Pram, Christian Henriksen BREV TIL: Olufsen, Oluf Christian FRA: Pram, Christian Henriksen (1756-09-04/1821-11-28)

Pram til Olufsen 3).

Broder.

Jeg har ikke Tid til at sige Dig meere end: Lev lykkelig. Held og Godt af alt Slags følge Dig paa Din Reise og hvor Du er. Om dette underrette Du mig.

Jeg ænder Dig Jacobis Brev, det jeg endelig fik fra ham. Min Kone siger mig, at Du har skrevet hende til, at Du ikke vil have Priisskrivtet trykt. Skee Din Villie.

Jeg veed ikke, om min Kone har skrevet, at man i Christiania har givet mig Prisen, den første nemlig, for Skrivtet om s. 175Høyskolen. Det burde hun, thi det er saa. Jeg troer jeg har denne Gang noget nær fortient den; men og at Verden er endnu for ung til at. faaen fornuftig Høyskole, der da og iblandt al den ovrige Ufornuft maaskee kun slet kom til at passe

Du skylder mig Svar paa et Brev. Jeg længes efter det, og er nær ved at blive jaloux paa min Kone, fordi hun faaer, jeg ikke.

Man tilgiver mig i Collegio ikke, at jeg understaaer mig at skaffe mig Udmærkelser for Kundskab. De dumme Hunde troe, at jeg er lærd, fordi jeg er lærdere end de, hvilket ikke siger meget; jeg er dog virkelig ikke lærdere; end at jeg jo ret godt kan paradere ved Siden af de andre Ignoranter; kun er jeg ikke, som de, Ignorant nok til at troe, jeg har slugt al muelig Viisdom. Derfor have de giort mig den Ære at giøre mig til Assistent hos den yngste Fuldmægtig ved Collegium, i Groves 1) Comptoir, hvor jeg for 14 Aar siden blev Fuldmægtig, som jeg for 8 Aar siden holdt op at være. Grove, som var Consulatssecretaire i Marocco, kom hiem og blev Committeret i Collegio, og gaar nu i offentligt Ærende til Italien, hvorfra han kommer hiem og bliver en stor Mand. Jeg bliver Skriver i hans Comptoir under hans Fuldmægtig. — Hvad synes Du? og dog er dette bogstavelig sandt. Jeg vil man skal, da man kan, i det Sted giøre mig til Committeret i Collegio; men jeg beder om intet, siden man afslog mig Consulatet i Marocco.

Lev Du lykkelig! o det er Du! o formaaer Din Bøn noget, saa — jeg forlanger ikke meer — skaf mig hos Himlen, at den giør mig halv saa lykkelig.

Pram.

s. 176 s. 177 s. 178