, skiøndt langtfra ikkesaa vel, som endog maadelige Egne i Engelland. Glasgow og Paisley har mangfoldige Fabriker, ligesaa Edinburgh og Leith. Denne hele Strækning er i en blomstrende Tilstand. Den østlige flade Egn er mindre frugtbar, mindre veldyrket, og dens Byer ere kun maadelige. I the low countries tales engelsk, det er engelsk med skotsk Dialect, uforstaaeligt nok. — Den hele øvrige Deel af Skotland, nemlig den vestlige, det midterste og den hele nordlige Deel fra Inverness af, er det man kalder the Highlands. Det er Bierge tilhobe. Beboerne have en egen Dragt, som Du veed; de tale galisk eller ersisk, og forstaae ikke engelsk. — Skiøndt Synet af vilde og øde Bjergstrækninger er mig intet nyt, tilstaaer jeg dog, at de highlandske Egne frapperede mig. En mere forladt, øde, Sørgelig Ørken har Naturen ikke: Der er Bierge paa Bierge, men det er ikke Helvetiens Alper, ikke Norges Fielde. De have al Fælheden af' Vildheden, uden dens Sublime. Deres Former ere monotone og insipide, deres Høide ubetydelig; de ere begroede med vantrivende Lyng fra det øverste, lige ned i Dalen til den yderste Kant af Floderne. Ikke et Træ sees; ingen grønne Steder, kun nogle faa grønlige Pletter. Beboerne af dette forladte Land leve i en Tilstand, der synes et Extrem af Uselhed. Deres Huse skulde man holde for Kamschadalske Jurter. De bestaae af et Tørvedige arrangeret omtrent til et Parallelogram. Paa dette lægges en halv Snees Rafter, og paa dem Tørv. Dette er Taget. Inden i er Huset afdeelt i Værelser med Diger, eller Gierder. Døren er som oftest flettet af Riis, Vinduet er et lille Hul med en Trælem. s. 172Skorstenen er et Hul i Taget, Kakkelovn og Kiøkken to eller tre Stene midt i Stuen paa Jorden; ængen en Straasæk, Bord er sielden. To eller tre vaklende Stole, en Gryde og en Brænde-viinsflaske udgiør alt Amøblementet. Dette er Vinterboligen. Om Sommeren leve de i Sætre, her kaldet Sheals, hvorhen de drive deres vansmægtende Quæg. Huæt er altid fuldt af Røg. Indbyggerne leve af Fladbrød, Melk, Havrevaslling og Ost. Men i disæ tilsyneladende Elendighedens Pauluner lever en Race af Mennesker, der maaske er saa lyksalig, som Mennesker kunne være. De ere kiekke og haardføre; blive 9ø—1øø Aar gamle, ere muntre og raske, synge idelig deres galiske Sange, og holde fast ved deres gamle Skikke. Jeg glemte ikke Ossian 1) — men <3et bliver for vidtteftigt.
Jeg har ikke Tiid til en omstændelig Reiæbeskrivelæ, og mit Brev ikke Rum. Istedet for den Reiæ jeg har giort, vil jeg sige Dig noget om den, jeg har isinde at giøre. Jeg vil med det første Skib, som gaær herfra til Hamborg, forlade Skotland; og gaæ hiem. Saa behageligt denne Udsigt end er, har dog Tingen sine Vanskeligheder. Jeg har alle mulige Grunde til at troe, at jeg heri handler gandske overeensstemmende med Directionens Idee, mens dens udtrykkelige Samtykke har jeg ikke. Kort før jeg reiste fra London forespurgte jeg mig, om jeg efter fuldendt Reiæ i Skotland skulde reiæ hiem. Brevet, eller maaskee Svaret, er forkommet. Jeg er derfor i Forlegenhed. Jeg har i Dag skrevet til Directionen og meldt, at jeg reiste hjem uden at kunne oppebie Ordre, af den Aarsag, at det vilde medtage fern eller æx Ugers Tid, og jeg er nu saa forreist, at jeg ikke har Penge nok til at ligge her saa længe for at vente paa et Svar, som jeg troer at vide i Forveien. — Jeg reiær alligevel hiem, fordi jeg er nødt dertil, men det er ilde at her skal være en Formalitets Feil, som maaskee kan blive mig ilde optagen. Skulde Du tale med Gonferenceraad Colbiørnæn, saa vil Du maaskee forestille ham Sagens rette Sammenhæng tydeligere end jeg har s. 173kunnet i mit Brev. Jeg kan ikke vente, at man vil give mig flere Penge. — Jeg tænker ikke man vil sende mig til Frankerig, i saa Fald er Veien fra Skotland til Hamborg og derfra til Frankerig den bedste jeg kunde vælge. — Jeg tænker ikke heller, at man vil jeg skal opholde mig i Skotland efter at jeg har beseet hele Landet. — Kortelig, jeg tænker at jeg fuldkommen træffer Directionens Mening, i det jeg gaaer hiem. — Skriv mig til, hvad Du hører derom, til Altona, hvor Du maa bede Etatsraad Lawaetz beholde Brevet til jeg selv kommer.
Hvad Du skriver om at døe inden Høst er dumt Sludder. Du maae ikke døe, inden jeg kommer, da jeg har isinde at dræbe Dig med reisebeskrivende Snak. Jeg vil overalt ikke, at alle mine Venner skal benytte dem af min Fraværelse for at døe. De tre Aar har berøvet mig mange. Hornemann, Samsøe, Rothe, Huwald ere borte. Jeg kan snart som Ossian vandre sad and forlorn for I have æen the tombs of all my friends. Hils Din Kone paa det venskabeligste. Jeg er gandske henrykt ved Tanken om saasnart at see mit gode Fædreland igien. Man er hverken rigtig Patriot, eller Elsker, uden fraværende. Ven kan man være fraværende og nærværende, og saa er jeg Din
Olufsen.